I Brøndby hader de os, men sådan har jeg det ikke med dem

XI: Hvordan er det som københavner at fejre guld nummer 11? Hvorfor er hadet fra Vestegnen ikke så vigtigt – lige nu?

Nicolai Kampmann er kommunikationschef i 3F. Og så er han fast inventar, når FC København spiller. I dette blog-indlæg skriver han om vejen fra mesterskab nummer 1 til nummer 11

Af Nicolai Kampmann

"Jeg vil hellere dø end bo i Brøndby"

Det er temmelig mere fodbold-bøllet end originallinjen fra ”Du gamla, du fria” (jeg bliver altid rørt over svenskernes nationalsang), der slutter med troskabs-eden: ”Jeg vil leve, jeg vil dø i Norden”.

Men stroferne er en evergreen på B- og C-tribunen i Parken, og havde den største stemme-glød under 2-0 afviklingen af FC Nordsjælland 15. maj.

Sådan er BIF altid til stede i FCK-universet, uden at der er skyggen af en BIF’er i nærheden. Det har dog mistet sin hidsighed i forhold til 90’erne og 00’erne, hvor der ofte også var gedigne slagsmål før og efter kampene.

Brøndby er blevet for sløje. Det er lidt svært at finde sin FCK-attitude mellem rivalisering på retur og meganerver før en match mod FC Midtjylland. Og i denne sæson – SønderjyskE!

Der er ikke sovs på den fan-bøf, så at sige…

Men altså - så stod man der igen. I kontrolleret guldrus den søndag aften i maj. Meget mere selvtilstrækkelig end i 1993, da guldet blev fejret med 4-6 mod AaB (ja, det blev den faktisk til Palle Plankeværks store fortrydelse). Det første guld.

Dengang var vi på vej, ved at bygge noget op - det tog så syv-otte år før det blev alvor - og København var igen på landkortet efter, at Per Bjerregaards Brøndby havde siddet tungt på sagerne i knap 10 år. Det var friskt, det var nyt at vinde guld dengang.

Hovedstaden – de danske mestre

Mesterskab nummer 11 føltes mest som en lettelse. At blive nummer to efter Jylland i 2014 og 2015 (AaB og FCM blev mestre de år) var ikke i orden. I FCK er man nummer 1 eller bums, og i år var vi så ”campeone” igen. Så der var optaget underholdning med Dan Rachlin, Michael Manniche, Jokeren med flere.

På scenen mellem A-tribunen og Østerbro Stadion var det sjoveste nok, at Ståle opildnede publikum til at skråle ”four more years” mod kaptajn Thomas Delaney. Jo, som manager bruger man alle kneb for at overtale den højt besungne tovejs-spiller og KB-dreng. Ståle er glad for Delaney, det er vi andre også. Men, det er Danmark, og manden træffer den modne beslutning, at nu er det nu. Hvis ikke han skal til udlandet, hvornår så? FCK er ikke Liverpool, og Delaney er ikke Gerrard. Desværre. Sådan er fodbold i Danmark.

Mellem mesterskab nummer 1 og nummer 11 er vi blevet kaldt lidt af hvert, mest noget grimt: ”Plastik-klub”, ”Købeklub”, ”PSE” (særligt brugt på Vestegnen efter at Per Bjerregaard misforstået ”besserwissede” egen stamme ved at definere Brøndby som en fodboldklub og FCK som en delaktivitet under underholdningskoncernen Parken Sport and Entertainment), ”luderne”, ”Lalandia”, Cafebøsser”, ”håndboldfans” (av, den svier… jeg er også håndboldfan).

I alle varianter har vi gjort en forskel, nok ikke til det bedre for folk, men jeg er stor tilhænger af, at man skal kunne komme af med sin intolerance. I Jylland er vi mest sådan nogle arrogante københavnere, og Ståle Solbakken skulle tekstes, hver gang han snakker!

Senest blev Glen Riddersholm også arrig og hev arrogancekortet, fordi det kiksede med fælles pressemøde før pokalfinalen. Nå nå!

Så kommer vi der og spiller helt i hvidt, som var vi fucking Real Madrid, ha! Vi vil spille i Europa, og vi har flest penge. København skal bare ned.

Det kan jeg godt se.

Fodbold i almindelighed skal have mere end 2 x 11 mand mod hinanden for at tænde til. Det er os, der repræsenterer noget ægte (traditioner, arbejdere, landet, hold-ånd, historie etc.) mod det falske (kun for pengene, ingen græsrødder, popsmarte kapitalister, ”journey men”, medgangsfans, etc.)

Man tillægger sin egen klub ædle værdier, det oprindelige. Følelser og opfattelser, der i nogle tider har haft reel betydning – i andre tider bare er tomme begreber grebet i afmagt over, at ens eget hold stinker.

Zanka the evil

Jeg kan ikke hade Brøndby, som deres fans kan hade FCK. Nu er ham her næppe en klassisk fan, men alligevel.

https://www.information.dk/debat/2016/04/burde-proeve-hade-zanka

Der er en stærk sammenhængskraft i at hade. Jeg har ofte spekuleret over, hvad hadet bunder i. Tror, det er mere end at tabe en fodboldkamp. Det er en oplevet kultur hos f.eks. Zanka, som man forstørrer - og så er der noget velkendt der.

