Portræt af manden bag Manchester United: Woodwards imperium
Igen i år starter Manchester United forfra. Én af de eneste røde tråde i post-Ferguson-æraen hedder Edward Woodward. Men hvem er storklubbens hyppigt kritiserede CEO? Magnus Kraft kigger her nærmere på manden, som mere end José Mourinho og Zlatan Ibrahimovic er personificeringen af det nye Manchester United.
Af MaGNus Kraft
Som afrunding på sidste sæson skrev britiske Daily Mail en parodi på Ed Woodwards dagbog, fortalt af journalisten Martin Kelner. Dagbogen var lige så nedladende som den var satirisk. Måske var den også skræmmende tæt på virkeligheden. Den udstiller i skarp tone Woodwards overdrevne fokus på årsregnskaber og sponsoraftaler, men også hans mindre udtalte interesse for spillet på banen. Dagbogen eksemplificerer fornemt den karikerede klovnerolle, Woodward har tilegnet sig i store dele af den engelske presse.
Ed Woodwards officielle titel er Executive Vice-Chairman of Manchester United F.C.
Løst oversat kan vi kalde ham administrerende direktør, hvilket i Manchester Uniteds organisatoriske struktur betyder, at han bærer mange kasketter. Mens det er den notorisk forhadte Glazer-familie, som ejer forretningen Manchester United fra deres base i Tampa, Florida, er det Woodward, som er ansvarlig for den rent praktiske drift af klubben. Det var da også Glazer-familien, som fik Woodwards fod indenfor i Englands mest vindende fodboldklub.
I 2005 var revisoruddannede Ed Woodward med som økonomisk rådgiver, da Malcolm Glazer og hans sønner under stor polemik overtog ejerskabet af klubben. Med sin meriterende baggrund i finansverdenen imponerede Woodward så stort, at han i 2007 overtog styringen med Manchester Uniteds kommercielle interesser og operationer. Her excellerede han. Klubbens sponsorindtægter steg fra £48 mio. i 2005 til £117 mio. i 2012. Dette sikrede ham en plads i bestyrelsen, og da Manchester Uniteds populære CEO gennem ti år, David Gill, søgte nye karrieremæssige græsgange, stod Edward Woodward klar i kulissen, klar til at styre én af verdens største fodboldklubber.
Glazer-familiens forlængede arm
Paul Kelso, journalist på The Telegraph, beskrev forfremmelsen af Woodward som den ultimative ”Glazerfication” af Manchester United. Ed Woodward var en trofast Glazerstøtte, en karakter, som var skabt af den kalkulerende finansverden. Til gengæld havde han ingen fodboldmæssig erfaring. Efter eget udsagn støttede han non-league-holdet Chelmsford City som ung, mens faderen ikke kunne bestemme sig for, om han skulle holde med Manchester United eller Derby County.
Loyaliteten overfor Glazer-familien og iøjnefaldende finansielle resultater var altså nok til sikre Ed Woodward en magtfuld stilling med helt nye ansvarsområder.
Der er to overordnede grunde til, at Woodwards selverklærede Glazer-støtte var kontroversiel. Grundlæggende er alt, der omhandler Glazer-familien i Manchester United-regi kontroversielt. På Old Trafford er de amerikanske rigmænd forhadte som pesten, anklaget for at have trukket milliarder ud af klubben og ned i egen lomme.
Edward Woodward (th) i samtale med manden, han overtog CEO-ansvaret fra, den mere populære David Gill. Foto: Getty Images/Michael Regan
Forholdet mellem tilhængere og Glazer-familien var køligst i 2010, hvor Manchester United Supporters Trust (MUST) lancerede den ambitiøse og hyppigt omtalte Love United, Hate Glazer-kampagne, som satte fokus på klubbens enorme gæld og stødt stigende billetpriser. Selvom selvsamme MUST sidste år anerkendte, at situationen er forbedret over de seneste fem år, er Glazer stadig et fy-ord på Stretford End.
