Sommerens slutrunde er innovation, viden, følelser, økonomi og evner. Forsker i sportsmanagement Kenneth Cortsen kommer med sit bud på den perfekte storm.

Af Kenneth Cortsen

Fodboldromantikere, –æstetikere, -nørder, -analytikere og andet godtfolk inden for den samlede betegnelse af fodboldfans venter i spænding på at se EM-turneringen i Frankrig blive skudt i gang fredag den 10. juni. Spændingen er centreret omkring en masse spørgsmål, forhåbninger og forventninger, der sættes i spil i takt med, at turneringen udfoldes.

EM 2016 skal som fodboldprodukt sigte på skabelse af en god totaloplevelse. Netop totaloplevelsen er interessant for mig. Oplevelsen blander spillet på banen med spillet udenfor banen. Den er individuel såvel som kollektiv. Hver mand eller kvinde har sine idoler og en unik forståelseshorisont i forhold til, hvad der gør fodbold interessant, men samtidig er ’fællesskabet’ i oplevelsen af fodbold et plus. Jeg husker, som var det i går, da jeg sammen med flere kammerater og en masse andre positive fodboldfans oplevede 2-2 kampen mellem Danmark og Sverige ved EM 2004 i Portugal.

Det var på mange måder en spektakulær kamp, hvor det omdiskuterede 2-2 resultat betød turneringsfarvel til den store fodboldnation Italien, mens både Danmark og Sverige røg videre i turneringen. Der var masser af skriverier, primært i italienske medier, der konspirerede om ’aftalt spil’. Min oplevelse var dog centreret om fodboldkampen, som med 4 mål og kampens betydning in mente var meget spændende og underholdende.

Jon Dahl Tomasson scorer mod Sverige ved EM i 2008. Foto: Getty Images

Jon Dahl Tomassons klassemål til 1-0 på en fænomenal halvflugter efter en førstegangsaflevering fra Ebbe Sand mod et dengang meget navnestærkt svensk hold med spillere som Henrik ’Henke’ Larsson, en ung Zlatan Ibrahimovic, Fredrik Ljungberg og Olof Mellberg gav en euforisk stemning blandt de danske fans på stadion. Kampen i helhedsperspektiv og den efterfølgende ’gadefest’ i Porto, hvor jeg sammen med andre danske og svenske fans fejrede kampen og den videre deltagelse i turneringen i skøn forening, mens vi sang ’2-2, ciao Italia’ står i min erindring som et klart eksempel på, hvordan en uforudsigelig fodboldoverraskelse kommer ind under huden.

Disse blandede byggesten, som i sidste ende konstruerer totaloplevelsen, er styrken ved en event som EM i fodbold, hvor nogle fans fanges af et spind af æstetiske aktioner på banen, mens debatten om fodboldtaktiske islæt og analyserende iagttagelser omkring de forretningsmæssige og kommercielle aspekter også lever i bedste velgående. Et fodboldprodukt som EM-turneringen skal være en sammensætning af ’fordele’, som jeg beskriver ovenfor, der på flere niveauer tilgodeser de behov, som nutidens fodboldfans har.

Jeg havde været i Holland fire år tidligere, hvor jeg på stadion i Rotterdam overværede Frankrig pulverisere Danmark i en 3-0 kamp, som jeg mest af alt husker for Thierry Henrys distancering af Søren Colding ved 2-0 målet, mens jeg fra en position bag målet nøje iagttog Stig Tøftings opvarmning af Peter Schmeichel og derved blev klogere på, hvad en ’vinderskikkelse’ i det danske mål stillede af krav til sine omgivelser. Dette gik som kampen heller ikke stille af sig. Totaloplevelsen var ikke så mindeværdig i positiv forstand, da Danmark tabte klart.

“Ja, der er ingen substitut til at vinde i professionel sport, men der var alligevel minder, som har bidt sig fast, og Thierry Henrys niveau var på daværende tidspunkt en ’wauw-effekt’ for mig.”

Derfor er der mange ting på spil i en slutrunde – vel at mærke ting som rækker udover sejrspokalen. Hvem er den rigtige vinder af turneringen? Det spørgsmål handler i vis grad om øjnene, der ser, selvom sportens verden også er sort-hvid, når fokus er på klicheer som ’resultatet lyver aldrig’ og ’fortjent og ufortjent eksisterer ikke i fodbold’. EM er en mega-event i et verdensbillede, hvor fodbolden tegner sig for nogle kraftige nuancer, og derfor handler det at vinde, ud fra et holistisk event-billede, også om positive overraskelser og fornyelse.

I den henseende er det både relevant og spændende at imødese, hvilke innovative bølger, der får fodboldøkonomien til at skrige af begejstring denne sommer, hvad enten innovationen relateres til den holdtaktiske front, individuelle spilleres præstationer eller forberedelsesfasen til kampene. Sidstnævnte kendetegnede den tyske succes ved VM i 2014, hvor intet forud for eller under slutrunden blev overladt til tilfældighederne.

Superstjernernes store aftryk

To af EMs største stjerner: Sveriges Zlatan Ibrahimovic og Portugals Cristiano Ronaldo. Foto: Getty Images.

Spektaklet EM i fodbold er en sportsevent, som derfor er omgærdet af mystik, massehysteri, kommercialisering og positive forventninger til fodboldens superstjerner. Totaloplevelsen iscenesættes på en enorm scene, som samtidig er genstand for at udfolde nye idéer og metoder, der i de kritiske interessenters skær kontinuerligt testes i forhold til realiserbarhed. Innovationen bedømmes således ofte knivskarpt i tæt sammenhæng med oplevelsen af ’at lykkes’, hvilket i professionel fodbold handler om kontrasten mellem at vinde og tabe. Det sidste kan især relateres til den holdmæssige kontekst, mens den individuelle kontekst handler om at præstere over gennemsnittet, hvorfor superstjerneøkonomien i fodboldens univers blandt andet er karakteriseret ved en konstant sammenligning af individuelle spilleres kompetencer og præstationer. Se for eksempel på superstjerner som Zlatan Ibrahimovic og Cristiano Ronaldo, der begge stempler ind til EM-slutrunden.

I sammenligning med andre spillere har de distanceret sig som værende over gennemsnittet, hvilket også afspejles i retorikken omkring Zlatans farvel til Paris Saint-Germai og Ronaldos Facebook-følgeskab, der overgår antallet af fans, som følger Real Madrid på samme platform. Det er spillere, som signalerer unikke egenskaber ved at sætte sig over holdet, hvilket alt andet lige skaber et enormt forventningspres, som også påvirker spændingen frem mod slutrunden.

I min optik handler den interessante innovative bølge om, hvorvidt de respektive hold (og derigennem forbund, trænere og spillere) evner at sætte et solidt aftryk i græsset, der har en fornyende effekt på fodbolden. For mig er ’den fornyende effekt’ på fodbolden en oplevelse af, at der på en succesfuld måde integreres en effektiv (på den måde også et udtryk for at overgå de sportslige forventninger og effektuere relativt gode sportslige præstationer) facon at implementere nogle positivt differentierede, innovative og forbedrede løsninger. Når snakken falder på innovation og ’wauw-effekt’ er det interessant at kaste et historisk tilbageblik på EM-turneringen.

Danmarks og Grækenlands triumfer i henholdsvis 1992 og 2004 kastede chokbølger gennem det internationale fodboldlandskab. Det opsigtsvækkende ved Danmarks romantiske EM-fortælling handler både om forhistorien grundet Jugoslaviens situation, men også at Danmark ovenpå et ’rodet gruppespil’ med blandede resultater blev sendt videre af Lars Elstrups forløsende scoring med ca. 10 min. tilbage af kampen mod Frankrig for derefter at sikre sig EM-titlen ovenpå to hårde kampe mod Holland og Tyskland.

