Mediano Superliga: Hvor holdbar er AaBs top 6-kurs? Hvor robust er Vendsyssel som oprykker?
Podcast: Her går et nyt hold Mediano-eksperter tæt på mandagskampen mellem Vendsyssel og AaB i Hjørring.
Af Peter Brüchmann
Udsendelsen i denne artikel er sponsoreret af Arbejdernes Landsbank og Oddset
For anden mandag i træk var der udsolgt på et Superliga-stadion, og igen var hverken Brøndby eller FC København involveret. Men det er nu ikke kun derfor, at Mediano igen er på banen med en tirsdags-udsendelse om Superligaen. Det gør vi nogle udvalgte dage her i sensommeren og efteråret, dels fordi vi gerne vil give vores lyttere så meget relevant indhold som muligt, dels fordi vi gerne vil introducere nogle nye eksperter og prøve at lade flere dygtige eksperter prøve, hvordan det er at analysere fodbold på Mediano-måden.
I dag er det HIK-træner Peter Feher og tidligere Brøndby Masterclass-træner Frederik Birk, der er i studiet. De kigger nærmere på en kamp, der blev betegnet som slaget om Nordjylland og som samlede et fyldt Nord Energi Arena med 6.415 tilskuere. I udsendelsen kigger eksperterne på, hvorfor kampen endte som den gjorde og især:
- Hvor langtidsholdbar er AaBs gode start med 9 point i fire kampe?
- Hvordan er Vendsyssel rustet til Superligaen, og hvordan står holdet i forhold til de øvrige oprykkere?
Du kan høre hele udsendelsen her:
Hør også om:
- Hvordan adskiller Vendsyssel sig fra det klassiske oprykkerhold?
- Hvad er kendetegnende for et hold med unge trænere og flere talenter, der er uddannet i andre og mere etablerede klubber?
- Hvem har Feher og Birk især hæftet sig ved på de to hold?
- Hvad skal AaB styrke for at være klar til for alvor at positionere sig i det gode selskab?
- I hvilket omfang giver næste weekends kamp mod FC Nordsjælland AaB mulighed for at 'gå i udbrud', som det hedder i udsendelsen og komme syv points foran Nordsjælland?
- Hvad har ellers imponeret Feher og Birk i Superligaen?
Peter Feher er tidligere teknisk direktør i FC Nordsjælland og arbejder sideløbende som angrebstræner på Litauens U21-landshold. Frederik Birk har senest været U19-træner i Brøndby og tidligere arbejdet i HB Køge.
Hør også mandagens udsendelse om de seks øvrige kampe i Superligaen:
Foto: Getty Images