Tilbageblik: Cuba mod USA - den forbudte kamp
Der bliver skrevet historie, når Cuba og USA på fredag spiller venskabslandskamp i Havana. Morten Glinvad husker tilbage på en VM-kvalifikationskamp i 2008 i den cubanske hovedstad
Forord:
Opgøret mellem Cuba og USA står som et tegn på den politiske opblødning mellem de to nationer efter et halvt århundrede med amerikansk handelsblokade mod det socialistiske Cuba. Under blokaden har venskabelige fodboldkampe været utænkelige, så siden 1947 har USA kun besøgt Havana én eneste gang: I 2008, da de to lande var havnet i samme VM-kvalifikationsgruppe. Til stede i Havana var Morten Glinvad, som i anledning af fredagens opgør har været i arkivet og fundet sin otte år gamle reportage fra den historiske kamp. En beretning om illegale amerikanske fodboldtilhængere, om desillusionerede cubanere, om en begejstret FC Midtjylland-forsvarer og om en konflikt, der havde overlevet sig selv. Artiklen blev dengang bragt i fodboldmagasinet Player og i en redigeret version i det svenske fodboldmagasin Offside.
----
Af Morten Glinvad (tekst og foto)
På Hotel Nacionals terrasse sidder fem amerikanere i kurvestolenes bløde hynder og gør status over dagen. De er tilfredse. Alt er gået som håbet. Nu har tordenbygerne tilmed trukket sig tilbage, og aftenen er blevet mild her ved midnatstid. Der er ild i de velvoksne Havana-cigarer, mojito’erne er velskænkede, og musikken fra det cubanske band er blød og behagelig.
Navnene på de fem amerikanere kan vi ikke oplyse her. Afsløres deres identitet, vil det bringe deres sikkerhed i fare. De er her undercover, og hver eneste gang de tager et sug af cigaren eller et nip af mojito’en, så bryder de loven i deres eget land.
Dette kunne have været en scene fra 1950’ernes Cuba. Dengang Hotel Nacional var skueplads for lyssky affærer og hjemsted for de amerikanske mafiabosser, som i en uhellig alliance med diktatoren Fulgencio Batista havde gjort Havana til et mekka for gambling, druk og prostitution.
I virkeligheden er det en scene fra Cuba år 2008, og de fem amerikaneres forbrydelse består i, at de er rejst til den caribiske ø for lidt tidligere på aftenen at have overværet noget så uskyldigt som en fodboldkamp.
Men når deltagerne i kampen er USA’s og Cubas landshold, er det umuligt at bevare uskylden. I næsten fem årtier har det socialistiske Cuba været underlagt en hård handelsblokade fra den magtfulde nabo og ideologiske modpol. Det er derfor forbudt for amerikanske statsborgere at bruge penge på Cuba og dermed i realiteten at rejse til øen. Bliver de fem fodboldtilhængeres ophold på Cuba opdaget af de amerikanske myndigheder, risikerer de bøder på flere hundredetusinder kroner og i yderste konsekvens fængselsstraf.
På den måde er USA’s første fodboldkamp på Cuba siden 1947 et billede af forholdet mellem de to arvefjender. Landenes politikere har stort set ikke været på talefod i et halvt århundrede, men de fem amerikanske tilskuere har brudt blokaden som et tegn på, at de to befolkninger er dødtrætte af den tvungne adskillelse og af en strid, der synes at have overlevet sig selv.
Som det historiske fodboldmøde i Havana skulle vise, så afspejler den politiske kulde nemlig langt fra de to befolkningers syn på hinanden. Og når det handler om forholdet til verdens mest populære sport, så har Cuba og USA faktisk paradoksalt meget til fælles.
Himlen er sort over William Bennett. Den tekniske direktør for det cubanske fodboldforbund sidder på en af de forreste betonrækker på Estadio Pedro Marreros hovedtribune og kigger ned på de cubanske landsholdsspillere. Det er onsdag aften, der er tre dage til VM-kampen mod USA, og mens spillerne varmer op, runger ekkoet fra hammerslag oppe under hovedtribunens tag.
Teknisk direktør for det cubanske fodboldforbund, William Bennett.
