Sådan vil Kina blive fodboldens nye supermagt
Kina har købt Inter, Wolverhampton, Aston Villa, Nice, Espanyol, har taget store bidder af Manchester City, Atletico Madrid og har åbnet munden for at sluge AC Milan. Dette er historien om den vildeste revolution, fodboldverdenen har set siden Bosman-dommen. Og den kan få langt større betydning.
Af Peter Brüchmann
Det er søndag den 10. juli 2050. Det er egentlig ikke uventet, at det er Zhao Hu, der kan løfte VM-pokalen på det nye stadion i Berlin som bevis på, at rejsen er fuldendt. Kina er verdensmestre i fodbold.
Man havde kunnet fornemme, hvor det bar hen siden de vilde år i 10’erne, hvor Kina købte først nogle af verdens dyreste spillere, så nogle af verdens største og mest traditionsrige fodboldklubber og siden overtog de rettigheder, der styrer hele sportsindustrien.
Zhao Hu’s far, Jinghang Hu havde selv været en dygtig angriber dengang i 10’erne i Shanghai SIPG, hvor en dansker var med til at sætte hele eksprestoget på gyldne skinner. Mads hed han. Danskeren altså.
Zhao Hu er som lederen af den stærke årgang 2022 billedet på den fuldbyrdede kinesiske fodboldrevolution. En årgang, der fra 10 års alderen var skolet i de største europæiske fodbold-akademier, hvoraf langt de fleste allerede var helt eller delvist ejet af kineserne.
Dengang i farmand Jinghang Hu’s tid grinede man ad Kinas drømme. Der blev trukket på skuldrene, hver gang en kineser holdt et klubtørklæde op for fotograferne som bevis på, at endnu en storklub var overtaget. Jo, sådan tænkte medierne faktisk dengang. De havde ikke helt forstået, at fans og tilhængere var selve industrien og at ejere godt kunne være andet end olie-milliardærer med lyst til en fodboldklub som næste sportsvogn-i-garagen.
Kina som VM-værter i 2030. Drøm eller virkelighed? Foto: Getty Images/VCG
Allerede i 2030, da Kina endelig fik værtskabet for den slutrunde, de havde drømt om siden 2011, hvor Xi Jinping satte det hele i gang, kunne man se, hvor det bar hen. Kina havde på bare 19 år trukket så meget know-how ud af den etablerede fodboldverden, havde bygget 50.000 fodboldskoler, uddannet flere fodboldtrænere end der nogensinde havde været spillere i selv et mellemstort europæisk land og var gået fra at være et land under Benin og Haiti på verdensranglisten til at være en mere seriøs kvantespringer end noget, vi tidligere havde set fra Asien. Dengang i 2030 havde de selv håbet på det helt store, selv om de aldrig var gået videre fra indledende runde. Men Tyskland blev endestationen i kvartfinalen i Beijing.
2030 blev et skridt på vejen. Et vigtigt skridt, men blot et af flere.
Xi Jinping satte drømmen i søen i 2011. Foto: Getty Images.
Nu sluttede rejsen så i stedet på denne varme dag, formentlig den varmeste i hele 2050, selv om vi kun er halvvejs. Tyskland har igen været modstanderen. Den eneste at de etablerede fodboldnationer, der har holdt sig på toppen hele vejen siden det årti, der ændrede alt i fodboldverdenen. 10’erne betød det definitive farvel til Englands hule storhed og Brasiliens reelle storhed. England havde pengene, men brugte dem på udlændinge og forstod aldrig det – engelske – ord, der kom til at gøre Kina stor: Know-how. Og Brasilien rejste nærmest til Kina og lidt til Østeuropa med alle sine juveler og blev brugt som trædesten for de nye nationer. Faldt ned i nærheden af deres niveau og kom aldrig med dem op igen, da de og især Kina satte elevatoren på optur.
Argentina og Italien havde holdt sig til i flere årtier på disciplin, organisation og tilpasse mængder af talent, men kunne ikke hænge på de tog, der var sat i fart især i Kina og kun i længden matchet af Tyskland.
Den store kinesiske revolution
Tilbage til 2016. Nutidens virkelighed.
Fodboldverdenen er midt i en revolution, som de færreste af os har forstået omfanget af. Vi er blevet vænnet til, at fodbold er rigmænds legetøj. Først kom østeuropæerne med Roman Abramovic som vidunderdrengen, der fra sin absurd store yacht styrede de fleste forhandlinger og fløj Frank Arnesen, Jose Mourinho eller Andrey Shevchenko ind på bådens landingsplads med helikopteren, når der skulle forhandles stort. Og i de mest umodne dage var der endda en øremærket plads på holdet til Shevchenko. Bestilt af ejeren, sagde man.
Præsident Xi Jinping på besøg hos Manchester City på næsten samme tid, som et kinesisk konsortium købte sig ind i Manchester City. Her er præsidenten ledsaget af David Cameron, daværende premierminister. Foto: Getty Images.
Så kom den anden oliefløj fra Mellemøsten og købte sig ind. De mest prominente køb var Manchester City og Paris Saint-Germain. Og det blev moderne at tænke i globale brands, som amerikanerne var bedst til. Forretningen kom lidt mere i fokus. Læs for eksempel vores portræt af Ed Woodward og Manchester United for at forstå denne tankegang.
Det betød en del for fodbolden og dens udvikling. Men det rokkede ikke båden for alvor. Fodbold var underholdningsindustriens motor målt på omsætning, tv-markedets udvikling og selv rockstjerner stod i anden række, når Cristiano flashede vaskebrættet.
“Hvad de færreste har forstået, er omfanget af den ekstremt storstilede, langsigtede og gennemtænkte plan.”
De fleste har troet, at kineserne bare var næste bølge. Tigerøkonomiernes rigmænd på jagt efter statussymboler. Selvfølgelig køber de da lidt af Manchester City, Atletico Madrid og tager Aston Villa, Wolverhampton og sågar Inter i fulde bidder. Har mange nok tænkt. Som en af fodboldens mange automatreaktioner.
Hvad de færreste har forstået, er omfanget af den ekstremt storstilede, langsigtede og - i hvert fald i dele af den - gennemtænkte plan. Det er derfor, at jeg tillader mig at skrue tiden frem til 2030 og 2050 i indledningen.
Kort tid før, at Xi Jinping tog over som præsident i Kina i 2013, lancerede han som noget af det første en ekstremt ambitiøs og – for en økonomi som Kinas – ganske usædvanlig detaljeret plan for et forholdsvis lille område som fodbold: Kina skulle kvalificere sig til en VM-slutrunde, blive værter for en slutrunde og vinde VM i fodbold. I nogenlunde de trin, der er beskrevet ovenfor. Frem mod 2050. Den plan kom i 2011, da Xi Jinping stadig var vicepræsident.
Det handler om at vinde magtens ører
Undertegnede har tidligere beskrevet udviklingen i Kina i en artikel på TV 2. Her fortæller danskeren Mads Davidsen om, hvorfor planen gennemsyrer så mange af investeringerne og dermed ikke bare sportens udvikling, men hele investeringspolitikken i store dele af de store kinesiske firmaers udvikling. I dag vil jeg forsøge at belyse den internationale del som anden og mest aktuelle del af den kinesiske fodboldrevolution.
Det handler i begge tilfælde om at vinde magtens ører, som Davidsen kalder det.
Den danske træner i Shanghai SIPG, Mads Davidsen, i selskab med klubbens nye brasilianske stjerne, Hulk. Foto: Privatfoto.
- Når præsidenten siger, at det er en rigtig god ide at investere i fodbold, så er det et signal om, at det er vejen til indflydelse. Så får du den gode relation og dermed forudsætningerne for gode forhold og så skal din virksomhed nok buldre derudaf i en vækst, som vi ser nu. Derfor kommer selv store penge hjem igen for virksomhederne, som Mads Davidsen beskriver den kinesiske kultur.
Lad os derfor lige prøve at forstå Xis vision. En kinesisk præsident skal have et synligt projekt. Noget tidligere i konge- undskyld præsidentrækken var det OL, som landede i 2008 i Fuglereden i Riget i Midten. For Xi blev det fodbold. Og især VM i fodbold. Ikke nødvendigvis som præsidentens personlige projekt, men som symbolet på en nation, der kan og vil erobre verden. Og som et projekt, der vil leve længe efter Xis perioder.
Xi er vel verdens mest betydningsfulde mand. Man kan finde masser af kåringer af den mest magtfulde, men hvis du lægger økonomi i vægtskålen også, så vil Kina sidde i forreste vogn. Se bare på betydningen for verdensøkonomien, når væksten flader ud i Kina. Det er netop det, der i øjeblikket driver den måske mest interessante udvikling i sportens verden.
Fodbold er ikke krumtappen, der skal dreje Kinas vækst op til næsten-lodret igen, men det er en del af planen. Og derfor skrues der så meget på investeringerne netop nu. Derfor ser vi den overvældende bølge af opkøb i store og mindre europæiske klubber.
- Kinesiske firmaer kigger aktivt efter nye områder at investere i, siger den respekterede kommentator på kinesisk fodbold, Dong Lu, til TIME i forbindelse med købet af italienske Inter.
- Italien lider under den økonomiske nedtur, hvor Inter Milan, en gigant i Serie A, har akut behov for ny kapital. Oversøisk kapital. Og kinesiske firmaer vil gerne udvide sin indflydelse internationalt.
Kina har ti-doblet sine investeringer i Europa på fire år
Ifølge South China Morning Post viser en rapport fra Baker & McKenzie, at den kinesiske aktiemæssige investering i Europa fra 2010 er steget fra 6 milliarder dollars til 2014-tallet på hele 55 milliarder. Skal vi bare være friske og kalde det en ti-dobling på fire år. Et eksempel på disse investeringer er, hvordan den stærke kinesiske industri på havene, som Mads Davidsens Shanghai SIPG er en del af, har overtaget den centrale græske havn i Piræus mod massive investeringer i skikkelse af Cosco Holding. Altså simpelthen købt dette knudepunkt ud af de græske – og hårdt pressede – myndigheders kontrol.
20 procent af Atletico Madrid og Diego Simeone har siden 2015 været ejet af kinesiske Wanda Group. Foto: Getty Images/Shaun Botterill.
De kinesiske firmaer bliver opfordret til at se på nye områder, og underholdningsindustrien som et samlet hele er ret central her. Og når regeringen opfordrer firmaerne til at kigge én vej, så gør de det. Netop fordi det handler om at vinde magtens ører og fordi det giver bedre økonomi. Ikke som i traditionel småkorrupt manipulation, men bare som autoritetens selvforstærkende, indbyggede kinesiske mekanisme. Det er vejen til indflydelse. Vejen til større overskud. Vejen til vækst.
Feng Xin, der er CEO for den store Baofeng Group, siger, at timingen er perfekt nu, fordi det kinesiske forbrugerindeks stiger, så den enkelte kineser har langt flere penge at bruge på underholdning. Derfor har man set opkøb i film- og event-industrien med Odeon og UCI Cinema-kæden, der blev købt af Wanda-gruppen i juli. Det blev betragtet som et udslag af den faldende valutakurs for pundet i kølvandet på Brexit – en dimension, der også skubbede på købet af Wolverhampton og generelt gør engelske klubber attraktive lige nu.
Wolverhampton har siden juli været på kinesiske hænder. Foto: Getty Images.
Finansavisen, Nikkei Asian Review – selvfølgelig verdens største finansavis - skrev i juli: ”For et årti siden købte Kina firmaer og bragte dem hjem til Kina. I dag er der et skifte, hvor man erhverver sig virksomheder og viden i det land, hvor de er skabt. Dette tillader de kinesiske investorer og virksomheder at lære fra de internationale virksomheder. På den lange bane er formålet at skabe tilsvarende industrier fra Kina med en langt større markedsmæssig rækkevidde. Det handler om viden.”
Derfor er de kinesiske opkøb noget helt andet
For at forstå den kinesiske fodboldrevolution er det helt afgørende at forstå formålet med opkøbene, som handler om noget helt andet end traditionel rigmands-prestige. Det handler om national prestige. Og det er en afgørende forskel.
- Jeg drak i sidste uge kaffe med en af topfolkene hos Dr. Tony Xia, der har købt Aston Villa. Jeg har også mødt ham, der har købt Sochaux i Frankrig. Det første, de siger, er at de gerne vil gøre en forskel for kinesisk fodbold. Jeg tror ikke, at Abramovic havde de intentioner med Chelsea eller at det var formålet med opkøbet af City, siger Mads Davidsen til Mediano fra Kina.
Dr. Tony Xia (th) sammen med bl.a. manager Roberto di Matteo. Foto: Getty Images/Neville Williams.
Danskeren bliver som anerkendt træner i Kina ofte spurgt til råds om forholdene i Europa, og han kender en del af opkøbsmodellerne indgående.
