Italiensk for begyndere: Calcio - den store grundbog i Serie A og omegn

Velkommen til Calcio - en verden, der ligner alle andres fodboldverden. Og så alligevel ikke. Her fører Brian Bødker dig næsten fra Adam og Eva op til det årti, der i den grad er domineret af Juventus. Vi kalder det 'italiensk for begyndere', men i virkeligheden er det en grundbog i kultur, sociologi og alt det, der - også - præger calcio.

 

Af Brian Bødker

I Danmark er italiensk fodbold undereksponeret i forhold til især engelsk og tysk fodbold.

Det kan synes uretfærdigt, da italiensk fodbold rummer rigtigt mange finesser og finurligheder. Det er eksempelvis italienerne der har givet os navnet: Mediano, for den defensive midtbanespiller.  Men de har også beriget vores fodboldsprog med navne som Trequartista, Director eller Libero. Italiensk fodbold er i sandhed et kapitel for sig.

Calcio, det italienske ord for fodbold, kan bedst beskrives som en slags verdslig religion. Italienerne er meget dedikerede og har meget stor viden om fodbold – både om spillet på banen, men også om spillet uden for banen. Italienerne mestrer både den teatralske og den professionelle side af fodbold til topkarakter. Dette har givet mange underholdende indslag og mange store titler til Italien igennem tiderne. 

I denne artikel vil jeg beskrive essensen af Calcio og prøve at give en forståelse af italienernes adfærd i forbindelse med fodbold. Artiklen tager især udgangspunkt i de tre store klubber: Juventus, AC Milan og FC Internazionale. Calcio er selvfølgelig meget mere end disse tre klubber, men det er dem, som mestendels tegner og former Calcio, både på godt og ondt. Undskyld til romerne. Undskyld til syden. Men her taler vi historiske linjer.

Juventus er essensen af italiensk fodbold, og er tidligere blevet beskrevet her på Mediano i historien om vinderens DNA.

28 titler til Italien

Lad os lige indledningsvist få sat styrkeforholdet på plads mellem de store fodboldlande til og med 2016. På landsholdsniveau har Italien vundet VM fire gange, og er kun overgået af Brasilien (5 titler) og er på niveau med Tyskland. Italien har vundet EM en gang, men er overgået af Spanien og Tyskland, der hver har vundet EM 3 gange.

På klubniveau har italienske klubber vundet Europa Cup for mesterhold/Champions League i alt 12 gange. De er kun overgået af Spanien, hvis klubber har vundet 16 gange, og er på niveau med England. Italienske klubber har vundet UEFA Cup/Europa League 9 gange, og er kun toppet af Spanien, hvis klubber har vundet 10 gange. Italienske klubber har vundet Pokalvindernes Cup 7 gange, og er kun overgået af England, hvis klubber har vundet 8 gange i alt, men på niveau med Spanien. Hvis de vundne antal klassiske europæiske titler lægges sammen, fremkommer denne rangliste:  Spanien: 33 titler, Italien: 28 titler, England: 27, Tyskland: 18 titler.

Francesco Totti havde det pænt godt med den her i hånden, da holdet vendte hjem til Rom i 2006 efter at have vundet VM-titlen i Tyskland. Foto: Getty Images/Ernesto Ruscio.

Med andre ord: italienerne kan noget, når det drejer sig om fodbold.

Den italienske tilgang til fodbold og deres fodboldkultur fremkalder på samme tid både fascination og forundring. Men en ting er sikkert: det er aldrig kedeligt at betragte. Hvis man skal forstå Calcio, skal man også forstå Italien. Så her starter vi.

Italien - høj selvtillid, lav sammenhængskraft

Italien er en relativ ung nation. Victor Emanuel d. II og Giuseppe Garibaldi samlede de mange bystater og fyrstedømmer på halvøen til ét kongerige i 1861, og Italien blev en republik i 1946.. Italien er et land med meget store forskelle, særligt i mentaliteten hos indbyggerne i Syd og Nord. Hvor norditalienerne har en mere germansk eller centraleuropæisk mentalitet, med fokus på hårdt arbejde, og disciplin, så er syditalienernes mentalitet mere latinsk og tilbagelænet.

Der er svage, men dog tydelige, regionale spændinger i Italien. I norditalienernes perspektiv, så skabes værdierne og kulturen i Nord, men pengene tages og fordeles af Rom og i bruges i Syd. Dette ytrer norditalienerne sig ofte om, hvor en af udtryksformerne er ”diskrimination på baggrund af territorialt ophav”. Det er den juridiske betegnelse for, når tifosis fra Inter, Juventus og Milan råber nedsættende ord om folk fra Napoli og resten af Syditalien på San Siro eller Juventus Stadium.

Siden samlingen har den italienske stat haft store legitimeringsproblemer, og som spændingerne mellem Nord og Syd viser, er sammenhængskraften i nationen er ikke særlig stor. Italienerne har en lavere tillid til hinanden, til deres regering og generelt til autoriteter såsom regering, retsvæsen og politi end eksempelvis danskere og tyskere har.

Lav tillid til individet i autoriteten

Italienernes har ikke kun en lav tillid til staten, men også til andre magtfulde institutioner såsom kirken og Fodboldforbundet. Italienernes forhold til autoriteter er generelt lidt paradoksalt. De respekterer som sådan institutionerne og anerkender klart, at de har en vigtig funktion i samfundet. Regeringen skal styre landet, kirken skal samle og vejlede, politiet skal sikre ro og orden og Fodboldforbundet skal afvikle kampene rigtigt og fair.

