Finale-podcast: Tre ting, der kommer til at afgøre EM-finalen
EM podcast dag 31: Så er vi kommet til den store finaledag. Her får du den fulde optakt til aftenens EM-finale mellem Frankrig og Portugal.
Af Peter Brüchmann
Panelet i dagens Mediano EM Special består af journalist og fodboldspiller Arnela Muminovic og Danmarks U21- og OL-landstræner Niels Frederiksen.
Du kan høre dagens udsendelse her:
De tager os igennem EM-finalen og de to meget forskellige mandskaber med særdeles forskellige forventninger, der møder os, når Stade de France kl. 21 i aften byder indenfor til kulminationen på en måneds storstilet fodboldturnering.
I en fælles analyse peger de på de tre faktorer, der bliver mest afgørende i aftenens finale. Det meste knytter sig til det spændingsfelt, der ligger i det forventede kampbillede: Portugal som den afventende underdog mod Frankrig med de mange stjerner, de store forventninger og det entusiastiske og krævende hjemmepublikum.
Afgørende bliver:
Hvordan vil Frankrig stille op - med eller uden N'Golo Kanté - og i hvor stor udstrækning vil de forsøge at dominere kampen?
Hvordan vil Frankrig lykkes med at bringe EM-topscorer Antoine Griezmann i spil og bruge ham, hvor han er allerbedst?
Og i hvilken grad vil Fernando Santos og Portugal lykkedes med at udnytte et fransk hold, der forventes at både ville og skulle skabe kampen.?
- Jeg er meget spændt på den opstilling: Vil Didier Deschamps som mod Tyskland spille 4-2-3-1 uden Kanté. Eller vil han gå tilbage til 4-3-3. Det er det store spørgsmål. Tør han åbne op igen? Spørger Arnela Muminovic.
- Jeg troede før Tyskland i semifinalen, at han ville spille med Kanté. Det gjorde han ikke. Nu tror jeg, at han spiller uden Kanté, men jeg er stadig meget i tvivl, siger hun.
Niels Frederiksen peger på Portugals kynisme og bruger ordet 'destruktion'. I dagens debat taler Arnela Muminovic også om Portugal og Fernandos Santos' ord om at 'vinde grimt' om nødvendigt.
- Frankrig er et klart bedre hold og har væsentligt flere individualister. Portugal har spillere, der kan shine og score mål. Det har vist sig at være afgørende, siger Niels Frederiksen og fortsætter:
- Det har altid været nemmere at destruere end at skabe. Det bliver Frankrig, der skal skabe. Portugal, der skal destruere. Men jeg forventer ikke et kampbillede, der siger 65-35 i fransk favør.
OL-landstræneren har i det hele taget ikke fundet stor inspiration i EM-slutrunden og ser også Portugals finaledeltagelse som et udslag af den nye turneringsstruktur.
- Det er i hvert fald ikke her, at de nye tendenser er opstået. Og Portugal i finalen er et udslag af 24 hold og mange nye hold. Portugal går videre som 3'er i puljen uden at vinde en kamp.
Men tilbage til den sidste af de afgørende faktorer: Antoine Griezmann.
- Man skal bygge sit hold op om de bedste spillere. Og her har det vist sig, at Griezmann er bedst i det tætte samarbejde med Olivier Giroud. Vi taler så meget om den 9er. Frankrig HAR ham. Vi har set, at Griezmann er bedst tæt på Giroud, men også at Giroud bliver bedre, når Griezmann ligger tæt på ham, siger Arnela Muminovic.
Hun argumenterer i udsendelsen for, hvor netop Portugal som modstander kan være mere oplagt for Frankrig til at spille uden N'Golo Kanté, fordi portugiserne ikke i samme grad som Tyskland har spillerne, der kan udnytte den plads, der bliver uden Leicester-spilleren.
Dagens udsendelse rummer også diskussionen om Cristiano Ronaldo, dennes karriere og den udtalte Portugal-kritik i løbet af turneringen.
Og vi får et kig på, hvem der vil være VM-favoritter om to år, når slutrunden skal afvikles i Rusland.
Endelig fortæller Niels Frederiksen om det arbejde, der lige nu foregår med Danmarks sammenflikkede OL-landshold, der om præcist en måned skal møde Brasilien med Neymar og måske Diego Costa på hjemmebane i Rio.
Frederiksen udtager sin OL-trup mandag d. 18. juli.
HUSK: Skriv gerne en anmeldelse i iTunes, giv os en vurdering - og allervigtigst: Hvis du kan lide vores podcast, så del dem med vennerne. Mediano er et nyt medie uden markedsføring, uden mediepartner og uden budget til at promovere vores indhold, så vi lever af, at I vil dele vores indhold.
Mediano EM Special laves i samarbejde med Oddset. Mediano er et site uden bannere og uden brugerbetaling. Til gengæld tager vi vores partnere ind i indholdet, hvor det er relevant. Gå ind på oddset.dk/mediano så kan Oddset og Danske Spil se, at brugerne kommer fra Mediano og det øger chancerne for, at vi kan lave flere podcasts i fremtiden.
Podcasten er optaget på udstyr venligst udlånt af Sweepr
Foto: Getty Images/Jean Catuffe