Superligaøkonomi, kunstige åndedræt og kampen om at præstere
Sportsøkonom Kenneth Holm Cortsen ser på, hvordan Superligaklubberne egentlig har det - og med tanke på, at klubberne i den bedste række har fået tilført 3,7 mia. kr. i ekstraordinær kapital, så er det tydeligt, at der er visse udfordringer i en udviklingsliga som den danske
Af Kenneth Holm Cortsen
En nylig offentliggjort undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Idan, 2016) viser, at der er tilført ca. 3,7 mia. kr. til klubberne i den danske Superliga siden 1995. Det vidner om et fodboldprodukt, der både på og udenfor banen leverer blandede overskrifter alt efter, om præstationskurven går op og ned. Tendensen viser således, at Superligaklubberne har svært ved at tjene penge og derfor med regelmæssig frekvens griber ud efter den redningskrans, som defineres af aktieemissioner og andre eksterne kapitaltilførselsmuligheder, som f.eks. ’player sponsorater’, for at undgå at drukne i det store hul, som pengene fosser i. Tabel 1 nedenfor illustrerer den økonomiske tendens med at anvende kapitaludvidelser til især at sikre den fremtidige drift i klubberne.
Tabel 1: Kapitaludvidelser i Superligaen på årsbasis, DKK (Idan, 2016). Vær opmærksom på, at AB, der foretog flere aktieemissioner, ikke er medtaget i denne undersøgelse.
Hovedparten af kapitalindsprøjtningerne er sket på baggrund af, at den pågældende klub er i en alvorlig økonomisk knibe. Det akkumulerede beløb over en længere periode (ca. 20 år) viser, at der er markedsmæssige og økonomiske problemstillinger forbundet med at drive professionel fodbold i Danmark - i hvert fald hvis målet er at gøre det på en måde, hvorpå forretningen er bæredygtig på kontinuerlig basis uden hensyntagen til eksterne kapitalindsprøjtninger.
I nogle enkelte tilfælde vedrører kapitaludvidelserne ikke kun det kunstige åndedræt, som skal redde klubben fra konkurs i overtiden. Der er også enkelte eksempler, der viser, at det er vigtigt at styrke kapitalberedskabet for at lave investeringer, der giver den pågældende klub forbedret økonomisk slagkraft i fremtiden. FC Københavns køb af Parken eksemplificerer dette.
Hvorfor er det vanskeligt at frigøre sig fra kapitaludvidelser?
Set i denne kontekst handler det bl.a. om, at der er et begrænset markedsgrundlag set i forhold til stor konkurrence om interessenternes (f.eks. fans og sponsorers) tid og dermed penge, ligesom der i professionel sport kun er én vinder, men samtidig flere hold, som kæmper for at præstere sportsligt og dermed kan have en tendens til at spille med for store risici i den økonomiske planlægning (f.eks. budgetteringen). Der overbudgetteres således i kapløbet om at nå eftertragtede placeringer i toppen af ligaen, f.eks. for at komme i top seks og dermed det attraktive slutspil, som er implementeret med den nye Superligastruktur. Ligeledes er det attraktivt at sikre sig adgang til at spille om de eftertragtede pladser i UEFA Europa League og UEFA Champions League. Indfrielsen af sådanne forventninger styrker det eksisterende kapitaliseringsgrundlag og styrker forretningsmodellen hele vejen rundt, d.v.s. i form af indtægtsgenerering fra bl.a. UEFAs puljer, tv-penge, sponsorater og kampafvikling. Der er dog som før nævnt begrænset adgang eller begrænsede muligheder i forhold til, at der er loft på antallet af hold, som kan kvalificere sig til Europa.
Hvordan er den danske fodboldøkonomi rustet til fremtiden?