Men mens italienerne har stor respekt for selve institutionen eks. retsvæsenet, så har italienerne meget lidt respekt og tillid til det enkelte individ, som på institutionens vegne skal varetage funktionen, eksempelvis den enkelte dommer eller politimand. For italienerne tror ikke på, at dette individ er objektivt og neutral. Individet vil altid have en præference i forhold til en gruppe eller et hold og vil begunstige dem, tænkes der. Da dette individ er udstyret med stor magt til eksempelvis at påvirke folk eller anholde folk, så ser italienerne i udgangspunktet på dem med stor skepsis.  Dette hænger også sammen med, at italienerne opfatter regler og love som fleksible og som kan fortolkes og bøjes efter situationen.

Fordine fjender gælder loven, for dine venner fortolker du loven. Sagde Giovanni Giolitti. Foto: Getty Images/Bettmann

Denne mentalitet er blevet indfanget af et citat fra Giovanni Giolitti, tidligere premierminister i Italien: ”For dine fjender gælder loven, for dine venner fortolker du den”. I Italien smugkigger Fru Justitia altså over bindet for øjnene, inden hun vælger. Der er endvidere en udvidet accept af begrebet Nødret i Italien. I Italien tilgives tyveri, hvis man er sultende, hvilket er stadfæstet af det italienske retsvæsen [1]. I et land, hvor fodbold er en verdslig religion, hvor det at vinde titler er altafgørende, kan nødretten godt bruges til at bøje en regel eller to både på og uden for fodboldbanen.

Sorteggio - og det særlige spil

I denne kontekst af generel mistillid til autoriteter, har italienernes selvfølgelig også en dyb mistillid til fodbolddommere. Disse er udstyret med stor magt til at afgøre kampe, og da det er absolut vigtigst at vinde i Italien, er dommeren blevet til endnu en spiller på banen, som skal påvirkes.

Fodbolddommere er i italienernes øjne altid forudindtaget over for ét af holdene, man mangler bare at finde ud af, hvilket af holdene det er. Men ofte ved klubberne godt hvilke dommere, som tidligere har begunstiget deres klub eller dømt imod dem. Så når den meget imødesete, ugentlige tildeling af dommere til weekendens kampe, kaldet Sorteggio, offentliggøres om onsdagen, så går medierne straks i gang med analyser og spekulationer, og klubpræsidenter enten jamrer eller roser den tildelte dommer for dennes fairness. Spillet om resultatet på banen starter meget tidligere end når dommeren fløjter selve kampen i gang.   

Luciono Moggi - hovedpersonen i nutidens største skandale i Serie A. Foto: Getty Images/Claudio Villa.

Der foregår kontinuerligt et spil uden for banen og før kampen fløjtes i gang. Pre-tattiche, som oversat betyder prætaktik, kalder italienerne alt det, som foregår, før kampene fløjtes i gang. I prætaktik indgår det psykologisk spil blandt trænere, falske udmeldinger om skader eller holdopstillinger og altså også beklagelser over valget af dommere

Det er derfor ikke nemt at være dommer i Italien. De bliver kritiseret i tv og svinet til af den tabende part. Af og til bliver de også fysisk angrebet, og der er et tilfælde, hvor en dommer er blevet låst inde af en direktør. I november 2004 undlod dommer Paparesta at give Juventus et straffespark, og Juventus endte med at tabe 1-2. Den berygtede Juventus direktør Luciano Moggi, som blev fradømt al kontakt med professionel fodbold pga. Calciopoli, jagtede dommeren og låste ham inde i omklædningsrummet. Paparesta slap dog ud, og Moggi blev efterfølgende sigtet for kidnapning, men ikke dømt. Italienerne tager fodboldresultater seriøst. Det er faktisk det eneste som betyder noget! 

I Calcio er resultater og titler afgørende

Den italienske tilgang til fodbold er meget anderledes end i stort set alle andre europæiske lande. Den vigtige ting, som man skal forstå i forbindelse med Calcio er, at det kun drejer sig om resultater og titler. Italienerne er rationalister, når det kommer til fodbold. Resultatet er altafgørende, og alt og alle i Calcio bliver vurderet ud fra deres resultater og titler. Hvor englænderne og tyskerne, groft sagt, vil se en spændende kamp og kræver 100% fight og indsats fra spillerne, så kræver italienerne et resultat. 

For englænderne og tyskerne er formålet med en fodboldkamp selve spillet. Det er målene, nærkampene, redningerne, at løbe efter enhver bold, tackle igennem osv. Der er en mere klassisk, romantisk stemning omkring kampene i disse lande, hvor englændere og tyskere også godt kan anerkende og applaudere flot spil og intens fight, selvom deres hold taber. Dette kan italienerne også godt gøre ved amatørkampe hvor der andre værdier på spil, såsom kammeratskab, glæden ved spillet og motion. Men for en italiener er formålet med en professionel fodboldkamp selve resultatet.

Der er en nøgtern og rationel tilgang til kampen, hvor formålet med kampen er at sikre point og underholdningen kommer af at spejle sig i mesterskabspokalen. At vinde eller tabe er altafgørende i Italien – vinderen hyldes og er et geni! Taberen glemmes og smutter flovt ud af bagdøren. Den måske mest italienske klub af alle, Juventus, har et credo som rammer denne mentalitet lige på: “winning isn´t important – it is all that matters!”. Sejren må gerne ske på hjemmebanen, da italienske hold ikke har et behov for at underholde på udebane.   