Resultatet chokerede alle, inkl. det danske hold, og nu havde Danmark skubbet favoritnationer som de stjernespækkede forsvarende mestre fra Holland samt Tyskland ud i EM-mørket. Semifinalen mod Holland var en nervepirrende kamp, hvor Henrik ’Store’ Larsen fik positioneret sig internationalt med to scoringer (plus et mål i straffesparkskonkurrencen), Brian Laudrup viste sin kælne teknik og dribleevner, ligesom Peter Schmeichel lyste op og markerede, at han ville blive en ubrydelig mur i finalen. Jeg husker, at min kammerat Nicolai og jeg missede straffesparkskonkurrencen, da vi var så nervøse, at vi i stedet for at følge den fra TV gik ud for at spille bold i haven. Finalen bød på en 2-0 sejr til Danmark, der viste uhyggelig kynisme med John ’Faxe’ Jensens og Kim Vilforts scoringer og en forsvarsmur orkestreret af Schmeichel, der på sammenhold og mental styrke holdt stand over 90 minutter.

Fordelen ved klubstammerne

Hvis præmissen er at vinde for de hold, som stiller op i turneringen, så kræver det innovative differentieringspunkter. Det er jo i sidste ende en vej til at imødekomme de krav, som skal til for at ’vinde’ (det kan selvfølgelig defineres i forskellige variationer, men her skal det forstås som ’at overgå egne samt omgivelsernes realistiske forventninger’) i en fodboldverden, hvor alle konkurrerer om skabelsen af succes. Hermed bliver udbyttet, at ønsket om fodboldens positive udvikling og vidensproduktion italesættes, ligesom markedsmekanismerne i fodboldøkonomien begunstiges.

Danmarks sejr i 1990’ernes fodbold, hvor det defensive og offensive spil var mere opdelt, f.eks. kendetegnet ved mere markante markeringsspillere og mere rum til 10’er-typerne i offensiven, var uomtvisteligt bygget på en fantastisk social sammenhængskraft på holdet, bl.a. båret af flere Brøndby-spillere (og tidligere Brøndby-spillere) samt individuel x-faktor fra især Brian Laudrup og Schmeichel. Det kræver også sit at skabe og fastholde denne positive kraft over en hel turnering, og præstationen vil altid stå som et stykke stolt dansk fodboldhistorie.

“En ryggrad af spillere med fælles fortid og fodboldopdragelse er i øvrigt en tendens, som er set skinne igennem flere steder i topfodbolden, når store titler skal vindes.”

Der kan drages paralleller til Spaniens og Tysklands VM-titler i 2010 og 2014, hvor begge hold også havde en ryggrad af spillere med store synergieffekter qua indbyrdes kulturel fodboldforståelse. Det kom til udtryk i form af Spaniens mange spillere med tilknytning til FC Barcelona og Tysklands ditto med tilknytning til FC Bayern München. Det interessante er her, at eksemplerne viser en indbyrdes afhængighed mellem klub- og landsholdsfodbolden, da spansk (især FC Barcelona) og tysk (især FC Bayern München, men til dels også Borussia Dortmund) klubfodbold også klarede sig godt i UEFA Champions League i samme tidsperiode. Måske er der nu nogle læsere, som tænker på Morten Olsens professionalisering af dansk klubfodbold og Brøndby IF i den daværende UEFA Cup i starten af 1990’erne.

Den interaktion mellem klub- og landsholdsfodbold, hvori talentudvikling og –udfoldelse er en kerneaktivitet, viser, at sportslig innovation og fornyelse kan få hele fodboldøkonomien (fankultur, kommercielle indsprøjtninger og mediemæssig interesse) i og omkring et land til at blomstre og derved give fornyede geninvesteringer i fodboldproduktet, for ny viden varer ikke evigt i et hyperintensivt konkurrencemiljø. Det skal også nævnes, at den viden, som bringes i spil, selvfølgelig er nyskabende i den forstand, at hver enkelt fodboldkultur og –kontekst har sin egen unikke identitet.

