MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Her begynder vejen til Millennium og Champions League finalen 2017

Her begynder vejen til Millennium og Champions League finalen 2017

I aften er det blot 46 dage siden, at Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og venner festede med pokalen med de store ører og fejrede Champions League-sejren i Milano. Den nye udgave af turneringen er allerede i gang.

Her får du et kig ind i den del af Champions League-forløbet, du normalt ikke hører om.

 

Af Michael Søvsø

Mediano følger denne sæsons mesterliga – men ikke nødvendigvis kun med vægt på de store hold.

Turneringen gemmer på meget mere end Real Madrid, Juventus og Bayern München. I dag skal vi på færøsk besøg. En af duellerne i første runde afgøres i et brag af en kamp i Torshavn i aften.

Første runde af Champions League er gemt bag EM-slutrundens hype og fuldstændig usynlig på UEFA’s hjemmeside, der ellers nok plejer at kunne finde ud af at reklamere for kongeturneringen.

Inventaret i denne indledende manøvre af kongeturneringen er fodbolddværge som Lincoln Red Imps fra Gibraltar, Tre Penne fra San Marino og Santa Coloma fra Andorra. Alashkert Football Club fra den armenske hovedstad Jerevan, Flora Tallinn fra Estland og paradoksalt nok – mens landsholdet fejrer triumfer ved EM – The New Saints fra Wales.

De skal overstå fire kvalifikationsrunder for overhovedet at komme med i CL-gruppespillet i efteråret. Hvis bare en af dem klarer den lange vej, vil sensationen være nogenlunde dobbelt størrelse af Islands EM-kvartfinale.  

Men i fodbold har man lov at drømme, og så snart en fodboldspiller træder ind i første runde i Champions League, lugter det af noget stort.

Af hymnen, der spilles fra sidste playoff-runde og fremad i gruppespillet. Af bolddrenge, der blafrer med flaget med den store UEFA-bold. Af store kampe mod store klubber.

Derfor er det en stor returkamp, der spilles i Torshavn i aften mellem to af de mest navnkundige mandskaber i åbningsrunden. De færøske mestre fra B36 møder Valletta FC fra Malta. Udgangspunktet er 1-0 i maltesernes favør.

Drømmen om Marakana

Vi er godt klar over, at der er lang vej til gruppespillet. Men Champions League er nu engang Champions League. En turnering, der betyder noget. Vi bliver testet og matchet mod stærk international modstand. Det udvikler både spillerne og klubben – desto flere kampe af den slags, desto bedre bliver vi, siger Eyðun Klakstein, træner for B36, på telefonlinjen fra Torshavn.

Bag 0-1-resultatet i den første kamp gemmer sig en seriøs og minutiøs færøsk tilgang til kampen, der blev afviklet i tirsdags foran 1500 tilskuere på Hibernians Stadium i Paola, Malta.

Ikke blot havde Eyðun Klakstein naturligvis læst op på hver enkelt Valletta-spiller. Han og resten af mandskabet drog også til Malta allerede op til weekenden for at vænne sig til den voldsomme varme på ferieøen.

Både lørdag, søndag og mandag trænede de færøske spillere i høje temperaturer, og fik på den måde kroppen indstillet til et hedeslag på en svær udebane.

- Det var vigtigt. Uden den forberedelse havde vi ikke fået et godt resultat med hjem. Det er jeg stensikker på, siger Eyðun Klakstein.  

Belønningen for at overleve første runde er enorm. Vinderen af dobbeltslaget mellem Valletta FC og B36 Torshavn møder i næste runde Røde Stjerne Beograd. En tur til det sagnomspundne Marakana Stadion og en af legendernes holdepladser i europæisk fodbold.

- Da Færøerne begyndte at spille europæisk klubfodbold, fik vi klø. Vi kunne sagtens risikere at tabe stort – selv til hold fra de andre mindre nationer. Nu formår vi som minimum at spille op med holdene fra de andre små lande, siger Eyðun Klakstein.