Når der fokuseres så ekstremt på resultater, så er det for italienerne vigtigst af alt, ikke at tabe. At spille uafgjort kan accepteres, men at tabe er simpelthen ikke acceptabelt. En tabt kamp giver intet brugbart resultat, og gør erobringen af titlen endnu sværere. Måden hvorpå kampene vindes, er for italienerne stort set irrelevant, da det basalt set drejer sig, om, at modstanderen ikke scorer. Scorer modstanderen ikke, er der point at hente. Derfor er det vigtigste for alle italienske hold, at de for alt i verden ikke må tabe.  

Denne mentalitet kan opsummeres meget simpelt ved denne sætning: ”Prima non prenderle”, som kan oversættes til, at vores første prioritet er et ”rent bur” eller: ikke at lade modstanderne score.

Unødvendigt at vinde med mere end 1-0

Italienske hold vinder sjældent målrige sejre, men hiver oftest en 1-0 eller 2-1 sejr hjem. I italienernes rationelle perspektiv, anser de det ikke at være effektivt at vinde med mange overskydende mål. Da det jo kun er nødvendigt at vinde med 1-0, er det i italienernes perspektiv irrationelt at bruge kræfter på at score til 2-0 eller 3-0. Samtidig er det unødvendigt at udsætte spillerne for ekstra fare for skader, hvis spillet forceres imod at score flere mål end dem, der sikrer sejren. Men det skyldes også ligeså meget, at italienerne ikke ønsker at ydmyge deres modstandere. Der er ingen grund til at trampe på en nedlagt modstander, hvis man allerede fører 1-0. Bevares, hvis modstanderen ligefrem inviterer til, at der scores imod dem, så gør italienerne det. Men, når de fører, gearer de ned og forsvarer føringen, og tager resultatet hjem.   

Men sætter italienerne slet ikke pris på flotte æstetiske detaljer, intens kamp om bolden eller velkoreograferede angreb? Jo, det gør de skam. Landet med Ferrari, Amarone, Haute Couture-tøj og kunstnere som Michelangelo, Raphael og Verdi både forstår og sætter pris på smukke ting. Men for italienerne overstråler resultater og titler langt det flotte spil. At lade spilletrøjen spejle sig i sejrspokalen, er det bedste billede, som kan tages af en fodboldklub. Hvad nytter det, at spille det flotteste, mest fortryllende og imponerende fodbold, hvis holdet taber? Et italiensk ordsprog udtrykker dette gennem et andet af italienernes yndlingsting, nemlig mad: ”en tabt kamp er som at kunne få alle de appetitvækkende aromaer fra den mest lækre ret, men uden at kunne sætte tænderne i den og smage den”. For italienerne er der ingen trøstpræmie i fodbold. Ingen husker, hvem der kommer på 2., 3. eller 4. pladsen, men alle hylder og husker vinderen. Men selv om italienerne husker og hylder vinderen, så stilles der altid det eftertænksomme spørgsmål: gik alt nu rigtigt til, eller var det hele aftalt på forhånd?

Ingen forventer mere end 1-0, når en landstræner fører sig hold på banen, som Antonio Conte gjorde under EM i Frankrig. Foto: Getty Images.

Med konspiration skal konspiration fordrives

Kombinationen af den stærke trang til at vinde, den manglende tillid til fodboldautoriteter og disses differentierede fortolkninger af loven, har givet anledning til et både underholdende, men i længden også trættende aspekt af Calcio. Dette aspekt er alle de konspirationsteorier, som kontinuerligt dukker op, og ikke forsvinder. Calcio er til tider nærmest i en paranoid tilstand, hvor der florerer konspirationsteorier om sportslig svindel, snyd samt påstandene om, at nogle klubber får ekstra ”hjælp” fra dommerne.

I Italien er der ofte en overbevisning om, at mesterskabet er forudbestemt. Det eneste som mangler er at finde ud af, hvis tur det er til at vinde i år. Denne overbevisning er meget stærk og er blevet en slags videnskab kaldet: Dietrologia – som groft oversat betyder ”bagvedslogik” eller mere præcis: ”sammensværgelseslogik”.

Juventus med hele stjerneparaden måtte ned i Serie B. Her er returen sikret med en glad træner, Didier Deschamps. Foto: Getty Images/New Press

Dietrologia udforsker konspirationsteorierne, hvor hver begivenhed søges forklaret med henvisning til magtspil eller andre usynlige kræfter, som påvirker udfaldet af en fodboldkamp. Forklaringerne er sjældent bevist rigtigt eller forkert, men netop denne ubeviselighed fungerer som brændstof til nye konspirationsteorier. Deri ligger Dietrologia´s sande magt. Da alt, der sker i skyggerne og de beskyldte benægter alt, men heller ikke kan modbevise noget, kan konspirationsteorierne stå uantastet hen. Men disse konspirationsteorier kommer ikke ud af ingenting. Der har været flere hændelser af mistænkelig natur og med afsløringen af Calciopoli i 2006, var der bevis for, at nogle klubber fik hjælp fra embedsmænd fra FICG. Luciano Moggi, Juventus´ direktør, blev dømt for at have påvirket udvælgelsen af dommere til sit hold, Sorteggio, så Juventus fik dommere, der var venlige mod klubben. Desuden var AC Milan, Florentina, Lazio, Reggina og, som det blev senere afsløret, FC Internazionale  også involveret i skandalen.