Kompleksiteten omkring fodboldproduktet indpakket i en EM-udgave sparker for alvor igennem som den pakke af håndgribelige og uhåndgribelige oplevelser, der udgør totaloplevelsen. Grækenlands fantastiske bedrift, og det var deres EM-triumf, selvom den ikke var iscenesat af besnærende offensivt spil, men snarere som et resultat af cheftræner Otto Rehhagels jernhårde defensive struktur, skabte en ny virkelighed for græsk fodbold.

Otto Rehhagel jubler over den græske EM-triumf ved slutrunden i 2004. Foto: Getty Images.

Den græske selvforståelse blev transformeret fra en manglende tro på point i gruppespillet ved EM i 2004 til en oplevelse af, at det stadig kan betale sig at drømme. Gode resultater i åbningskampen mod værterne fra Portugal (sejr på 2-1) og derefter mod Spanien (1-1) var nok til at sende grækerne videre til knockout-fasen, hvor de brillerede ved at vinde 1-0 over Frankrig, Tjekkiet og Portugal. På den måde viste Grækenland, at hårdt arbejde og defensiv organisation kan være en vej til store titler mod større fodboldnationer, som ofte vil søge at tage mere initiativ, hvorved de kan straffes på omstillinger, hvis boldfastholdelsen ikke en ideel og omsættes til mål.

Grækenland var pludselig vakt til live i fuld opstandelse. Troen på at Grækenland havde en fodboldfremtid fik et boost, og grækere over hele verden blev med ét bragt tættere på hinanden, og det er charmen ved fodbold. Husk på at fodboldproduktet er mere end bolden på banen, selvom denne fysiske manifestation er af afgørende betydning, og de danske og græske eksempler viser, at fodboldproduktet er inkonsistent fra forbrug til forbrug, for eksempel illustreret ved den danske katastrofe ved EM i 1988 i Tyskland og kontrasten herfra til den store triumf i Sverige fire år senere.

Når talentudvikling betaler sig

Pointen i mit synspunkt er netop, at ny næring til gavn for alle interessenter i sporten derved tilgodeses, ligesom vi bevæger os væk fra den eksistentielle problemstilling, som opstår, når fremtidige sportslige præstationer udelukkende beror på eksisterende viden og ikke på produktion af ny viden.

Tyskland og Belgien er lysende eksempler på, at det kan betale sig at producere ny viden. Det eksistentielle bliver på den måde at søge at skabe ny viden og sætte det i spil i en praksisnær kontekst (læs: EM-slutrunden), som både Tyskland og Belgien har gjort i forhold til de respektive fodboldforbunds talentudviklingsstrategier. Tyskland så investeringen give solidt afkast, da de vandt VM i Brasilien, men også for klubfodbolden og derigennem rugekassen for landsholdet gav investeringerne i infrastruktur, forbedret træneruddannelse og en øget koncentration i relation til hjemlige talenter mening.

Samtidig var Tysklands VM-titel et eksempel på, hvor meget detaljeorienteringen betyder, for eksempel demonstreret ved samarbejde med højere læreanstalter (noget Tyskland gjorde brug af i analysen af VM-modstandere) eller ved en nøje planlagt konstruktion af en optimal VM-lejr i Brasilien. Sidstnævnte viser betydningen af strategisk arbejde og bevidst udførte handlinger, som det faktum, at klimaet i Tysklands VM-lejr skulle afspejle klimaet i de byer, hvor Tyskland skulle spille.