Ed Woodwards forfremmelse blev også besværligt gjort af, at han var en kontrasterende erstatning for den forhenværende CEO, Davil Gill. Til trods for (og til dels på grund af) sin meget lave grad af selveksponering var David Gill utrolig afholdt i og omkring klubben. I sin selvbiografi fra 2013 beskriver Sir Alex Ferguson Davil Gill som den bedste CEO, han nogensinde har arbejdet sammen med:
- Han var førsteklasse. Meget ligetil og tilgængelig. Han holdt fødderne på jorden og kendte og forstod spillets værdi, roste den legendariske manager. Fergusons respekt smittede af på tilhængernes forhold til Gill.
Det er centralt, at David Gill ikke var nogen stor tilhænger af Glazer-familien og de finansielle metoder, Ed Woodward havde været med til at udvikle. I tilløbet til overtagelsen i 2005 advokerede Gill utvetydigt imod et salg af aktiemajoriteten. Da et opkøb var uundgåeligt rettede han ind, gav sig selv mundkurv på og beholdt sit job, men David Gill og Ed Woodward stod unægtelig ikke på samme side i Glazer-spørgsmålet. Woodward har som kontrast konsekvent og hårdnakket forsvaret klubbens tårnhøje gældsopbyggelse. F.eks. sagde han i forbindelse med sin forfremmelse i 2013 til BBC:
Alex Ferguson (th) har beskrevet David Gill som den bedste CEO, han har arbejdet med. Foto: Getty Images/Matthew Peters.
- Hvis man sammenligner vores gæld og økonomi med et hus, er gælden lånet i huset. Lånet er ganske småt sammenlignet med forretningens værdi. Og personen, der bor i huset, bliver rigere og rigere hvad årlig indkomst ankomst angår.
Til trods for et hav af forsvarstaler blev Ed Woodward fra starten udstillet i fankredse som en pengegrisk lobbyist, der i otte år havde været i seng med fjenden.
En finansmand excellerer
Hvis man stædigt retter fokus mod Ed Woodwards økonomiske ansvarsområder, har hans tid i Manchester United været ét langt sejrstogt. Det kan selv de skrappeste kritikere ikke tale sig uden om. Hold på hat og briller, for her kommer et par nøgletal:
Ved præsentationen af Manchester Uniteds tredje kvartalsrapport kunne Ed Woodward fortælle, at klubben (eller forretningen) for første gang nogensinde har kurs mod at bryde en barriere på £500 mio. i årsindtægter i 2016. I 2005 var årsindtægterne til sammenligning på cirka £205 mio.
Omsætningen har været støt stigende siden Glazer-opkøbet, og i 2014/2015 var Manchester United nummer 3 på Deloittes prestigefyldte Football Money League, kun overgået af FC Barcelona og Real Madrid. Dét efter en sæson, hvor klubben måtte undvære store summer i forbindelse med fraværet i Champions League. De imponerende tal skyldes til dels stigende TV-indtægter, men disse tal vil først for alvor skyde hul i loftet, når Premier Leagues nye, notoriske TV-aftale fordeler £5,2 mia. mellem klubberne fra den kommende sæson.
Aftalen med Chevrolet var et stort spring op fra AON-aftalen. Her poserer Angel di Maria foran en af firmaets biler. Foto: Getty Images/John Peters
Jeg nævnte tidligere, hvordan Manchester Uniteds indtægter fra kommercielle interesser eksploderede med Ed Woodward i rollen som kommerciel direktør. I kølvandet på sin forfremmelse i 2013 overlod Woodward sin gamle stilling til Richard Arnold, som stadig sidder i sædet, men udviklingen har været den samme. Manchester Uniteds kommercielle strategi er så omfattende, at det grænser til det komiske.
Manchester United har alt fra en officiel bildækpartner i Indien til en officiel nudelpartner i Japan. Virvaret af sponsoraftaler strækker sig videre over en officiel vin- sodavands og malingpartner. Disse småaparte aftaler udgør kun toppen af Manchester Uniteds økonomiske isbjerg. De største kommercielle guldgruber udgøres af hovedsponsoraftalerne med Chevrolet og Adidas.