Som en konsekvens af dette blev Juventus frataget mesterskabet i 2004/05 og 2005/06 samt blev forvist til Serie B. Luciano Moggi blev bortvist fra professionel fodbold for livet. Calciopoli syntes at bevise Dietrologia.

Fra Juventus til Inter og til Juventus igen

Men i den sande ånd af Dietrologia, blev den oprindelige konspirationsteori (Calciopoli), tilbagevist af Juventus´ fans, der kom op med en ny teori: At hele skandalen blev skabt og organiseret af FC Internazionale og dens præsident Massimo Moratti. Igennem Moratti’s forbindelser til formanden for Telecom Italia, Mario Tronchetti Provera, fik Moratti gennemført en række telefonaflytninger, som afslørede Moggi´s og andres samtaler med den ene af de to dommerudvælgerne. Disse samtaler blev derefter sendt til myndighederne og senere til Gazetta delle Sport, hvis ejer, Carlo Buaro er en tidligere vicepræsident for FC Internazionale.

Mediedækningen tvang myndighederne til at undersøge sagen, og skandalen har udviklet sig derfra. Den klub, der tjente mest fra alt dette var FC Internazionale. De blev tildelt mesterskabet i 2005/06, som Juventus oprindeligt havde vundet, og nød godt af Juventus´ nedrykning. I den sande ånd af Dietrologia, skal konspiration fordrive med konspiration! Og som det efterfølgende skulle vise sig, var der er ingen røg uden ild. I 2011 blev det afsløret, at FC Internazionale tilsyneladende havde påvirket den anden af dommerudvælgerne.  Men på grund af det faktum, at forældelsesfristen var udløbet, kunne klubben ikke straffes.

Dette fænomen, at egentlig være skyldig i en forseelse, men ikke blive straffet, da forældelsesfristen er udløbet, sker også af og til i Calcio. I 2007 blev Juventus også ”saved by the bell”, da det blev bevist, at klubben havde brugt doping, men pga. flere appeller udløb forældelsesfristen og klubben kunne ikke straffes.  

Konspirationsteorierne og Dietrologia har medført et andet aspekt af Calcio, nemlig: Vittimismo – offerisme. Dette begreb, betyder, at alle klubberne og fans ser sig selv som ofre for svindel og korruption. Kan man ikke drage direkte nytte af en konspiration, kan man da prøve at spille offerkortet, og skyde skylden på manglende titler på andres konspiration. Hver tifosi og klubpræsident kan fortælle historier om, da deres klub blev snydt eller frarøvet en klar sejr. Det er sjældent bevist endsige modbevidst, men tjener kun til at styrke både Dietrologia og følelsen af Vittimismo.

Il Grande Inter

I den italienske fodboldverden er der en usagt konsensus om, at Juventus FC er den klub, som gennem tiderne har fået mest ”hjælp” til at vinde titler. Dette indbefatter også Juventus´ egne fans. Men også AC Milan og FC Internazionale bliver opfattet som klubber, der har modtaget hjælp fra dommere og FICG (Det italienske Fodbold Forbund). Igennem tiderne har fokusset på, hvem der har fået mest ”hjælp” dog skiftet:

Inter var store dengang i 60'erne og 70'erne. Her med Roberto Bonsegna. Foto: Getty Images/Popperfoto.

I 1960’erne var påstanden, at FC Internazionale blev foretrukket af dommere, da Il Grande Inter kom igennem 100 kampe uden at få dømt ét eneste straffespark imod sig. Igennem 1970´erne påstod AC Milan og deres fans at være udsat for hårde og uretfærdige dommere. Igennem 1980´erne og op i 1990´erne har FC Internazionale følt sig snydt af dommere og fodboldmyndighederne, og i 2000´erne har Juventus og deres fans følt sig meget forfulgt med nedrykningen til Serie B og fratagelse af to mesterskaber.    

En tredje ret særlig dimension ved Calcio sker ofte ved udgangen af en sæson. Der sker det, at nogle kampe ender med nogle mærkelige resultater. Disse resultater indikerer Collusione, hvilket betyder fiksede kampe og aftalt spil. Siden 1960'erne har det været skik i Calcio, at hold hjælper hinanden med resultater. Der sker typisk ved, at et hold, som ikke har noget at spille for, eksempelvis et midterhold, som hverken kan vinde titler eller rykke ned, og derfor ikke har brug for pointene, hjælper modstanderen, hvis denne er i spil til en titel eller til nedrykning. Denne type af aftalt spil er så velkendt en begivenhed, at det har et navn: Tipica partita de fine stagione – som oversat betyder:  et typisk spil i slutningen af sæsonen.

Tipica Partita de fine stagione

I et tilfælde af Tipica partita de fine stagione, vil det hold, som har sit på det tørre, ”lægge sig ned” for at hjælpe det hold, som har brug for pointene. Det hold, som ikke har noget at spille for, vil pludselig lave fejl i angrebet eller forsvaret, vel og mærke fejl, som de ikke gjorde tidligere på sæsonen. Holdene gør det ikke for penge, men snarere som en del af et fint net af gavnlige tjenester, som italienske hold gør for hinanden. Der er en anden type moral på spil her. En moral, hvor det opfattes som irrationelt at spille for fuld kraft, hvor der ikke er noget på spil, og at det er umodent kun at spille for stolthedens skyld, hvor andre kan få højere gavn af pointene. 

