Bosman-dommen og Premier League knækkede britisk talentudvikling

Hvorfor satse på talentudviklingen, når man kan købe de bedste spillere fra hele verden? Sådan synes klubberne i England at tænke. Det koster ved EM, forklarer Medianos Søren Sorgenfri i denne artikel

Af Søren Sorgenfri

Der bliver ingen fancy indledning. Bosman-dommen og fødslen af Premier League tog livet af det irske, de britiske landshold og deres talentudvikling. Det er sådan, det er. Og her er hvorfor.

Dem, der har været i Glasgow, ved, at stemningen på stadions på de kanter er second to none. Resten af byen er ren tristesse. Høj arbejdsløshed og den gennemsnitlige levealder for mænd i områderne omkring Ibrox og Celtic Park er den laveste i Storbritannien.

Der er en scene i filmen Trainspotting, hvor Mark ’Rent-Boy’ Renton er i heftig diskussion med Tommy om stoltheden ved at være skotte. Rentons svar:

-Some hate the English. I don’t. They’re just wankers. We, on the other hand, are COLONIZED by wankers.

Englænderne har ikke kun politisk domineret skotsk politik og historie, men også kraftigt på fodboldsiden.

Premier Leagues tilblivelse med salget af tv-rettighederne af ligaens første sæsoner til Robert Murdochs Sky for cirka tre milliarder kroner sammen med Bosman-dommen blev skotsk fodbolds Krakatau. En vulkaneksplosion af begivenheder, der kastede alt op i luften og ikke meget landede til fordel for Skotland. Eller Irland, Wales og Nordirland. Eller Englands egen talentudvikling og forsyningskæde til landsholdet, for den sags skyld.

Husker De Gazzas tårer i Torino?

Et billede, der borede sig ind i den engelske fodboldsjæl.

De fleste fodboldfans der så verdensmesterskaber i 1990, gør ellers, hvad de kan for at glemme den slutrunde.

VM i Italien har noget uretfærdigt fået et stempel i eftertiden som værende destruktivt og kedeligt. Den målfattige og taktisk tætte turnering var dog reelt en klar bebuder om det årti, fodbolden stod overfor. Serie A's store periode og dominans i de europæiske turneringer ventede forude, og set i bredt perspektiv står VM 1990 som et fodboldhistorisk stærkt pejlemærke og en af de slutrunder med tydeligst aftryk på klubfodbolden i de efterfølgende år.

Det blev også den sidste store landsholdsturnering med mere end to britiske deltagere, og ja, allerede her rejser koret af vrede irere sig retfærdigvist. Irland blev en fristat i 1922, og fem år senere droppede det engelske kongehus hævden over den del af den grønne ø, men sådan i fodboldmæssig forstand har Irland alle dage været en naturlig del af det britiske rekrutteringsgrundland. Eller rettere engelske.

I 1990 gjorde Irland og Skotland englænderne selskab på rejsen til Italien og sommerens store slutrunde, og det med slagkraftige trupper primært håndplukket i de engelske topklubber. Tilsat spillere fra Rangers og Celtic, der var europæiske magtfaktorer på det tidspunkt. Skotland havde tilmed spillere på kontrakt i FC Bayern og Dortmund. That’s pure barry!

Irerne stillede med tre spillere på kontrakt hos mægtige Liverpool FC. Blandt andre Ronnie Whelan, der strålede to år forinden ved EM 1988.

England nåede semifinalen med tårerne i Torino (zee Germans kom i vejen), irerne en imponerende kvartfinale og skotterne pakkede naturligvis sammen efter gruppespillet. Det kan ikke være anderledes med dem, men de havde et hold til mere. Alle tre nationer var noget ved musikken på det tidspunkt. Skotland og England deltog også ved VM i Mexico i 1986 sammen med Nordirland, og ved EM-slutrunden 1988 var England og Irland blandt de dengang blot otte deltagere.

Liverpool havde dem alle

I 80’erne var Liverpool verdens største klub i skarp duel med Juventus om den subjektive ærestitel. I den tragiske mesterholdsfinale i 1985 mellem de to klubber på Heysel var Liverpools trup fordelt på fem englændere, fem skotter, tre irere, en waliser tilsat Jan Mølby og Bruce Grobbelaar.