- Selvfølgelig handler investeringen også om de nationale forhold i Kina, som du beskrev i artiklen på TV 2. Deres business bliver fremmet af investeringen. Men det handler i høj grad også om fædrelandskærlighed og stolthed. Det her er store internationale projekter, der skal gøre Kina gavn, siger Mads Davidsen og fortsætter:
- Jeg ved, at Xia allerede har planer om at købe andre klubber i Europa. Han vil lave en model a la Granada, Udinese og Watford (ejet af Pozzo-familien) og Manchester City modellen (med ejerskab af Melbourne, Yokohama, New York City FC under City Football Group, red.). Xia vil gerne hjælpe kinesiske spillere til Europa. Det var i princippet det, mødet med mig handlede om.
Når præsidenten siger tak, har man ramt rigtigt
Mads Davidsens arbejdsgiver er den gigantiske fodboldklub Shanghai SIPG, der i denne sæson har haft succes i Champions League. At klubben er en dominerende spiller og har midler uden et egentligt budgetloft beviste man, da man denne sommer hentede brasilianske Hulk.
Klubben er ejet af Shanghai International Port Group (SIPG), der bedst kan beskrives som Kinas svar på Mærsk. Virksomheden har investeret absurde summer i fodbolden. I havne- og shippingindustrien kommer investeringen rigeligt hjem med gode relationer til 'magtens ører', men det er ikke det, der fylder mest på fodboldklubbens indre linjer. Det gjorde derimod en episode til Kommunistpartiets store samling i Centralkomiteen i år.
- Vores ejer har kastet enormt mange penge i klubben. Ved det seneste store møde i partiet, hvor vores ejer også sidder med, kom præsident Xi personligt hen til ham, gav ham hånden og takkede ham, fordi vi blandt andet havde slået japanske og koreanske hold. Det var en kæmpeoplevelse at blive anerkendt fra øverste sted, og man kan mærke i og omkring klubben, hvor meget det betyder. Nu er det bevist, at det var rigtigt at gå ind i fodbold for SIPG. Det er det, man leder efter, når man kigger på business, fortæller Mads Davidsen.
Kommunistpartiet markerede i juli 95 åretfor sin stiftelse i Beijing. Foto: Getty Images/Kyodo News.
Men ellers går de daglige diskussioner på, hvordan man bedst udvikler kinesisk fodbold. Importerer man trænere fra Brasilien og Spanien - og en enkelt dansker. Eller uddanner man kinesiske trænere. Skal man udvikle spillere i Kina eller skal man forsøge at få spillere på græs i Europa.
- Det, der foregår lige nu, er en søgefase. Jeg har været her halvandet år, og vi søger stadig, siger Mads Davidsen.
Men den røde tråd i investeringerne er langsigtet udvikling og muligheden for at tilegne sig know-how.
City og Atletico er skoleeksemplerne på et ejerskab
Og det er præcist det, fodboldinvesteringerne handler om. Det er for eksempel ikke noget tilfælde, at de kinesiske selskaber købte 13 procent af Manchester City og 20 procent af Atletico Madrid. Det handler nemlig slet ikke om kontrol, jerngreb og fuldt ejerskab. En kinesisk virksomhed, LED-producenten Ledman, købte på et tidspunkt et sponsorat i den portugisiske 2. liga og ejeren skabte stor lokal furore ved at tale om kinesiske spillere på holdene. Formentlig i bedste – hjemligt kinesiske – mening og for at fremme præsident Xis vision, men den case bliver nu betragtet som et skræk-eksempel i Kina. Sådan skal man ikke drive virksomhed internationalt, har man lært.
Kineserne lærer nemlig ekstremt hurtigt af deres erfaringer. Og derfor bliver Manchester City og Atletico-eksemplerne i øjeblikket betragtet som skoleeksemplerne. Store, ekstremt dygtige organisationer, som man kan koble sig på og suge viden ud af. Paradokset kan synes, at Kina nu lærer af noget, der foregår i England, mens England ikke synes at lære noget.
Det er det, der gør Kinas vision så stærk. Og jeg må desværre også sige så ganske usædvanlig i fodboldverdenens evigt kortsigtede optik: Man har fokus på dominans om 10, 20, 30, 40 og 50 år. Ikke om 10 uger. Den gamle verden er groft sagt funderet i stenalderens ’vi køber Beckenbauer og Pelé og så skal du dælme se fodbold i New York’. Eller oversat til dansk: ’Vi henter Agger, Kahlenberg og Elmander hjem og så bliver alting som i gamle dage’….
