Boguddrag af 'Liverpool i blodet': Jan Molby på linjen

Bogen 'Liverpool i blodet' er - som titlen angiver - en kærlighedserklæring til De Røde. Her bringer Mediano et uddrag af et kapitel om Jan Mølby, skrevet af en af bogens tre forfattere, Lasse Højstrup Sørensen

»Tag din mobil, når den ringer om lidt,« sagde en halvpløret Henrik i telefonen. Jeg var på pub hjemme i Aarhus for at se Liverpool, mens Henrik var draget til København for at se samme kamp samt deltage i et fanarrangement med Jan Mølby som gæst.

Min telefon ringede igen, og jeg tog den: »Hej Lasse, det er Jan her. Alt vel i Aarhus?«

Jo tak, alt var vel – om end en smule forvirret, når en samtale med ens barndomshelt sådan lige skulle improviseres.

Parkeringspladsen ved Tarup Centret var kun halvfyldt. Det var en hverdagseftermiddag i Odenseforstaden, og Intersport-butikkens autograf-arrangement havde på ingen måder skabt trafikkaos og lange køer. Jeg havde set mit snit til at komme først til fadet med min lille sort-røde autografbog. Jeg var droppet ud af den lille kø i butikken og snedigt fulgt butikschefen ud på parkeringspladsen. Belønningen faldt prompte. Ud af en smart sportsvogn steg Jan Mølby, iklædt et topmoderne lyseblåt Patrick-træningssæt. Og jeg var eneste knægt klar med pen og papir.

Du kan købe bogen her:

Tarup Centret var på mange måder et centralt sted i mine drengeår og en vigtig kilde til fodboldnyheder fra den store verden og ikke mindst fra Liverpool. Centret var, som forstadscentre var i 80’erne. Ucharmerende og kedeligt. Terrazzogulv og blid muzak skulle, trods kartoffelkur, lokke middelklassen til øget konsumering. Centret var bydelens torv og samlingspunkt. For børn var det stedet, hvor slikket blev købt, og for de unge rødder gjaldt det smøgerne fra centerkiosken. Det var den gamle og altid vrængende kioskmand, der hver eneste fredag tog mod mine lommepenge, når jeg lige efter skole stod ved disken med nyeste nummer af Tipsbladet og det glittede engelske fodboldmagasin Shoot.

Når disse to informationskanaler ikke slog til, bød centret også på det lokale bibliotek, hvor man kunne læse alle danske aviser. Jeg sad der, 12-13 år gammel, blandt flokken af ældre mandlige pensionister, og bladrede forsigtigt og nærmest lydløst frem til sportssiderne i håb om en ny vinkel på Mølbys Liverpooleventyr. Det skortede ikke på godbidder de første år.

Mølby var i 1985-86 måske landets mest omtalte fodboldspiller. Faktisk stod der så meget om den store dansker i aviserne, at jeg med mine scrapbøger fik et reelt problem. Efter at have opstøvet artiklerne på biblioteket, var det meningen, at avisen skulle købes i kiosken, så artiklerne kunne klippes ud og finde deres rette plads i scrapbogen. Men der var for mange artikler, og mine lommepenge slog ikke til, så i en periode, i bibliotekets fjerneste krog, rev jeg artiklerne ud og stjal dem med hjem.

Specielt BT og Ekstrabladet kunne levere store overskrifter og avisopslag til min samling. Jeg vidste, at denne onsdag ville blive en rigtig god dag. Ritzaus sportsavis – en telefontjeneste, der ofte var hurtigste kilde til engelske fodboldresultater – havde sent tirsdag aften fortalt, at Mølby havde scoret begge mål for det Liverpoolhold, der havde sendt Jesper Olsen og Manchester United ud af Liga Cuppen med 2-1 hjemme på Anfield. Jeg blev ikke skuffet. Alle aviser havde billederne af Mølby, der først hamrede et drøn af et langskud i kassen og minuttet efter sikkert scorede på straffespark. Jeg hæftede mig ved den lille, fine detalje, at bandereklamen bag målet var et fremstød for »DANEPAK – Danish Bacon«. Først rigtig mange år senere skulle lige præcis denne kamp blive et samtaleemne igen. I forbindelse med Mølbys testimonialkamp blev hans første mål i kampen fremhævet som hans absolut bedste og som en ren perle. Problemet var bare, at der ikke fandtes tv-billeder af mesterstykket. Grundet uenigheder om kampens rettigheder havde BBC´s kameramænd nemlig ikke været på arbejde som normalt. På den måde havde målet hen over årene opnået mytisk status. Denne status fik en ende, da Mølby selv frigav et videobånd, han havde fået af daværende United-træner Ron Atkinson. Big Ron havde optaget kampen til taktisk brug, men mente, at Jan ville kunne bruge en kopi som minde. Det var et rigtig godt mål. Mølby erobrede bolden på egen banehalvdel og drog den i højt tempo frem til kanten af Uniteds straffesparksfelt, hvor han med en knaldhårdt vristspark passerede en hjælpeløs Gary Bailey med et skud i venstre målhjørne. Dette mål fyldte mange sider i min scrapbog og i min fantasi. Da jeg endelig kunne se det på Youtube mange år efter, kunne jeg konstatere, at det var et godt mål, men ikke nær så godt som det, jeg selv havde skabt i mit hoved. Sådan er det med mange af mine Liverpoolminder, fra tiden før Sky ødelagde vores fantasi med livedækning af alle kampe. Der er masser af Liverpooltriumfer, kampe, mål og andre store øjeblikke, jeg aldrig så i 80´erne, men jeg skabte dem selv, og de sidder stadig dybt i min bevidsthed.