Skåret ud i pap: Englands bedste hold havde ni spillere med fra fodboldnationer, som i nyere tid er indskrevet i kategorien Europas miniputter. Det er kun 31 år siden. De restriktive arbejdsmarkedsregler, der dengang var gældende, afstedkom en stærk talentudvikling på den anden side af kanalen. Det nød de respektive landshold godt af i 80'erne. Et årti, der ellers ikke huskes med glæde i England. Thatchers kamp med minearbejderne og alle andre med en håndværksmæssig indkomst. Arbejdsløsheden og hooliganismen. Fodboldens hårdtslående bølle af en uønsket følgesvend, der fik de engelske fodboldhold udelukket fra de europæiske turneringer i fem sæsoner. Fodbolden var de hvide mænd fra socialklasse fems arena. Fodbolden så katastrofer som Hillsborough og The Valley Parade eller tv-billeder af beredent politi i kavaleriangreb mod horderne.

Heysel stadion i Bruxelles 1985. Tragedien kostede 39 mennesker livet.

Talentudviklingen var fremragende de år hele vejen fra Glasgow til Southampton, fra Cork til Norwich, men sportens image havde blodtud. Nedslidte stadions, hooligans og optøjer samt myndighedernes manglende evne til at finde en løsning på problemet. Først i år har engelsk politi officielt fået sin del af ansvaret for katastrofen på Hillsborough efter mange års benægtelse.

I det opklarende kølvand på den store stadionkatastrofe i Sheffield kom Taylor-rapporten med krav om siddepladser og andre sikkerhedstiltag, men det var seks mænds møde en dag i november 1990 i London, der reelt gav engelsk topfodbold livgivende mund til mund-metode. Et møde, der bliver den første ingrediens i den roundup-blanding, som få år senere hældes ud over britisk talentudvikling.

Seks mænd mødes

I restauranten på London Weekend Televisions (LWT) store bygning ved Themsen mødtes LWT’s Greg Dyke og repræsentanter fra ’De fem banden’. Tottenham, Arsenal, Manchester United, Liverpool og Everton. Over en frokost søsatte de et initiativ, der skulle rebrande den engelske første division. Resultatet blev The Premier League. En ligakonstruktion med egen direktion, der opererede adskilt fra landets øvrige professionelle divisioner. Folkets sport skulle sælges tilbage til folket med livetransmitterede kampe solgt i tv-pakker. Tiden var moden til det, vurderede de seks mødedeltagere. Gazzas tårer havde ramt den engelske folkesjæl dybt, og der var fornyet optimisme omkring landsholdet. VM-slutrunden i Italien så også for første gang de engelske aviser interessere sig for spillernes privatliv, kærester og sociale liv.

Man skal se for sig, at engelske spillere i årtier frit kunne gå på pub og drikke en øl eller to med naboerne uden, der blev set skævt til det. Nu rullede billeder af fordrukne landsholdsspillere direkte ind på avisernes forsider til millioner af læsere, der i forvejen var forargede over sporten.

LWT blev i den afgørende budrunde overgået af Robert Murdochs Sky. Den australske mediemogul så det kommercielle potentiale i sporten og beordrede sin hær af aviser til at øge spalteplads, dækning og hype af sporten. Ikke kun resultater, men hvem spillerne datede og alt mulig andet fra privatsfæren. Alle kommercielle sejl blev sat til for, at folket igen ville betale penge for at se deres fodboldhold. Sky betalte i første omgang tre milliarder kroner plus det løse for rettighederne for de første sæsoner af Premier League, der gik i luften i 1992/93. Prisen for tv-rettighederne er siden skudt i vejret, men i begyndelsen af 90’erne var tre milliarder kroner en overraskende stor formue.

Det andet søm i ligkisten

Afsigelsen af Bosman-dommen i Luxembourg i 1995 blev en radikal ændring af arbejdsmarkedsreglerne for fodboldspillerne, der ikke længere var bundet til deres arbejdsgiver ved kontraktudløb. Desuden fik dommen store konsekvenser for arbejdskraftens frie bevægelighed, og de rigide regler for antallet af udenlandske spillere i trupperne faldt bort.

Den ellers ukendte belgiske fodboldspiller Jean-Marc Bosmans dom var fodboldens reformation.