Men det gør det ikke. Kvantespringet findes ikke. Du kan måske nok bygge alt fra FC Vestsjælland til Paris Saint-Germain på en håndfuld år, men det er dyrt og den varige succes er overhovedet ingen garanti.
Tænk globalt
En af de mest læseværdige iagttagere af udviklingen i kinesisk fodbold er Mark Dreyer, der er tidligere reporter for Sky Sport, men siden 2007 har været bosat i Kina. Han skriver for China Sports Insider og er værd at følge på twitter (@dreyerchina).
”Der er flere underliggende tendenser bag den nuværende udvikling. Først og fremmest er de to-cifrede vækstkurver, vi har set de sidste 30 år ved at tage af, regeringen kigger aktivt efter nye områder til at drive økonomien, og sportssektoren er udset som en af disse. For eksempel ønsker Beijing, at den hjemlige sportsindustri når en værdi på 750 milliarder dollars pr. 2025, hvilket med afstand vil gøre den til verdens største,” skrev Dreyer på bloggen i sidste uge og fortsatte:
Kinas landshold vinder skam kampe. Her mod Qatar i VM-kval i 2016. Foto: Getty Images/
“Generelt bliver kinesiske virksomheder opfordret til at tænke mere globalt i deres udvikling for at blive mere konkurrencedygtige både nationalt og oversøisk. Xi ved godt, at visionen om VM, værtskab og sportslig succes handler om kommende generationer. Derfor er kinesiske opkøb i de klubber, vi ser nu, ikke forsøg på at blive Kinas oligarker, men en kalkuleret investering i know-how.”
- Kina vil være god til alt, hvad man gør, som professor Simon Chadwick, formand for fakultetet for Sports Business på Coventry University Business School for nylig sagde til BBC. ”Jeg tror på, at Kina en dag kan vinde VM. Landet har ressourcerne, skaleringen og et statsapparat, der bakker op, og lige nu prøver man at spole 150 års fodboldudvikling frem på 10 år, siger Chadwick.
Han var med, da der denne sommer blev holdt topmøde i London, hvor et panel diskuterede fodboldens udvikling på The Sino-European Entrepreneurs Summit 2016. Her diskuterede man arbejdet med at gøre fodbolden populær i Kina såvel som de internationale opkøb. Her sagde Chadwick til China Daily:
- Hvis du er kinesisk forretningsmand, så køber du ikke en fodboldklub, du køber dig i stedet ind i fodbold. Og jeg tror, at der er en hårfin grænse, fordi selv om du er en formel ejer, så vil fans altid se det som, at du deler ejerskabet med dem, og som en konsekvens af dette skal du være mere opmærksom på, hvad du gør med ejerskabet.
Chadwick ser ikke kinesiske investorer på jagt efter et forfængeligheds-projekt, men i stedet en stejl læringskurve, som handler om at bidrage til Xi Jinpings plan om at etablere Kina som en supermagt i fodbolden.
Blander sig ikke i hverdagens drift
På topmødet i London diskuterede man også emnet sportsrettigheder, som fylder mindre i medierne end et opkøb af en traditionsrig fodboldklub, men ikke er mindre afgørende. Samtidig med mødet købte Baofeng Technology og finansvirksomheden Everbright Group nemlig 65 procent af ejerskabet i MP & Silva, verdens førende agentur for fodboldrettigheder. MP & Silva distribuerer programmer til mere end 200 broadcastere i 215 lande, inklusive Premier League og Formel 1.
Sideløbende har både kinesiske investorer og dele af de europæiske storklubber tanker om at forandre landskabet for europæisk fodbold. Det er her, hvor der leges med private turneringsformater og hvor der før hver sæsonstart afprøves pilotprojekter forklædt som trænings-turneringer. Her ligger trusler om helt andre revolutioner, men det er ikke emnet i dag.
En af nutidens kinesiske stjernespillere er Wu Lei. Foto: Getty Images.
