MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Superliga: Esbjergs store fejl, Ankersens Moneyball-fantasi og van der Vaart som en Mulberry-taske

Mediano Superliga: Esbjergs store fejl, Ankersens Moneyball-fantasi og van der Vaart som en Mulberry-taske

Mediano Superliga podcast: De svigtende resultater i FC Midtjylland er Jess Thorups mindste problem - det er spillet, stilen og formkurverne, der er vigtige. Derfor vækker Esbjergs fyring af Colin Todd også undren i panelet, for her begyndte pilene at pege i den rigtige retning. Kom med indenfor i Superliga-varmen.

Af Sture Sandø

Fyringen af Colin Todd står øverst på dagsordenen i denne uges gennemgang af Superligaen. Panelet, der består af Martin Retov, træner hos Brøndby Masterclass og Medianos chefredaktør, Peter Brüchmann, vender den uventede fyring af den rutinerede brite.

- Todd lignede højtryksrenseren i Esbjergs omklædningsrum, der kunne vaske noget af den syge kultur væk. Fyringen må betyde, at Ted van Leuwen mener, at han selv er manden, der kan klare den opgave, mener Peter Brüchmann.

I Midtjylland har de sidste fire kampe budt på tre nederlag, men holdet har trods alt hentet 32 point, så det er ikke resultaterne, der er problemet, isoleret set. Martin Retov efterlyser ledere på holdet, der for kort tid siden havde spillere som Morten Duncan Rasmussen, Erik Sviatchenko, Sylvester Igboun og Kristian Bach Bak.

Hos Oddset er FC Midtjylland favoritter til at slutte foran Randers til odds 1,60 - en forudsigelse Peter Brüchmann under pres erklærer sig uenig i. Skulle det holde stik er der odds 2,20 at hente hos Oddset.

Under behandlingen af samme emne langer Peter Brüchmann kraftigt ud efter bestyrelsesformand Rasmus Ankersen, Moneyball-strategien og indkøbet af Rafael van der Vaart, som han sammenligner med en forvirret blondines impulskøb af en Mulberry-taske.

Panelet følger op på situationen i AGF, hvor Martin Retov var ansat som ungdomstræner indtil for et halvt år siden, hvor han tog til Brøndby. Hvem er mest presset af cheftræner Glen Riddersholm og Jens Andersson? Og hvad skal vi lægge i den bredside som direktør Jacob Nielsen sendte afsted i forrige uge? (Umiddelbart efter optagelsen af denne podcast har AGF meddelt, at Jens Andersson ikke har ønsket at forlænge sin aftale med klubben, der udløber i november 2017.)

Med Lyngbys nederlag i Aalborg og SønderjyskE's ene point i Silkeborg blev døren til top 6 holdt åben, men er der noget at komme efter for FC Nordsjælland, AC Horsens, AGF og Silkeborg, der står lige udenfor? Og som Brüchmann pointerer:

- Hvad med retssagen mod Peter Sørensen? Hvad med Lyngbys økonomi? Og hvad med trænerskiftet i SønderjyskE? Der er mange ubekendte i det her regnestykke.

FC København og holdets voldsomme dominans vendes også af panelet - ikke mindst direktør Anders Hørsholts markante udtalelser i Tipsbladet, der, ifølge panelet, kan komme til at ramme ham hårdt, hvis manager Ståle Solbakken rejser i utide.

Holder de forsvarende mestre fast i den rekordlange stime og går gennem både grund- og slutspil uden nederlag er der odds 6,50 at hente hos Oddset.

Foto: Jan Christensen/Getty Images

Football Leaks: Der kommer flere danske navne

Football Leaks: Der kommer flere danske navne

Glinvads La Liga-klumme:  Den evige redningsmand

Glinvads La Liga-klumme: Den evige redningsmand