Belgien har på lignende vis udmærket sig ved at opjustere de fodboldmæssige præstationer via strukturelle ændringer. Indhentet benchmark-viden fra de bedste talentudviklingsmiljøer i verden blev i fodboldforbundets nye talentudviklingsplaner sat i spil i en belgisk kontekst, men baseret på det nye input, at offensive mønstre som ’det frie spil’ og driblingerne blev en central base. Her finder jeg det meningsgivende, at en skærpelse af kompetencer i forhold til 1-1-spillet (duellerne) vil stille krav til såvel offensiv som defensiv, som begge nyder fordel af denne proces.

Ny vidensproduktion og i hvert fald tanker, diskussioner og handlinger i den retning er på den måde essentielt for at optimere fodboldens potentialer og den kreativitet, som er vital for at influere fodboldfans i alle afskygninger (også medier, sponsorer og andre interessentgrupper) positivt. Viden og færdigheder udgør kompentencer, hvilket påpeger vigtigheden af optimal vidensledelse. For eksempel er det ikke nok på det individuelle plan at være en god spiller; gode spillere skal også forstå kompleksiteten i fodboldspillet. Det kan komme til udtryk i forståelsen af ’samspillet med andre’ samt ’spillet udenfor banen’, da denne balance har en præstations- og resultatoptimerende effekt.

De gode hold lever af at iscenesætte egne styrker og muligheder. Målet er at løfte spillernes styrke op til det fulde potentiale, hvorfor gode spillere også må lære at begå sig i en organisation. Fodbold som holdspil handler derfor også om, at individet har kompetencer til at finde ind i rammer med andre, at indse hvor kompromis kan være en gunstig løsning, at vide, hvad skal italesættes, samt hvad kan passere usagt. Det er vigtige ingredienser, når spillerne udtages og sættes på taktikbrættet i processen mod at bygge bro til en målrettet, god og seriøs udfoldelse på banen.

Som forskning også antyder, er totaloplevelsen et resultat af en forståelse af de rammebetingelser (for eksempel spillerne, nyt udstyr, stadions, statistik, teknologi eller reglement for spillet), som former og konstruerer de individuelle og kollektive handlingsmønstre, som vi gerne ser udspille sig (på og udenfor banen som en afledt effekt af dramaet på banen) under EM i Frankrig.

Tænk på hvorfor og hvordan innovation i forbindelse med regelsættet omkring afviklingen af kampene, en ny bold som Jabulani-bolden fra Adidas (vedr. VM i 2010 i Sydafrika) eller en positiv spillestil som den forbundet med ’det danske dynamithold’ ved EM i Frankrig i 1984 og VM i Mexico i 1986 kan påvirke tingenes tilstand.

Indberebet af totaloplevelsen - det danske landshold smitter alle under VM i Mexico. Foto: Getty Images.

For at optimere udfoldelsen af potentialet skal det selvfølgelig overvejes, hvordan disse rammebetingelser kan facilitere de respektive holds kreative og nyskabende præstationer, og det er i dette lys, at jeg glæder mig til en forhåbentlig underholdende turnering. Eksempelvis har jeg store forventninger til Belgien. Med afsæt i en relativ stor (landets størrelse taget i betragtning) produktion af spillere, som er blevet flyvefærdige på højt internationalt niveau, har Belgien i hvert fald på det parameter haft succes med deres talentudviklingsstrategi.

Det spændende bliver nu, om Belgien kan overføre de individuelle spilleres erfaring fra og fremgang i de største klubber i verden til kollektive succesfulde handlinger på landsholdet i EM-slutrunde, hvor der for alvor i 2016 vil være pres på landets ’gyldne generation’. Denne generation af spillere har nu spillet sammen over en længere periode og derfor bør holdet have en kultur, som i optimeret forstand kan indfri de store forventninger. Kardinalpunktet er, at god talentudvikling er vitalt, men det kræver også et stort stykke arbejde, strategisk fokus og fodboldledelsesmæssige kompetencer at få talent til udfolde sig, og her har Marc Wilmots en udfordring fra mig, for materialet til at vinde turneringen er til stede.