Lin Feng, CEO for DealGlobe, der formidlede handlen mellem Baofeng og MP & Silva, beskriver kineserne som ’passive investorer’:
- Kineserne kommer ikke til at være aktivt involveret i hverdagens drift, og jeg tror, det er vigtigt, at kineserne investerer penge og ressourcer mere end reelt at lede en klub. De er bevidste om, at de ikke kender fodbolden så godt som de lokale, og ofte taler de ikke engelsk, så i ledelsen af klubber i Europa og England, vil de ofte lade ledelsesteamet stå for driften, siger Lin Feng til China Daily om de store investeringer.
Den aktuelle liste
Det store skred fandt sted, da Asiens rigeste mand, Wang Jianlin, købte 20 procent af Atletico Madrid i januar 2015. Det var første gang, at fastlands-Kina, som man kalder det, investerede i en rigtig storklub. Wang Jianlins Wanda Group, fra ejendomsbranchen, betalte 45 millioner euro – 337,5 millioner kroner – for aktieposten. Det er reelt småpenge, når man sammenligner med store transfersummer og Champions League-indtægter, og det blegner ved siden af de 4,46 milliarder, der skulle være betalt, da Suning Group ved milliardæren Zhang Jindong købte aktiomajoriteten i FC Internazionale i Milan (600 mio. euro). Det er det tal, som nyhedsbureauet Reuters opererer med for handlen. Tallet dækker over en købspris på 280 mio. euro, en gæld på 230 mio. euro og et løn på ca. 100 mio. euro, der skulle indfries.
Wang Jianling vurderes til at være god for 84,5 milliarder kroner – Forbes opgjorde dog sidste år hans formue til hele 161 milliarder kroner - og regnes som en af verdens 50 rigeste personer.
Bilvirksomheder Rastar Group, hvis formand er milliardæren Chen Yasheng, købte Espanyol i januar ved at erhverve sig 54 procent af aktierne for 50 mio. euro, 375 mio. kroner. Men det var også en reel redningsaktion for en finansielt voldsomt presset klub.
Her fra købet af Aston Villa i år. Foto: Getty Images
Og så er der købet af Aston Villa, hvor beløbet 80 mio. euro – ifølge Reuters – blev accepteret denne sommer, da erhvervsmanden Tony Xia overtog nedrykkerne fra Premier League på et tidspunkt, hvor alt var kaos.
Endelig er der det mulige køb af juvelen, AC Milan, fra Silvio Berlusconis mangeårige ejerskab, hvor der spekuleres i en købspris på helt op til fire milliarder kroner. Andre steder spekuleres der i en købspris på 2,97 milliarder kroner (400 mio. euro), så der er stærkt forskellige priser i spil. Sidste pris er også et beløb, som Berlusconi selv har bragt i spil.
Nuancerne her handler om gæld. Købsprisen ventes at ligge mellem 400 og 500 millioner euro. Hertil kommer gælden på 200-250 millioner euro. Det kan bringe prisen på AC Milan op på 600-750 mio. euro, eller mellem 3,9 og 4,9 mia. kroner.
Uanset hvilken pris, man lægger til grund, vil det dog gøre AC Milan til den største kinesiske investering i Europas klubber, og væsentligt større end det 13 procents ejerskab af Manchester City.
Der er Slavia Prag, ADO i Holland, Nice og Sochaux i Frankrig og senest Wolverhampton i Championship. Der er tale om West Bromwich. Og for hver uge nævnes flere klubber som nye opkøbsmuligheder for kinesiske investorer.
Skal talenter have penge med i tasken?
I Kina kigger man lige nu meget på, hvordan man får udviklet kinesiske talenter - i Europa. I Atletico Madrid er kinesiske spillere helt ned til 12 år udstationeret for at blive udviklet i en af de klubber, som kineserne har købt sig ind i.
Men trafikken går også den anden vej. De kinesiske klubber får henvendelser blandt andet fra Østeuropa med en model, hvor en klub tager kinesiske talenter ind i akademierne mod, at kineserne betaler. Nærmest som en parallel til Formel 1, hvor kørere kan have sponsorer med og dermed opnår et sæde i den store sport. Flere af disse klubber garanterer nemlig spilletid til de kinesiske unge, og her ligger en nøgle.
- Flere af mine unge spillere har fået mange tilbud, hvor en klub i Østeuropa tilbyder dem leje, 50 procents spilletid og så skal spillerne have penge med hjemmefra, fortæller Mads Davidsen.