Fænomenet er komplekst og giver kun mening i det mærkelige sæt af uskrevne regler, der findes i Calcio. Tipica Partita de fine stagione giver nogle indsigter i det italienske samfund: hvis man vil opnå noget i Italien, har man brug for hjælp og tjenester. Man er nødt til at hjælpe hinanden og hvis man er med i arrangementet, kan man få del i alt. Men er man udenfor, vil man ikke opnå noget eller få hjælp. Hvis man spiller med, vil man få hjælp til sidst, og hjælpen går altid til den, som har mest brug for det. Den italienske tifosi synes at acceptere Tipica Partita de fine stagione, men myndigheder og medierne anerkender naturligvis ikke fænomenet, og prøver at komme det til livs. Det er dog særdeles svært, da det ikke er nemt at bevise eksistensen af aftaler, når der ikke er nogen penge eller anden dokumentation involveret. Som en reaktion på dette, giver mange avisers kommentatorer ikke nogen forudsigelser af resultatet og giver efterfølgende heller nogen karakter til spillerne. Nogle af spilfirmaerne undlader helt at udbyde spil på visse kampe, hvor der er mistanke om Tipica partita de fine stagione. Det er jo ikke specielt retfærdigt eller slet ikke i tråd med den sportslige ånd, som vi i Nordeuropa lever efter.

Men i Calcio tæller kun resultater og titler, og det ses tydeligt i italienernes foretrukne taktiske systemer.

De tre mest foretrukne taktiske systemer

Italienernes prioritering af resultater og forkærlighed for defensiv fodbold, har været drøftet mange gange gennem historien. En af Italiens store fodboldforfattere, Gianni Brera, forsøgte at forsvare Italiens brug af de defensive taktikker Catenaccio og Zona Mista. Brera, som blev kaldt The Godfather of Calcio writings hævdede, at italienerne ikke havde fysikken til at matche andre europæiske folk, og det var middelhavskosten, som forårsagede denne mangel på fysisk styrke. Derfor måtte italienerne, ifølge Brera spille mere effektivt og defensivt for at vinde. 

Se dét er et mestermøde: Arrigo Sacchi, Carlo Ancelotti og Antonio Conte til Hall of Fame møde i 2015. Foto: Getty Images/Paolo Bruno.

En af de store italienske trænere, Arrigo Sacchi, havde en anden forklaring på italienernes defensive tilgang til fodbold: ”Italy had a defensive culture, not just in football. For centuries, everybody invaded us”. Sacchi mente dog ikke, at italienerne var fysisk ringere end andre mennesker, men at den italienske mentalitet var anderledes. Sacchi hævdede italienerne var dovne og manglede evnen til at arbejde hårdt. Han lod derfor sine spillere i Parma, og senere i AC Milan, arbejde hårdere end noget andet italiensk hold, og spillede angrebsfodbold med højt pres i Zonal Pressing.  

Men den italienske forkærlighed for defensivt fodbold er ikke det samme som, at italienske hold spiller kedeligt. Italienske hold vil generelt gerne være i boldbesiddelse, men benytter ikke nødvendigvis denne besiddelse til at score mål. I stedet forhindrer de derigennem modstanderne i at score. Italienerne spiller altid ud fra forsvaret, enten med omhu og kontrol, hvis de er foran eller med stor hastighed og intensitet, hvis de er bagud. De italienske målmænd sparker meget nødigt bolden langt ud. De kaster i stedet eller spiller bolden til den nærmeste holdkammerat, som starter spillet nedefra. Derfra afventer de med tålmodighed på, at der opstår en blottelse hos modstanderen, som de kynisk og klinisk vil udnytte. Italienske hold angriber mindre, men de angriber langt mere effektivt.

Italienske hold er taktikkens mestre.  Hver træner i Italien har flere systemer, som holdet kan spille og de skifter gerne system midt i kampen. Trænerne overlader intet til tilfældigheder, og spillerne trænes i nøje udtænkte løbemønstre. Disse løbemønstre skal følges og spillerne forventes at være disciplinerede og følge taktikken til punkt og prikke. Dette giver så meget lidt plads til kreative spillere, som har fantasi til at udforme spillet på banen på egen hånd. Derfor har kreative spillere, som ikke kan indordne sig i et stramt taktisk system det meget svært i Italien. Der spilles mange forskellige taktiske systemer i Italien, men der er særligt tre, som har givet titler og genlyd. Disse tre er: Catenaccio, Zona Mista og Zonal Pressing.

Catenaccio

Catenaccio! Catenaccio betyder hængelås på italiensk og kendetegner foruden en taktik også en fodboldfilosofi.  I Catenaccio positioneres spillerne med det formål at ødelægge modstandernes spil og selv score på kontraangreb. Taktikken hedder oftest: 1-3-5-1, hvor Catenaccio indførte en ny rolle, nemlig liberoen, også kendt som sweeperen. Udgangspunktet i Catenaccio er et skudsikkert forsvar, hvor en spiller placeres bag ved de tre forsvarsspillere til at samle løse bolde op, eliminere modstandere, der slap fri eller dobbelt-markere modstandere. Libero betyder den frie, og som navnet antyder kunne liberoen bevæge sig frit og støtte op om sine holdkammerater. 