”Vi er ved at sætte sæder op og gøre stadion flot til på lørdag. Tribunerne bliver fyldte, fordi det er så længe siden, USA har spillet her. Det er historisk,” siger William Bennett.
"Vi har også lige fået lysmasterne op igen, så vi kan spille om aftenen. De blev revet ned af en orkan sidste år. Det samme med taget dernede,” fortsætter han og peger ned mod enden af hovedtribunen, der som et spejlvendt J slutter bag det ene mål, men hvor taget pludselig ophører med at eksistere et stykke forinden.
”Det vil være repareret i morgen. Eller i overmorgen,” lover Bennett.
Der er grå stænk i krøllerne i William Bennetts sorte hår. Engang var han selv målmand på det cubanske fodboldlandshold. Han har også haft posten som landstræner, og i dag har han som teknisk direktør et overordnet ansvar for fodboldens udvikling på Cuba, hvor spillet i mange år har haft en ubetydelig rolle.
”I de sidste ti år er der sket meget, og folk ser, at niveauet er steget. Men der er stadig meget at arbejde med. Cubanske fodboldspillere danser traditionelt meget på banen, men de mangler aggressiviteten. Det skal de lære. De skal kæmpe mere og være mere aggressive,” siger Bennett og slår en knytnæve ind i håndfladen.
”Og så er vores store svaghed selvfølgelig, at vi ikke har ret meget international erfaring.”
Manglen på international erfaring er en uundgåelig konsekvens af det cubanske styres politik. Cubas borgere må ikke forlade øen, og derfor spiller alle landsholdsspillerne i den hjemlige liga.
”Her eksisterer professionalisme ikke. Alle spillerne er amatører og har et job eller studerer,” siger William Bennett.
”Jeg mener, udrejseforbuddet har begrænset os. Det ville være godt, hvis de kunne komme ud og spille i andre ligaer. I mine øjne kunne man godt undersøge nærmere, om spillerne kunne spille i andre lande og stadig repræsentere Cuba,” siger Bennett og tilføjer så en smule resigneret: ”Men det kan vi ikke bestemme, det hører under andre instanser.”
- Der er fisk i dag!
Den hvinende lyd fra en slibemaskine har erstattet hammerslagene, mens statsamatørerne i den cubanske landsholdstrup sparker indersideflugtninger nede på banen. Det er de spillere, der om tre døgn skal tage kampen op mod favoritterne fra Cubas ideologiske fjende.
”Kampen vil blive en succes. Den bryder blokaden, og det er vigtigt. Sport er en mulighed for at forene landene,” siger William Bennett.
Lidt efter er der for alvor kommet gang i træningen. Skiftende spillere sparker lange afleveringer på tværs af banen, hvor andre modtager bolden og afslutter på små mål på sidelinjen. En lille mand i hvidt fodboldtøj og røde strømper går rundt blandt spillerne og dirigerer øvelsen. Det er Reinhold Fanz, Cubas nye tyske landstræner.
”Ja, ja, ja! Arriba!” råber Fanz på en blanding af tysk og spansk efter en vellykket afslutning.
Cubas tyske landstræner, Reinhold Fanz.
Bag et af målene er et tv-kamera ved at blive ramt af et vildfarent skud. Det tilhører tv-sportsimperiet ESPN, der ejer rettighederne til kampen og har en håndfuld amerikanske journalister til stede ved træningen. De er lige ankommet og er i Cuba for første gang i deres liv.
”Jeg har været til fodboldkampe mange mærkelige steder, men det her er klart det mest cool sted overhovedet,” siger den ene af dem begejstret.
I stort set samme øjeblik, som træningen slutter, begynder regnen at vælte ned over Estadio Pedro Marrero. De amerikanske journalister trækker i læ under hovedtribunens tag, hvor de får selskab af Silvio Miñoso, den cubanske anfører.
”Gør det jer særligt motiverede, at det er en kamp mod USA?” spørger de gennem en tolk.
”Nej. Ikke specielt. Dette hold er altid motiveret,” svarer Silvio.
”Kan det undgås, at denne kamp får et politisk præg?”
”Det tænker jeg ikke på. Alle kampe er vigtige.”
”Hvem frygter I mest hos USA?”
