Fodboldministeriet: Alle gode gange 5 og legendebæstet
Hvad lærte vi af VM og VAR? Hvem skal have en af de eftertragtede Fodboldministeriet-picnic-kurve? Kan Wolny komme godt fra start i quiz'en? Og hvem var egentlig VM's bedste kommentatorpar? Svarene får du i sæsonpremieren af Fodboldministeriet.
Af Christian Wolny & Sture Sandø
Så er ferien, og freden, forbi. 5. Sæson af Fodboldministeriet er i gang, men at kalde det et kærligt gensyn er nok at tage munden for fuld, når der er tale om Landsholds-Lars Jacobsen, Producer-Sture og Christian Wolny. De tre herrer er ikke kendt for god stemning, og det er en sommerpause tilsyneladende ikke nok til at lave om på. Endda selv om de 1.000 anmeldelser er nået, og der skal deles picnic-kurve ud til tre heldige vindere.
Både Lars og Wolny har været til VM i Rusland, og derfor bliver turneringen lige diskuteret igennem. Både de små ting som VAR og så de helt store, som hvilket kommentatorpar, der blev kåret til det bedste hjemme i Danmark. Det overrasker nok ingen, at de tre gnavpoter ikke var udelukkende imponerede over VAR på den store scene - eller at Jacobsen var på det vindende hold i kommentator-konkurrencen…
Roulette-runden er også tilbage. Sidste sæson lykkedes det at sende over 50.000 kr. ud til lytternes gode fodboldformål. Det er en rekord, som der er en målsætning om at slå allerede i dette efterår. Hvis det skal lykkes, kræver det nok en god start. Og da Lars, Wolny og Sture jo generelt nok er mere kendte for koldstarter, gælder det om at krydse fingre.
Landsholds-Lars quiz’en tager en ny start. Især Wolny virker som om, at den har været mere tiltrængt end en regnvejrsdag i den danske sommer. Til gengæld burde han nok have forberedt sig bedre, for han lader til at være bagud på point allerede inden, den nye sæson for alvor kommer i gang. Og det endda selv om ærkerivalen Landsholds-Lars forsøger at hjælpe ham midt i krisen. Fortsætter ydmygelsen fra sidste sæson virkelig?
Lytterne har benyttet ferien til at stille gode spørgsmål til på balkonen. Tre af dem kommer op at vende i første udgave, og det betyder svar på alt fra om det er ok at se Tour de France, om hvor meget Landsholds-Lars havde med Andreas Bjellands skifte til FCK at gøre og om dommerne var for fedtede med at servere ostemadder under VM.
Legende News kommer op på den helt store klinge fra start. Der er nemlig en helt ny legende klar, og det er lykkedes at finde anekdoter nok frem til at præsentere den legende, som allerflest af verdens bedste lyttere har ønsket gennem de første fire sæsoner. Det kan ikke gå helt galt. Eller også kan det kun gå galt. Med den nye legende kan alt i den grad ske.
Første udgave byder også på en udspecificering af flere af Lars Jacobsens efterhånden mange regler. Du vil for eksempel ikke længere være i tvivl om, hvornår det er tilladt at gå op i Tour de France eller gå med hue.
Alt sammen får du i denne uges udgave af Fodboldministeriet, der er sponsoreret af Faxe Kondi og LeoVegas.
Husk at du hver mandag kan få Fodboldministeriet direkte ind på din telefon eller iPad ved at ved at abonnere på podcasten i iTunes eller SoundCloud.
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images