Analytisk optakt til foråret i 1. division - del 2

Fodboldanalytikerne fra Tap In har været i arbejdsværelset for at registrere, regne og analysere for at give dig den grundigst mulige analyse af 1. division op til forårspræmieren. Her bringer vi anden del med fokus på rækkens øverste halvdel.

Af Tap In Fodboldanalyse

Det du skal til at læse nu, er anden del af vores optakt til forårssæsonen i 1. division. Første del kan læses HER.

Måden vi tilgår vores analyse på er altid, at se kampene og kombinere det med data som vi både selv indsamler og som vi kan få eksternt. Således har os bag Tap In også set næsten samtlige kampe fra 1. division og analyser fra de kampe er en del af det dataset vi kommer til at referere til. Der vil ved nogle hold være én eller to kampe og ved et enkelt hold desværre lidt flere kampe, som vi ikke har haft mulighed for at se og derved heller ikke kunne analysere. Det forsøger vi så vidt som muligt at gennemsigtiggøre og så håber vi ikke, at det ødelægger noget for dig, at vi kun har set 18 af Thisteds kampe i efteråret.

Holdene kommer til at blive gennemgået slavisk, startende fra bunden af, og du kan således bare springe dele af optakten over og gå direkte til det eller de hold du gerne vil læse om. Hvis du generelt interesserer dig for 1. division anbefaler vi at læse det hele, da vi har bestræbt os på at analysere os frem til nogle ting ved hvert eneste hold, som forhåbentlig kan gøre dig lidt klogere, også selvom det er et hold du følger inkarneret.

God læselyst.

FC Fredericia – Efterårets mest potente offensiv

Tre ting her i livet kan vi altid være sikre på. Døden, skat og at FC Fredericia spiller i 1. division. Sådan føles det i hvert fald efterhånden med klubben der har tilbragt de sidste 16 sæsoner på 2. klasse. På trods af deres ellers kontinuerlige fuldtids-setup, lever klubben en forholdsvis stille tilværelse uden de store forventninger og bevågenhed, og fungerer glimrende som efteruddannelse for i første omgang mislykkede talenter, eller unge spillere der skal ud og jagte kontinuerlig spilletid for første gang på seniorniveau. I de senere år har de således kunne sende spillere som Anders K. Jacobsen, Marc Pedersen tilbage til Superligaen med stor succes, og bare siden i sommer har og Benjamin Hansen, Mathias Hebo, Thomas Mikkelsen og Frans Dhia Putros kunne veksle deres ophold i Fredericia til en chance i Superligaen.

Før denne sæson var forventningerne endnu en gang ikke synderligt store til Jesper Sørensens tropper, der foruden at miste de tre mand fra startopstillingen til Superligaklubber, også måtte lade topscorer Morten Beck gå til nedrykkerne fra Viborg. Umiddelbart var det ikke forventeligt, at holdet ville kunne løfte resultaterne og præstationerne der i sidste sæson indbragte en jævn 8. plads i rækken, men det har man ikke desto mindre gjort.

Hvor det i første omgang bare er imponerende, at Fredericia har været efterårets mest scorende hold, bliver man kun endnu mere imponeret når man kigger ind bag målene og forsøger at måle de offensive præstationer. Lidt mere skarphed og tur i den og Fredericia kunne have lavet en del flere mål. Det manglende held og skarphed har naturligvis også givet udslag i Fredericias pointhøst, som lød på 26 point i sæsonens første 18 kampe, men hvor man rent faktisk havde spillet til 33,5 Expected Points, et snit der ville have været godt nok til at placere holdet i top 3.

Den absolut største synder, når det kommer til de misbrugte chancer, skal findes i australske Brent McGrath.

