MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Superligaens Største Øjeblikke - Da Lyngby gik konkurs og amatørerne tog over

Superligaens Største Øjeblikke - Da Lyngby gik konkurs og amatørerne tog over

Hvad skete der i og omkring Lyngby Boldklub, da klubben gik konkurs midt i sæsonen 01/02? Her får du historien fortalt indefra af Kuhn, ‘Sav’ og Birn med flere.

Af Anders Ryehauge

Det står nok stadig dugfrisk i de fleste fodboldglade danskeres erindring, at der i september i år blev sendt en flok amatører til Slovakiet for på bedste Klods Hans-vis at kæmpe bravt mod alle odds. For selvom de ganske vist ikke fik prinsessen, vandt de i det mindste det halve kongerige og en evig plads i historiebøgerne. Men hvad færre måske husker er, at dansk fodbold i de spæde 00’ere bød på en om muligt endnu mere gakket fortælling i samme eventyrlige genre. En med Lyngby Boldklub i hovedrollen.

Men lad os lige ganske kort sætte scenen først. For hvis man kan tale om forskellige storhedstider i Superligaens historie, må de første år efter årtusindeskiftet regnes for en af dem. Tag blot et kig på nogle af de navne, man passerer, når man scroller ned ad topscorerlisten i sæsonen 2001/2002:

Peter Madsen, Kasper Dalgas, Morten Skoubo, Bo ‘Bonaldo’ Nielsen, Sibusiso Zuma, Jess Thorup, Søren Frederiksen, Michael Silberbauer, Christian Poulsen, Thomas Røll, Mads Jørgensen, Mwape Miti, Heine Fernandez, Indrek Zelinski, Abdul Sule, Mads Jørgensen og et godt stykke nede også en meget ung Mohamed Zidan.

Den bedste danske række var simpelthen spækket med gode hold og gode spillere. Og så var der et enkelt hold, der gjorde sig bemærket på en helt anden måde… Lyngby Boldklub.

For mens nogle klubber havde fået tilkoblet en slagkraftig økonomisk motor, og man begyndte at se nye fusionsklubber skyde op, blandt andet FC Midtjylland, var der rod i økonomien i andre, heriblandt i særlig grad i ‘kongeklubben’ nord for København. Det betød også, at en lovende sæsonstart hurtigt udviklede sig til et altoverskyggende og kaotisk konkursdrama, hvor spillet på banen blev sekundært. Der var nemlig meget andet på spil end kolde kontanter og sorte tal på bundlinjen. Det handlede i lige så høj grad om stolthed og lokal forankring. 

I sidste ende blev Lyngby Boldklub erklæret konkurs, hvilket betød, at de pludselig stod uden spillere og trænere. Men da der stadig resterede en halv sæson var det ikke helt slut i den bedste danske fodboldrække for de kongeblå. 

Af de mere spidsfindige krøller på halen blev det Hasse Kuhn, der netop i år agerede vikarierende assistentlandstræner i Slovakiet, der kom til at få en hovedrolle i 01/02. Den gamle Lyngby-legende arbejdede på det tidspunkt som pædagog i en skolefritidsordning, men han skulle hurtigt få mere at se til. Sådan her fortæller han selv i afsnittet:

“Jeg mener, det er en gang i januar, hvor Mikkel Sørensen ringer til mig og siger: ‘Hasse, nu er det alvor, nu skal vi stille et fodboldhold. Vi bliver hængende i Superligaen, og vi skal spille 14 kampe, så værsgo’. Det var de korte ord.”

De frivillige kræfter i klubben med Hasse Kuhn i spisen måtte på bedste vis forsøge at støve et fodboldhold sammen, der skulle tage kampen op mod selvsamme navne, der er listet i indlæggets begyndelse. Så hvordan gør man det? For de kunne ikke tilbyde nogen penge. Men til gengæld kunne de tilbyde Superligafodbold.

Foruden Hasse Kuhn fortæller også Johnny “Sav” Laursen, Thomas Andersen og Klaus Lindholm om pludselig at kunne indfri den klassiske drengedrøm om at blive Superligaspiller, og om hvordan de oplevede de seks måneder, hvor medier fra nær og fjern lagde vejen forbi Lyngby Boldklub for at se, om de små sensationelt kunne drille de store. Men I skal også møde Martin Birn, der var anfører i klubben før konkursen og genfortæller, hvordan det var at gennemgå så kaotisk og udmattende et forløb som professionel fodboldspiller. Og så medvirker også Christian Ulrik Hansen, der dengang var et lovende Lyngby-talent på kanten til sit gennembrud, men som alligevel skulle vise sig at få en rolle i sæsonen. 

Lad mig slutte med disse to linjer, der også bliver sagt i afsnittets begyndelse:

“Det er historien om et halvt år, der aldrig er set magen i Superligaens historie. Men det er også en historie om en hæderskronet klubs storhed og fald.”

God fornøjelse.

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Mediano Lab: Træningsdosering i professionel fodbold

Mediano Lab: Træningsdosering i professionel fodbold

Mediano Sócrates: Her er holdet!

Mediano Sócrates: Her er holdet!