Tyrkiet og noget helt andet end the usual suspects

Den tyrkiske Süper Lig ligner slet ikke sig selv denne sæson. De normale Istanbul-giganter er under pres. Det handler stadig om Istanbul, men klubnavnene er anderledes, end de plejer. Her fortæller Nicklas Degn historien.

Af Nicklas Degn

To Istanbul-klubber har været de bedste indtil videre i den tyrkiske sæson - men ingen af dem hedder Fenerbahce eller Galatasaray. Et paradigmeskifte kan være på vej på begge sider af Bosporus-strædet.

Der sker noget i tyrkisk fodbold. Men det er ikke til at vide, hvor det fører hen. Landet, der blandt i kraft af sin geografiske placering og politiske historie i disse tider er et internationalt politisk knudepunkt med store udfordringer, har en fodboldliga og et ditto landshold, der aldrig har udløst sit fulde potentiale. De vedbliver med at tage anlæg til det, der ser ud til at blive det rigtige spring, men som alligevel aldrig bliver det. Springet er nu igen undervejs, men denne gang er noget anderledes.

Landets største by, Istanbul, er stadig altdominerende, men endelig bliver de to største, Galatasaray og Fenerbahce, seriøst udfordret af andre end blot Besiktas - der på historisk plan længe har ligget i et vakuum mellem de to store og så alle andre.

Mød Istanbul Basaksehir. Et hold, der ikke kan få den store introduktion med sig af den simple årsag, at dets historie er for kort og ubetydelig. Indtil nu. Stiftet i 1990, men med fundamentet omstøbt i 2014 har klubben, der er stærkt tilknyttet det kommunale Istanbul, før denne sæson gjort minimalt indtryk på det tyrkiske fodboldlandskab.

Klubben rykkede for første gang op i den bedste tyrkiske række i midten af 00’erne og gjorde det allerede dengang hæderligt, men måtte alligevel en tur ned i førstedivisionen, inden man med en hurtig tilbagevenden op til 2014/2015-sæsonen tog de spæde skridt til det, vi ser i denne sæson.

Selvfølgelig skulle de sammenlignes med Leicester

Basaksehir var en af sidste sæsons store overraskelser og har i årets efterårssæson chokeret Istanbul-eliten, The Istanbul Big 3. Basaksehir runder året af som ettere i tabellen og - hvilket reelt er det mest bemærkelsesværdige - virker ikke i stand til at brænde ud. Det har forudsigeligt kastet de første Leicester-sammenligninger af sig.

I en tid, hvor der går inflation i netop sådanne sammenligninger så snart, der er noget, der stikker ud over normalen, er heller ikke denne på sin plads. Basaksehir er en historie for sig selv og har, modsat Leicester, ikke tradition eller stor lokal opbakning at råde over.

Klubben har godt nok et nyt stadion med plads til over 17.000 tilskuere, men det kommer sjældent - for ikke at sige aldrig - til sin ret. Førerholdet snitter 2900 tilskuere, hvilket siger noget om, hvorfor klubbens point er fuldstændig ligeligt fordelt mellem hjemme- og udekampe. Selvom der skal meget til for at rykke tilpas på et så lavt gennemsnit sætter Basaksehir sin lid til, at billedet bliver et andet, når holdet i den kommende halvsæson får besøg af de to storklubber fra den europæiske del af Istanbul, hvor Basaksehir også selv befinder sig.

Netop de to klubber skal vi bevæge os videre til, da de er billedet på det opbrud, der er sket i tyrkisk fodbold - hvorimod Basaksehir kan blive billedet på det, der er på vej.

Wesley Sneijder og Bruma fejrer sejren i juledagene over Alanyaspor. Foto: Getty Images/Berk Ozkan/Anadolu Agency.

Galatasaray er, formentlig ikke overraskende for de fleste, den mest vindende klub i Tyrkiets historie, men den lider. Man er godt på vej mod det, der ligner ni sæsoner med kun tre mesterskaber, hvor det sidste ligger snart tre sæsoner tilbage. Klubben formår stadig at tiltrække store navne, men når selv de ikke præsterer, er de orangeklædte løver - eller Cimbom, som de også kaldes - efterladte med et økonomisk hul og en spillemæssig kløft, der på ingen måde går hånd i hånd.

