Mestrenes mareridtsstart var ikke en tilfældighed
Blog fra Moskva: Morten Glinvad var til stede, da Tysklands verdensmestre tabte til Mexico. Her beskriver han sine oplevelser - hans blog kan også høres indlæst som blogcast.
Af Morten Glinvad
De mexicanske tilskuere ville ikke forlade Luzjniki. De sang og dansede og svingede med flagene og løftede sombreroerne. Dette var et øjeblik, de ikke ville slippe. Momentet, da det stod klart, at El Tri havde besejret de regerende verdensmestre, det frygtede Tyskland, i den første kamp ved VM-slutrunden.
Imens gik de tyske spillere skuffede hen og klappede rutinepræget til deres egne fans, som både i lydstyrke og i antal var blevet overmatchet af mexicanerne, ligesom det tyske hold var blevet det i 1. halvleg i Moskva.
Ja, tyskerne pressede på, som 2. halvleg skred frem, og Joachim Löw spillede flere og flere offensive kort ud. Mexicanerne var trætte og stressede, og i slutminutterne havde en udligning ikke været ulogisk.
Men det tyske overtag i slutfasen var ikke historien denne aften i den russiske hovedstad. Nok forbedrede tyskerne niveauet markant i de sidste 45 minutter, men det var ikke nok til at rette op på det rædselsfulde indtryk, holdet havde efterladt i 1. halvleg. Slet ikke. Dette var et ukendeligt tysk hold, der blev den anden verdensmester i træk, der tabte åbningskampen i den følgende slutrunde.
Du kan også høres Morten Glinvads klumme indlæst som blogcast her:
Det var et titanisk slag, og efter at åbningskampen ved VM på Luzjniki tre dage forinden havde været en flad affære, som mere mindede om en testkamp end en VM-gruppekamp, så virkede dette som et opgør fra den sene fase i slutrunden, hvor alt står på spil og afgøres i knald-eller-fald kampe.
Tyskland er ikke ude af VM, og stadig vil det være en enorm overraskelse, hvis ikke mestrene går videre fra en gruppe, hvor Sverige og Sydkorea er de øvrige hold. Men pludselig er der åbnet for et sandsynligt scenarie, hvor Tyskland kun kommer videre som gruppens toer. Så krydser man med vinderen af Gruppe E, som har Brasilien som den store favorit.
Dystre perspektiver for det tyske hold, men allerværst var den forfatning, holdet viste sig frem i på Luzjniki.
Ingen indbyrdes forståelse
Her var der ikke engang spillet to minutter, da mexicanerne første gang flænsede det tyske forsvar med deres flydende og hurtige kombinationsspil. Hirving Lozano blev spillet fri i en god position, men fik afslutningen blokeret. På det følgende hjørnespark var tyskerne ved at komme i problemer, og så var stilen lagt for 1. halvleg i Moskva.
Foran den imponerende grønne kulisse overmatchede Mexico de tyske verdensmestre på en måde, som sjældent er set i det sidste årti, hvor Tyskland har været fast deltager blandt de fire sidste, når holdet har deltaget ved de store turneringer.
De vanlige automatismer var ikke-eksisterende i det tyske kombinationsspil. Normalt er det en organisme med evig bevægelse bygget på fast struktur. Med en detaljegrad og et taktisk niveau på et hold af ekstremt spilintelligente spillere, der matcher de bedste klubhold. Denne halvleg var det nærmere som at se et af de landshold, der virker usammenspillede og søgende. Der var ingen indbyrdes forståelse og ingen veltilrettelagte bevægelsesmønstre.
Frontangriberen Timo Werner fandt aldrig sin rolle på holdet og var ufarlig, når han fik et par halve chancer. Thomas Müller og Julian Draxler havde ingen indflydelse på spillet fra deres udgangspunkt på kanterne, og Mesut Özil havde det kun i glimt.
Allerværst og mest bekymrende var den centrale akse, hvor Sami Khedira og Toni Kroos slet ikke hang sammen som midtbaneduo. Begge er af natur 8’ere frem for 6’ere, men de har gennem mange år på landsholdet spillet så mange kampe ved siden af hinanden, at det var overraskende, at de i deres positioneringer agerede, som havde de først lige lært hinanden at kende. De kunne med fordel kigge på det modsatte hold, hvor Héctor Herrera gav en opvisning i, hvordan man styrer en midtbane.
Mexicanerne fandt ofte og med lethed store rum mellem den tyske midtbane og midterforsvaret, hvor Jerôme Boateng og Mats Hummels var usædvanligt usikre. Især Boateng var ved siden af sig selv i det, der var hans første kamp fra start siden skaden i Champions League-semifinalen mod Real Madrid i slutningen af april. Hele forsvarslinjen virkede ukoordineret, hvilket kom til udtryk, da Lozano endnu en gang blev spillet fri i den tyske højreside, hvor Joshua Kimmich ofte blev fanget ude af position. Denne gang viste Lozano den skarphed, som mexicanerne havde manglet, og sparkede bolden fladt ind ved den nærmeste stolpe.