Styrkelsen af den samlede danske fodboldøkonomi eller økonomien i enkelte klubber er altid et spørgsmål om, at det samlede produkt skærpes - der har Superligaen lige foretaget et nyt tiltag i form af strukturændringen (se f.eks. dette indlæg via Mediano), hvilket kan skubbe positivt på, men basalt set handler det på klubniveau om forholdet mellem indtægter og udgifter, d.v.s. at man finder en god balance, der også spiller sammen med en god talentudvikling og et godt købmandskab, når man handler på transfermarkedet (altså at man i eget regi udvikler gode spillere samt på transfermarkedet køber gode spillere relativt billigt). De kompetencer kan sikre en klub en mere fordelagtig situation, da sammenhængen mellem sportslig og forretningsmæssig performance er stor, men det vanskelige er at holde sig på toppen i den henseende. Sidstnævnte illustreres ved, at FC København med det absolut stærkeste økonomiske fundament og de bedste rammebetingelser (bl.a. via ejerskab af den danske nationalarena ’Parken’) i Superligaen efter den nationale dominans samt succes i UEFA Champions League i 2010/2011-sæsonen, hvor klubben nåede helt frem til 1/8-finalen mod Chelsea, måtte se mesterskabspokalen ryge til klubber som FC Nordsjælland, AaB og FC Midtjylland.
Det viser, at fodboldøkonomien er en dynamisk størrelse præget af en problemstilling centreret om at holde sig som den (eller en af de) sportsligt førende klub(ber) i Superligaen år efter år. Fastholdelse af mesterskabsniveauet er vanskeligt med hensyntagen til det faktum, at fodbold på banen bl.a. omhandler anvendelsen af relationer og dermed den kohæsion på holdet, som er en altafgørende kraft i målet mod optimal sportslig performance. Sårbarheden er på denne front tydelig i en fodboldøkonomi, hvor der er væsentlige usikkerhedsmomenter, som f.eks. skader, forkert trænervalg, dårligt spillermix, og en virkelighed i en udviklingsliga som Superligaen, hvor de bedste spillere sælges, når de danske klubber spiller på de store scener i de europæiske turneringer. Udskiftningen i det sportslige set-up efter en klubs succesfulde perioder har på det område karakteriseret udviklingen i AaB efter mesterskaberne i 2008 og 2014, i FC Nordsjælland efter mesterskabet i 2012, i FC København efter den store europæiske bedrift i 2010/2011-sæsonen, i Esbjerg efter gruppespillet i UEFA Europa League, ligesom Brøndby IF først nu for alvor med den gode start i denne sæson ser ud til at have gang i noget sportsligt, som kan vække minder om klubbens tidligere storhedstid.
Samtidig eksemplificerer disse problemstillinger betydningen og anvendelsen af strategi og kompetencer i den ledelse og det lederskab, som styrer den pågældende fodboldklub på det sportslige samt det forretningsmæssige plan. Særligt det sportslige plan er interessant i denne optik. Vi ser det i Brøndby IF, hvor betydningen af den nye sportslige kurs også vil give aktuel positiv genklang i forretningen Brøndby IF, hvis klubben formår at fortsætte på samme rute uden valg af dårlige omveje. Kontrasten er nem at finde; læseren skal bare tænke tilbage på Phiris scoring i overtiden mod AC Horsens i foråret 2013. Der er et stykke vej fra kampen i Horsens til den italesættelse, der skabes omkring Brøndby IF i øjeblikket. Det giver en anderledes og langt mere venligstemt mediefokusering, og det er benzin på motoren, som trækker klubbens forretning fremad, ligesom det giver en sportslig selvforstærkende effekt. Husk på at professionel fodbold er forgrenede markedspladser.