”Alle deres spillere er vigtige. Men Donovan er en god spiller.”
Så meget klogere forlader journalisterne Silvio og sætter sig ud i deres minibus og snakker om, hvorvidt der mon vil komme tilskuere fra USA til kampen. Bussen sætter i gang, og amerikanerne kigger ud på de mørke gader i det Cuba, som deres eget land siden 1962 ikke har villet handle med. ”Fem timers blokade svarer til et års dialyseapparater til alle landets patienter,” står der på et skilt i vejkanten. Et andet sted bliver blokadens konsekvenser gjort op i nye bybusser i Havana. I alt skønnes embargoen at have kostet Cuba omkring 500 milliarder kroner gennem årene.
Pludselig læner en af de amerikanske journalister sig frem og spørger tolken:
”Hader cubanere amerikanere?”
”Nej, nej,” svarer hun lidt forfjamsket. ”Det er bare det politiske.”
Reinhold Fanz lyser pludselig op i et smil.
”Er der fisk i dag? Virkelig?” udbryder han begejstret.
Cubas rødmossede tyske landstræner sidder i restauranten i sit midlertidige hjem. Hjemmets navn er Hotel Kohly, og det befinder sig i et af Havanas rige kvarterer. Det med rig skal forstås sådan, at her før revolutionen boede velhavende mennesker. I dag har villaernes tidligere ejere for længst forladt Cuba og bor i eksil i USA, hvor der i dag lever omkring halvanden million eksilcubanere. Imens er deres tidligere hjem blevet overtaget af arbejderklassen.
”Det er første gang i den tid, jeg har været her, at der er fisk,” forklarer Fanz, da tjeneren har forladt bordet og er på vej ud i køkkenet med bestillingen.
Reinhold Fanz blev ansat som ny cubansk landstræner i begyndelsen af året med det ultimative mål at kvalificere Cuba til VM i Sydafrika i 2010. Foreløbig er ”Los Leones del Caribe,” Caribiens Løver, efter en samlet sejr over Antigua og Barbuda blandt de 12 bedste i CONCACAF-regionen. Men i den første kamp i semifinalegruppen blev det til et skuffende hjemmebanenederlag til Trinidad og Tobago.
"Vi spillede ganske godt, men vi udnyttede ikke vores chancer,” konstaterer Fanz, da han har tømt tallerkenen for fisk.
Det er første gang, den 54-årige tysker har påtaget sig et trænerjob i udlandet. I en karriere med blandet succes er fire måneder i spidsen for Eintracht Frankfurt i Bundesligaen det foreløbige højdepunkt inden landsholdseventyret i Caribien.
”Jeg tog jobbet, fordi der er et potentiale her. Når jeg kører gennem byen om aftenen, ser jeg børn og unge spille fodbold i gaderne. Der ser man, at fodbold er på vej frem,” siger han.
I jagten på international erfaring tog Fanz i foråret og sommeren sine spillere på lange træningsophold i Tyskland og Østrig. Her kunne han i forbindelse med en kamp se nogle af spillerne sælge Havana-cigarer på tribunerne i et forsøg på at styrke en økonomi, der selv for en cubansk landsholdsspiller ikke er imponerende. Den cubanske stat betaler Fanz’ spillere, hvad der svarer til omkring 85 kroner om måneden.
”Og så får de gratis kost og logi. Og når vi er i udlandet, får de lidt lommepenge fra forbundet,” forklarer han.
Reinhold Fanz vurderer opholdet i Europa som en succes. Spillerne oplevede europæisk modstand, og alle var med flyet tilbage til Cuba. Det sidste har langtfra altid været tilfældet, når cubanske sportsfolk har været på opgaver i udlandet. Senest valgte syv spillere fra det hold, der tidligere på året spillede OL-kvalifikation i USA, at hoppe af og søge politisk asyl med det håb at skabe sig den professionelle sportskarriere, det cubanske system ikke giver dem mulighed for. Afhopperne efterlod et sønderskudt cubansk landshold, der ikke var i stand til at stille fuldt hold til sin sidste kamp.