Efter pausen var billedet et andet. Mexicanerne gjorde, som de for ofte har for vane: De trak sig tilbage og blev for passive, som om de nærmest ikke selv troede på, hvor godt de havde spillet. Nu blev det en forsvarskamp for mexicanerne, der dog stadig fik flere omstillingsmuligheder.
Löw justerede sit koncept, som han så ofte gør. Khedira blev taget ud og erstattet af Marco Reus, så Kroos blev mere alene på den defensive midtbane. Og Mario Gomez kom ind som en ekstra angriber i stedet for venstrebacken Marvin Plattenhardt, der vikarierede for den sygdomsramte Jonas Hector, da tyskerne gik over til et tremandsforsvar.
Mestrene fik lagt et tryk, men helt overbevisende blev det aldrig. Og der var ikke nogen redningsmand i form af en individualist, der på egen hånd bar holdet helskindet gennem den kritiske start på VM, og her blev en af de tyske forhåndsbekymringer bekræftet: Holdet har masser af fremragende spillere, men ingen superstjerne som Cristiano Ronaldo, Neymar, Lionel Messi eller Antoine Griezmann. Blandt de 30 nominerede ved den seneste uddeling af Guldbolden var to tyske spillere. Toni Kroos som nummer 17 og Mats Hummels som nummer 27. Ingen af de tyske offensivspillere blev altså vurderet til at være blandt verdens 30 bedste spillere i 2017.
Savnet på den store offensive stjerne giver udfordringer, når de tætte kampe skal afgøres. Landstræner Löw har selv påpeget, hvordan EM i 2016 ifølge tyskernes egne data og analyser reelt er den bedste turnering, holdet har spillet. Og i semifinalen var holdet bestemt også bedre spillemæssigt end Frankrig. Men værterne havde Griezmann, der scorede to mål.
Hør også Morten Glinvads klumme fra åbningskampen Rusland mod Saudi-Arabien:
Den tyske genrejsning som fodboldnation gennem de sidste 15 år er veldokumenteret og beundringsværdig, og med sejrene sidste år i U/21-EM og Confederations Cup – med et decideret B-landshold – understregede Tyskland, at nationen stadig er førende i forhold til at udvikle nye spillere.
Siden Confederations Cup i 2005 har Tysklands A-landshold deltaget ved otte slutrunder og er hver gang mindst nået til semifinalen, men nederlaget til Mexico antydede kraftigt, at tyskerne denne gang mangler det sidste. Spillere som Müller, Özil og Khedira var nøglefigurer på det unge hold ved VM i 2010 og har været det siden. Men selvom de aldersmæssigt stadig burde være på toppen, er ingen af dem i øjeblikket på samme niveau som tidligere i karrieren. Og endnu venter tyskerne på, at de mange unge talenter tager det sidste skridt mod verdenstoppen og udkonkurrerer de ældre spillere fra holdet.
I det lys er fravalget af Leroy Sané markant, for selvom han ikke har overført niveauet fra Manchester City til landsholdet, er han stadig den af de yngre spillere, der har givet de største løfter.
Næste opgave for Löws mandskab er på lørdag i Sotji mod Sverige. I den mellemliggende tid skal de tyske koryfæer nok komme på banen med en kritik, der er notorisk nådesløs. Og da de tyske spillere med nedslåede blikke og lav stemme forsøgte at forklare blamagen til journalisterne på Luzjniki, lignede de spillere, der var helt bevidste om, hvad der var i vente.
”Abwehr-Chaos beim Weltmeister” lyder det på Bilds hjemmeside. Forsvarskaos hos verdensmesteren.
Mats Hummels talte over for journalisterne om, hvordan han og Boateng for ofte blev ladt alene af den svage midtbane.
Spillerne og Löw blev også mindet om historien, der fortæller, at de tre seneste europæiske verdensmestre er blevet elimineret allerede i gruppespillet ved den følgende slutrunde. Frankrig åbnede titelforsvaret i Fjernøsten i 2002 med et chokerende nederlag til Senegal og blev siden sendt hjem af Danmark. Italien vandt ikke en eneste kamp i Sydafrika i 2010. Og Spanien kollapsede på spektakulær vis i Brasilien fire år senere.
I den turnering lagde Tyskland ud med en overbevisende 4-0-sejr over Portugal som det første skridt mod nationens fjerde VM-titel. Den titel blev vundet på et tidspunkt, hvor Bundesligaen boomede. Et år tidligere havde Bayern München og Borussia Dortmund spillet en rent tysk Champions League-finale, og i sæsonen op til VM i Brasilien hed Bayerns træner Pep Guardiola, hvilket var med til at inspirere landsholdets stamme af Bayern-spillere.
Kan tyskerne så rejse sig, er nu det store spørgsmål. Der er klare udfordringer, men at hele konceptet brød sammen som i 1. halvleg mod Mexico, var uhørt. For netop det er normalt tyskernes styrke og det, der skal sikre, at de ikke bliver den næste europæiske verdensmester, der ender titelforsvaret allerede i gruppespillet.
Foto: Getty Images