Besiktas og den rette blanding

De sorte ørne - Kara Kartal - fra Besiktas har flyttet sig gevaldigt over de seneste år og drejet på knapperne på mange af de områder, hvor tyrkisk fodbold har lidt i indeværende årti. Mens tyrkiske klubber grundet gentagne overtrædelser holdes i et fast og stramt Financial Fair Play-greb (og her har Besiktas skam også begået fejl) har klubben med det spritnye, ekstravagante og luksuriøse stadion med udsigt over Bosporus-strædet formået at hente den rette blanding af etablerede navne, der har haft brug for og kapacitet til at sparke karrieren i gang igen. Sidste sæsons mesterskab blev hentet takket være især de to tidligere Bayern München-spillere José Sosa og Mario Gomez, der for begges vedkommende fandt deres anden ungdom.

Selvom det ikke blev uden nye udfordringer for Besiktas undgik klubben at gå synderligt svækkede ind til den nu igangværende sæson. Ingen af de to offensivprofiler ønskede oven på sommerens begivenheder i Istanbul at blive i landet og drog begge væk. Topscorer Mario Gomez var på lån fra Fiorentina og meldte offentligt ud, at millitærkupforsøget og det politiske landskab i Tyrkiet ledte til hans beslutning. Sidste sæsons bedste spiller i Sosa lignede henover hele sæsonpausen på intet tidspunkt en fremtidens mand i Besiktas, selvom AC Milan-skiftet først meget sent gik igennem.

Og så blev Ryan Babel i denne uge præsenteret i Besiktas efter en periode hos Deportivo.  Han har skrevet kontrakt til 2019. Foto: Getty Images/Isa Terli/Anadolu Agency

Ind på lån er i stedet kommet Portos Vincent Aboubakar, der har stået for målene sammen med en Cenk Tosun, der med al tydelighed og trods manglende slutprodukt har set sit snit til at stige i graderne. Kreativiteten og en mulig kommende MVP har man fået i Benficas Anderson Talisca, der dog også er på lån.

Kontinuitet - også et nøgleord i Tyrkiet

Og så er vi tilbage ved de finansielle og selvforanstaltede lænker Besiktas og andre tyrkiske storklubber har fået på. Det er således svært at opretholde nogen som helst form for kontinuitet, når holdene i vid udstrækning og trods ofte fremragende scouting-arbejde, må se sig nødsaget til at skrive låneaftaler med al den usikkerhed, det indebærer, samt den mildest talt ugunstige position, det sætter klubberne i.

Præsterer spillerne ikke, bliver de sendt tilbage ved endt lejeophør, men bringer de klubben fremad kan det hele være dyrt købt. Som i tilfældet med Talisca. Kun et par måneders skadesfravær har forhindret hans markedsværdi i at skyde gennem loftet efter skiftet til Süper Lig, og den udvikling, klubben har faciliteret, kan i sidste ende vise sig at resultere i en spiller, man ikke er i stand til at finansiere.

Nu skal det siges, at det i lige præcis Taliscas tilfælde forlyder, at klubberne har fået forhandlet en købsoption på plads ved aftalens indgåelse. At den option formentlig i forvejen er i den dyre ende, og at aftalen i forvejen inkluderer et pebret salær for lån af brasilianeren, er så en anden snak.

Sammenligning med SønderjyskE

Netop de nævnte udfordringer er nogle, Basaksehir-opkomlingene ikke står over for. Her kommer vi så ind på, hvorfor en mere aktuel og relevant sammenligning med SønderjyskE er mere på sin plads.

Klubben har draget nytte af markedets udbud og efterspørgsel og hentet rutine til en fordelagtig (ofte gratis) pris, samt krydret det med eminent scouting. 36-årige Emre Belözoglu, som nogle måske vil huske fra det tyrkiske landshold, der vandt bronze ved VM i 2002, hentede klubben gratis i Fenerbahce, gjorde ham til kaptajn og har i de forgangne måneder set ham være blandt ligaens absolut bedste. Landsholdsmålmand Babacan og den 33-årige kreative og målfarlige midtbanestyrmand Mossoró blev ligeledes hentet på frie transfers fra henholdsvis miniputterne Manisaspor og saudiarabiske Al-Ahli i 2014.