Målet mod United blev hurtigt overgået i omtale, da Mølby fuldendte en fantastisk sæson med at vinde mesterskab og FA Cup med Liverpool. Mølby havde spillet en afgørende rolle i et fantastisk Liverpoolcomeback i ligaen. I februar havde Liverpool tabt lokalopgøret til Everton og var 12 point efter bysbørnene, der toppede tabellen. Med en formstærk Mølby som midtbaneanker vandt Liverpool 13 og spillede tre uafgjort af de sidste 16 kampe. Mølby var overraskende sat af til den afgørende kamp ude mod Chelsea. En kamp, spillende manager Kenny Dalglish legendarisk afgjorde med en brysttæmning og afslutning i én og samme bevægelse. Denne mesterskabsafgørende kamp blev selvsagt ikke tv-transmitteret i Danmark, da Tipslørdagssæsonen for længst var slut. Det blev derimod den årlige og meget traditionsrige FA Cup-finale, og her var Mølby til min store tilfredshed tilbage i startopstillingen.

Forberedelserne til denne pokalfinale startede med, at familiens stue fra morgenstunden blev indtaget og pyntet med flag, halstørklæder og plakater. Ventetiden til Danmarks Radios transmissionsstart var lang, så der var tid til indkøb af en liter Jolly Cola og hele to poser bølgechips i dagens anledning. Klokken 15.30, en halv time før kickoff, kunne Svend Gehrs endelig byde velkommen til Wembley, mens den royale livgarde spillede og marcherede rundt på den smukke grønsvær. Det var tid til fodboldfest, og nervøsiteten var stor. Et rent Merseysideopgør gjorde det ekstra spændende, og jeg var ikke vant til disse afgørende livekampe, så nervøsiteten var en ukendt faktor og svær at styre.

Mølby var her, der og alle vegne. Stort set alle bolde gik igennem ham, og han fodrede angribere og wings med gode afleveringer. Det var ikke nok i første halvleg, og den legendariske Gary Lineker lynede på en kontra og gav de blå fra Everton en pauseføring på 1-0. I anden halvleg faldt brikkerne på plads for Mølby, og han spillede sine måske bedste 45 minutter i karrieren. En smart lille stikning til Rush, og der var udlignet. Et hurtigt træk i feltet og en tværaflevering ind foran mål, hvor Craig Johnson nemt kunne score og dermed bringe Liverpool på 2-1. Mølby afsluttede sin pragtpræstation med at lave en vending i midtercirklen for derefter at sende en bold i dybden. En bold, der rev Everton i stykker og i sidste ende havnede hos Rush, der cementerede sejren. Jeg var lykkelig, som kun en 12-årig dreng kan være det. Ubekymret lykkelig og overvældet af de direkte billeder fra æresrunden. Mølby var med til at vinde den første double i engelsk fodbolds historie.

Fik du hørt vores podcast med forfatterne? Den er lige her:

Som en direkte konsekvens af denne historiske begivenhed måtte jeg i ugen efter kampen en tur i Tarup Centrets boghandel for at købe en ny scrapbog. Jeg har aldrig identificeret mig med Jan Mølby. Han var den første dansker i klubben, og som sådan blev han på mange måder min adgangsbillet til informationer og en rigtig vigtig og tro følgesvend i mange år. Men Jan Mølby og jeg havde meget få lighedspunkter, og jeg kunne ikke genkende noget af mig selv i ham. Mølby var stor og stærk, ind imellem ret stor, og var en ægte midtbanedynamo med lederansvar og en stærk karisma. Jeg var lille og spinkel, og de tynde ben havde ikke styrke nok til, at jeg nogensinde overvejede et Mølby-hug fra distancen. Jeg skulle modsat Mølby drible tæt i feltet og bruge angriberens målnæse til at afgøre de fynske lilleputkampe. Personligheds- og temperamentsmæssigt var der heller ikke en fornemmelse af sammenfald med min danske Liverpoolhelt.

Trods adskilt af Nordsøen var min drengede intuition stærk. Vi klikkede aldrig helt, Mølby og jeg. Mølby stod frem, nogen ville mene lidt for meget. Hans karisma gav ham en central rolle på et hold af stærke individer. Jeg var den generte type og nederst i hierarkiet på mit fodboldhold. Mølby blev i medierne kendt for en livsstil og ungdommelig ekstravagance, der ikke sagde mig noget, eller som jeg måske mere retteligt ikke rigtig forstod noget af. Jeg havde det fint med at tage i skole i min træningsdragt og bruge alle kræfter på at afgøre frikvarterets klassekamp med en scoring på skolegårdens små jernmål. Ingen pigeinteresse, smøger eller festivitas. Kun fodbold morgen, middag og aften.

Bogen er udgivet på Forlaget Turbine.

Alle fotos er fra bogen.