Fodboldministeriet: Triumf, Ramadan og Lars & Liniger
Kan et trofæ til Fodboldministeriet endelig hæve stemningen? Hvordan sætter man gang i Producer-Sture, når han skal stå på mål? Hvordan håndterer professionelle Ramadan og den dertilhørende faste, når der skal toppræsteres? Og hvordan kan Landsholds-Lars blive sendt bedst muligt afsted til Rusland? Få svarene i sæsonens sidste udgave af Fodboldministeriet!
Af Sture Sandø
Sidste udgave af forårets Fodboldministeriet kommer flyvende fra land, da den store triumf på banen i hjemløse cup’en skal vendes og bearbejdes. På trods af lutter sejre på banen, er der hård efterkritik fra Landsholds-Lars til især målmand Producer-Sture, der får lov til at føle, hvordan man evaluerer i det professionelle fodboldmiljø. Selv lånet af den svenske landsholdsmålmand Robin Olsens handsker kunne ikke gøre Sture flyvende i buret på Rådhuspladsen.
Ramadanen fylder en del i det politiske billede for tiden, men et spørgsmål fra en af verdens bedste lyttere får det til at blive relevant at diskutere ud fra et fodboldmæssigt perspektiv. Hvordan håndterer de professionelle fodboldspillere Ramadan? Og hvad gør klubberne, hvis flere i truppen holder det?
I Roulette-Runden kæmpes der for ekstra god opbakning til det danske landshold i Rusland og Producer-Sture er parat til at sætte sæsonens sidste guld-jeton i spil i den gode sags tjeneste og få LeoVegas til at punge ud en sidste gang inden sommerpausen.
Landsholds-Lars quiz’en har været én lang ydmygelse af Wolny i denne sæson. Krigen er for længst tabt, men får han oprejsning i det sidste slag, hvor hans barndomsklub endda er med i et af spørgsmålene?
Lytternes gode spørgsmål er der som altid plads til på balkonen. Og i denne uge betyder det svar på alt fra Superligaens bedste overskæg og internationale konkurrenter, den første kvindelige Superligatræner til DBU’s VM-sang.
Legende News er sendt på sommerferie og i stedet forsøger Wolny at sikre en god debut som VM-kommentator for makkeren Landsholds-Lars. Derfor er hans rejsekammerat, legendariske Henrik Liniger, inviteret forbi, så Jacobsen kan få gode tips til, hvordan man finder sin plads som debutant og holder anføreren tilfreds under den lange rejse rundt i Rusland. Liniger får også gode tips fra Producer-Sture, så han ved, hvordan man håndterer mavesurhed og raseri fra den gode Lars.
Alt sammen får du i denne uges udgave af Fodboldministeriet, der er sponsoreret af Faxe Kondi og LeoVegas.
Husk at du hver mandag kan få Fodboldministeriet direkte ind på din telefon eller iPad ved at ved at abonnere på podcasten i iTunes eller SoundCloud.
Foto: Stuart Franklin/Getty Images