Efter landskampen - hvad er det, Hareide vil?
Turde det danske landshold nok i kampen mod Rumænien? Hvad er det for en stil, man ønsker? Spørgsmål er der nok af efter 0-0-opgøret. Christian Sørensen, U17-træner i Lyngby, kommer med sine bud
Af Jacob Staehelin
Godt nok ligger Danmark på en delt andenplads i VM-kvalifikationen, men det er også noget af det eneste, der er værd at tage med efter en skuffende landskamp i rumænske Cluj.
For på banen var det vanskeligt at se, hvad det var, landstræner Åge Hareide reelt ønskede. Hvad var det for spidskompetencer, der skulle afgøre kampen til dansk fordel? I denne landsholdsspecial, som altid præsenteret i samarbejde med Oddset, sætter Mediano fokus på, hvad det var, vi lærte i 0-0-opgøret.
Derfor har vi inviteret Christian Sørensen, akademitræner i Lyngby i studiet for analysere kampen.
Undervejs diskuterer vi, om 3-5-2-formationen, der i lange perioder mere mindede om 3-6-1, er den rette løsning mod et hold, der har haft store scoringsproblemer i de seneste kampe - og om det var de rette spillere, der skulle udføre missionen. For, som Christian Sørensen, påpeger, så giver det ikke megen mening at have Lasse Schöne med i en kamp, hvor lange bolde op mod Cornelius er essensen af det danske opspil -det var ret langt fra, hvad Schöne har succes med i Ajax.
Vi vender også Simon Kjærs rolle på landsholdet, mangel på mod, hvad indskiftningen af Martin Braithwaite skabte af perspektiver og hvorfor det var godt for Danmark at have færre pasninger i 2. halvleg. Desuden ser vi nærmere på, om der er ræson i at tro på, at det danske landshold overhovedet har noget at have VM-drømmen i.
Programmet er præsenteret i samarbejde med Oddset.
Vært: Jacob Staehelin. Teknik: Sture Sandø
Topfoto: Getty Images