Chevrolet-aftalen blev underskrevet i 2012, mens Ed Woodward stadig var ansvarlig for klubbens kommercielle interesser. Bilgiganten købte sit navn ind på Manchester Uniteds spilletrøjer for £47 mio. hvert eneste år i syv år startende i 2015. Aftalen indbragte på årsbasis klubben mere end dobbelt så meget som den forgangne hovedsponsor, forsikringsselskabet Aon. Aon er desuden stadig involveret i Manchester United, og betaler cirka £17 mio. om året for navnerettigheder til klubbens træningsanlæg.
Aftalen med tyske Adidas slog alle rekorder, da den blev offentliggjort i 2014. Sportsmastodonten betaler Manchester United £750 mio. fordelt over ti år for at designe og reklamere på de rødhvide trikoter indtil 2025. Målt på årlig profit blev aftalen den suverænt mest lukrative i fodboldverdenen. Samme år underskrev Bayern München en 15 år lang aftale, også med Adidas, som indbragte tyskerne £42 mio. om året sammenlignet med Manchester Uniteds £75 mio. FC Barcelona og Nike har siden strikket en endnu større aftale sammen, men at Woodward og Richard Arnold kunne få underskrevet et så markant sponsorat midt under klubbens største sportslige krise siden 1980’erne siger noget om kompetencen på ledelsesgangene.
Woodward (tv) med sin nye makker, Richard Arnold. Foto Getty Images/Mark Leech.
Woodward og Arnold har dermed fortsat den eksponentielt stigende udvikling i kommercielle indtægter, som Woodward igangsatte i 2007. Mens det lykkedes Woodward at banke tallet op på £117 mio. i 2012, registrerede Manchester United kommercielle indtægter på £197 mio. i 2015 – et tal, der stiger markant for hvert kvartal i 2016. Senest annoncerede en storsmilende Ed Woodward en aftale med YouC1000, som nu er klubbens sportsdrik-partner i Indonesien.
Woodwards helt store svendestykke har altså været driften af Manchester United som virksomhed. Til trods for, at de sportslige udgifter er blevet større i skikkelse af enorme transfersummer og lønafskrivninger, og at de sportslige præstationer har været mangelfulde, har Ed Woodward konsolideret Manchester United som økonomisk supermagt.
Men som jeg nævnte tidligere, fik Woodward i forbindelse med forfremmelsen i 2013 flere kasketter på i den daglige ledelse. Det er nogle af de kasketter, der har kostet ham hån og kritik, f.eks. i den føromtalte Daily Mail-parodi.
Fra Fabregas til Fellaini
Hvis man maler med den brede pensel, kan Ed Woodwards tid i Manchester United evalueres i to kategorier. For da han blev forfremmet, blev Woodwards ansvarsområder udvidede til også at gælde den sportslige sektor. Nu var det den revisoruddannede bankmand, som skulle stå for at forhandle transfersummer og kontrakter på plads.
Ed Woodwards første transfervindue i rollen som de facto sportsdirektør endte i en veritabel fiasko. Manchester United var forsvarende mestre under Alex Ferguson, men det var tydeligt for enhver, at den aldrende trup manglede kvalitet på flere pladser. Behovet for nye spillere adresserede Woodward også i flere omgange, bl.a. da han rejste hjem fra førsteholdets preseason-turnering i Australien i juli 2013. Hovedpersonen selv proklamerede, at årsagen til hjemrejsen var ”major transfer business”.
De engelske medier mente at vide, at Manchester United havde snøren ude efter Cesc Fabregas og Thiago Alcantara. Så meget desto lettere et offer for hån blev Woodward, da han på transfermarkedets sidste dag præsenterede David Moyes-protegéen Marouane Fellaini som sommerens eneste indkøb.
Og så kom de op med Marouane Fellaini. Foto: Getty Images/Catherine Ivill.