”Turbo-Brent” vendte tilbage til Fredericia, hvor han tidligere nød stor succes, efter et meget lidt vellykket ophold i Esbjerg. I løbet af året på vestkysten, gik McGrath desværre hen og blev misbruger. Misbruger af målchancer altså. McGrath er med afstand den spiller i rækken der har forvaltet sine muligheder ringest, og har reelt haft chancer til små fire mål mere, end han foreløbig har scoret. Mest grelt var det midt på efteråret, da McGrath i to hinanden følgende kampe formåede at misbruge helt åbne målchancer efter at have afdriblet modstandernes keepere og efterladt dem i støvet. Det kan måske umiddelbart virke bekymrende, men at McGrath kommer til store målchancer så hyppigt som han har gjort i efteråret, kan ikke tolkes som andet end en positiv ting, og vi skal ikke længere tilbage end til 15/16-sæsonen for at finde en McGrath der i den grad vidste hvor målet stod, og endte med at indtage 2. pladsen på rækkens topscorerliste. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at han kommer til at brænde ligeså store chancer igen i foråret.

Fredericias rigtigt flotte efterår rent offensivt kan også relateres til flere spillere der har oplevet støt stigende formkurver. Det er lykkes Jesper Sørensen at få spillere som Anders Holvad, Dennis Høegh, Frans Dhia Putros, Mikkel Knudsen, Christian Sørensen, og vi kunne sågar nævne endnu flere, til at spille noget nær det bedste fodbold de har leveret hidtil i deres respektive karrierer. En rigtigt stor cadeau skal gå til ham for et rigtigt flot og underholdende stykke trænerarbejde, som han har leveret i efteråret.

Gode præstationer avler naturligt interesse for andre klubber, og det har også været Fredericias skæbne i vinterens vindue. Ud er gået to af holdets store profiler i Frans Dhia Putros og Mikkel Knudsen der er røget til henholdsvis Hobro og Viborg. To indiskutabelt store tab. Som erstatninger er dog kommet nogle interessante spillere ind den anden vej. Som afløser for Knudsen er SønderjyskEs Mikkel Hedegaard ankommet på en lejeaftale. Vi skal ikke meget mere end et år tilbage, hvor Hedegaard lignede en fremtidens mand på højre back i det sønderjyske, men skader og hård konkurrence har foreløbigt udsat det projekt. Hedegaard viste dog så absolut nogle kvaliteter i især det fremadrettede spil i de kampe han fik i Superligaen, og det er bestemt ikke utænkeligt, at han hurtigt kan gå ind og manifestere sig som en stærk højre back.

Som afløser for Putros er den tidligere Esbjerg-spiller Andreas Nordvik kommet til. Nordvik var ikke nogen entydig succes i Esbjerg, men har årevis af erfaring fra den bedste norske række, og ser stadig ud til at være i en god fysisk forfatning der bl.a. også indbefatter en god speed. Måske er skridtet ned niveaumæssigt er det der skal til for, at Nordvik finder noget mere niveau i sit spil. Og så er truppen også blevet tilført Brabrands angrebses Kenan Hajdarevic der leverede et rigtigt stærkt efterår. Det ligner umiddelbart en rigtigt fin beslutning at tilføre angrebet en mere fysisk og duelstærk type end McGrath og Holvad, og Hajdarevic ligner en mand der er ved at genfinde det niveau der tidligere gjorde ham til en ombejlet herre.

Allerede sidst på efteråret blev det meldt ud, at Jesper Sørensen stopper efter sæsonen for at flytte med familien til udlandet. Det kaster unægteligt et lidt underligt skær over denne forårssæson, især med tanke på de rigtigt spændende udviklinger vi så i efteråret. Ud fra en helt egoistisk tanke, kan det godt ærgre, at Jesper Sørensen ikke skal fortsætte udviklingen med det her hold eller forsøge at tage skridtet op igen, for den stil han bringer må helt sikkert være interessant for større klubber. Det bliver i hvert fald spændende at se, hvad det næste kapitel i hans trænerkarriere bliver, når hans pause forhåbentlig en dag er overstået, og det bliver ligeså spændende at følge, om Fredericia kan fortsætte de positive takter i foråret og formå at finde en træner der kan bygge fornuftigt videre på det nuværende projekt. Med kun tre point op er Fredericia absolut ikke ude af oprykningskampen, og kan de fortsætte efterårets tendenser, er det en endog meget stærk kandidat.