Præsident Erdogan spillede selv med og viste evner med bolden, da Basaksehir Fatih Terim Stadion blev indviet i 2014. Foto:  Kayhan Ozer/Getty Images

Den tidligere Brøndby-spiller Samuel Holmén er også en del af den rutinerede midtbane. Det akkompagneres af den yngre, bosniske troldmand Edin Visca, som jeg snildt vil placere blandt efterårets fem største profiler. Visca blev hentet for forholdsvis billige penge i 2011 hos de daværende bosniske mestre og har i Basaksehir fået sig en legekammerat i Cengiz Ünder, Tyrkiets vel nok mest spændende spiller, hvis vi altså lige ser bort fra en en gut, der er vokset op i Brønshøj og som allerede har bevist, at han kan drive det vidt.

Ünder er 19 år og blev i sommer hentet i en af Tyrkiets fremmeste talentfabrikker, Altinordu. I 16 ligakampe har han været direkte involveret i syv mål, og landstræner Fatih Terim har haft brug for en gennemtænkt alternativ undskyldning for ikke at indlemme fløjspilleren i landsholdstruppen. Det hverken kunne eller ville Terim og Ünder fik A-landsholdsdebut i 2-0-sejren over Kosovo i november.

Simon Kjær og de gamle mænd

Vi tager turen over Bosporus og runder af hos Fenerbahce, der godt kunne bruge et talent som Ünder. Efter klubbens værste sæsonstart i nyere ligahistorie har de erfarne kræfter fået klubben på ret køl og spillet er til mere end den nuværende fjerdeplads og Europa League-sekstendedelsfinale. Alligevel ulmer det hos de blå- og gulstribede fra Kadıköy. Dick Advocaat har gjort et godt stykke arbejde som brandslukker, men ligner ikke nogen langsigtet løsning, hvilket heller ikke kan siges om stammen på det hold, der senest vandt mesterskabet i 2014.

Simon Kjær i aktion for Fenerbahce. Foto: Getty Images/ Veli Gurgah

Den eneste, der har præsteret i andet halvår af 2016, og som samtidig er under 29 år, er danske Simon Kjær. Salih Ucan virker milevidt fra at indfri det potentiale, der har bragt ham til Serie A, men også hjem igen, og Ozan Tufan, der ikke bare er Fenerbahces, men hele Tyrkiets store otter-håb, startede sæsonen svingende og har siden ikke holdt sig tilpas skadesfri til at kunne ændre på det indtryk.

Vi runder af i samme boldgade, for Fenerbahces akilleshæl deler de med hele Tyrkiet. Det er svært at se, hvor den kontinuitet og de fremtidsudsigter, der skal danne grundlaget for fremgang, skal komme fra. Ifølge fodboldobservatoriet CIES’s algoritme, der tager højde for alder kontra antal minutter spillet, er den tyrkiske Süper Lig den næstældste i Europa. Gennemsnitsalderen ligger lige under 28 år, hvilket kun overgåes af Cypern.

Ligeledes er Tyrkiet næsthøjest på listen over flest brugte spillere fra andre lande, hvilket i henhold til landets størrelse og antal ressourcer vidner om spildt potentiale på talentområdet. Det bakkes op af, at landet er næstsidst på listen over brug af spillere, der har været i deres pågældende klub i mindst tre sæsoner mellem alderen 15 og 21.

Skal Tyrkiet være mere på fodboldlandkortet end et land, der kan tiltrække stjerner i karrierens efterår, tyder meget på, at det man skal have ændret på netop de kriterier. Måske Istanbul Basaksehir har lagt tonen an til forandring, hvis altså de kan holde bysbørnene stangen. I så fald har vi gang i en spændende sæson i det tyrkiske.

Foto: Samir Yordamovic/Anadolu Agency/Getty Images