Angriberen Teemu Pukkis præstationer er et glimrende eksempel på en positiv italesættelse, og der er ingen tvivl om, at målt på antal scoringer har han præsteret fantastisk, men debatten fører så naturligt til en centrering omkring et muligt bud fra udlandet. Den proces viser en tilbøjelighed til at lade sig rive med, ligesom det selvfølgelig pointerer sammenhængen mellem økonomi og sportslig performance i den danske fodboldøkonomi, som også er en afledt effekt af et positivt transferregnskab. AaBs seneste halvårsregnskab med et overskud på 10,9 mio. kr. er i særdeleshed skabt af et positivt transferregnskab på 12,5 mio. kr. via salg af Lukas Spalvis og Nicolaj Thomsen til henholdsvis Sporting Lissabon og FC Nantes, hvilket ’sminker’ tingenes tilstand i relation til overskriften fra AaBs hjemmeside, som lød ”AaB med stort overskud i første halvår 2016”.
Det er naturligvis en del af driften i en fodboldklub, men det er i lighed med ovenstående med til at betone afhængigheden af positive transferregnskaber og god sportslig performance (bl.a. europæisk deltagelse) for at generere et godt fodboldregnskab i Danmark (eller undgåelse af den totale deroute via en kostbar nedrykning). Tilbage til Pukki og Brøndbys performance. Det er i mit univers relevant at stille spørgsmålet og tage diskussionen (også på medieplan) om, hvorvidt Pukkis præstation rækker til en bæredygtig karriere som angriber i en større liga? Skyldes Pukkis nuværende præstationsniveau relationen med en ny træner, ny spillestil med mere direkte spil, bedre fysisk tilstand for kollektivet (ja, angribere lever som bekendt af, hvad der sker i kæderne bagved), eller er han bare så god, at han gør tingene på egen hånd? Jeg anerkender absolut hans præstationsniveau i Superligaen, og jeg ved, at Brøndby IF på den sportslige side har en medarbejderstab, som kigger bag scoringsstatistikkerne, men fra mit synspunkt, svarer jeg ikke ’ja’ til sidste del af spørgsmålet. Snarere er mit svar en eksemplificering af, at fodbold er relations-, kohæsions- og i sidste ende kulturafhængig – især i en liga som den danske, hvor vi sjældent ser, at den enkelte spillere er god nok til at gøre tingene på egen hånd weekend efter weekend. Dertil skal vi anerkende Superligaens rolle som udviklingsliga i det europæiske fodboldligahierarki samt indse, at de allerbedste spillere sælges i en tidlig alder (f.eks. Christian Eriksen). Pukki lukrerer i højere grad på Brøndby IFs sportslige og kollektive genrejsning qua Zorningers ankomst end på unikke kvalitative kompetencer, som ud fra et komparativt perspektiv kan gøre en lige så markant forskel i en af de store fodboldligaer (f.eks. Premier League, Bundesligaen, La Liga eller Serie A). Fra en konkurrencemæssig vinkel er performancekløften til de store ligaer stor, og det kan derfor være svært for en angriber med Pukkis alder og performancehistorik at træde i karakter på samme måde i en stor liga og præstere på et tilsvarende niveau weekend efter weekend. I det lys er det også interessant at kaste et blik på andre angribersalg som eksempelvis Helenius, der røg fra AaB til Aston Villa eller Andreas Cornelius, som blev solgt fra FC København til Cardiff City FC – målt på performance i England var det to salg, hvor de købende klubber ikke fik et udbytte, som matchede den daværende transferværdi. Der er andre af den slags historier, som belyser omsætningshastigheden på Superligaangribere – tænk på hvordan det er gået Thomas Dalgaard, der blev topscorer i Superligaen på et nedrykkerhold (Viborg FF ) tilbage i 2014. Han blev solgt til SC Heerenveen i Holland med en treårig kontrakt til følge, men via lejeophold i OB og et ophold i SønderjyskE, er Dalgaard nu endt i mere beskedne rammer hos Vendsyssel FF i 1. division. Når det er skrevet, kan jeg godt forstå, at Brøndby (AaB, FC København eller andre danske klubber for den sags skyld) taler spilleren op og går efter et positivt transferregnskab (det er en aktiv del af deres forretningsmodel), men at man ligefrem forventer, at der kommer mange bud på en Superligaspiller, fordi vedkommende scorer mange mål, er ikke