 Sidst men ikke mindst er det også værd at holde øje, når klubben i starten af april tager imod AaB i kvarfinalen af DBU Pokalen, som det sidste tilbageværende hold uden for Superligaen, i en kamp der bestemt ikke bliver nem for nordjyderne. To sejre hjemme på Monjasa Park, hvor man allerede har gjort det af med AGF tidligere på sæsonen, skal der til for at klubben står i en sensationel finale, der kunne blive en flot krone på værket over det fine trænerarbejde Jesper Sørensen har leveret. Vildere ting er i den grad sket i fodbold.

(Lavet med det forbehold, at vi ikke har haft lejlighed til at se og analysere FC Fredericias kamp fra runde 19)

HB Køge – Defense wins games

I HB Køge ved man, hvordan man skaber et solidt fodboldhold. Hårdt arbejde fra de forreste spillere og hele vejen ned til forsvaret, kombineret med offensive individualister der kan noget på egen hånd, og så er du allerede et godt stykke af vejen.

Det var også recepten Henrik Lehms tropper i 16/17-sæsonen. Holdet lukkede klart færrest mål ind i rækken, men måtte også sande, at de samtidig var det hold der scorede færrest. Holdet indeholdte egentlig masser af gode offensive spillere, men åbenlyst var det, at der manglede noget tyngde og en spiller med kvaliteter som boksspiller. Ganske vidst gjorde Marc Rochester en rigtigt fin figur i angrebet, og scorede sig fortjent et skifte til Silkeborg, men det var næppe hans evner som boksspiller Peter Sørensen forelskede sig i.

Løsningen blev Martin Koch, der havde leveret en jævn sæson for FC Helsingør, men så småt røg ud af holdet, og han skrev under på en kontrakt med HB Køge længe inden at undtagelsestilstanden indtraf sig ved Kronborg. Hvis Koch på nogen måde har ærgret sig over, at han ikke skulle være en del af det eventyr, har han i hvert fald gjort en enorm flot indsats for at ryste den skuffelse hurtigt af sig, og den høje angriber var lynhurtig til at forløse nogle af de ting offensivt der gjorde, at HB Køge var rækkens mindst scorende hold i sidste sæson og spillede 14 ud af 33 kampe uafgjort. 13 mål blev det til for Koch der indtager tronen på rækkens topscorerliste, og som åbenlyst er et stort referencepunkt i holdets afslutningsspil, og en spiller som man hele tiden søger.

Hele æren skal selvfølgelig heller ikke tilfalde Koch. Som tidligere nævnt er midtbanen begavet med flere rigtigt gode offensive folk, lige fra Henrik Madsen og Mikkel Wohlgemuth centralt til Lee Rochester, Alexander Bah og Kristian Andersen længere fremme. Sidstnævnte har især tillige manifesteret sig gennem efteråret som ligaens bedste leverandør af indlæg på dødbolde.

I defensiven måtte man i sommerpausen sige farvel til både Alexander Ludwig og Mads Juel Andersen der nu begge har deres fodboldtilværelse hos AC Horsens. På forhånd kunne det godt bekymre en del, at man rev to mand fra det centrale forsvar ud af en så solid defensiv, men den interne afløser Daniel Arrocha og den tidligere FC Vestsjælland-kæmpe Jean-Claude Bozga har lynhurtigt samlet depechen op og bidraget til, at HB Køge fortsat er et af rækkens bedste hold.