Transfermarkedets afsluttende timer var præget af stærke rygter om, at Manchester United også var millimeter fra at lukke aftaler med Fábio Coentrão og Ander Herrera.
Alle parter skulle være interesserede i, at Coentrão tog til Manchester, men Woodward endte som syndebuk for at have formøblet muligheden for en aftale.
Herrera-rygterne endte i en saga, som var sigende for Manchester Uniteds transfervindue. Klubben nægtede at betale Herreras frikøbsklausul, men i 11. time stod Woodwards repræsentanter alligevel klar i Spanien for at putte blæk på papir. Det viste sig imidlertid, at de mænd, som udgav sig for at være fra Manchester United, var svindlere, og Ander Herrera måtte vente med et skifte til sommeren efter. Et sådan transferkaos var hidtil uset på Old Trafford, og Woodward efterlod et indtryk af, at han ikke vidste, hvad han lavede.
Og så nævnte jeg henkastet David Moyes. For Ed Woodward fik en ufrivillig turbulent start i sin nye rolle i sommeren 2013. Få måneder efter det stod klart, at David Gill overlod sit sæde til Woodward, annoncerede klubbens manager gennem 27 år, Sir Alex Ferguson, at han ville lade sig pensionere ved udgangen af sæsonen 2012/2013.
Alle var interesserede i så blød en overgang som muligt, men man kan ikke erstatte personligheder som David Gill og især Sir Alex Ferguson, uden det får karakter af et paradigmeskifte. Spørger man Søren Frank, som er lektor og Ph.d. i litteratur ved Syddansk Universitet, og har skrevet bogen Giganternes Skuldre om Manchester United, er Fergusons pensionering én af nøglerne til at forstå Ed Woodwards tvivlsomme start i den sportslige sektor:
- Woodward stod over for en stor opgave – afløser for Gill og Fergusons samtidige pensionering – og valget af Moyes var ikke så meget hans, som det var Fergusons, og allerede dér fik han en skidt start, fortæller Søren Frank til Mediano.
Van Gaal var Woodwards mand
Den første sæson med Ed Woodward og David Moyes i spidsen for Manchester United endte i fiasko, og Woodward så sig nødsaget til at bryde med en stolt klubtradition og fyrede David Moyes inden sæsonen var forbi. Dermed sparkede han døren ind til endnu et ansvarsområde: manageransættelse.
Louis Van Gaal var Ed Woodwards mand. Den romantiske idé om en manager, der kunne være Fergusons tronfølger mange år frem, blev skrottet. Nu skulle klubben tilbage i Champions League, og Woodward vurderede, at den konceptuelle, men pragmatiske hollænder var den ideelle løsning. Van Gaal havde bevist, at han kunne skabe resultater, senest da han vandt bronze ved VM i Brasilien med et middelmådigt hollandsk mandskab. Samtidig havde han øje for at drive en fodboldklub the United way med stort fokus på promoveringen af egne talenter.
I samme ombæring lykkedes det endelig Woodward at hente prominente spillere til Old Trafford. I løbet af sommeren 2014 spenderede han £166 mio. på nye spillere, men de mest profilerede, Ángel di María og Radamel Falcao faldt fuldstændig igennem.
Det fremstod åbenlyst, at Woodward havde bestemt sig for at tage spenderbukserne på, og som resultat heraf blev priserne skruet voldsomt i vejret på enhver spiller, der modtog tilnærmelser fra Manchester United. Fra dag ét i jobbet proklamerede Woodward, at Manchester Uniteds træner ikke skulle bekymre sig om penge. Dem var der rigeligt af, og det vidste enhver, der sad til forhandlinger med Ed Woodward. Mens ansvaret for fejlkøb også skal lægges på skuldrende af Louis Van Gaal og scoutingsektoren, virkede han stadig uerfaren i rollen som transferræv.