ensbetydende med, at spilleren har en kvalitet til at begå sig i en større liga. Desværre er kvaliteten af en spiller en problemstilling, som klubberne skal forholde sig til og arbejde aktivt med i arbejdsprocessen, for det ’label’, som danske spillere i Superligaen får påklistret i den internationale fodboldøkonomi, påvirker i sidste ende den økonomiske formåen i den sælgende klub baseret på de potentielle transferbeløb. Ofte er Superligaangriberes performance i min optik meget afhængige af hårdt arbejde (ja, jeg ved godt, at det betaler sig og er et krav i enhver professionel fodboldliga) og indlevelse i det kollektive taktiske set-up med hensyntagen til den individuelle rolle, og her er der desværre visse problematikker. Fodbold handler om ’tid og rum’, og det vindue indsnævres i takt med, at en spiller kravler højere opad den internationale fodboldrangstige. Emre Mor en interesssant offensiv spillercase fra Superligaen. Han har indtil videre haft et kort liv i Superligaen (13 kampe for FC Nordsjælland), men har udvist en individuel slagkraft og x-faktor. Gode dribleevner, fornemmelse for ’tid og rum’ og dermed muligheden for at navigere på kort tid og lidt plads blev sammenholdt med en fødselsattest fra 1997 omsat til et relativt stort salg til Borussia Dortmund fra Bundesligaen, men det er ikke hverdagskost for Superligaen og den danske talentfabrik. Men når offensive spillere scorer mål, er der ingen tvivl om, at den pågældende spillers klub har kreeret en gunstig eksponeringsplatform, som alt andet lige skal sættes i spil på samme måde, som danske klubber skal formå at kontrollere spillernes opfattelse og udnyttelse af ’tid og rum’ på bedst mulig vis med afsæt i aktuelle styrker og svagheder. Så er vi tilbage ved betydningen og anvendelsen af strategi og kompetencer i den ledelse og det lederskab, som styrer den pågældende fodboldklub på det sportslige samt det forretningsmæssige plan. Har jeg skrevet det tidligere? ;-) En anden pointe er i øvrigt, at en fodboldklub skal sikre sig at sætte strategi og kompetencer i spil ud fra den præmis, at det ellers kan komme til at bide klubben i halen. Mere om det nedenfor.
FCK illustrerer den positive håndtering
Klubberne står ofte med en presbold, når der skal træffes beslutninger, hvorfor viden, færdigheder og kompetencer er essentielle for at bringe den strategiske intuition i spil, når beslutninger skal træffes i et fodboldmiljø med stor dynamik. Derfor er beslutningernes holdeplads ofte en skillevej, der kan føre i positiv eller negativ retning. FC København illustrerer den positive håndtering. I en selskabmeddelelse fra 25. august 2016 noterede FC København, at selskabet gik fra en forventning om en omsætning i niveauet 1.200-1.250 mio. kr. samt et resultat før skat på DKK 45-55 mio. kr. til et omsætningsniveau på ca. 1.400-1.450 mio. kr. og et årsresultat før skat i 2016-regnskabet på 225-250 mio. kr.
Det er skrevet med et smil udtryk for ’god forandringsledelse’. Samtidig er det resultatet af en strategisk satsning og et billede af rettidig omhu, som klubben har udvist. De har solgt Thomas Delaney til Werder Bremen, men har sikret sig, at han først forlader skuden pr. 1. januar 2017, hvorfor han har spillet ind på klubbens performance i kvalifikationen til Champions League. I dette transfervindue solgte klubben også profilen Nicolaj Jørgensen, men det har ikke haft mærkbar negativ effekt, og det er stærkt at komme igennem et profilsalg på den måde, som FC København har håndteret salgene af Jørgensen og senest Delaney. Den rettidige omhu og gode strategiske eksekvering handler bl.a. om, at klubben med købet af især Rasmus Falk har fået en afgørende offensiv kraft ind, som har præsteret fra første dag, og med dette, samt kvalifikationen til det forjættede land in mente, blev Jørgensens og Delayneys farvel ikke et negativt tema. Kan de solgte spillere desuden slå igennem i deres respektive klubber, vil det være et vigtigt salgsargument for FC København fremtidsrettet. Nu skal klubben jo spille på en vigtig og stor scene i Champions League, som kaster spotlight på klubbens nuværende spillere.
