FC Nordsjælland Special: Kasper Hjulmand om Tuchel, Pep, Ståle og de unge knægte
Mediano Special Podcast: I dette store interview fortæller Kasper Hjulmand indgående for Medianos lyttere om de aktuelle trin i FC Nordsjællands udvikling og de lidt mere krævende trin i visionen om et hold baseret 100 procent på spillere udviklet på egne akademier.
Af Peter Brüchmann
Fredag d. 17. februar åbner Superligaen forårssæsonen, når FC Nordsjælland møder Lyngby Boldklub. Sidstnævnte kalder sig en talentudviklingsklub, selv om man skal have Panum-instituttets store mikroskop i brug for at finde bare tre små tenorer udviklet på egen sangskole i Lyngbys førsteholdstrup.
Kasper Hjulmand vægrer sig i dette interview ved at stikke unødigt til naborivalerne på ligaens 5. plads og klubbens renome som talentudviklingsklub, men taler i stedet høfligt om det lønlige håb om mange Superliga-sultne tilskuere på Right to Dream Park.
Til gengæld taler cheftræneren med en fortid i Bundesligaen gerne om visionen om i løbet af de kommende år at skabe et hold udelukkende baseret på spillere fra egne akademier i Farum og i Ghana.
I dette podcast-interview lavet på Hjulmands kontor i Farum kan du også høre svar på:
- Er det hos den gode bekendte Thomas Tuchel eller hos det normale forbillede Josep Guardiola, at Hjulmand finder sin største inspiration?
- Hvad er håbet om at kunne holde på Andreas Maxsø, Marcus Ingvardtsen og Stanislav Lobotka meget længere end til sommer?
- Hvem er de næste stjerner, der begynder at funkle på FCN-holdet?
- Hvad er de vigtigste ingredienser i udviklingen af fremtidens fodboldspillere?
- Hvorfor vil FCN lykkes med afrikansk akademi, når så mange andre projekter har været fine og flotte på papiret, men aldrig rigtig blevet succesrige på græs?
- Og en hel del andet
Hør også det cirka seks måneder gamle interview med Kasper Hjulmand, hvor han bliver konfronteret med omverdenens skepsis og rynken-på-brynene over den langsigtede proces i FCN-projektet:
Endelig kan du også høre FC Nordsjællands bestyrelsesformand, britiske Tom Vernon, fortæller om filosofien bag Right to Dream-projektet og planerne med den danske del af det. Hør den eksklusive podcast her:
Medianos podcast om Superligaens trænere og profiler er lavet i samarbejde med 3F og det store 2017-projekt '3F Bold', der er Danmarks nye stærke firmafodbold-turnering for 3Fs medlemmer. Se mere på 3Fbold.dk eller på Facebook. De første turneringer finder sted i Aalborg, Randers og Brøndby med start fra 29. april. Se de otte stævnebyer her.
Foto: Getty Images/Jan Christensen