Også den efterfølgende sommer i 2015, hvor Manchester United med nød og næppe igen havde spillet sig i Champions League, blev præget af dårlige indkøb. Bastian Schweinsteiger var fysisk begrænset, Morgan Schneiderlin lignede aldrig Michael Carricks arvtager, Matteo Darmian kæmpede med skader og forsvarsfejl og Memphis Depays første sæson som United-spiller går direkte i glemmebogen. Kun Anthony Martial, som kostede det hvide ud af øjnene og havde karakter af panikkøb, har overrasket positivt.
Igen blev Ed Woodwards ageren på markedet overskygget af nye transfersagaer. Tidligere havde det været Cesc Fabregas, Thiago Alcantara, Toni Kroos, Gareth Bale, Cristiano Ronaldo med flere, som Manchester United havde flagrant interesse i. Sidste sommer var det navnlig Sergio Ramos, og til dels Neymar og Thomas Müller, som Woodward investerede masser af interesse i, men ikke formåede at få underskrevet kontrakter med.
Sergio Ramos brugte United som løftestang. Foto: Getty Images/NurPhoto.
Sergio Ramos-sagaen var interessant og sigende. Skal man tro majoriteten af de engelske medier, brugte Sergio Ramos, ligesom Neymar, Manchester United som trussel overfor Real Madrid for på den måde at sikre sig den bedst mulige kontraktforlængelse. Interesseren fra de helt store spillere i at skifte til Louis Van Gaals detaljedynasti var ganske begrænset, men det var fordelagtigt for Ramos at holde stenrige Manchester United som gidsel, og dermed sikre sig, at Real Madrid hostede op med et beløb svarende til Woodwards tilbud. Manchester United måtte altså igen tage til takke med spillere fra hylden under.
Inde på banen blev Manchester United i sidste sæson skudt tilbage til år 0. Louis Van Gaals principfaste automatismer udstillede holdet som Premier Leagues kedeligste og mest uinspirerede. En sejr i FA Cuppen kunne ikke rette op på en utilfredsstillende 5. plads i Premier League og et pinligt Champions League-exit i gruppespillet, og så tog Ed Woodward konsekvensen og fyrede manden, han havde plantet sin tillid hos.
Mange kasketter på en mands hoved
Det fremstår evident, at den sportslige ledelse i Manchester United er præget og plaget af dårlige beslutninger, mangelfuld planlægning og en kaotisk infrastruktur. Det er i den forbindelse interessant at spørge, hvorfor det sportslige setup i Manchester United er, som det er. Hvorfor er Ed Woodward ansvarlig for den økonomiske drift af virksomheden Manchester United og ansvarlig for at forhandle spillere til klubben?
Sammenligner man med andre europæiske fodboldkolosser tegner der sig et mønster. Manchester United driver klubben efter en groft tegnet engelsk model, mens de klubber, som har nydt størst succes i europæiske sammenhænge de seneste år, har ansat et fodboldfagtligt mellemled mellem den ansvarshavende CEO og klubbens træner.
Bayern München har indtil i sidste uge haft Mathias Sammer ansat i rollen som teknisk direktør, mens Karl-Heinz Rummenigge er sportslig direktør. Bayern har altså to tidligere topspillere ansat for at sikre sig den sportslige sammenhængskraft mellem cheftræner Carlo Ancelotti og klubpræsident og CEO Karl Hopfner. Efter samme filosofi har Dortmund Michael Zorc siddende som teknisk direktør. Paris Saint-Germain har denne sommer ansat den tidligere hollandske bomber Patrick Kluivert som sportsdirektør. FC Barcelona har Albert Soler, mens Atlético Madrid har den mest omfangsrige sportslige organisation. Her har man en General Director of Football, en Sporting Director og en Technical Director.
Manchester City, som i det brede engelske mediebillede roses for en stærkere infrastruktur end storebroren fra den røde del af Manchester, lavede i 2012 en interessant strukturel ændring. De ansatte den tidligere FC Barcelona kantspiller og sportsdirektør Txiki Begiristain som mellemled mellem cheftræneren og formand Khaldoon Al Mubarak.