Når vi snakker om både den stærke defensiv og den forbedrede offensiv, kommer vi ikke uden om et at ligaens absolut stærkeste back-duoer i Mark Gundelach og Malte Amundsen. Desværre for HB Køge har de måtte lade de to stærke folk gå til henholdsvis FC Roskilde og Rosenborg i vintervinduet, og det kan næppe undgå at få lidt indflydelse i begge ender. Som umiddelbare erstatninger er Abdul Mumin og Gregers Arndal-Lauritzen kommer til fra FC Nordsjælland og Brøndby på lejeaftaler, samt den estiske landsholdsback Karl Mööl. Om Mööl kan omstille sig hurtigt nok, og de to unge spillere med begrænset erfaring på seniorniveau kan fylde de store støvler ud her og nu, er måske lidt tvivlsomt, men så får vi om ikke andet en fornemmelse af, hvor vigtige de to backs reelt var.

Foruden justeringerne i forsvaret er svenske Eric Törnros blevet fritstillet, efter at han aldrig helt fandt melodien i front og ikke virkede som et godt match med Martin Koch. Ind er til gengæld kommet et spændende bekendtskab i form af den unge offensivspiller Liam Jorden, der kommer til fra portugisiske Sporting. Jordan er en spiller der er fulgt af sportsdirektør Per Rud gennem flere år, og han omtales i floromvundne vendinger af selvsamme Rud i flere sammenhænge. Ham tillader vi os at have nogle forventninger til i så fald.

Med to point op til 3. pladsen er HB Køge så absolut stadig en del af oprykningskampen. Når det så er sagt, er det to markante afgange der har været over vinteren, og der er da umiddelbart også mere oplagte bejlere til at skulle bryde ind i den top 3. At dømme et hold ude der har præsteret så godt defensivt og er begavet med flere spændende offensive individualister vil være naivt, omvendt må vi også vente og se, om der måske ender med at komme en reaktion rent defensivt, nu man har skiftet mere eller mindre hele bagkæden ud på blot en halv sæson. Det ville under normale omstændigheder have nogle omkostninger for et fodboldhold, og med det in mente ligner Lehms tropper ikke nogen oplagt oprykningsbejler i denne sæson.

(Lavet med det forbehold, at vi ikke har haft lejlighed til at se og analysere HB Køges kampe fra runde 17 og 19)

Esbjerg – Sidste udkald for Terror-Ted

Der er blevet sagt og skrevet rigtigt meget om udviklingen i Esbjerg i de seneste år. Det har været en trist deroute for en af dansk fodboldstraditionsklubber, og dette forår bliver i den grad en eksamen for den nuværende ledelse og et afgørende forår for klubben.

At EfB indtager 4. pladsen i rækken inden foråret sparkes i gang, er ganske naturligt, præstationerne var hverken til mere eller mindre. Den nye cheftræner John Lammers kom egentlig rigtigt fornuftigt i gang og fik ligeledes sluttet efteråret godt af, men i den mellemliggende periode svigtede præstationerne på vestkysten. I sommerens transfervindue blev der tyndet godt ud i Ted van Leeuwen opfindelser fra vinterens transfervindue, og nye udenlandske spillere blev hentet ind. Om det skyldes højere kvalitet hos spillerne, eller om det lavere niveau får dem til at se bedre ud, er svært at svare entydigt på, men sommerens tilføjelser er i hver fald generelt faldet noget bedre ind på holdet, end de spillere man tilsvarende hentede sidste vinter.

I Agus Garcia, Andres Schetino og Rodolph Austin, der siden er blevet konverteret til midterforsvarer, har man i hvert fald fået nogle spilintelligente typer ind der har været med til at skabe en fin struktur i esbjergensernes forsvar, og har skabt en af rækkens bedre defensiver.

I det offensive blev bl.a. tilføjet angriberne Adrian Petre og Yuri Yakovenko, og det har også set perspektivrigt ud. Især Petre har leveret nogle fremragende tal, når han har været på banen, både når det handler om at komme frem til chancer og score, og i det kreative og relationelle spil, og det kan undre, at han ikke har fået nogle flere minutter i løbet af efteråret.

