Mediano 1. division: Christian Lønstrup om efteråret, ambitioner og det mislykkede skifte
Hvad skete der, da Christian Lønstrup og SønderjyskE ikke kunne få hinanden? Og hvorfor var de to sådan et godt match? Lyt med i dette meget åbenhjertige og ærlige interview, og bliv klogere på en træner, som vi meget vel kan komme til at høre meget mere til de kommende år.
af sture sandø
Christian Lønstrup var på alles læber i starten af december, da han var tæt på at skifte sit cheftrænerjob i FC Helsingør og 1. division ud med SønderjyskE og Superligaen. Skiftet gik i vasken, da DBU i midten af december meddelte, at Lønstrup ikke kunne få dispensation for sin manglende P-licens. Nu har han så forlænget sin aftale med FC Helsingør, som han skal stå i spidsen for indtil udgangen af 2020 - hvis klubben får lov at beholde ham så længe.
Men hvilket arbejde er det, Christian Lønstrup har lavet med den lille klub, der på trods af et af rækkens mindste budgetter er fire point fra den direkte oprykningsplads efter 19 runder?
I dette meget ærlige interview ser Lønstrup tilbage på et flot efterår, hvor FC Helsingør har haft et pointsnit på hele 1,9 på hjemmebane, men blot 0,9 på udebane.
Han fortæller om sit arbejde med at udvikle spillere, der kan begå sig på højere niveau med Kasper Enghardt (nu Randers FC) og Philip Zinckernagel (nu SønderjyskE) som de seneste eksempler.
Vi er nået til et punkt, hvor vi mister vores profiler, men det gør, at jeg hele tiden skal ud og opfinde nye spillere. Det synes jeg er rigtig sjovt, men det er også udfordrende. - Christian Lønstrup.
Lønstrup fortæller også om, hvordan han arbejder med et semi-professionelt sportsligt setup, hvordan han skaber resultater for begrænsede midler og sine ambitioner som træner.
Jeg tror det er lidt uhørt, at en klub med så lavt et budget kan blive ved med at præstere, som vi har gjort. - Christian Lønstrup.
Og så forklarer han åbenhjertigt, hvad det var, der skete, da interessen fra SønderjyskE blev konkret og forhandlingerne ved en fejl endte med at blive mere offentlige end godt var.
Det kom for hurtigt frem i medierne, og det var jeg selv lidt skyld i. - Christian Lønstrup.
Hør også vores tidligere udsendelser om 1. division:
Hvordan kommer en divisionsklub i Superliga-gear? Med Dan Hammer & Birger Jørgensen.
Rugekasse, oprykningskandidater og FC Roskilde. Med Rasmus Monnerup & Malte Nørgaard.
Topfoto er venligst stillet til rådighed af FC Helsingør