Begiristain har bl.a. bidraget til at ensrette et førhen mangelfuldt akademi i Manchester Citys ungdomsrækker. I oktober 2015 skrev Daniel Taylor fra The Guardian en klumme om hvordan de lyseblå bysbørn havde overhalet Manchester Uniteds hæderkronede akademi på ungdomsfronten. Manchester City har stadig til gode at overføre udviklingen til seniorholdet, men tendensen bidrager til en perception om, at den sportslige infrastruktur er mere gennemført end i Woodwards Manchester United.
Manglen på en sportsdirektør
Hvis vi igen retter blikket mod de sportslige organisationer hos storklubberne uden for Storbritannien er Real Madrid undtagelsen, der bekræfter reglen. Her har Florentino Pérez stadig enorme beføjelser i den sportslige sektor, mens varierende cheftrænere forventes at få det lemfældigt sammensatte morads af stjernespillere til at fungere som hold.
I skrivende stund skal man dog bare kigge én dag tilbage for at finde markant kritik af strukturen i Real Madrid. I sportsavisen AS kritiserede klublegenden Raúl González præsidenten Florentino Pérez for ikke at have en sportsdirektør i klubben:
- Jeg synes, det er vigtigt at have en sportsdirektør. Én der kan lette kommunikationen og planlægningen mellem klubben og spillerne, sagde Raúl.
Strømningerne i international fodbold peger i retning af, at det er umoderne ikke at have dette ekstra mellemled i det sportslige setup. Det var måske derfor, der i forbindelse José Mourinhos ansættelse i Manchester United (hvilket jeg berører nærmere senere), blev spekuleret i, om ændringen på trænerposten også inviterede til en strukturel ændring.
Mens det i løbet af foråret blev en offentlig hemmelighed, at Louis Van Gaal ville blive erstattet af José Mourinho denne sommer, spekulerede engelske medier i, at portugiseren ville hive den nærmest mytisk lakoniske italiener Andrea Berta med sig til Old Trafford. Berta besidder den føromtalte stilling som teknisk direktør i Atlético Madrid, hvorfra han i tæt samarbejde med Diego Simeone og resten af den sportslige sektor på Vicente Calderón har skabt forrygende resultater. Også Sevillas populære sportsdirektør Ramón Rodríguez Verdejo, bedre kendt som Monchi, er blevet nævnt som en tilføjelse til holdet omkring Manchester United.
I Manchester City har en sportsdirektør i Txiki Begiristain. Foto: Getty Images/Chris Brunskill.
Da José Mourinho i sidste uge offentliggjorde det trænerhold, der skal assistere ham på træningsanlægget Carrington, var der dog ingen sportsdirektør iblandt. Dermed tyder intet på, at Woodward i den nærmeste fremtid vælger at fralægge sig sit ansvar på transfermarkedet.
Ligesom man kan undre sig over, at det engelske fodboldforbund holder samtaler med Sam Allardyce om det engelske landstrænerjob, kan man undre sig over, at Manchester United stædigt holder fast i en tilsyneladende gammeldags klubstruktur. Det spiller utvivlsomt en stor rolle, at klubben under Sir Alex Ferguson og skiftende CEO’er slog Liverpool af pinden som den mest vindende klub i England med netop denne sportslige rollefordeling.
Søren Frank anerkender også, at idéen bag Manchester Uniteds struktur kan være svær at tyde:
- Under Ferguson gav det nok ikke mening (at have en sportsdirektør red.), fordi han var så central og dominerende og sikrede kontinuitet […] Van Gaal har selv været sportsdirektør, men jeg ved ikke, om man vurderede, at Woodward og Van Gaal ville være stærke nok til at kunne undvære en sportsdirektør.
Men i en tid hvor vitale kulturbærere som Ryan Giggs, Paul Scholes og især Alex Ferguson højst er tilknyttet klubben i perifere roller, er der mere end nogensinde behov for en strømlinet og velovervejet sportslig strategi. Få Manchester United-fans synes at mene, at en revisoruddannet bankmand er den rette til at sikre dette.