Hele holdet forsvarer sig, når modstanderen er i boldbesiddelse og når bolden erobres, afleveres den hurtigt og vertikalt til angriberne med en høj og lang bold. Denne stil kaldes også: Gioco vertikale – det vertikale spil. Det er baseret på få lodrette afleveringer på langs af banen, hvilket muliggør et hurtigt skifte fra forsvar til angreb. Der spilles meget sjældent horisontalt, da holdet dermed vil åbne sig op for kontra-angreb, hvis bolden mistes.

Helenio Herrera, en af Italiens taktiske godfathere med oprindelse i Sydamerika. Foto: Getty Images.

Catenaccio bragte succes til italiensk fodbold i 1960´erne. Men der var forskellige varianter af denne taktik. I AC Milans udgave af Catenaccio ville de gerne have bolden og benyttede liberoen (Cesare Maldini), som et defensivt våben, men også som et offensivt våben til at skabe overtal på midtbanen. Inter vil helst ikke have bolden og brugte mere liberoen (Armondo Picchi) som en sweeper, der ryddede op bag ved forsvaret. Inter havde derimod angrebsivrige backs, som både kunne slå en lang aflevering og selv løbe fra deres modstandere. 

Catenaccio som taktik har sin oprindelse hos schweizeren Karl Rappen i 1930'erne. Rappens tanker kom til Italien via træneren Gipo Viani i 1940´erne som først brugte Catenaccio i Salernitane og efterfølgende tog denne taktik med sig til AC Milan. Hans efterfølger som træner i AC Milan, Nereo Rocco, havde også brugt Catenaccio i Trieste, og Rocco fik stor succes i AC Milan med Catenaccio, da de som det første italienske hold vandt Europa Cup'en for mesterhold i 1963. I den blå-sorte del af Milano, arbejdede Helenio Herrera også med Catenaccio. I Herreras udgave var Catenaccio mere militaristisk, kynisk og brutal. Herreras taktiske system er også blevet kaldt anti-fodbold, og er kommet til at symbolisere alt, hvad der er dårligt ved italiensk fodbold: defensive spillere, brutal adfærd, kedelig og kynisk spil. Men det gav FC Internazionale sejr i mesterholdenes Cup i 1964 og 1965. FC Internazionale har igennem centrale dele af sin historie benyttet denne taktik med et skudsikkert forsvar og giftige kontra-angreb og er kommet til at fremstå som idealeksemplet på Catenaccio.

Zona Mista

Catenaccio blev videreudviklet af Giovanni Trappattoni til Zona Mista i 1970- og 1980´erne. Zona Mista betyder mikset zone, og Trappattoni udviklede denne taktik i Juventus som en respons på AFC Ajax´ totalfodbold, som havde sejret over Inter´s Catenaccio i 1972.  Zona Mista kombinerer Catenaccio´s dobbelt markering med zone-forsvar. I stedet for at markere en direkte modspiller, fik hver midtbanespiller og forsvarer en bestemt zone på banen at dække. Når en spiller flytter sig uden for sin zone, udvider en holdkammerat sin zone for at dække det umarkerede område.

Der er stadig en dobbelt markering, da liberoen og bakker op bag de centrale forsvarsspillere. De centrale forsvarsspillere dækker ikke en bestemt spiller, men dækker i stedet de modstandere, som kommer i deres zone. Det samme gør sig gældende for midtbanen og angriberne, som falder tilbage, hvis en midtbanespiller angriber. Taktikken kan numerisk opstilles som 1-3-4-2, og er senere blevet videreudviklet til 3-5-2 taktikken, som er Antonio Contes varemærke. Conte spillede for øvrigt under Trappattoni i Juventus og var en bidsk og altid fightende Mediano, ligesom Trappattoni var det i AC Milan under Nereo Rocco i 1960´erne. Og netop AC Milan har stået for det tredje taktiske system, som har givet store titler.  

Giovanni Trappattoni. Foto: Getty Images/Christopher Lee

Arrigo Sacchi og Zonal Pressing

Zonal Pressing! Dette taktiske system var et paradigmeskift i italiensk fodbold og blev skabt af Arrigo Sacchi. Han implementerede vedholdende offensivt presfodbold i Parma og efterfølgende i AC Milan. Zonal Pressing var Catenaccios direkte modsætning: Fodbold med højt, aggressivt pres og fokus på boldbesiddelse, dominans og horisontale afleveringer! At Milan nu spillede horisontalt, altså på tværs af banen med stor risiko for at blive fanget i en kontra, fik både presse, tilskuere og spillere til at udstøde et: ”Mamma Mia!”

For de fleste italienere er dette i fodboldmæssig forstand selvmord.  Kontrahold lukrerer netop på at opsnappe en tværgående aflevering og afgøre kampen igennem et klinisk mål scoret efter omstilling. Noget som italienerne jo er verdensmestre i at gøre. Men Sacchi havde en plan for at imødegå dette. Sacchi droppede liberoen og spillede med fire forsvarspillere på linje. Han tog udgangspunkt i en 4-4-2 opstilling og kombinerede denne med zonemarkering, højt pres på modstanderens banehalvdel og aktivt brug af offside-fælder. 

Mesteren, som han så ud, før han fandt de blå briller frem: I Parma, hvor hele revolutionen begyndte under Arrigo Sacchi. Foto: Getty Images/Grazia Neri.