Selvom det da bestemt også er sympatisk, at John Lammers har givet fint med spilletid til et af klubbens egne angrebstalenter i William Møller, der også har gjort det fornuftigt, når han har spillet, vil det umiddelbart virke lidt ulogisk, hvis sommerens store indkøb Petre ikke får en mere fast rolle, når jagten på oprykning for alvor spidser til i foråret. Hans positive indflydelse på vestjydernes offensive spil, når han er på banen, er i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Generelt er Esbjerg enormt spændende at følge rent offensivt. I Anders Dreyer, Mathias Kristensen og Mark Brink har man i den grad nogle perspektivrige spillere på de offensive midtbanepladser, og med det niveau de allerede viser nu, er der ikke meget mening i, at de skal spille 1. division meget længere, og det må formentlig blive svært for Esbjerg at holde på dem alle, hvis oprykningen skulle glippe. Netop derfor er det kommende forår så vigtigt.

Vinterens transfervindue har efterhånden vanen tro budt på en del udskiftning for Esbjerg. Kantspilleren Nicu Carnat er sendt tilbage til Wolverhampton efter et sløjt efterår, angriberen Budu Zivzivadze er blevet udlånt tilbage til Georgien, efter at han faldt helt ud af holdet, og så har man ladet en af klubbens egne talenter gå i Marco Lund, der jagter lykken i Superligaen igen, efter at han ikke umiddelbart havde udsigt til en fast startplads i den kommende halvsæson i hvert fald.

Ind er kommet eksotiske navne som midterforsvareren Ben Aziz Zagre der kommer fra Burkina Faso og skal agere udviklingsspiller i første omgang, og den tyske offensivsspiller Tim Hölscher der er kommet til fra Twente. Hölscher er formentlig den eneste vi reelt kommer til at se i foråret, men i hvor stor en rolle, er umiddelbart lidt svært at spå om.

Der må i den grad være pres på de indre linjer hos EfB forud for det her forår. Økonomisk er meget utvivlsomt lagt an på en hurtig tilbagevenden til Superligaen, og skulle det mislykkes, må der formodes igen at være store ændringer i udsigt. Ted van Leeuwen har næppe mange kugler tilbage i kammeret, og det er svært ikke at se det her som værende en afgørende eksamen for, om han også skal tegne fremtidens EfB. Truppen er rigeligt god nok og skal så absolut ende i top 3, alt andet vil være en fiasko, men hullet op til Vejle er givetvis allerede for stort, og så kan det blive svært at indløse billetter til Superligaen i næste sæson. Som generel betragter af dansk fodbold er der i hvert fald alt mulig god grund til at følge med i, hvordan det her forår kommer til at forløbe på vestkysten, og historien om Esbjergs deroute kan sagtens ende med at få endnu flere kapitler.

(Lavet med det forbehold, at vi ikke har haft lejlighed til at se og analysere Esbjergs kamp fra runde 19)

Vendsyssel FF – Genopbygning på rekordtid

Det var uden tvivl en store skuffelse for Vendsyssel i sidste sæson, da man glippede to gyldne muligheder for oprykning til Superligaen. Den forspildte oprykning betød samtidig en stor afgang af profiler fra truppen, hvor spillere som Simon Okosun, Bjarke Jacobsen, Tiago De Leonco, Søren Henriksen og Mads Greve forlod truppen, samt erfarne spillere som Chris Sørensen, Thomas Dalgaard og Jesper Christiansen.

Set i lyset af det virkede Vendsyssel før sæsonen ikke som en oplagt oprykningskandidat. En stor bunke nye spillere kom til og skulle spilles ind, men det kom ikke til at tage længere end som så for Erik Rasmussen der kunne køre efteråret i garagen med en flot 3. plads.

Især på den offensive del så Vendsyssel perspektivrige ude. Lejesvenden Christian Moses scorede pænt med mål og nyindkøbet Lucas Jensen manifesterede sig lynhurtigt som holdets største offensive profil med 6 mål og 10 assists. Det var rent ud sagt en sand fornøjelse at følge Lucas Jensen der lige siden, at det lille gennembrud i Viborg førte ham til OB, har haft svært ved for alvor at forløse det talent, som i sin tid gjorde ham så spændende.