The Yes-man
Denne sommer markerer et nyt og markant kapitel for Ed Woodwards Manchester United.
Nu er det José Mourinho og holdet omkring portugiseren, der skal styre slagets gang fra Chevrolets røde lædersæder på Old Trafford. En mangeårig gensidig respekt mellem Manchester United og Mourinho, som til tider har lænet sig op ad decideret flirten, udmønter sig nu i en fire år lang aftale mellem de to parter.
Mens Louis Van Gaal blev ansat for at revitalisere Manchester United i toppen af Premier League, er Mourinho det ultimative sats på den kompromisløse vinder. Af samme årsag kan han meget vel være det sidste skud i bøssen for Ed Woodward. Hvis end ikke José Mourinho, som har været notorisk garant for sølvtøj, kan præstere i Woodwards sportslige korthus, peger pilen efterhånden mod direktøren selv.
Dermed ikke sagt, at José Mourinho nødvendigvis er en kortsigtet løsning. Der hersker en bred opfattelse af, at Mourinho hurtigt brænder ud i klubber. Enten fordi han præsterer for godt og skifter til større klubber (fra Porto til Chelsea i 2004 og fra Inter til Real Madrid i 2010), eller fordi hans hold imploderer fuldstændig i tredje sæson under Mourinhos krævende ledelse (Chelsea i 2007 og 2015 og Real Madrid i 2013).
“Hvis United havde tilbudt Mourinho en kontrakt på seks år, havde han taget imod den. ”
Den britiske journalist på The Daily Record Duncan Castles mener imidlertid, at José Mourinho er indstillet på at beholde sædet på Old Trafford længere end hans kontrakt på fire år, i første omgang lægger op til. I et blogindlæg skriver Castles:
”Hvis United havde tilbudt Mourinho en kontrakt på seks år, havde han taget imod den. Han vil være i Premier League på lang sigt, og i hans hoved findes der ingen bedre klub at være i over lang tid end Manchester United”.
Det vil dog også kræve en afbalanceret og professionel relation mellem Ed Woodward og José Mourinho. I kølvandet på Mourinhos ansættelse skrev journalisten Mark Ogden en interessant klumme på Independent om, hvordan Woodward kunne være en ideel partner for portugiseren. Mens tiden sled på relationerne mellem Mourinho og hans chefer i Chelsea og Real Madrid, hhv. Roman Abramovic og Florentino Pérez, vil Woodward ifølge Ogden give cheftræneren mere arbejdsro og friere tøjlere. Han beskriver United-chefen som en yes-man.
De velvalgte Galacticos
Denne frisindende tilgang har og vil muligvis afspejle sig i Manchester Uniteds ageren på transfermarkedet denne sommer. Tre prominente, og ikke mindst velvalgte navne, er allerede blevet hentet til Old Trafford. Eric Bailly er hentet til midterforsvaret, mens Henrikh Mkhitiraryan forventes at skulle spille på højrekanten. Zlatan Ibrahimović skal bære ansvaret for, at Manchester United overgår sidste sæsons fattige 49 mål i Premier League.
Indkøbene er interessante, fordi de lader til at være de mest målrettede under Ed Woodwards ledelse. De tre spillere udfylder huller i truppen, og er arketyper på José Mourinhos idealspillere på deres positioner. Eric Bailly ligner den atletiske midterforsvarer, Mourinho ikke ser i Daley Blind, mens Henrikh Mkhitiraryan er ligeså kreativ, men mere hårdtarbejdende end Juan Mata. Ibrahimović og Mourinhos passionerede forhold leder tankerne hen på Eric Cantona og Alex Fergusons ditto i midthalvfemserne.
Endelig har Ed Woodward og Manchester United høstet velfortjent ros i de engelske medier for at købe de rigtige spillere med rettidig omhu. José Mourinho forklarede på sit første pressemøde, at han ønskede fire nøglespillere til klubben - Ed Woodward har medio juli sikret ham de tre. Den fjerde er efter alt at dømme Paul Pogba, som der stadig ikke findes en afklaring på. Her kan man i øvrigt tale om endnu en transfersaga i bedste Ed Woodward-stil, om end denne kan have mere positive udsigter.