AaB er også en interessant case i denne kontekst. Klubben gik i lighed med andre klubber for år tilbage i fodsporene på FC København og etablerede en koncernmodel. Den korte historie er, at klubben til trods for en positivt regnskab i 2008 grundet mesterskab og deltagelse i UEFA Champions League, har holdt en fest fra 2009 til 2013 for over 200 mio kr. Der kom en finanskrise, og der var mange sideaktiviteter, som belastede den økonomiske virkelighed i fodboldforretningen AaB A/S, som i sidste ende gjorde, at moderklubben AaB af 1885 i foråret 2014 måtte holde hånden under den professionelle afdeling og bl.a. stille en støtteerklæring, der stillede sikkerhed for driften frem til 30. juni 2015 for at fastholde Superligalicensen i sæsonen 2014/2015. I den ligning skal der også indsættes en sen scoring i Randers af Esbjergs Tim Janssen, der dermed blev ny favorit blandt AaBs fans. Siden kom som bekendt endnu et mesterskab og en pokaltitel i 2014, og koblet med økonomiske tilpasninger (inkl. yderligere kapitaltilførsel) og en nødvendig tilpasning af det sportslige set-up (med bl.a. masser af unge talenter fra egen talentfabrik) lysnede horisonten pludselig for 'Hele Nordjyllands Hold'. Alligevel er det et interessant aspekt, at den økonomiske situation efter mesterskabet i 2014 bliver indhentet af den tidligere strategiske og ledelsesmæssige håndtering, hvorfor klubben stod i en situation, hvor man skulle forsøge at vinde med 'en mand i undertal'. Det kan især mærkes i relation til eksempelvis transferregnskabet. Det seneste mesterskab i 2014 medførte stigende efterspørgsel efter AaBs unge talenter, og i den henseende viser problematikken sig i form af, at magtforholdet på den konto ikke længere var i AaBs favør (men i spillernes og agenternes i forhold til spillersalg til en udenlandsk klub), hvorfor klubben grundet den økonomiske forhistorie ikke kunne optimere indtjeningen og egen bundlinie. Et profilsalg som eksemplet med Kasper Kusk kunne have bidraget mere til klubbens bundlinie under andre forudsætninger. Det er i hvert fald relevant. Det tradeoff er, for mig, et interessant element i denne debat, som ofte holdes ude i lighed med det faktum, at klubber med stærk markedsforankring og et godt talentmiljø trods alt er mere kriseresistente.
Dynamikken og usikkerhedsmomenterne i fodboldøkonomien bevirker også, at vi med sikkerhed kommer til at opleve fremtidige kapitaludvidelser på et fodboldmarked smittet med kortsigtet konkurrencepres. Konditionerne tilpasses konstant i forhold til at nå indtægtsgivende topplaceringer eller på at afvæbne truslen om nedrykning, ligesom spillerne og deres agenter på den front kan lukrere på at presse citronen og tage deres store andel af den samlede omsætning.
Hvilke klubber har været i de største økonomiske kriser?