Forsvarskæden blev skubbet helt op til midterlinien, hvorved AC Milan pressede spillet så meget sammen, at der ikke var mere end 25 meter fra forsvarskæden og til angrebskæden. Så skulle modstanderne gennembryde tre kæder lige efter hinanden, hvilket viste sig at være meget svært. Og skulle der slippe én igennem, så klappede Franco Baresis offsidefælde i. Og skulle den undtagelsesvist ikke klappe, så kunne han eller Paolo Maldini altid løbe modstanderen op.  Det skete dog sjældent, og der var flere kampe, hvor målmanden slet ikke rørte bolden.

Det pres som Milan praktiserede, var meget differentieret og disciplineret. Hvad der var særligt under Sacchi var, at det ikke kun var bolden, som bevægede sig. Hele holdet bevægede sig som én enhed i en enkelt, koordineret bevægelse. For at opnå konsistens i spillet, er alle spillere på holdet nødt til at bevæge sig i samme retning som bolden.

Hvor der i andre formationer normalt er fem-seks spillere, som bevæger sig, mens resten er stationære, så bevægede alle spillerne på Milan-holdet sig i samme retning som bolden. Hele holdet bevægede sig op og ned og fra side til side, mens de alle beholdt den samme afstand fra hinanden.  Denne formation adskiller AC Milan fra andre offensive, preshold som AFC Ajax i 1970'erne eller FC Barcelona i 2010'erne. Disse to hold spillede mere flydende og dynamisk med spillere, som havde større frihed til at strejfe og søge deres egne kreative løsninger på udfordringerne. Spillerne på Arrigo Sacchis hold skulle følge hans mønstre og anvisninger til punkt og prikke, hvilket også gjorde systemet meget stift og ufleksibelt.

Rigig meget italiensk fodbold samlet på et billede: Paolo Maldini, Andrea Pirlo, Gianluca Buffon og så lige Shevchenko på fløjen. Foto: Getty Images/Guiseppe Bellini.

For at få hele holdet til at bevæge sig som én enhed, kræver det at spillerne hele tiden var årvågne. De skulle hele tiden holde øje med deres modstandere, men også på deres holdkammerater og kommunikere regelmæssigt. Hvis bare én spiller ikke deltog i presset, kom holdet i undertal og blev dermed sårbart. For at opnå dette, trænede Sacchi i Skygge-spil. Sacchi stillede hans hold op på træningsbanen uden modstandere og bold. Han ville så fortælle, hvor modstanderen og bolden var, hvorefter hele holdet så skulle bevæge sig koordineret til den nye position.

Arrigo Sacchi blev ofte kritiseret af pressen for den risikable stil, og spillerne var heller ikke altid glade for denne meget fysisk og mentalt krævende taktik. Sacchi ville, som alle italienere, vinde titler. Men han ville ikke bare vinde, han ville vinde overbevisende, hvor der ikke skulle være nogen tvivl om, hvem der var bedst.  Sacchi og Milan blæste på den italienske traditionen om effektiv fodbold, hvor der skrues ned for intensiteten efter føringsmålet for at spare kræfter. De blæste også på kutumen om ikke at ydmyge modstanderen og legede skydetelt med pres fra start til slut. Det lykkedes for dem, men det skyldes også, at italienske fodboldspillere er meget dygtige og ekstremt professionelle.   

Nej, italienske spillere går ikke kun op i deres hår

Italienske spillere går op i deres hår, og de kan godt finde på at brokke sig over for få stikkontakter til hårtørrerne i omklædningsrummet. Men de er meget professionelle og tager deres arbejde som professionel fodboldspiller meget seriøst. Den rationalistiske tilgang til fodbold, hvor resultatet er altafgørende, har gjort de italienske fodboldspillere meget dedikerede og disciplinerede ift. deres træning, kost og restitution. De er også meget veluddannede i de forskellige taktiske systemer og ved, hvad der kræves for at opnå resultater.

Både deres træning og deres mentalitet pisker dem til at vinde. Dette indebærer også at bruge tricks, som kan sikre et godt resultat eksempelvis: at holde på bolden for at trække tiden, lægge pres på dommeren, og lave et nødvendigt eller ”professionelt” frispark. I Italien er der stor forskel på et nødvendigt frispark og så et unødvendigt frispark. Et nødvendig frispark kan være at nedlægge en angriber i frit løb mod målet. Et unødvendigt frispark er en alt for hård tackling ved midterlinien, hvor der ikke er fare på færde.

En sådan handling bliver nødt med hovedrysten og skældsord. Dette gælder både for hold, som spiller defensivt og for hold som spiller offensivt. At undgå at tabe og opnå resultater er så vigtigt, at de italienske spillere ofrer sig og pådrager sig et gult eller rødt kort for holdet og klubbens skyld. Det gør de ikke, fordi de er onde eller slemme mennesker, men fordi de ønsker at sikre det bedste resultat for deres hold og klub. En spiller, som gør dette, får ikke applaus, men anerkendende respekt. Men man må ikke forveksle det nødvendige frispark, som giver holdet fordele, med det unødvendige frispark, som tager fordele fra holdet.

I dag er dette normen i moderne fodbold, men copyrighten kan bedst tilskrives calcio.

