Fodboldministeriet: Flopholdet, bajer til Søren A og legende-smølfen
Hvem skal med på et all time flophold? Hvor galt kan det egentlig gå i quiz'en? Er der bajere til Søren A på søndag? Og hvem kan tage over efter legenden Schjønberg? Få svarene i anden sæsons 14. udgave af Fodboldministeriet.
Af Christian Wolny & Sture Sandø
I denne uge får lytterne intet mindre end et hel trup af et flophold, som Landsholds-Lars Jacobsen sætter sammen, efter en lytter spørger om hans bud på et hold bestående af spillere, der nok aldrig skulle have haft en kamp på de hold, hvor de aldrig blev en succes – for at sige det mildt. Det bringer dejlige navne fra fortiden i spil. Lige fra Yoshi Kawaguchi i målet og til hans Christians i den anden ende af banen. Producer-Sture forsøger såmænd også at snakke sig selv på holdet, men må nøjes med en plads på den knapt så eftertragtede reservebænk.
For en gangs skyld er der god stemning fra start i Fodboldministeriet. Alle tre deltagere er stadig glade oven på sidste uges besøg hos Michael Schjønberg, hvor de blev trakteret med hjemmelavet kylling i karry. Og lægger man det dejlige vejr oven i, og alle opdateringerne fra verdens bedste lyttere, så er det svært at være rasende. Selv for Landsholds-Lars Jacobsen.
Men alting ændrer sig tilbage til det normale, da de tager hul på denne uges Landsholds-Lars quiz, hvor hovedpersonen selv ender med at være presset i DBU Pokalens historie. Lytternes spørgsmål bringer panelet forbi alt fra anbefalelsesværdige fodboldbøger over fodbold kontra storpolitik og ikke mindst mærkelige hobbyer blandt fodboldspillere.
Morten Duncan Rasmussen er måske lige blevet den mest scorende spiller i Superligaens historie. Men han skylder stadig Fodboldministeriet en lyd til den nye legende-jingle, og det er ikke noget Lars Jacobsen har tænkt sig at lade ham slippe af sted med.
I Roulette-runden spilles der i denne uge blandt andet om bajere til æresmedlem Søren ”mandarinen” Andersen. Og sjældent har Producer-Sture, Wolny og Jacobsen heppet mere på gevinst...
I sidste uge blev Michael Schjønberg optaget i Fodboldministeriets Hall of Fame. Det betyder, at der nu skal præsenteres nye kandidater, som skal levere legendariske historier de næste mange ugers podcasts. Hvem valget er faldet på, kan høres sammen med den første anekdote af mange. Og det er bestemt ikke den kedelige eller stille type, der afsløres. Hverken på banen eller udenfor.
Alt sammen får du i denne uges udgave af Fodboldministeriet, der er produceret i samarbejde med Faxe Kondi og LeoVegas. Husk at du hver mandag kan få Fodboldministeriet direkte ind på din telefon eller iPad ved at ved at abonnere på podcasten i iTunes eller Soundcloud.
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images