Spørgsmålet handler om øjnene, der kigger, og de målepunkter, som er genstand for vurderingen. Der er klubber, som f.eks. FC Vestsjælland, der måtte lade livet p.g.a. økonomisk uføre, og det er i mit univers det ultimative kriseeksempel for en fodboldklub. Selvom FC Vestsjælland fremstiller en paralleliseret problematik vedr. den økonomiske virkelighed i andre danske fodboldklub, står eksemplet FC Vestsjælland også i kontrast til situationen i de mange hæderskronede danske fodboldklubber (samt i de indenfor den moderne Superligaøkonomi bedre manifesterede klubber – f.eks. baseret på talentudvikling i henhold til licenssystemet, brandkapital o.s.v.). Disse klubber, der omfatter bl.a. Brøndby IF, AaB, FC Midtjylland, AGF, OB og FCK, har alle været igennem store kapitaludvidelser for at sikre fremtiden på den ene eller anden front - især i kølvandet på finanskrisen. Idans undersøgelse påpeger i den forbindelse, at klubberne særligt i 2010 benyttede sig af kapitaludvidelser, det der akkumuleret set blev tilført 636 mio. kr., hvor FC København med 540 mio. kr. tegnede sig for hovedparten af det samlede beløb. FC København har således haft rigtig store kapitaludvidelser rent beløbsmæssigt, men har i dag det stærkeste fundament i Danmark og har også investeret penge i bl.a. køb af Parken, og fælles for de større traditionsklubber er, at de er mere modstandsdygtige i forhold til score i overtiden og klare skærene, når truslen i forhold til den fremtidige drift er overhængende. De store klubbers evne til at indhente kapital reflekteres i, at FC København og Brøndby IF dominerer listen over danske klubbers kapitalindsprøjtninger. FC København har hentet 1,1 mia. kr. i perioden, mens Brøndby IF rammer DKK 634 mio. kr. Herefter følger klubber som AaB, AGF, FC Midtjylland og Silkeborg IF, som individuelt rangeres indenfor et niveau mellem 220 og 381 mio. kr. , jf. nedenstående tabel 3.
Tabel 3: Kapitaludvidelser i Superligaen fra 1995-2015 - top 7 klubber, opgjort i kr. (Idan, 2016).
Det typiske billede er, at klubben henter kapital for at slukke en brand, altså en sikring af den fremtidige drift og hermed med overlevelse, men ofte er det jo sådan, at en klub håber at hente mere kapital end bare til at holde skindet på næsen. Brøndby IF har jo haft massive økonomiske problemer de senere år, og FC Midtjylland har også været igennem en turbulent periode, men vi skal også huske, at der trods alt også her bliver investeret i forretningen for at stå stærkere i den fremtidige konkurrencesituation, f.eks. FC Midtjyllands investering i ZXY eller klubbens kobling på anden dataanvendelse eller Brøndby IFs investering i 'Masterclass'. Forskellen er i min optik, at der på den måde også er andre klubber, der investerer, men FCK har med den sideaktivitet, som Parken omfatter (inkl. de dertilhørende markedsbetingelser qua placeringen i København og rollen som Danmarks nationalarena), nogle fordele, som konkurrenterne kan spejde efter fra distancen med misundende blikke. Andre klubber har også kastet deres kærlighed på sideaktiviteter, og det har i perioder (det var det også for Parken Sport & Entertainment A/S henover finanskrisen) været nogle dyre bekendtskaber; sideaktiviteter er gode, hvis de understøtter den primære drift og kerneydelserne i fodboldklubben på en hensigtsmæssig måde og kan medføre profitskabelse, og der har FCK med Parken en god situation, hvilket også vil blive understreget i forbindelse med denne sæsons Champions League turnering. Der er helt andre økonomiske usikkerhedsmomenter, bl.a. grundet konkurrencesituationen på det sportslige plan, i spil i relation til de nævnte investeringer i henholdsvis Brøndby IF og FC Midtjylland.
Kilde: Idan, 2016. Dansk fodbold sluger stadig kapital. Skrevet af Rasmus K. Storm og Daniel Hayman.
Topfoto: FCK-spilleren Martin Vingaard i kamp med Barcelonas Lionel Messi i Champions League. Getty Images