På den defensive del var Erik Rasmussens hold knap så imponerende. Sammenlignet med fem af de andre oprykningsbejlere, har Vendsyssel stadigvæk et stykke op målt på det defensive niveau. Uagtet at offensiven har præsteret rigtigt godt, er det formentlig nødvendigt at løfte sig på denne del af spillet, hvis oprykning igen skal være et tema, når vi ramme slutningen af sæsonen.

Vinterens transfervindue har desværre for Vendsyssel igen været historien om de mistede profiler. Ud er gået et af holdets absolut største profiler i højrebacken Rune Frantsen, der er taget til AC Horsens. Samtidig har man også måtte vinke farvel til topscoreren Christian Moses, der grundet en speget sag omkring nogle ejerforhold for Erik Rasmussen i forhold til den afrikanske klub der ejer ham, ikke har kunne lade sig gøre at købe fri eller forlænge aftalen med. At Moses så vælger at rejse til den direkte konkurrent Viborg, får ikke ligefrem det forløb til at se mere heldigt ud.

I jagten på kvalificerede afløsere, har man denne gang kigget nordpå for at finde nogle danskere der skulle bringes hjem. Det være sig det tidligere stortalent fra Inter, Morten Knudsen og højre backen Andreas Albech der begge kommer fra norske Sarpsborg, og manden der gik under kælenavnet ”Hulk” da han havde sine ungdomsår på Fredensvang, i angriberen Marcus Solberg der er hentet hjem fra islandske Fjölnir. Albech ligner umiddelbart en rigtigt fornuftig løsning, om end det selvfølgelig bliver meget svært at erstatte Frantsen. Marcus Solberg har forhåbentlig fået tanket en masse selvtillid på Island, så vi for alvor begynder at se nogle prøver på det tidligere store talent, som vi så meget lidt af i seniortiden i AGF og Silkeborg. Hvor Morten Knudsen står henne på dette stadie af hans karriere, er godt nok svært at afstandsbedømme, men kontraktlængden der kun varer til sommer er i hvert fald et praj om, at man godt ved at det er et usikkert kort.

At miste to af sine største profiler og erstatte dem med lidt upåagtede folk, plejer at være den sten sikre formel til at melde sig ud af en oprykningskamp på. Vendsyssel viste bare i sommer, at de kunne overkomme en langt sværere genopbygningsopgave, så at dømme dem ude på baggrund af det her transfervindue, kan man ikke tillade sig. Når alt kommer til alt, så går Vendsyssel ikke ind til foråret som en af favoritterne til oprykningspladserne, og det hold man stod med for 12 måneder siden så alt andet end lige mere Superligaparate ud, end den øjeblikkelige trup. Skal de gøre sig forhåbninger om oprykning, skal der i hvert fald findes en kontinuerlig målscorer, og hvem det skulle være ud fra den nuværende trup, står i hvert fald ikke lysende klart.

(Lavet med det forbehold, at vi ikke har haft lejlighed til at se og analysere Vendsyssels kamp fra runde 4)

Thisted FC – Virkeligheden lurer lige om hjørnet

At Thisted FC som oprykkere, og med en helt ny cheftræner i Joakim Mattsson, skulle overvintre på 1. Divisions 2. plads, var naturligvis en kæmpe overraskelse. Med meget få tilføjelserne katapulterede thyboerne sig ind i landets næstbedste række, og kan med al sandsynlighed allerede sætte kryds ud for sæsonens store målsætning allerede inden foråret går i gang, nemlig overlevelse.

Historien om Thisteds store efterår er også historien og et hold der har haft marginalerne på sin side, og et hold hvor en enkelt spiller har haft en enorm betydning. 35 point er det blevet til, men ser vi bag resultaterne har holdet reelt kun spillet sig til 22,4 Expected Points i de 18 kampe (1-1 kampen mod Roskilde i runde 18 er desværre ikke en del af analysen), hvor man har skrabet 34 point sammen. Det skal ikke tage noget fra de flotte resultater som holdet har lavet, men resultaterne skal også ses i lyset af, at marginalerne ofte har været på thyboernes side. Hvor Thisteds offensive produktion ligger meget godt i tråd med, hvad man har spillet sig til, er det især på den defensive del, at man har haft heldet med sig ved flere lejligheder.

