Mediano PL - runde 8: Stort angriber-keeper tema, Mourinho som buschauffør og Peps uforlignelige offensiv
Vi kårer de fem bedste angribere og de fem bedste målmænd i Premier League, og så tager vi runden rundt med ekstra fokus på storkampen mellem Liverpool og Manchester United.
AF Adam Møller Gomaa
”Måske er det ok at spille sådan i Manchester, men det går ikke i Liverpool”, sagde Jürgen Klopp efter at have set sit hold forgæves forsøge at skubbe Jose Mourinhos bus, som holdt med håndbremsen trukket, ud af Anfield. Vi analyserer ottende spillerundes storkamp mellem de evige rivaler, Liverpool og Manchester United, til bunds, og efterfølgende når vi i kortere form forbi de øvrige kampe.
Derudover har vi stort angriber-keeper tema, hvor panelet får til opgave at finde de fem bedste angribere og målmænd i Premier League lige nu. Dét er en svær opgave, og her bliver der da også diskuteret lystigt på kryds og tværs. Eksperterne, som skal stå for kåringerne, er tidligere Superliga-angriber og nuværende angrebstræner, Anders Jochumsen, og tidligere landsholdsmålmand og nuværende assistenttræner i AB, Jesper Christiansen.
Hør hele udsendelsen her:
Oddset er som altid partner på denne Premier League-udsendelse, og de odds, vi taler om i podcasten, kan du finde lige her. Du kan også netop nu deltage i Oddset Awards, hvor du kan vinde en plads på Verdens Bedste Fodboldrejse, hvis du har lavet enten verdens bedste eller verdens mest uheldige kupon. Gå ind på OddsetAwards.dk og se hvad det handler om.
Har du lyst til at høre podcast om den næstbedste engelske række, så tjek vores Championship-udsendelse fra sidste uge ud:
I denne PL-podcast lader ugens eksperter sig forføre af Manchester Citys frygtindgydende offensiv, som scorede syv gange mod Stoke. Men så er de til gengæld hårde ved Chelsea, der tabte til Crystal Palace, som hverken havde fået point eller scoret mål før mødet med de vaklende mestre.
Vi når også at tale både Ballon d’or og det engelske landshold. Hvad fortæller det om Premier Leagues kvalitet, at hele syv nominerede til titlen som årets spiller har sin daglige gang i den engelske liga? Og kan man både få en lige fyldt med udenlandske verdensstjerner OG verdens bedste landshold?
Til sidst i podcasten kan du høre eksperternes bud på denne uges stjerne, skurk og unsung hero.
Desuden kan du blandt andet høre eksperternes vurderinger af:
- Om Tottenham er mere end Kane.
- Om Koeman er på nippet til at ryge ud.
- Om Eriksen kan blive blandt verdens bedste.
- Om Conte skal dosere sin træning anderledes.
- Om det var en fejl af Arsenal at beholde Wenger.
- Om Tammy Abraham er bedre end Michy Batshuayi.
Foto: Getty Images/Clive Rose