- Der er også eksemplet med en klub i Spanien, hvor et kinesisk selskab overtog en 3. divisionsklub og prøvede at sætte et rent kinesisk hold, der skulle udvikle sig, men det blev ikke godkendt af det lokale fodboldforbund.
Så lige nu er den model, der får mest opmærksomhed det, der foregår i Madrid hos Atletico, hvor 12-15 kinesiske unge er på Atleticos akademi.
- De træner og lever på Atleticos akademier, og så får klubben penge for udviklingen. Vi havde også et tilfælde, hvor spilleren Xu Xin trænede med Atleticos førstehold og fik kampe på B- og C-holdet. Han slog ikke igennem til Atleticos førsteholdstrup, men er kommet hjem som en klart bedre spiller hos Guangzhou, fortæller Davidsen til Mediano.
Den mulige danske model
Det leder os så hen til det sted i denne lange artikel, hvor danske klubber skal følge godt med. For den kinesiske iver efter at suge læring og den omstændighed, at man er villige til at betale store summer for at opnå den, passer mere end almindelig godt på det, man arbejder på i Danmark hos mange klubber: Stærkere talentudvikling og en sundere finansiering.
Forestil dig en klub i for eksempel Superligaen, der i et samarbejde med en kinesisk klub sætter et pilotprojekt i søen: Fem kinesiske spillere i en årgang eller i hver ungdomsårgang udvælges til at træne med de bedste i den danske klub under de bedste trænere.
Der betales et årligt beløb for udviklingen af disse talenter. Det kunne være fem, syv eller ti millioner kroner årligt. Når man ved, at FC København bruger godt 20 millioner pr. år på School of Excellence og resten af klubberne ligger mellem en og 15 millioner, så er det en særdeles reel finansiering af store dele af talentarbejdet. Og hvem siger, at kinesiske spillere ikke kan bidrage med færdigheder og især træningskultur.
- Jeg kan godt følge eksemplet, og det lyder slet ikke urealistisk. Men der er nogle uddannelsesmæssige omstændigheder og nogle dispensationer, der skal løses, fordi FIFA-reglerne ikke tillader, at man flytter unge under 18 over kontinenter, siger Mads Davidsen.
Et sted, der kunne være en mulighed for kinesiske investorer er Lyngby Boldklub, hvor David Nielsen er træner. Foto: Getty Images/Jan Christensen.
Men eksemplet er hermed givet videre som inspiration. Der er i hvert fald pæn interesse for de kinesiske midler i Europa. Så hvorfor ikke tænke kreativt.
Kan man købe sig til indflydelse i FIFA
En ikke helt uvæsentlig krølle på den kinesiske offensiv er der, hvor pengene begynder at ligne et mere politisk spil. Vi så allerede under EM-slutrunden nogle helt andre sponsorer end de traditionelle virksomheder. Vi har længe set Gazprom og lignende være særdeles synlige som et billede på en ny sponsormæssig og økonomisk verdensorden. Men under EM så vi også Hisense, som en kinesisk elektronik-producent med meget synlig europæisk placering.
Og så er førnævnte Wanda Group – dem, der købte sig ind i Atletico Madrid – trådt ind som en særdeles fremtrædende første store indsprøjtning under den nye FIFA-præsident Gianni Infantinos regeringsperiode. Wanda og FIFA har offentliggjort en aftale løbende på hele fire VM-slutrunder – pudsigt nok til og med 2030, som er drømmen for præsident Xi.
Wanda købte i 2015 det schweiziske marketingsfirma, Infront, med Philippe Blatter, nevø til Sepp, i ejerkredsen – for hele otte milliarder kroner. Det var åbenlyst formålet, at det skulle bringe Kina tættere på drømmen om VM-værtskabet. Men kort efter Blatters fald, skiftede Wanda strategi og blev topsponsor til VM med et beløb nævnt til 150 mio. dollars – én milliard kroner – for et sponsorat til hver af de fire slutrunder. Ejer Wang Jianlin har åbent talt om, at hans opbakning kunne give Kina en mere markant stemme på fodboldens globale scene.
Berlusconis arvesølv til ny storhed
Men lad os lige vende AC Milan, som vi snarest her på Mediano vil lade Brian Bødker kigge særdeles indgående på. Det er nemlig sidste del af hans serie om de største dele af calcio, det helt særlige ved fodbolden i Italien.
