Brøndby Legends: Hvem har betydet mest for Brøndby i klubbens historie?
Mediano Special Podcast: Hvem har haft den største betydning for, at Brøndby er, hvor klubben er i dag? Og her tænkes ikke på placeringen i denne sæsons Superliga, men på de sidste 50 års fodboldhistorie og den position, som institutionen Brøndby indtager i nutiden. Til at vurdere det spørgsmål har vi inviteret journalisten Henrik Madsen, forfatteren Jens Jam Rasmussen og Nanna Møller Karlsen, der er chefredaktør for 3point.dk, i studiet.
Af Peter Brüchmann
Kim Vilfort er udnævnt til legenden i Brøndby i serien 'Share Legends', som hummel har lavet sammen med en række danske Superliga-klubber. Derfor løb Brøndbys hold på banen mod FC Nordsjælland iført en hyldest-trøje til Kim Vilfort, hvor rygnumrene på spillerne blev udgjort af en mosaik af navnet Vilfort.
Men hvem har egentlig haft den største betydning for opbygningen af institutionen Brøndby - både som forening, forretning og som den kulturinstitution, som Brøndby også er?
Det har vi spurgt et udvalgt panel om. Er det formanden, doktoren og direktøren Per Bjerregaard? Er det træneren Ebbe Skovdahl? Spilleren Kim Vilfort? Spilleren Peter Schmeichel? Nogle af medlemmerne af familien Laudrup? Borgmesteren fra Brøndby Kjeld Rasmussen, der var central i de fleste af de skabende år? Eller noget helt andet?
Panelet består af journalist Henrik Madsen, der har skrevet den kontroversielle 'Brøndbys bagmænd' og senest 'Kjeld - Borgmesteren der skabte Brøndby' og forfatteren Jens Jam Rasmussen, der har skrevet bogen 'Formanden' om Per Bjerregaard samt bøger om 'Kasi' Jesper Nielsen, Slaget om København og flere andre bøger - og de er sammen med Nanna Møller Karlsen, der er chefredaktør for 3point.dk, vært på Brøndbylyd og journalist på bold.dk.
Du kan høre hele udsendelsen her. Udsendelsen er sponsoreret af Arbejdernes Landsbank og hummel:
I udsendelsen kan du også høre bud på:
- Hvilken engelsk manager blev fyret på grund af en af paneldeltagernes bøger?
- Hvilken spiller var ifølge Peter Schmeichel den bedste medspiller, han havde i Brøndby?
- Kan det passe, at panelet har lidt svært ved at udtale Supra Societatem Nemo?
- Hvem var de mest centrale nærmeste til Per Bjerregaard og i hvilke roller? Hvor arbejdede Benny Winther og Finn Andersen og i hvilke roller?
- Hvad var det med Tom Køhlert og Per Bjerregaard?
- Er det rigtigt at gøre Per Bjerregaard til æresmedlem eller skulle man hellere lade være?
- Hvem var de mere anonyme helte, der aldrig kom til at stå i de øverste linjer i Brøndbys store historiebog?
- Og mange andre centrale diskussioner
Hør også udsendelsen, hvor vi interviewede Kim Vilfort før kampen, hvor han skulle hyldes. Den udsendelse kan du høre her:
Hummel og Arbejdernes Landsbank er kommercielle partnere og dermed sponsor for Mediano på denne serie - bare så ingen er i tvivl om, at det her ikke er skjult reklame. Men Mediano og hummel deler også ønsket at hylde fodboldens legender, en dimension, som vi i Danmark traditionelt ikke er voldsomt gode til. Samarbejdet er et led i vores mission om dels at gøre alt så transparent som muligt, dels at finde kommercielle partnere, der er relevante for vores indhold og vores lyttere, læsere og seere.
Det samme gælder samarbejdet med Arbejdernes Landsbank. I kraft af det samarbejde kan Mediano i efteråret lave 10 ekstra udsendelser om Brøndby, AGF og FC Nordsjælland.
Så vi skjuler ikke reklame på Mediano - vi er faktisk stolte af vores partnere, og vores brugere og lyttere plejer nu også at være glade for, at nogle kan hjælpe os til at lave gratis indhold til fodbold-interesserede derude.
Foto: Getty Images/Jan Christensen