"Cuba har i mange år uddannet læger og sygeplejersker og sendt dem til udlandet. De kunne godt gøre det samme i sport. De kunne sende sportsfolkene til udlandet som budbringere, som cubanske helte. Hvis bare man forstår det sådan, så er det ikke noget problem, og så kan man hente dem tilbage til landsholdet,” siger Fanz, der dog ikke er meget for at blande sig i den politiske debat op til den kontroversielle kamp mod USA.
”Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke er nok inde i det. Jeg er ny her og har ikke det samme indblik som en, der har boet her i flere år. Derfor må man være forsigtig med kommentarer,” siger Fanz, der ikke har haft æren af at møde Cubas politiske ledere.
”Jeg har godt læst, at Raúl Castro skulle have spillet fodbold i sin ungdom. Men jeg ved ikke, om han vil være på stadion. Vi må se.”
En FCM-spiller i Havana
Danny Califf er i strålende humør, da han dukker op i lobbyen på Hotel Cohíba. Med én dag til kampen har forsvareren fra FC Midtjylland ellers erkendt, at det næppe bliver til en plads i USA’s startopstilling. Men bare det at få mulighed for at være her i Havana er noget helt specielt.
”Det er anderledes end alt andet, jeg har set. Der er ingen strejf af kommercialisme eller kapitalisme. Ingen McDonald’s. Alle de ting, man associerer med de ændrede tider og modernitet. Det er virkelig unikt. Det er som en tidslomme,” siger Califf, da han har sat sig i en af hotelbarerne, ikke langt fra en væg med indrammede sort-hvide fotografier af Fidel Castro og Che Guevara fra den cubanske revolutions tidlige dage.
”Man er nødt til at overvinde en masse problemer for at komme her som amerikaner. De gør det meget svært, så det er ikke noget, ret mange prøver. Det er måske 0,0001 procent af befolkningen, der får sådan en mulighed. Alle på holdet er ret vilde over det,” siger Califf.
”Det er, som når en forælder siger til sit barn, at det ikke må få slik. Når barnet så endelig får det, så føles det virkelig godt, selvom det bare er et stykke slik. Det har en særlig betydning, fordi det altid har været forbudt.”
Uden for Hotel Cohíba er det amerikanske flag blevet hejst i anledning af det specielle besøg. Lidt længere oppe ad kystboulevarden Malecón ligger USA’s interessekontor, det nærmeste man kommer på en amerikansk ambassade. Som kommentar har det cubanske styre opført en såkaldt antiimperialistisk bue foran bygningen. Og da amerikanerne begyndte at skrive deres syn på sandheden om Cuba på en lystavle inde på bygningens grund, plantede det cubanske styre en voldsom mængde sorte flag, som på bekvem vis dækkede for udsynet til interessekontoret.
”Når man tager al politikken og al regeringssnakken væk, så virker det fjollet. De er mennesker, og vi er mennesker, og der er ikke nogen grund til, at nogen skal sige, at vi ikke må besøge dem,” siger Danny Califf.
Samme formiddag har han været en tur ude i Havanas gader. Til deres glæde fik de amerikanske spillere ved ankomsten til Cuba at vide, at de frit kunne gå rundt uden eskorte. Noget andre forhold, end da jeg lidt mere end et år tidligere mødte Califf under Copa América i Venezuela, en anden af USA’s politiske fjender. Dengang blev samtalen bevogtet af soldater med maskingeværer.
De politiske temaer er svære at komme udenom, når man er sportsudøver fra verdens mest magtfulde nation. Det er en del af jobbet og kræver en vis diplomatisk fingerspidsfornemmelse. For selvom Califfs USA hylder demokratiet og ytringsfriheden, så giver det ham ikke frit lejde til at sige, hvad han mener om eksempelvis sit lands blokadepolitik mod Cuba.
”Ikke helt. For det første synes jeg ikke, det er mit område. Det er ikke derfor, jeg er her. Og for det andet, fordi det ikke betyder noget, hvad jeg synes,” siger han.
”Jeg repræsenterer mit land, men jeg gør det fra et helt andet aspekt. Det, der sker på sportsarenaen, er måske politisk på en måde, men ikke fra mit aspekt,” fortsætter han.