Forsvarsspillet fra sport til kunst

De italienske fodboldspillere er generelt teknisk gode, taktisk dygtige, snedige og forsigtige. Det er særligt forsvarspillet, som italienerne har transcenderet fra sport til kunst. Italienske forsvarsspillere er dygtige med god teknik og sikker boldomgang. De forudser, hvor bolden vil komme hen, og de ser op, før de beslutter, hvor de skal sætte bolden i gang igen. Hvis de er i tvivl, sparker de ikke bolden hovedløst væk. At sparke den ud, er deres sidste mulighed, ikke deres første. Dårlige bolderobringer og igangsættelser er ikke velset af italienske tifosis, som buher af dette. Generelt forventes italienske spillere at forsvare med forudseenhed og elegance og ikke med vold. Italienerne har generelt ingen særlig præference for midtbane- eller angrebsspil, bare det er kontrolleret og giver mål.  

Fabio Cannavaro løftede den i 2006. Her er han klar til at give VM-pokalen videre til finalen i 2010 i Sydafrika. Foto: Getty Images/Shaun Botterill.

Den rationelle tilgang findes også i klubberne, som ofte går sammen om at købe en spiller. Det er ofte en topklub og en mindre klub, som så hver ejer 50 procent af spilleren. Spilleren placeres så i den mindre klub, hvor han får spilletid, og denne klub får tilført talent, som den ikke i sig selv vil have råd til. Hvis spilleren udvikler sig som forventet, kan topklubben købe den mindre klub ud, eller spillerens ejerskab afgøres ved en lukket aktion.

Skulle spilleren floppe, er investeringen mindre og lettere at afskrive. Generelt låner italienske klubber gerne spillere til hinanden, og der handles meget mellem klubberne. Det er ikke ugleset, at en spiller skifter fra eksempelvis Inter til AC Milan eller fra Napoli og til Roma.  Dette gælder også for trænere, som hurtigt afskediges, men som også hurtigt får nyt job i en anden Serie A klub. Der er dog undtagelser. Det er ikke velset blandt Fiorentinas fans, at en spiller skifter fra La Viola og til Juventus. Det samme gælder for Inter´s og Napolis fans, der nødigt afgiver spillere til Juventus. Spørg bare i Napoli i disse dage. Et skifte fra Lazio og til AS Roma, og vice versa, bliver heller ikke godt modtaget af fansene.

Coccarda og Scudetto

I Calcio er der et par anvendte symboler, som holdene fremviser med stolthed.  Vinder klubben pokalturneringen, må den pryde spilletrøjen med en rød, hvid og grøn cirkel, kaldet Coccarda, som bevis på dette. Vinder klubben mesterskabet, må den pryde spilletrøjen med en Scudetto, det lille skjold med det italienske flag. Ovenover Scudettoen må klubben placere én Stella, en guldstjerne, for hvert 10. mesterskab, som klubben har vundet. Juventus har tre Stella for deres 32 Scudetti. Både FC Internazionale og AC Milan har hver én Stella for deres 18 Scudetti.

Smukke symboler, der på elegant vis illustrerer det essentielle i Calcio: kun vinderen hyldes, da alt handler om resultater og titler. En mentalitet, der er smittet af på folk som undertegnede.

Min AC Milan trøje fra 1989 har én Stella, og i respekt for den italienske vindermentalitet, køber jeg først en ny Milan-trøje, når klubben gør sig fortjent til sin anden Stella.   

AC Milan kunne godt bruge mine penge fra trøjesalget, da klubben sammen med stort alle italienske klubber har dårlig økonomi. Paradoksalt er italienske klubber virksomheder. De er således ikke foreninger som i Tyskland, Spanien eller Danmark, men professionelle virksomheder i stil med engelske klubber. Men italienske klubber giver ikke overskud og kan ikke køre økonomisk rundt uden hjælp fra deres ejere. De er Blikfangs-klubbber, der som en social institution er too big to fail. En Blikfangs-klub er et passende tilbehør til en italiensk mangemilliardær, som mangler et blikfang og en platform til udødelighed. Blikfangs-klubberne er ekstremt dyre i drift og er High Maintenance.

Men hvis klubben har succes og stråler, ja så stråler klubben på ejeren,  får ejeren til at se bedre ud, og giver ejeren misundelige blikke fra andre mænd. Endvidere kan Blikfangs-klubberne bruges som blikfang til noget, som ejeren gerne vil gøre opmærksom på, såsom et produkt eller et budskab. Dette har sådan set fungeret udmærket i over 100 år i Italien. Men indførelsen af UEFA´s Financial Fair Play har begrænset indtjeningen via tredje part og dermed skåret i en meget vigtig indtægtskilde for de store italienske klubber.

Ingen artikel om calcio uden Silvio Berlusconi. Foto: Getty Images/Marco Luzzani

De fleste italienske klubber har kæmpet med at omstille sig for at opfylde disse krav. Juventus har hidtil har været bedst til dette, hvilket også er en del af forklaringen på La Vecchia Signora´s resultatmæssige og kommercielle succes. Juventus ejer blandt andet sit stadion, hvor de fleste andre klubber lejer stadionet af kommunen. Dette har givet Juventus en stor økonomisk fordel, som bl.a. gør, at klubben sagtens kan beholde Paul Pogba, hvis den ville. De andre klubber skal have hjælp udefra, hvor der sker en del udenlandske køb af klubber.

Men italiensk fodbold er på vej igen. Calcios ukuelige vindermentalitet og evne til at opnå resultater lokker nye ejere til, som gerne vil spejle sig i mesterpokalen. For det er jo den bedste underholdning.  

Foto: Getty Images/Pacific Press

[1] http://www.bbc.com/news/world-europe-3619055