Mourinho ved præsentationen på Old Trafford. Foto: Getty Images/Dave Thompson.
Den målrettede indkøbsstrategi kan skyldes en organisatorisk ændring hos Manchester United. Ifølge Samuel Luckhurst, som er Manchester United-orienteret journalist på Manchester Evening News, har Mourinho til forskel fra sine forgængere fået forsimplet transferprocessen i klubben:
- Én af grundende til at Uniteds transferaktivitet er eskaleret i begyndelsen af juli måned (Mourinho var frustreret i løbet af juni) er, at strukturen i klubben har ændret sig. Både David Moyes og Louis Van Gaal var frustrerede over, at mulige indkøb først skulle vendes med Glazer-familien i Tampa, men dette lader til at have ændret sig. Mourinho og The Glazers er blevet enige om en transferpulje, og nu er det op til Mourinho at bruge disse penge på selvvalgte transfermål, skriver Luckhurst.
José Mourinho har heller ikke været sen til at lovprise samarbejdet med Woodward:
- Vi er i en vældig god position til at få, hvad vi regner som værende et godt transfermarked, så vi er rolige, og jeg er helt tryg ved, at Mr. Woodward henter den spiller, vi behøver, for at have en god balance på holdet, fortalte han i forbindelse med Manchester United preseason-træningslejr i Kina.
Tommy Møller Nielsen på holdet
Der handles ved første øjekast hurtigere og bedre. Generelt har Manchester Uniteds organisation ikke set skarpere ud under Ed Woodward, hvor også akademiet har fået en økonomisk og strukturel overhaling. Nicky Butt, én af hovedpersonerne i klubbens ikoniske Class of 92-talentgruppe, tiltrådte i marts som ny hovedansvarlig for Manchester Uniteds talentudvikling. Ansættelsen var en konsekvens af en grundig undersøgelse af akademiet, Ed Woodward havde igangsat til offentligt skue.
Også scoutingnetværket er blevet opgraderet – igen som konsekvens af en undersøgelse af scoutingstrukturen, som Ed Woodward igen havde beordret gennemført. Her er vores danske ven Tommy Møller Nielsen, som senest var assistenttræner i FC Vestsjælland, blevet den første nyansatte scout, men Daily Mail forventer, at der kan komme helt op til 15 nye ansigter i rekrutteringsafdelingen.
De strukturelle opgraderinger vidner om, at også Woodward har været bevidst om tingenes tilstand. Han øver sig stadig på at være de facto sportsdirektør, og er først nu ved at sammensætte det stærkest mulige hold omkring sig.
Samtidig er han ved at definere sin egen fortolkning af, hvad Manchester United er. Efter Moyes-fadæsen gør han måske klogt i ikke at forsøge at efterligne Sir Alex Fergusons Manchester United. Det vidner de Galactico-lignende indkøb af Zlatan Ibrahimović og især Paul Pogba om, hvis og såfremt sidstnævnte handel lukkes. Ferguson og David Gill ville ikke have istandsat tre aftaler med Fergusons hadeagent Mino Raiola. Ej heller ville de gøre Pogba, en spiller, de lod gå gratis i 2012, til den dyreste i fodboldens historie.
Men det er et nyt Manchester United. Orkestreret af en mand, der først gjorde klubben til en økonomisk supermagt, og nu sætter alle sejl ind på at føre den tilbage til toppen af europæisk fodbold.
Derfor er det nye Manchester United kun til dels José Mourinho, Zlatan Ibrahimović og eventuelt Paul Pogba. Manchester United er mere end noget andet et økonomisk imperium, bygget af manden, de engelske medier elsker at håne. De kommende år vil vise, om Edward Woodward kan udløse sit imperiums sportslige potentiale.
Foto: Getty Images/Dave Thompson