”Sport kan bringe nationer sammen som mennesker og i tankegangen. Og så vil lederne følge trop. Sport kan bryde barrierer ned, men atleter bryder ikke barriererne ned. For atleterne handler det om konkurrencen. Jeg tænker ikke på, om de cubanske spillere er politisk anderledes, og jeg håber, de har det på samme måde med mig. Måske er vi ambassadører, men vores job er ude på banen og ikke i det politiske felt.”
Udenfor sidder unge og gamle cubanere på den lave mur langs Malecón og kigger ud over Floridastrædet. Langt de fleste af dem har aldrig forladt fødeøen og kan kun forestille sig, hvordan der ser ud på den anden side af havet i det forjættede USA. To vidt forskellige verdener med bare 150 kilometer imellem dem. Men samtidig to verdener, der er påfaldende ens, når det handler om forholdet til Danny Califfs sport, der i både USA og Cuba kæmper for sit endelige gennembrud.
"Det er ret unikt. Tænk, at man kan være så langt fra hinanden på et punkt og samtidig være så ens, når det handler om sport. Det er meget få lande i verden, hvor baseball er den mest populære sport.”
Det varme hjørne
At baseball er den mest populære sport på Cuba, forstår man hurtigt på det såkaldte Esquina Caliente, det varme hjørne, i Havanas Parque Central.
Her bliver cubansk sports succeser og fiaskoer som altid vendt, drejet og gennemdiskuteret af en større forsamling mænd. Og selvom det er blevet lørdag, og der bare er syv timer til den historiske fodboldlandskamp mod USA, så dukker ordet fútbol kun sporadisk op. Hovedtemaet er og bliver baseball.
”Vi følger fodbold mere end før, især ligaerne fra Spanien og England. Men det vil aldrig blive mere populært end baseball. Det er et spørgsmål om traditioner, og baseball er vores nationalsport,” siger Bernito, en ung mand med to guldtænder og en brasiliansk Ronaldo-trøje.
Bernito hører til inderkredsen af slænget på Esquina Caliente, hvor rollerne lader til at være fast fordelt. Inde i centrum af kredsen holder de allermest højtråbende og ivrigst gestikulerende til. Jo længere man kommer ud i kredsen, jo mindre deltager personerne i diskussionen, der lige nu handler om, hvad der gik galt, da Cuba flere uger tidligere tabte OL-finalen i baseball mod upåagtede Sydkorea efter at have triumferet mod USA i semifinalen.
”Det var OL’s største skuffelse, at vi tabte den finale,” siger Bernito.
En af de mest skuffede var nok gamle Fidel Castro, der på sit sygeleje godt kunne have brugt en opmuntring som et OL-guld i sin yndlingssport. Sport har spillet en meget stor rolle for Castros revolutionære styre, men måske er det et tegn på nye tider, at cubanske drenge få hundrede meter væk spiller fodbold og ikke baseball på pladsen foran Museo de la Revolución her et halvt år efter, at Fidel formelt overlod magten til lillebror Raúl.
I Havanas varme gader er fornemmelsen også, at tiden er ved at være inde til noget nyt. Raúl Castro har som cubansk præsident gjort tilnærmelser til USA, og der er tegn på forandringer, som at Internet og mobiltelefoner nu er ved at blive tilgængelige for befolkningen. Men den store åbning lader stadig vente på sig, og Havana er stadig byen, hvor rationeringsbøgerne er vejen til at fylde cubanernes maver, og hvor alt synes at være gået i stå for flere årtier siden. Forfaldet er ekstremt, og når en ung mand i Calle Empedrado er i færd med at sømme en bildør fra 1950’erne fast, så synes noget at være gået galt.
Ingen tror længere på revolutionen. Dens kampråb på Havanas mure virker efterhånden mest som en del af den kitsch, Cuba forsøger at sælge sig selv på til turisterne. Noget må ske, men ingen ved præcis hvad.
Mens de venter, forsøger cubanerne at overleve gennem turisterne, den primære kilde til penge. Som nede i Havanas gamle bydel, hvor en gammel mand forsøger at få overpris for kommunistpartiets avis Granma. Og hvor andre mænd griber fat i en forskræmt turist og vil have penge for at synge ’Guantanamera’ for ham.