En af efterårets største profiler i rækken, hvis ikke den allerstørste, var Mikkel Agger. Ingen spiller i rækken er i nærheden af at være så afgørende i både afslutningsdelen og den chanceskabende del af spillet, som Mikkel Agger, og skulle der uddeles en pris for mest værdifulde spiller i 1. Division, burde Mikkel Agger vinde den enstemmigt.

Det var der ikke overraskende også andre klubber der havde fået øjnene op for, og derfor har Agger i vinterpausen skiftet Thisted ud med Sarpsborg fra den bedste norske række. Den udvikling kommer vi helt sikkert til at følge, og vi vil i hvert fald ikke blive chokerede, hvis Agger går hen og overrasker som en af sæsonens bedste signings i Eliteserien.

At skulle finde en afløser i nærheden af Aggers niveau er tæt på en umenneskelig opgave i en klub med Thisteds niveau. Derfor har man også set sig nødsaget til at smide mere end ét lod i puljen. Ind er kommet den finske boksspiller Sakari Tukiainen og den tidligere OBer, estiske Hannes Anier. Netop Anier kender Joakim Mattsson fra deres fælles fortid i OB, og ham har han en øjensynligt en idé om, at han kan forløse. Anier har da ganske vidst også engang lavet et hattrick i en reserveholdskamp i Horsens, men generelt var det indtryk esteren efterlod, at han ikke var udstyret med det store tekniske talent eller målnæse, snarere end det var historien og en meget uforløst spiller. Anier ser heller ikke just ud til at have bragt den estiske liga i brænd de seneste år, så det virker noget uvist, hvad for et niveau han kommer til at bringe.

Ud er også gået Sead Gavranovic og Ronni Møller-Iversen der ellers begge to spillede fik pænt med spilletid i efteråret. Især Sead Gavranovic gjorde ofte en fin figur i de kampe, hvor Thisted var det bedre og spilstyrende hold, og hans kvaliteter kan godt gå hen og blive savnet.

Ikke nok med, at Thisted i den grad leverede over evne i efteråret og i den grad havde heldet med sig i flere kampe, så har holdet tilmed mistet en fuldstændig uvurderlig spiller. Deres kandidatur som reel oprykningskandidat ville nok stadig have været tvivlsomt selv med Mikkel Agger på holdet, men uden ham er det næsten umuligt at forestille sig, at de skulle fastholde deres plads i top 3. Skulle det ske ligger vi os i hvert fald fladt ned og indrømmer, at vi totalt har undervurderet kvaliteten af det Thisted hold, der er bare ikke meget der taler på, at de kan formå at fastholde efterårets momentum og holde trit med resten af oprykningsbejlerne i den her forårssæson.

(Lavet med det forbehold, at vi ikke har haft lejlighed til at se og analysere Thisted FCs kamp fra runde 18)

Vejle Boldklub – Måske er livet efter ”Dom” slet ikke så slemt?

Meget grusomt har klubben og den fans måtte gennemgå de sidste 10 år, men efter et flot efterår, ser det nu endelig ud til, at Vejle Boldklub igen er et sted, hvor man er en seriøs bejler til at vende tilbage til Superligaen.

Det var svært at vide helt præcist, hvad man skulle forvente af Vejle før denne sæson. Den første sæson med Andreas Alm ved roret var endnu en der røg over i kassen med skuffelser, og det betød nye vinde på trænerbænken og endnu en stor udskiftning i spillertruppen. Ind kom italieneren Adolfo Sormani og hans stab, og ind kom nu også en række spændende danske spillere i form af Nikolaj Madsen, Mads Greve og Rasmus Lauritsen, samt endnu en bunke udlændinge.