Zanka, han hiver anførerbindet af Kahlenberg. Zanka, han fører sig frem med hurtige kommentarer, (det gør han faktisk!). Så: hans blod vil pynte på trøjen! Som det siges.

Jeg ved godt, at skribenten i Information er stille og rolig, men på Brøndby stadion er det godt at hade FCK og det klamme, vi står for. Godt så.

 Det er som om, at for mange gule er det vigtigere, at FCK taber, end at man selv vinder.

Okay, grov påstand, men jeg har set og hørt den udtrykt mange gange. Den tilgang står for mig som ren provins og/eller slet skjult mindreværd.

I det lys er det jo nærmest blasfemisk at tilstå, at jeg ikke har det sådan med Brøndby. I gamle dage var det den hårdeste konkurrent, og der var kriller i kroppen før en kamp. Men jeg har stor respekt for den enorme kultur og gejst, der er i den klub. Hvad ville Brøndby egentlig være uden deres fans?

Jeg tager hatten helt af for AaB anno 2014 med en samling nordjyske, egne udviklede spillere. Jeg er imponeret over, hvad SønderjyskE formåede i år ved stenhårdt arbejde, klar rollefordeling på holdet og en no nonsense tilgang til kampen.

Sydhavnen dør aldrig

Modstanden mod FCK har jeg altid fundet smukkest udtrykt i Valby Idrætspark. Her spiller holdet med Danmarks flotteste trøje, blå og lilla tværstriber, og her er en ”I kan ikke slå os ihjel” kultur  - om end konkurser har prøvet flere gange.

Det blev klart fornemmet af en amerikansk kammerat, jeg engang hev med til Valby: ”Frem, they are a bunch of hard workers!”

Her er ånden fra Sydhavnen tydelig, og rødderne vendt mod City Boys stolt.

Man kan sgu ikke fusionere to klubber-  KB og B1903, Frederiksberg og Gentofte:

”Vi er boldklubben FREM – ægte København!”

Det er jo rigtigt. Sydhavnen er ægte København. Anker boede der hele sit liv, og Frem sagde standhaftigt nej til at gå med i fusionen i 1992. Så hellere op og nedture i de lavere rækker, respekt.

Om et år fylder vi 25. Mange af begynder-årenes øgenavne mister styrke og for nye fans måske også mening? Den store klub er bare stor, og det er kun FCK, der fra starten af en sæson regner med at blive nummer 1. Alle andre vil ”spille med om medaljer” eller ”undgå nedrykning”. Juhu, hvor ambitiøst.

Da Ekstra Bladet spurgte rundt til, hvad sæsonens højdepunkt var, lød det:

Hobro: Da vi slog FCK 4-2 (i en kamp hvor man var rykket ned og FC blevet mestre).

FC Nordsjælland: Da vi slog FCK 2-0.

Brøndby: At vi var 11 minutter fra pokalfinalen - og dermed tæt på at slå FCK ud.

I AGF var det ”så stort” at nå pokalfinalen og få 20.000 fans til Parken. Hvor man tabte til FCK.

Er vi mætte eller sultne?

Vi er blevet holdet, man måler sig mod. Holdet, det er logisk at tabe til. Vi har jo flest penge, og holdet det er et årligt højdepunkt at slå.

Sådan har jeg det med INGEN hold i Danmark – og det er problem, egentlig. Især når vi triller ud af Europa inden sommeren er forbi. Det må bare ikke ske denne gang – mere om det i en anden blog.

 Jeg vil ikke sige, vi har vundet for meget.

Men når man ikke hader de andre, ikke engang Brøndby, og et mesterskab mest er en lettelse, så ruller fan-blodet for lidt. Sådan helt agurk gik vi jo ikke, hverken da guldet matematisk røg hjem mod Nordsjælland eller efter den sidste match mod GF.

Men kasketten af, virkelig, for sektionen her  - de fans, der bruger mange timer på tifoer og stemmebånd ER fodboldens salt: http://www.fck.dk/#/nyhed/2016/06/04/fc-copenhagen-drone-view-danish-champions).

I øvrigt spektakulære filmklip fra en drone. Den slags brugte man ikke i 1993…

Vi skal have genskabt sulten! Mit største fan øjeblik havde jeg i 1997, da vi efter et viljecomeback vendte 0-1 til 2-1 i pokalsemifinalen mod Silkeborg. Det var en ond tid, hvor der var rig brug for galgenhumor. Men den aften blev der danset og krammet på PH Lings Allé. Vi havde vendt os fra en ny fiasko og ind i finalen - som vi så også vandt. Det var kun på fight, godt spil brugte vi ikke på det tidspunkt.

Brøndby har ikke vundet guld siden den infame sæson i '05 – som alle husker!

Jeg tør ikke tænke på, hvor ulidelige de bliver, når de vinder igen. Hvis de vinder igen...