”Nu snakker de om hækkeløb,” siger Bernito pludselig i Parque Central og nikker over mod et par ophidsede mænd.
Få meter fra ham er de i gang med at råbe hinanden i hovedet. Det drejer sig om den cubanske hækkeløber Dayron Robles, der vandt OL-guld i Beijing. De to mænd er uenige om, hvorvidt Robles ville have vundet, hvis ikke hans kinesiske rival var blevet skadet.
"Sport er endnu en måde for cubanerne at få tiden til at gå og glemme problemerne,” filosoferer Bernito med et skævt smil.
Som 70 procent af nutidens cubanere var Bernito end ikke født, da Fidel, Raúl og Che Guevara indtog Havana og drev Batista på flugt i de første dage af 1959. Bernitos forventninger er ikke de største, hverken til Cubas fremtid eller til aftenens fodboldlandskamp. Det er 70 år og en revolution siden, Cuba for hidtil eneste gang deltog ved VM med kvartfinalen mod Sverige som endestationen.
To andre debattører, Gerardo og Julio, tvivler på, om de gider tage på stadion til aftenens kamp, selvom rygterne siger, at der er gratis adgang.
”Jeg er realist. Og jeg bryder mig ikke om at se Cuba tabe,” siger Gerardo.
”Men det er fint, at USA spiller her. Der er ingen problemer mellem de to folk. Der vil helt sikkert ikke være nogen fjendtlighed over for deres spillere på stadion,” fortsætter han.
”Selvom vi er fattige hernede, så er vi rige heroppe,” supplerer Julio og peger først på maven og prikker sig derefter på tindingen.
Frokost med 'El Comandante'
En time senere er Hotel Nacionals terrasse skuffende stille. Rygterne har ellers sagt, at nogle amerikanske fodboldtilskuere har brudt rejseforbuddet, er ankommet til Havana og har aftalt at mødes på hotellet seks timer inden kampen.
Men de eneste amerikanere på terrassen er Bobby Pinto og Thomas Cooper, Jr., og de har intet at skjule. De kan med ro i sindet og papirerne i orden opholde sig på Cuba og varme op til aftenens fodboldkamp.
”Vi havde også hørt, at nogle amerikanere ville mødes her klokken to. Men der er ikke nogen,” siger Bobby.
”Måske er det meget godt, for vi mødte nogle af de ansatte på USA’s interessekontor forleden. De bor også her på hotellet, og de skulle også til kampen i aften. Det ville være ganske interessant, hvis de stødte sammen med nogle illegale fans. Gad nok vide, om de ville indberette dem,” siger Bobby.
”Jeg tror det ikke,” siger Thomas. ”De er karrierediplomater og ikke del af det politiske spil. Så mon ikke de ville lade som ingenting.”
Bobby og Thomas bor i Florida og har udnyttet deres forbindelser til at sikre deres lovlige tilstedeværelse ved aftenens kamp. De arbejder begge i det firma, hvor Thomas’ far er chef, flyselskabet Gulfstream International, der blandt andet står for de sparsomme flyvninger mellem Miami og Havana.
Da det i begyndelsen af året stod klart, at Cuba og USA kunne havne i samme VM-gruppe, sørgede de to for, at de lige netop i denne weekend ville være del af staben på Gulfstreams Havana-afgang, så de på den måde kunne få lov til at opholde sig på Cuba.
Mange amerikanere kunne godt have tænkt sig at gøre Bobby og Thomas selskab. Den store interesse for kampen fik allerede i juli det amerikanske fodboldforbund til at sætte en meddelelse på sin hjemmeside, der gjorde det klart, at man ikke kunne hjælpe omkring billetter og rejse til VM-kampen på Cuba, da det var forbudt for amerikanske statsborgere at rejse dertil.
”Der er blevet strammet meget op i de seneste år under Bush. Der er en reel risiko for at blive straffet. Du kan være sikker på, at der sidder nogle myndigheder derhjemme og holder øje med tv-billederne fra kampen. Jeg hørte, at fansene havde planer om at dække ansigterne med tørklæder, så de ikke blev afsløret,” siger Bobby.