Jean-Marc Bosman, der ændrede fodboldverdenen.

Præ-Bosman havde de nationale turneringer skrappe regelsæt for antallet af udlændinge i trupperne, og UEFA forlangte, at engelske hold betragtede skotske og walisiske spillere som udlændinge i de europæiske turneringer (måske De husker Alex Ferguson måtte stille med Gary Walsh på mål mod FC Barcelona på bekostning af verdens bedste målmand i skikkelse af Peter Schmeichel på det tidspunkt? 4-0 til Barcelona.).

Bosman-dommen var en håndgranat ned i de regelsæt. Og en granat viser som bekendt ingen nåde. Dommen blev sammen med Premier Leagues store injektion af tv-penge et frontsammenstød, der tilsammen skabte den perfekte storm og rev britisk og irsk talentudvikling op med rode.

I de første sæsoner efter Bosman-dommen oversvømmedes Premier League af ’The Carlos Kickaballs’ for nu at bruge Tottenham-bossen Alan Sugars berømte udtryk om de malkende udlændinge, der blev hentet ind. (Selv samme Sugar var i øvrigt manden, der fik Murdoch overtalt til at blæse LTW af banen med det milliardtunge bud på tv-rettighederne. Selv samme Sugar ejede firmaet Amstrad, der udover at producere prisvenlige computere også fremstillede paraboler og de tv-bokse, kunderne måtte købe for at se livefodbold hos Sky.)

Men efterhånden som de engelske klubber fik bedre styr på den kontinentale scouting, bød globale ejerkredse velkomne samt udenlandske trænere, blev det gradvist mere naturligt for Liverpool, Arsenal og Chelsea og andre at orientere sig mod det internationale spillermarked.

Den frie arbejdskraft og de store summer tv-penge gav også nyt liv til fodboldens agentniveau, der havde og har kronede dage. Agenter har siden Bosman-dommen spillet en tiltagende stor rolle i placeringen af fodboldspillere i store såvel som små klubber. Magten skiftede hænder. Fra klubberne til spillere. Når klubberne ikke længere kunne kræve transfer-fees for spillere med kontraktudløb, kunne spillerne i stedet for forlange sign on fees for at skrive under. Det er mikro og makro. Flere tv-penge har gjort engelske klubber interessante som legetøj eller investeringsobjekt for en broget skare af velhavende kosmopolitter og et medfølgende hof af rådgivere og agenter. Når Manchester United ansætter Jose Mourinho, så følger top-agenten Jorge Mendes plus hans globale netværk af topspillere med.

Landsholdene ramt som en hammer

På fodboldens højeste niveau er forbindelsen til det rigtige netværk af agenter vigtigere end et kraftfuldt talentakademi. Moderne fodboldspillere måles ikke kun på præstationer på banen, men også på kommerciel value og reach. Er det tilfældigt walisiske Gareth Bale havnede i Real Madrid? Nope. Ser De mange billboards i Thailand og Kina med reklamer med skotter og irere som frontfigurer? Nope. Det er udbud og efterspørgsel. Alle vil have trøjen med det største navn, ingen har tid til at så spirerne og se dem vokse sig store.

Det var ikke længere en nødvendighed for engelske klubber at gøde nærområdets og den regionale talentudvikling. Nu fik de pengene til at købe de bedste produkter fra talentudviklingen i Dortmund, Anderlecht, FC Porto og Valencia. Den lille nyttehave blev på få år forvandlet til et gigantisk gartneri, og når den gennemsnitlige ansættelsestid for en træner i de engelske divisioner ligger et sted mellem 0,8 og 1,2 år, hvorfor så bekymre sig om langsommelige processer som talentudvikling? Der er jo masser af tv-penge at shoppe for. En tv-shop med afregning ved kasse et. En regning og kulturel rekrutteringsændring, der har ramt landsholdene som en hammer. End ikke reglerne om ’home grown’ spillere respekteres i ånden. I stedet for hentes der teenagere ind fra nær og fjern, der kan opfylde kvoterne om ’hjemmedyrkede’ spillere. Få af dem opnår førsteholdsstatus.