At det her var et andet Vejle-hold end det vi så sæsonen før, fik vi hurtigt syn for, da vejlenserne blæste afsted fra start af og ikke så sig tilbage i resten af efteråret. Med tre point ned til Thisted og seks point ned til Vendsyssel, der nok er den nærmeste reelle konkurrent, sidder Vejle allerede komfortabelt på tingene i oprykningskampen, og forventningerne forud for foråret er i den grad også derefter nu.

Vintervinduet skulle dog absolut ikke vise sig at blive kedeligt i Vejle eller handle om at bevare status quo, og vigtigst af alt, måtte man sige farvel til topscorer Dominic Vinicius, der blev solgt efter et økonomisk lukrativt bud fra Kina. Salget af Dom kommer uden tvivl til at have betydning, og mange Vejle fans er sikkert også nervøse for, hvordan man håndterer ikke længere at have en spiller med hans afslutningsevner og fysiske tilstedeværelse. Men, afsavnet efter Dom behøver ikke at blive så stort, som nogle gør det til at være.

Ser vi på Doms Expected Goals tal for denne sæson, var de faktisk ikke særligt imponerende. Til gengæld overperformede han ret meget de tal, hvilket i høj grad taler for hans afslutningsevner og evner til at lave de svære mål. Doms 0,23 Expected Goals per 90 minutter fortæller os dog uanset hvad, at han ikke gjorde et synderligt godt job med at bringe sig selv i gode afslutningspositioner. Det burde helt afgjort være til at gøre bedre for et tophold som Vejle. Alene det bare at finde en angriber der har næse for at stå de rigtige steder og finde de rigtige rum for at lave de ”lette” mål, kan gøre en del af vejen gøre det ud for noget af de man mister med Doms ”Star Quality” og afslutningskvalitet. Peter Utaka er en spiller der notorisk har været kendt for netop at finde de rum, og en spiller der meget sjældent har leveret decideret ”svære” mål, så kan man bringe ham i nærheden af hans tidligere niveau, bør man kunne lukrere på, at man nu har en angriber med lidt bedre næse for den del af spillet.

Der hvor man selvfølgelig ikke skal undervurdere det tomrum Dom efterlader, er på den fysiske del som opspilsstation og til generelt at suge opmærksomhed til sig, og så en måske lidt overset del af hans spil, nemlig hans relationelle færdigheder. De er så absolut noget nær toppen blandt angriberne i 1. division, og det kan sagtens tænkes, at de herrer Louati og Sousa kommer til at får det lidt sværere ved selv at komme til chancer.

Vejle har i hvert fald forsøgt at fylde geværet op med tilpas mange patroner til, at de må ramme et eller andet. Udover Peter Utaka er angriberne David Arshakyan og Alexandru Boiciuc også kommet til, og så forventes det, at klubbens eget talent i den store Jonas Andersen, også vil byde sig til som en eventuel afløser.

Med eller uden Dom så ligger Vejle lunt i svinget til at tage den direkte oprykningsplads, hvor der er tvivl om kvaliteten på angriberpositionen, er der ikke nogen tvivl om, at holdet fortsat er rigtigt stærkt besat på målmandsposten, forsvaret og på midtbanen. Hele den defensive akse med de nye folk i Greve og Lauritsen især er stadig helt ny, og har naturligt stadig nogle ting forhold til den indbyrdes forståelse, som de kan blive bedre til i en allerede stærk defensiv. Der er med andre ord dækket op til, at nu skal de være for VB, og alt andet end Superligafodbold i næste sæson, vil være en stor skuffelse for traditionsklubben.

(Lavet med det forbehold, at vi ikke har haft lejlighed til at se og analysere Vejles kampe fra runde 5 og 17).

Det var så anden og sidste del af vores optakt til foråret i den altid spændende 1. division. Vi håber den har været læseværdig. Ris, ros, forslag og andre henvendelser modtager vi som altid gerne på vores Twitter @tapinfodbold eller vores mail: tapinanalyse@gmail.com

Og så husk at komme ud og se noget fodbold!

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images