Mediano PL: Krise hos United, pointtab til City og et par danskere i fokus
Podcast: I ugens Mediano PL får du analyse af tredje spillerunde i Premier League, inklusiv mandagskampen Manchester United-Tottenham, hvor der var masser at tage fat på - ikke mindst Mourinhos problemer i Manchester.
AF ADAM MØLLER GOMAA
Udsendelsen i denne artikel er bragt i samarbejde med og sponsoreret af Oddset.
Mediano PL går atter i kødet på Premier League, hvor vi er nået til tredje spillerunde. Mandag aften tørnede Manchester United og Tottenham sammen på Old Trafford, og her var det gæsterne, der tog hjem til London med alle tre point, efter endnu en elendig indsats af Mourinhos Manchester United.
Den kamp analyseres mod slutningen af en udsendelse, hvor vi også har fokus på en del af danskerne, herunder Jonas Lössl og Pierre Emile-Højbjerg, som kom i fokus i denne spillerunde, men på vidt forskellig vis.
Derudover er der naturligvis ros til Wolverhampton, der som det første hold i denne sæson formåede at spille lige op med Manchester City, som ellers har set uhyggeligt stærke ud i de to første spillerunder.
Ekspertpanelet består denne gang af FC Roskildes Morten Nielsen, som tidligere har været på kontrakt i Chelsea, og Jeppe Grønning, som er anfører i Viborg FF.
Du kan høre hele udsendelsen her:
I dagens udsendelse går vi altså dybden med Manchester United - Tottenham, men vi har også masser af tid til at komme forbi rundens øvrige kampe. Blandt andet diskuteres, hvor meget Everton vil kunne løfte sig, når den nye manager, Marco Silva, får alle sine nye spillere til rådighed og om Leicesters Harry Maguire er på den rette hylde, eller han har kvaliteten til at spille for en af de helt store mandskaber i England.
Derudover vender vi også Mesut Özils usikre situation i Arsenal, den populære Fulham-topscorer, Aleksandar Mitrovic og Newcastles negative udtryk på banen i sæsonens første tre kampe.
Foto: Getty Images /Clive Mason