Her menes vel at mærke nationer som for eksempel de baltiske lande, hvis befolkningsunderlag er langt større end Færøernes.

Selv Malta har godt otte gange så mange indbyggere og et attraktivt klima, der trækker et hav af fodboldens journeymen fra Sydamerika og Afrika til øen og sætter sit præg på det bedste klubber som rundens B36-modstander fra Valletta.

Eyðun Klakstein er træner for B36.

Eyðun Klakstein er træner for B36.

Klakstein fra Klaksvig

Selv om han er lille af statur, er B36-coach Eyðun Klakstein en stor mand i færøsk fodbold. Han nåede 119 kampe i den bedste række på Færøerne og syv internationale kampe for KI Klaksvik.

Da han overgik til trænergerningen, var det også for barndomsklubben, inden han skiftede til B36, som han i sidste sæson førte til mesterskabet i Effodeildin, som Færøernes bedste liga hedder.

Klakstein-familien kan noget med en bold. I 2012 spillede Eyðun Klaksteins hustru Bára Skaale Klakstein for det færøske kvindelandshold sammen med parrets datter Eydvør i en landskamp i Luxembourg.

Eydvør spiller nu i den næsbedste række i den spanske liga hos CD Marino i Baskerlandet. Det er næsten overflødigt at nævne, at sønnen Heðin selvfølgelig også har spillet et par kampe for Færøernes U21-landshold, ligesom han til daglig spiller for KI Klaksvik.

Eyðun Klakstein ved med andre ord, hvad der rører sig i færøsk fodbold. Han er ligeledes træner for nationens U19-landshold, som han passer, når den hjemlige turnering ligger stille. På den måde arbejder han på fuld tid med fodbolden i den sportsgale nation.

Da Eyðun Klakstein tog sit B36-hold på banen i den maltesiske hede i tirsdags, stillede han med en ren færøsk opstilling. Udlændingene i truppen, danske Sebastian Pingel og polske Lukasz Cieslewicz, var holdt ude af taktiske og skadesmæssige årsager.

Fodbold er seriøs business på Færøerne

- Færøsk fodbold har udviklet sig i en positiv retning i de sidste mange år. Forholdene omkring alle klubberne er professionelle, vi har fornuftige kunstgræsbaner, og jeg vil skyde på, at vores bedste række er på niveau med den danske 1. division, siger Eyðun Klakstein.

Og nej, der spilles ikke kun tonserfodbold med vægt på fysikken i den færøske liga, som mange danskere måske umiddelbart vil tro.

Eyðun Klakstein medgiver gerne, at intensitet er et nøgleord på færøsk fodbolds øverste niveau, men der spilles fodbold på én måde i Torshavn, en anden i Runavik og en helt tredje i Toftir. Ligesom i alle andre ligaer.

B36 er klar til Europa.

B36 er klar til Europa.

Nogle hold – eksempelvis Klaksteins B36-mandskab – lægger vægt på teknisk fodbold, mens andre hold spiller mere på fysikken og et mere enkelt approach til fodbolden. Fælles for dem alle er en enorm professionel tilgang til fodbolden.

Der er 10 hold med i den bedste række på Færøerne, der spiller en kalenderårs-turnering over 27 kampe. I alt er der fire divisioner på øerne.

- Sport er stort heroppe, og vi har en befolkning, der elsker at være aktiv. Der er kæmpe interesse fra medierne, kampene bliver streamet og ligaen bliver dækket rigtig tæt. 10 procent af befolkningen (der er cirka 50.000 indbyggere) kommer regelmæssigt til fodbold i den bedste række, så forholdsmæssigt har vi meget store tilskuertal, forklarer Eyðun Klakstein.

I hans klub, B36 Torshavn, siger man, at spillerne ”er på kontrakt”. Bag den betegnelse gemmer sig en halvtidsprofessionel og yderst seriøs tilværelse, hvor spillerne har vægt på fodbolden.