På grund af Gulfstream International er Bobby og Thomas blandt de få amerikanere, der ofte har besøgt Cuba i de senere år. De har før været her i Hotel Nacionals have, der er stor og rummelig og ligger på en forhøjning over Malecón. Der er noget spøgelsesagtigt over kystboulevarden, som den ligger der. I enhver vestlig by ville den være spækket med elegante caféer, butikker og restauranter. I Havana er den præget af kraterlignende facader.
”Man fatter ikke, at styret hernede ikke sætter den i stand. Malecón ville være en turistmagnet,” siger Thomas hovedrystende og skifter så pludselig emne.
”Jeg spiste faktisk engang frokost med Fidel,” siger han.
”Det var i 2001. Vi var hernede, og en dag blev der pludselig ringet til en af vores forbindelser. Han sagde: ’El Comandante ønsker at spise frokost med jer’. Så skyndte vi os til hotellet for at skifte tøj og tog ind for at mødes med ham. Det var en ret vild oplevelse,” fortsætter han.
”Vi mærkede ikke, at Fidel skulle have noget imod amerikanere. Han var meget humoristisk. Han vidste, at min far havde været i hæren, og sagde på et tidspunkt til ham: ’Det er gået godt for dig siden dengang. Det er ikke som mig, der har haft det samme job i mere end 40 år’.”
Pludselig står de der. Det må være dem, det kan ikke være anderledes. De står uden for hovedindgangen til Estadio Pedro Marrero og har amerikanske fodboldtrøjer på. Regnen vælter ned, men de fem bliver stående. De tøver, er usikre på, hvordan de skal forholde sig.
Så trækker de pludselig alle sammen tørklæder med det amerikanske flag op over ansigtet, så de dækker næse og mund. Øjnene gemmer sig bag solbriller.
Med denne sælsomme påklædning som en blanding af en bankrøver og en fodboldfan går de fem ind på stadion i Havana, hvor deres lands bedste fodboldspillere om mindre end et par timer skal i kamp.
De cubanske tilskuere kigger nysgerrigt og undrende på gæsternes mærkværdige påklædning. Udenlandske journalister omringer dem for at få ord og billeder af den gode historie. Amerikanske fodboldtilskuere, der har brudt blokaden og er rejst til Cuba.
”Vi elsker fodbold, og vi elsker vores landshold. Vi følte ikke, det kunne være rigtigt, at vi ikke må se dem spille. Men faktum er, at vi bryder amerikansk lov, og derfor er vi nødt til at se sådan her ud,” fortæller den ene af dem, en ung mand i en hvid landsholdstrøje.
"Vi har ikke noget politisk budskab med at være her. Vi ønsker bare at se fodbold og støtte holdet.”
Den militærgrønne kasket med en rød stjerne på hans hoved kunne ellers godt ligne et politisk budskab, men måske er den bare en cubansk souvenir.
Der bliver piftet af amerikanerne, da de løber hen langs tribunen. Men bag piftene er der smil og absolut ingen fjendtlighed, som det også bliver udtrykt på et cubansk banner med teksten ”Fodbold – en passion, der forener os.”
Et andet sted på hovedtribunen står en mand med et enormt amerikansk flag omkring sig som en kappe og endnu et over hovedet. Til nogen overraskelse viser det sig at være en cubaner.
”Det cubanske folk elsker det amerikanske,” fastslår han opstemt.
”Dette er min eneste mulighed for at se de store amerikanske sportsfolk i levende live. Det er vanvittigt. Jeg ville meget gerne rejse til USA og se US Open i tennis, men det må jeg ikke for mit land. Det kan ikke være rigtigt,” fortsætter han.
Nede bag det ene mål kan det konstateres, at William Bennett har holdt sit ord. Der er nu tag på hele hovedtribunen, men til gengæld afslører den tunge regn, at taget ikke er lige tæt alle steder.
Om skylden ligger hos regnen, eller forklaringen bunder i den manglende tro på Cubas eget landshold, så kan det fastslås, at Estadio Pedro Marrero langt fra bliver fyldt. Den modsatte langside er mennesketom, og det gamle stadions kapacitet på 17.000 bliver slet ikke udnyttet.
