Europa-podcast: Thomas Delaney er kongen af København
Europa podcast: Det realistiske drømmescenarie er, at Danmark ender med et hold i Champions Leagues puljespil og et hold i Europa Leagues puljer. Alt andet vil være små mirakler, mener dagens Mediano Special-panel.
Så er Mediano Special tilbage med en tyvstart på vores podcasts. Vores efterårssæson begynder egentlig først i næste uge, men vi kunne ikke vente længere.
Vi kigger derfor i dagens udsendelse på de fire danske hold, der onsdag og torsdag skal forsøge at skabe det, der kan blive en international succes, som kan blive et væsentligt skridt i opbygningen af dansk fodbold.
Dagens panel er Francis Dickoh, tidligere landsholdsspiller for Ghana, udlandsprof gennem otte år og senest sølvvinder med SønderjyskE og Medianos chefredaktør, Peter Brüchmann. Vært på udsendelsen er Daniel Sichlau.
I udsendelsen analyserer de, hvor langt Ståle Solbakken og FC København er kommet i opbygningen af det, som Peter Brüchmann kalder Ståle 2.0. Vi kan godt afsløre, at der er to spor: Et om de ambitioner, som klubbens direktør Anders Hørsholt meldte ud i 2013, hvor man talte om to puljespil i Champions League på fire år. Ifølge det spor, så har FC København særdeles travlt. Det andet spor handler om den troværdige opbygning af et hold, der kan præstere internationalt.
Begge steder er FCKs midtbane med William Kvist og især Thomas Delaney central. Især sidstnævnte imponerer, og det i en grad, så Francis Dickoh taler om, at anføreren har 'nøglerne til København'.
- Han er jo kongen af København. Han kan gøre, hvad han vil. Jeg har selv været ude i otte år, og jeg kan godt forstå, at det er det, der er målet for ham, selv om det også vil være attraktivt at blive så stor en klublegende, som han kan ved at blive hjemme, siger Dickoh.
Panelet taler også indgående om Alexander Zornigers Brøndby. Begge gæster er af de fire danske hold mest imponeret af SønderjyskE, som uden international erfaring af betydning noget sted i organisationen tager til Polen og spiller en nærmest perfekt europæisk kamp. Og endelig kommer panelet langt ind i debatten om FC Midtjyllands udvikling.
- SønderjyskE har imponeret mig mest af de tre hold, der skal spille torsdag aften. Men Midtjylland er vigtigst for dansk fodbolds fremtidige udvikling. De har muligheden for at blive det ekstra lokomotiv, der kan løfte koefficienter, seedninger og egen økonomiske udvikling, siger Peter Brüchmann.
Mediano Special er tilbage i næste uge for alvor med seks udsendelser om optakt til Premier League. Vi kommer til at lave en times analyse af hver af klubberne Liverpool, Manchester United, Tottenham, Arsenal, Chelsea og Manchester City. Og i hver udsendelse runder vi selvfølgelig Leicester, hvem der kan blive 'det næste Leicester', oprykkerne, danskerne og meget mere.
Mediano Special foregår igen i efteråret i samarbejde med Oddset. Det er vores faste partner på disse formater, og Oddset er dermed med til at sikre, at du kan lytte til disse podcasts og mange flere i fremtiden.
Podcasten er optaget på udstyr udlånt af Sweepr - vi får snart vores eget.
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg