Mediano Sócrates: I et øjeblik ville fodbolden være demokratisk

Sócrates drak bajere, dryssede om sig med hælafleveringer og demokratiserede en fodboldklub. Dette er fortællingen om én af fodboldhistoriens mest radikale skikkelser og manden, der lægger navn til Medianos nystartede akademi.

Af Jeppe Højberg Sørensen, kandidatstuderende i politisk kommunikation og ledelse og deltager på Mediano Sócrates

VM i 1986. Estadio Jalisco i byen Guadalajara i den vestlige del af Mexico. Seleção, brasilianernes navn for deres elskede landshold, skal åbne mod Spanien. På banen løber legenden Sócrates, der fire år tidligere anførte det brasilianske landshold, som blev ekspederet ud af Italiensk catenaccio og kynisme ved VM i Spanien. Det bedste landshold, der aldrig vandt verdensmesterskabet, er 82-holdet blevet døbt.

I 1986 er Sócrates ikke længere anfører. Alligevel tiltrækker et lille stykke bomuld på hans krop opmærksomhed. Om sit lange hår bærer han et hvidt bånd med teksten: »MÉXICO SIGUE EN PIE«, der betyder: »MEXICO STÅR STADIG«. Budskabet er en sympatierklæring til den mexicanske befolkning efter et jordskælv havde ramt landet i 1985 med tusinder af tabte menneskeliv som følge.

Det humane budskab, der viser sig at være skrevet på en sok og bundet om hovedet, følges op i de efterfølgende kampe, hvor Sócrates bærer hårbånd med budskaberne »NEED JUSTICE«, »NO TERROR« og »NO VIOLENCE». Selv har brasilianeren udtalt om de ikoniske hårbånd: »It is much better to try, I believe, than to conform«.

Den aparte poesi

Sócrates døde som 57-årig i 2011 på et hospital i São Paulo af sygdomme skabt af et massivt alkoholindtag gennem hele sit voksne liv. I Andre Downie’s biografi Doctor Sócrates lærer vi en levemand at kende. I sin aktive karriere fester Sócrates dagen før afgørende kampe, holder sjældent sine ægteskabelige løfter og drikker lystigt. »Jeg ryger, jeg drikker og jeg tænker« har han simpelt gengivet det. Også fodbolden er indspundet i lidenskab for brasilianeren, der efter sin scoring mod Sovjetunionen ved VM i 1982 passioneret erklærer: »Det var ikke et mål, det var en endeløs orgasme. Uforglemmeligt.«

Måske er Sócrates' brud med professionalismens konformitet en historie til forsiderne, men den er næppe den mest interessante. En håndfuld år før VM i Mexico har Sócrates nemlig igangsat et projekt, der hverken før eller siden har set sin mage i international elitefodbold. Et projekt, der markerer ham som én af fodboldens største oprørere og i en sammenligning får skriften på Sócrates filantropiske, oprørske hårbånd under VM til at blegne.

Sócrates i aktion i Brasiliens 3-1-sejr over Argentina under VM i Spanien i 1982. Foto: Getty Images/Allsport UK

Historien om demokratiet i den brasilianske traditionsklub Corinthians Paulista starter i en forstad til São Paulo. Sócrates indleder sin professionelle karriere i 1974 i provinsklubben Botafogo SP. En midterklub i São Paulo-delstatsturneringen Paulista 1. Divison. Men fodbolden er ikke Sócrates' førsteprioritet.

Han meddeler klubben, at hans medicinstudium rangerer over træningerne, og i de efterfølgende år dukker Sócrates oftest kun op på kampdage. Det medfører en iøjnefaldende ringe kondition og en kampvægt, der i perioder rammer blot 68 kg trods en højde på 192 cm. Alligevel berømmes Sócrates i midten af 1970’erne for sin træge, legende spillestil og ikke mindst for sine hælafleveringer.

Den langlemmede tekniker glider omkring på banens sidste tredjedel og sætter sine medspillere op med hælen. En teknik som flere forklarer med Sócrates' højde. Hans tyngdepunkt er placeret så langt fra grønsværen, at vendingerne bliver for langsomme, hvis indersiden tages i brug. Samtidig galopperer Sócrates' puls ved få højintense løb, så alle energibesparende løsninger tæller.

Magrão, »den høje tynde«, er Botafogos profil. På banen som indbegrebet af futebol-arte, brasilianernes term for det poetiske fodboldspil, hvor kreativiteten afsøger nye, ukendte rum.

Udenfor banen afslutter Sócrates medicinstudiet og hengiver sig til fodboldens verden. En verden han allerede i Botafogo tager tilløb til at provokere med sine radikale tanker og initiativer.

Ifølge Andre Downie samler Sócrates i 1977 Botafogos spillere i håb om at udligne uligheden i klubben. Han foreslår, at personalet i klubben skal have en procentdel af spillernes sejrsbonus, fordi vaskedamen, pedellen og massørens arbejde betinger spillernes succes. Holdkammeraterne tilslutter sig, og det samme gør bestyrelsen.

Vedtægten i Botafogo bliver, at klubbens personale får 20 procent af spillernes sejrsbonus. Et første lille spadestik i den grav Sócrates ønskede at grave til fodboldens hierarkiske indretning.

Demokratiet i Corinthians

Brasiliens største klubber begynder at få øje på Sócrates. Dog snarere på grund af hans spillemæssige kvaliteter end hans nyskabende tanker. I 1978 skriver han kontrakt med Corinthians. Kærligheden mellem arbejderklubben og Sócrates blomstrer dog ikke ved første øjekast. Corinthians' fans, der ikke har set deres hold løfte et trofæ i over 20 år, kræver mandsmod og syngende tacklinger - ikke Sócrates’ stil. Han foretrak at skippe træningen, hvis tømmermændene blev for voldsomme.

Samtidig regerer klubpræsident Vicente Matheus med jernhånd i Corinthians og udgør et symbol på, hvordan logikken fra Brasiliens militærstyre siver ud i alle afkroge af samfundet og tvinger sin autoritære form ned over dets aktører. Sócrates kommer i konflikt med fans og indleder en to-måneders strejke efter kontraktuenigheder med Matheus. Alligevel bliver den langlemmede offensivspiller i klubben, hvor han forbereder sin lokale revolution.

Hør også den podcast, som vores gode kolleger på ‘Brasserbold’ lavede om Socrátes og bogen om ham i 2017:

Sócrates ønsker at få indflydelse på taktik, spillerkøb og ikke mindst et opgør med »concentração«. Begrebet for den ordning, der hersker i flertallet af de brasilianske klubber og betyder, at spillere indlogeres på hotel to dage før kampe, fordi man i klubledelserne ikke stoler på spillernes dømmekraft. En mistanke, der trods sin mulige berettigelse set i lyset af Sócrates' udskejelser, provokerer Sócrates voldsomt og bliver en væsentlig drivkraft i opgøret, der leder til demokratibevægelsen. Han ønsker frihed. For frihedens skyld. Og ikke mindst på grund af det kulørte liv han fører uden for kridtstregerne.

Samtidig i Brasilien opstår en stigende trang til et oprør mod det militærstyre, der siden et kup i 1964 har ledet landet på udemokratisk vis. Oprørstrangen forstærkes af en amnestilov vedtaget i 1979, der betyder, at fjender af militærstyret, som tidligere er flygtet, vender tilbage til Brasilien og får mulighed for at mobilisere folket.

På direktionsgangene i Corinthians begynder Matheus diktatoriske ledelsesstil samtidig at blive udfordret af Sócrates blandt andre. Til præsidentvalget i 1981 allierer Matheus sig derfor med sin ven og politisk medsammensvorne, Waldemar Pires. En alliance, der er blevet beskrevet som en skinmanøvre, som formelt skal installere den mere velansete Waldemar Pires i præsidentrollen samtidig med, at Matheus reelt styrer klubben.

Alt går som planlagt. Pires vinder valget, og Matheus fortsætter sin enegang. Efter måneder med ydmygelser og beskyldninger for at være Matheus marionetdukke gør Pires dog brug af sin formelle magt og træder i karakter på bekostning af Matheus. Én af Pires første beslutninger som reel præsident er at hyre den blot 33-årige Adilson Monteiro Alves som fodbolddirektør. En sociolog med et utraditionelt CV.

Adilsen er tidligere direktør for en småkagefabrik, hvilket måske er årsagen til hans overraskende tilgang til spillertruppen. Stik mod vanlig praksis indleder Adilson sin indtræden med at tage spillerne med på råd under et obligatorisk hotelophold og placerer samtidig Mario Travaglini i spidsen for Corinthians. En træner, der er kendt for sin sjældne, dialogbaserede stil. Sócrates griber chancen for at udtrykke sine synspunkter, og derfra tager demokratiet i Corinthians fart.

Klubben begynder at fungere ud fra et princip om, at én person har én stemme. Ligegyldigt om denne er præsidenten eller holdlederen. De debatterer og stemmer om alt, der berører dem. Når en spiller skal købes, vælger Adilson en række muligheder ud fra spillernes forslag, hvorefter alle i klubben stemmer på deres favorit. I fællesskab beslutter de at gøre »concentração« valgfrit og træningstidspunkter fastlægges også ved håndsoprækning. Et direkte demokrati, der flytter ansvaret fra bestyrelseslokalet til omklædningsrummet – dog med Sócrates og hans holdkammerater, Wladimir og Casagrande som frontfigurer.

Corinthians og Sócrates' projekt starter på egen banehalvdel og med fodboldens egne problemer. En direkte og konkret tilgang, der legitimerer projektets grundlæggende demokratiske vision og vækker begejstring hos fansene. På nært hold udbreder Sócrates kendskabet til demokrati i et Brasilien, hvor militærstyret og dets kontrol har været hverdag siden 1964. Netop her viser fodbolden sin kraft som folkeligt inspirationsrum. En sfære, hvor et publikum, der i den intellektuelle debat er fraværende, kan nås.

Sócrates vil nemlig ikke blot demokratisere Corinthians. Sporten bliver motoren for den forandring, Sócrates ønsker at se i Brasilien. I 1982 leverer Corinthians én af sine mest iøjnefaldende statements, da klubbens spillere løber på banen med budskabet »DIA 15 VOTE« på sine hvide trøjer. En opfordring til befolkningen om at stemme ved det første frie valg i over 20 år, som regimet til nød udskriver for at imødekomme den stigende uro i befolkningen. Et valg som brasilianerne dog tøver med at deltage i af frygt for, at en stemme mod militærstyret vil få personlige konsekvenser. Magthaverne udtrykker deres frustration ved opfordringen, men skaden er sket, da spillerne entrerer arenaen.

Vind eller tab – men altid med demokrati

Demokratiet i Corinthians er ikke kun upopulært i militærstyret. Også grupper af brasilianske trænere, spillere og præsidenter udtrykker deres foragt for projektet, som beskyldes for at gå på kompromis med fodboldens kvalitet. Men den fodboldfaglige kritik fortoner sig. Corinthians har mere sportslig succes, end tilfældet har været i de forgangne tyve år, og i 1983 kulminerer rusen med sejren i delstatsfinalen mod rivalerne fra São Paulo FC. En finale, der dog huskes for endnu en politisk demonstration.

På banen bærer spillerne et banner med budskabet »Vind eller tab – men altid med demokrati«. Et opråb, der tydeliggør vægten af det politiske projekt hos Sócrates og Corinthians. I det forgangne år er Sócrates overgået fra at være Brasiliens anfører til at være et af knudepunkterne i den folkelige bevægelse mod militærstyret. Han deltager i tv-programmer og debatter, kollegerne Casagrande og Wladimir bliver en del af Brasiliens arbejderparti og klubben bliver et symbol på den spirende aktivisme i landet.

VM 1986 i Mexico. Sócrates med det karakteristiske pandebånd, der ikke kunne undgå at drage opmærksomhed. Foto: Getty Images/Bongarts.

Den nationale bevægelse, der navngives »Frie valg nu«, kulminerer i 1984, hvor det brasilianske parlament skal stemme om et forslag, der vedvarigt vil indføre frie valg af landets præsident. Den 16. april valfarter mere end en million brasilianere til demonstration i São Paulos gader, heriblandt Sócrates. Som det samlingspunkt landsholdsspilleren er blevet, bliver han kaldt op på demonstrationens scene. Her bliver han spurgt til, om han, som tiltagende rygter melder, vil drage til italiensk fodbold. Mødt med massive jubelbrøl fra de fremmødte svarer han, at han ikke vil forlade Brasilien, hvis loven om frie valg indføres. 

Kort tid efter skifter Sócrates til Fiorentina. Af frygt for militærstyret udebliver så mange parlamentsmedlemmer til afstemningen, at forslaget ikke vedtages. En politisk beslutning, der skal vise sig at punktere demokratiet i Corinthians. Fodbolddirektøren Adilson stiller op til klubbens præsidentvalg i 1985 og taber, og uden ham og Sócrates overgår klubben til en normal, hierarkisk administration. Sócrates har dog ikke kæmpet forgæves. Presset på militærstyret fortsætter, og i 1985 falder det endegyldigt, hvorefter den første folkevalgte præsident vælges siden militærkuppet i 1964.

Et eksempel til efterfølgelse?

Trods projektets ophør og den manglende kulmination uden for banen i 1984, udkrystalliserer Sócrates initiativ sig i dag som én af historiens mest skelsættende sociale bevægelser inden for fodbolden. En bevægelse, der startede i den lille vision og udgjorde et eksempel i datidens Brasilien og derfor vakte genlyd. Demokratiet i Corinthians anses som en vigtig motor i processen frem mod Brasiliens demokratisering. Men nu er spørgsmålet, om vi vil se en nyfortolkning af Sócrates' projekt i de kommende år?

I dag virker uligheden og fodboldens demokratiske problemer ikke til at være forsvundet. Men meget tyder på, at uligheden har ændret karakter. Det er svært at forestille sig Sergio Agüero og Kyle Walker i en fælles front mod intern ulighed i Manchester City, og fysionterapeuterne og pedellerne hos »the citizens« går næppe heller sultne i seng. Måske nutidens ulighed derfor skal findes i strukturer, der rækker langt ud over klubberne og fodbolden alene?

Ligesom det er tilfældet i det øvrige samfund, har globaliseringen grundlæggende påvirket fodbolden. Effekterne kan blandt andet findes i klubbernes globale ejerskabsstrukturer. Paris Saint Germain ejes af selskabet Qatar Sports Investments, og i Manchester City er historierne om klubbens mere eller mindre direkte tilknytning til Abu Dhabi-regiment ikke få. Et regime, der i vidt omfang kritiseres for bl.a. konsekvente overskridelser af menneskerettigheder og en særdeles inhuman behandling af sine migrantarbejdere.

Fodboldens nutidige bagside og ulighed skal derfor findes i den produktionskæde, der er med til at finansiere de verdensomspændende fodboldgiganter. Uligheden har flyttet sig fra det nære til det fjerne. Et komplekst forhold, der kan fremstå nærmest uoverskueligt at ændre på for de enkelte aktører. I fodboldens institutioner tilskyndes der næppe heller til forandring.

Forbuddet mod religiøse, politiske og personlige budskaber lever i bedste velgående samtidig med, at verdens olie- og kapitalgiganter pryder fodboldens fremskudte brystkasser. Men måske vi alligevel kan finde inspiration i fortællingen om demokratiseringen af Corinthians. For hvis Sócrates spinkle bryst kunne bære en samfundsprægende forandring, kan ét af nutidens veltrænede måske også?  

En del af artiklens oplysninger om Sócrates stammer fra bøgerne ‘Playing for freedom: Sócrates, Futebol-arte and democratic struggle in Brazil ‘af Jorge Knijnik og ‘Doctor Sócrates’ af Andrew Downie.

Denne artikel er udgivet i forbindelse under et forløb i Medianos Sócrates. Mediano Sócrates er et hold af dygtige og ambitiøse formidlere, der løbende udgiver historier på Mediano - primært på tekst - igennem et forløb på otte måneder, hvor feedback, idéudvikling og oplæg fra eksterne journalister og formidlere fylder det meste.

Foto: Getty Images/Mike King/Allsport