Milans præsident, Silvio Berlusconi, har bekræftet, at han vil sælge den syvdobbelte Europa Cup-vinder til kinesiske investorer og forventer en salgspris i de nævnte niveauer over de næste to år. Berlusconi, der selv købte klubben i 1986, har forhandlet i mere end et år.
- Jeg har haft en periode på 26 år, som siden blev til 30 år. Min bekymring er, at over de seneste fire år er det ikke gået, som vi har ønsket. Min beslutning er vigtig, og jeg ønsker at overlevere AC Milan til personer, der kan gøre klubben til rigtig faktor igen, ikke bare i Italien, men i Europa og i verden.”
Køberne ventes at blive et konsortium ledet af Robin Li, skaberen af den kinesiske søgemaskine, Baidu – Kinas svar på Google - og vurderet til at være Kinas 6. rigeste mand. Der er her tale om en aktieandel på 70 procent af den norditalienske klub. Og som nævnt ventes en endelig handel at overgå den handel, der fandt sted, da CMS købte 13 procent af Manchester City i december 2015 for 400 millioner dollar.
Den store plan
Den store kinesiske plan handler altså om at udvikle den nationale fodbold helt ned på græsrodsniveau, hvor der bygges 50.000 fodboldskoler og har et Xi-formuleret mål om at skabe 100.000 ’hjemmeskabte’ professionelle spillere. Det handler om at udvikle den nationale liga ved både at tilknytte de bedste spillere, som penge kan købe og via begrænsningen på max fem udenlandske spillere at lade dem løfte de nationale spillere. Det handler om at tilegne sig alt den højeste ekspertise, som den internationale fodboldverden kan byde på. Og så handler det om at sikre sig indflydelse de rigtige steder.
Derfor kan man også sige, at det hele er indkapslet i dette fantastiske billede, hvor Xi Jinping er på besøg i Manchester. Xi var på officielt besøg og havde David Cameron og Queen Elizabeth som nogle af værterne under besøget. Præsidenten ønskede samtidig at besøge Manchester City. Det var nogenlunde samtidig med, at konsortiet China Media Capital, CMC, for 2,6 milliarder kroner havde købt 13 procent af Manchester City.
Kinas præsident Xi Jinping og David Cameron flankerer her selfie-fotografen Sergio
Så dér opstod denne unikke situation: En selfie med fodboldspilleren Sergio ’Kun’ Aguero, David Cameron og Xi. Taget af Manchester Citys stjerneangriber. Og det kan man godt forstå. Det er ikke hver dag, at selv en stor sportsstjerne står mellem verdens mægtigste mand og nationens daværende premierminister. Og Xi fik en City-trøje med sit navn og en håndfuld autografer fra de lyseblå stjerner.
Vil Xis plan så lykkes? Vi giver til sidst ordet til den gamle Sky Sport reporter, Mark Dreyer. Han tager Sven Göran Ericsson til indtægt for, at det godt kan lade sig gøre. Altså at Kina en dag kan vinde VM. Den mulighed fejer Dreyer af bordet og skriver:
“Al fokus er på toppen af pyramiden. Hvad Kina virkelig har brug for er seriøse investeringer på græsrodsniveau. Der ér ambitiøse planer om at gøre netop dette, men selv om Kina med succes skulle gøre dette, ser jeg et best case scenario, hvor Kina kan nå op i verdens top 20 eller 30 i 2050. For et land, som i hele historien kun har kvalificeret sig til én slutrunde – i 2002, hvor man end ikke lykkedes med at score et mål – vil selv det være en hidtil uset forbedring. Så Brasilien og alle de andre skal ikke ryste i bukserne endnu.”
Vi giver sidste ord til danske Mads Davidsen. Han medvirkede for to-tre år siden i Fodbold FM og forudså, at man nok ville komme til at se kinesiske virksomheder opkøbe fodboldklubber i Europa.
- Det vakte opsigt. Jeg blev nærmest fremstillet som en idiot på de sociale medier efter at have sagt det, så det er lidt pudsigt at se, hvad der sker nu.
- Jeg tror nu, at det peaker lige nu. De næste 5-10 år vil blive brugt på at gøre erfaringer i en fortsat søgefase. Og på et tidspunkt vil markedet være mættet af disse cases, indtil vi har flere erfaringer for, hvordan man tilegner sig know how, hvordan vi får kinesiske spillere på græs og får den bedste udvikling, slutter Davidsen.
