Snigpremiere på Mediano Fan: Her er Brøndbys fællesskab anno 2017
Mediano Fan podcast: Velkommen til Medianos nye store fokus på dansk og international fankultur. I denne første podcast sætter vi luppen på Brøndby og det blå-gule fællesskab her og nu.
Af Peter Brüchmann
I næste uge går Medianos næste store satsning i luften: Mediano Fan er et samarbejde med 3F og Arbejdernes Landsbank, hvor vi går på jagt efter en bedre og stærkere fankultur i Danmark.
Vi kommer til at besøge samtlige 14 Superliga-klubber og deres fans og napper formentlig også et par 1. divisionsklubber med i købet. Vi vil ligeledes arrangere to store høringer Øst og Vest for Storebælt, hvor vi samler fodboldens interessenter i et forsøg på at finde anbefalinger, der kan løfte tilskuertallene, styrke fankulturen og gøre det mere attraktivt at være fodboldfan.
I denne første udsendelse er vi taget på besøg hos Brøndby IF og forsøger at finde svar på de aktuelle udviklinger her og nu.
I studiet er Brøndbys sikkerhedschef Mickel Lauritsen, fankoordinator Lasse Bauer og Alexander Michelsen fra den stærke fanfraktion Alpha.
Hør i udsendelsen blandt andet:
- Hvor står Brøndbys tilhængere lige nu: Bedre end nogensinde? Status quo? Eller trængt som mange andre?
- Hvad blev der af hooligan-kulturen? Hvor er den i dag?
- Hvorfor vil Brøndbys fans hellere spille i en lavere række end at sælge stadionnavnet?
- Hvorfor bliver en tifo sammenlignet med en gave til konen? Og hvorfor er sponsorering af en tifo helt utænkelig i Brøndby?
- Hvad er selvjustits ifølge Alpha? Og hvad skal der til for, at en fan på afveje får lussinger af sine egne?
- Hvorfor spiller alkohol i dag en langt mindre rolle i den inkarnerede fankultur end tidligere?
- Og hvad er mest kultur: Et besøg på Arken eller en kamp på Sydsiden?
Læs også Medianos artikel fra de vi første gang fortalte om Mediano Fan og tankerne bag:
Fra nu af taler vi fankulturen op - er du med?
Foto: Getty Images/Jan Christensen