Ved ottetiden kommer de to holds spillere ind på banen, og mens lyset fra lysmasterne spejler sig i vandpytterne på løbebanen, stiller de 11 cubanere og 11 amerikanere sig op og lytter til nationalsangene. Det er ikke hver dag, ’The Star-Spangled Banner’ bliver afspillet i Havana, og den skrattende version med et malplaceret bækken lyder, som om den stammer fra en optagelse, der har overlevet på øen siden Batistas tid.
Et par timer senere er kampen slut. Ikke uventet har USA vist sig som det stærkeste hold og hentet en 1-0-sejr i en middelmådig fodboldkamp. Fulham-angriberen Clint Dempsey scorede kampens eneste mål i første halvleg, og Cuba formåede stort set ikke at skabe en målchance mod de velorganiserede amerikanere. Da slutfløjtet lyder, har mange af tilskuerne allerede forladt stadion i skuffelse og kan konstatere, at den cubanske fodboldrevolution stadig er et stykke væk. De amerikanske spillere begynder at vandre mod udgangen med deres tre point, men pludselig kommer de på andre tanker. De går tilbage mod banens midte og klapper ud mod de cubanske tilskuere, der giver samme gestus til vinderne fra Cubas ideologiske fjende.
Nede på en af de forreste rækker står de fem amerikanere og kan bag tørklæderne gøre status over kampen og deres forbudte rejse.
”Det var det værd, selvom anden halvleg var virkelig kedelig,” siger den ene og bliver pludselig afbrudt af en gråhåret mand i jakkesæt, der vil give hånd til de maskerede tilskuere.
Manden er ingen ringere end Sunil Gulati, præsidenten for USA’s fodboldforbund.
”Tak fordi I kom. Vi er glade for at se jer her,” siger Gulati og forsvinder hurtigt igen.
En måske lidt overraskende melding til fem personer, der er i færd med at bryde amerikansk lov.
”Officielt tager fodboldforbundet USA’s regerings standpunkt og råder os til ikke at rejse hertil,” forklarer den ene af lovbryderne.
”Men når vi først er taget herned af egen fri vilje, så er de glade for, at vi er her.”
Tribunerne er ved at være tomme på Estadio Pedro Marrero. USA’s første fodboldbesøg på Cuba i 61 år er overstået. Et møde, der udstillede en ideologisk konflikt som en strid, der har overlevet sig selv og for længst burde være gået på pension, sådan som stridssymbolet Fidel nu har gjort det.
”Hvem ved, hvordan forholdene er mellem de to lande, næste gang USA skal spille her?” spørger en af amerikanerne inde bag tørklædet.
”Jeg håber virkelig, det var sidste gang, sådan noget her var nødt til at ske.”
Efterskrift:
En måned senere vandt USA det omvendte opgør 6-1 hjemme i Washington. Efterfølgende valgte to cubanske landsholdsspillere at hoppe af og søge lykken i USA. ”Vi har sikkerhed, men kan ikke lænke spillerne til deres hotelværelse,” sagde Reinhold Fanz, der stoppede som landstræner kort efter. USA vandt VM-kvalifikationsgruppen og kvalificerede sig senere til VM i Sydafrika, mens Cuba sluttede sidst i gruppen. I det hele taget har den cubanske fodboldrevolution ladet vente på sig, og Cuba er allerede ude af kvalifikationen til VM i 2018 efter et samlet nederlag til Curaҫao i juni. Siden VM-møderne i 2008 har Cuba flere gange gæstet USA som deltager i det nordamerikanske mesterskab Gold Cup. Både i 2011 og 2015 hoppede spillere af i forbindelse med turneringen, der i 2015 endte med et cubansk 0-6-nederlag i kvartfinalen mod de amerikanske værter efter blandt andet et hattrick af Clint Dempsey, matchvinderen fra opgøret i Havana i 2008. Den politiske situation er på flere områder blevet normaliseret i de seneste år, og i marts besøgte Barack Obama Cuba som den første amerikanske præsident siden 1928. Under besøget overværede Obama i selskab med Raúl Castro baseball-holdet Tampa Bay Rays i kamp med det cubanske landshold. Det var første gang siden 1999, et amerikansk baseball-hold gæstede Cuba.
