MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano anbefaler: De bedste podcasts til sommeren V - Souplesse-holdets valg

Mediano anbefaler: De bedste podcasts til sommeren V - Souplesse-holdets valg

I det tidlige forår fik Mediano en lillebror ved navn Souplesse. Fokus er professionel cykelsport og her er en række anbefalinger af udsendelser fra de første levemåneder.

Af Jacob Staehelin

Mediano vælger en række udsendelser ud fra vores medarbejdere og i særlige temaer. Vi har foreløbigt bragt anbefalingerne fra Sture Sandø, Søren Kusk, Daniel Sichlau og Peter Brüchmann. Her følger nogle af de udsendelser, som Souplesse-værterne Jacob Staehelin og Lars B. Jørgensen vil anbefale fra deres eget arkiv til sommerferien.

Tanken om at lave en podcast om cykelsport er lige så gammel som Mediano - hvis man da kan tale om gammel, når mediet kun lige er blevet et år - men der skulle lige lidt længere tilløb til, inden Souplesse så dagens lys.

Souplesse betyder fleksibilitet eller smidighed på fransk. Men i cykelsporten har Souplesse fået en anden betydning. Det er blevet et begreb for det gyldne moment, når rytter og cykel finder ind i den perfekte balance. Hvor de smelter sammen til én organisme, hvor al kraft fordeles ned i pedalerne. Uden spild, uden anstrengthed. Og personificeret af Jacques Anquetil, den pæne herre, der illustrerer denne artikel.

Vi bilder os på ingen måde ind, at vi har nået souplesse i studiet endnu, men vi morer os med det. Og vi kan heldigvis mærke, at den glæde også indfinder sig hos gæsterne og såmænd også hos dem, der lytter med - og efterfølgende skriver til os. 

Målet har hele tiden været at finde en uformel tone, hvor der er plads til reflektioner, diskussioner og holdninger. At lade gæsterne være i centrum for en samtale, ikke et interview. Det mål holder vi ved i.

Her kommer en række udsendelser, der får vores varme anbefalinger:

Anbefaling 1 - Per Bausager om Italien

Per Bausager kørte som professionel i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne som hjælperytter for en række italienske stjerner. I denne podcast fortæller han om en tumultarisk indledning på sit professionelle eventyr, da han blev hyret midt under et 6-dagesløb i Belgien og sendt på nattoget til Milano direkte til holdpræsentation. En skøn fortælling om en svunden tid og en livslang kærlighed til cykelsporten og Italien.

Anbefaling 2 - Christopher Juul-Jensen om livet som professionel

Christopher Juul-Jensen er et interessant menneske og en fremragende cykelrytter. Han interesserer sig for filosofi, litteratur og kultur i al almindelighed. I denne podcast fortæller han åbenhjertigt om sine tanker og overvejelser, om livet som professionel rytter, hvilke muligheder det giver ham og glæden ved at udleve en drengedrøm.

Anbefaling 3 - Professor Lars Nybo om watt-tal

En vanvittigt nørdet udsendelse om præstationer i cykelsporten, der i årtier har haft et image plettet af dopingafsløringer. Professor i human fysiologi ved Københavns Universitet, Lars Nybo, der selv er en fantastisk cykelrytter, forklarer her, hvordan vilde præstationer skal analyseres. Hvornår er noget mistænkeligt og hvornår er det ikke? Bliv klogere ved at lytte med - det blev vi.

Anbefaling 4 - Daniel Dencik om sin bog 'Sportshjerte'

'Sportsherte' er en vidunderlig bog om professionel cykelsport. Om aktørerne, om løbene, om selve sportens indre. Og Daniel Dencik fortæller på fornem vis om sin bog i denne udsendelse, der såmænd har en snært af P1 over sig med en mindre oplæsningsseance. Vi er selv stolte af denne udgave af Souplesse. 

 Anbefaling 5 - Matti Breschel om karrieren og fremtiden

Det er en stor glæde for os på Souplesse, at cykelsportsmiljøet har taget så godt imod os. At ryttere, sportsdirektører, kommentatorer og iagttagere har ønsket at deltage. Det betyder meget for os som nystartet medie. Derfor var vi også meget beærede over, at Matti Breschel tog sig tiden til at dukke op i studierne for at fortælle om Paris-Roubaix, om at definere sig som cykelrytter og dermed også se ind i en fremtid, hvor den titel på et tidspunkt får et 'ex' foran sig.

God sommer!! 

Foto: Getty Images

Der hvor sammenhold er vigtigere end økonomi - de nye drenge i 2. Division

Der hvor sammenhold er vigtigere end økonomi - de nye drenge i 2. Division

Mediano anbefaler: De bedste podcasts til sommerferien IV - Brüchmanns valg

Mediano anbefaler: De bedste podcasts til sommerferien IV - Brüchmanns valg