Antallet af træningsenheder ligger på et niveau, der også ligner den danske 1. division, og syv-otte af B36-spillerne er på internationale opgaver, hver eneste gang, der er landsholdsbreak – enten med A-landsholdet, trænet af Lars Olsen – eller ungdomslandsholdene.

På Færøerne tager man fodbold seriøst – og fodbolden har efterhånden lært at tage Færøerne seriøst.

Det er meget muligt, at det færøske landsholds legendariske 1-0-sejr over Østrig tilbage i 1990 var et udslag af lykke, fromme og tilfældigheder, men to sejre over Grækenland i den nyligt afsluttede EM-kvalifikation var til gengæld et udslag af hårdt, seriøst arbejde, velforberedte spillere og trænere og taktisk kløgt. 

Klubfodbolden har rykket sig samme vej. Tal bare med Brøndby og FC Midtjylland om det. Begge klubber har i det seneste tiår haft store problemer med at knække B36 Torshavn i internationale dueller.

Polsk joker

Tilbage til nutidens B36-helte. For en uge siden gik de elleve udvalgte færinger til kampen på Malta langt mere defensivt og mere kynisk til værks end træner Klakstein normalt dikterer. I øvrigt bakket op af 20 medrejsende tilskuere. Respekten for det stærke maltesiske omstillingsspil var stor. Recepten lykkedes.

Hjemmeholdet scorede godt nok en enkelt gang ved argentineren Federico Falcone med fortid i både argentinsk og chilensk klubfodbold, men som kampen skred frem, fik gæsterne fra nord bedre fat i spillet, og B36 fik et par gode chancer for at udligne. Ikke mindst fordi Lukasz Cieslewicz blev skiftet ind.

Han blev kåret til årets spiller i den færøske liga i fjor, og havde en kæmpe aktie i B36’s mesterskab. Polakken, der tidligere i karrieren har været reserveholdsspiller i Brøndby og fast mand i Hvidovre, kom til Færøerne med sin far som 12-årig. Faderen var – naturligvis – fodboldspiller.

I dag er Lukasz Cieslewicz en af de absolut bedste individualister i den færøske liga, og netop hans sandsynlige deltagelse i aftenens returkamp i Torshavn gør, at Eyðun Klakstein har en stor tro på, at B36 kan tage skridtet og sikre en tur til Beograd.

- For os er det en stor kamp i aften. Det er vores klima, vores hjemmebane. Det skal være en fordel. Men vi skal ikke spille naivt og bare angribe løs. Vi skal forsøge at holde nullet og så sætte ind, som kampen skrider frem. Jeg er stensikker på, at vores fysiske form er bedre end deres og det er en af de ting, vi skal leve på.

Det er sjette gang, B36 Torshavn, er med i Champions League-tilløbet. Kun en gang er det lykkedes at avancere fra første runde. Dengang – i 2006/07 – var det efter en samlet sejr over Birkirkara – også fra Malta. Måske et godt tegn før aftenens returslag mod endnu et hold maltesere?

Venter Beograd og Røde Stjerne for B36?

NB: I de tre øvrige første runde-kampe er tingene lige så åbne som i vores maltesisk-færøske duel. Alashkert FC (Armenien) har hjemmebane mod Santa Coloma (Andorra) med udgangspunkt 0-0. New Saints (Wales) tager 2-1 med til Andorra og returkampen mod Tre Penne, nøjagtig som Flora Tallinn (Estland), der skal til Gibraltar for at møde Lincoln Red Imps.

 

EM podcast: Wales vs Portugal: Der KOMMER mål i aften

EM podcast: Wales vs Portugal: Der KOMMER mål i aften

EM podcast: Tallene bag EM 2016 - her er de markante konklusioner

EM podcast: Tallene bag EM 2016 - her er de markante konklusioner