Nordøstengland var tidligere den engelske talentudviklings hot spot. Newcastle henter nu deres unge kræfter i Frankrig, Holland og Spanien. Manchester City var et epicenter for britisk talentudvikling før regnen af petrodollars over Maine Road. I AaB husker de nok stadig Stephen Irelands magiske fjed.

I dag omtales Southampton som klubben, hvor de unge får chancen. Talenterne hentes ind relativt billigt og sælges dyrt videre. Bale, Clyne, Lallana. Andetsteds satser hold som Burnley næsten udelukkende på britiske spillere. Ikke af idealistiske årsager, men fordi ledelsen på Turf Moor er pragmatiske nok til at anerkende klubbens status som elevatorhold, og statistikken viser, at der er størst chance for at slå sig op fra The Championship med en britisk grundstamme af spillere. Ryk op, tag tv-pengene og ryk ned igen og byg på. Som WBA gjorde det i ’gamle dage’. En manøvre, der har lagt det fundament, som WBA står på i dag som fast inventar i Premier League.

Talenter - de findes i Croydon

Englands egentlig talentudvikling er, sådan sat lidt på spidsen, henvist til Londons betonghetto. Primært området omkring Croydon og omegn. Et sted så trist, så David Bowie har omtalt stedet som essensen af alt, multikunstneren ikke ønskede i sit liv. 0,6 procent af Englands befolkning bor i Croydon og nærområderne, men hele fem procent af alle aktive engelske spillere i Premier League stammer herfra. Der er lokalpolitiske tanker om at forvandle Croydon til en Barcelona-inspireret bydel. Grønne områder, boulevarder og højhuse i glas med byhaver. Beton-Catalonien har fremelsket Wilfried Zaha, Victor Moses, Chris Smalling, Lewis Grabban, Jason Puncheon, Kieran Gibbs, Joe Gomez, Nathanial Clyne og flere.

London har et væld af divisionsklubber og byen er rig. Penge, der også når ghettoen. Udbud og efterspørgsel, men det er tankevækkende, at betonen spirer talenter som en sidegevinst ved de massive pengestrømme, der tilflyder Londons fodboldverden via tv-penge og udenlandske ejere. Når nu hæderkronede rugekasser som St. James Park, Elland Road, Hillsborough og City Ground er tørkeramte. Leeds United lykkes stadig med et talent i ny og næ, men er også målt på det parameter langt fra fordums kadence.

En undersøgelse fra 2014 viser, at i hele Europa havde kun den cypriotiske liga flere udlændinge i startelleverne end Premier League. I 2015 stillede Arsenal til kampen mod Crystal Palace med en 16-mandstrup udelukkende bestående af ikke-engelske spillere. Arsene Wenger forklarede, at han ikke ser på nationalitet, men på kvalitet. Den daværende engelske landstræner Sven-Göran Eriksson (svensker) følte nok, han var gået forgæves til den kamp. Og det er jo en del af paradokset. Premier League hypes som verdens bedste og rigeste liga, hvorfor forventningerne til det engelske landshold helt indlysende er enorme hver gang Three Lions drager afsted til en slutrunde.

Fra at være repræsenteret af spillere fra absolutte tophold må Irland og Wales nu rekruttere fra andet og tredje geled. Halvdelen af Irlands trup til EM 2016 udgøres af spillere fra den næstbedste række eller nedrykkere fra Premier League. Dem var der ingen af ved VM 1990. Tallene er nogenlunde enslydende for den walisiske trup. Nordirland har fire spillere med fra League 1.

Nuvel, niveauet i The Championship og League 1 har, i takt med Premier Leagues tv-midler er dryppet ned, løftet sig markant, men de irske, skotske og nordirske spillere er ikke som før fra højeste hylde.

England, Irland, Nordirland og Wales gør klar til EM 2016. Et sandt triumftog over kanalen, hvor skotterne for en sjælden gangs skyld - sådan i nyere tid - også var tæt på at komme med på båden. Husk at i 2008 var ingen af dem med overhovedet. Heller ikke Skotland.

Men billetten til kvartetten skyldes ikke nye, potente tider på talentfronten, men at flere tv-penge betaler for en udvidelse af deltagerfeltet ved europamesterskaberne. Og de millioner er et lille læsejl fra UEFA’s hånd til Europas trængte små landshold efter Bosman-dommen og Premier Leagues perfekte storm.

Alle fotos: Getty Images