MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Fodboldministeriet: Mødet med Bartram

Fodboldministeriet: Mødet med Bartram

Hvorfor tage på jordomrejse i sin bedste fodboldalder? Og hvor mange mål blev det egentlig til på landsholdet for den gode Bartram? Det og meget mere svarer hovedpersonen selv på i dette legendemøde.

Af Christian Wolny & Sture Sandø

Så blev 9 til 10. Jan Bartram giver audiens, byder på indsigtsfulde historier fra en lang karriere i 80’erne og 90’erne og accepterer optagelsen i talkshowets Hall of Fame, som dermed kan fejre jubilæum med hele 10 legender siddende side om side.

Jan Bartram er og var ikke som de fleste andre fodboldspillere. Siden han kom ind med 4-toget fra Skive har karrieren budt på modsætningsforhold og opgør med både autoritære trænere og en sport, som krævede mere af ham, end han havde lyst til at undvære i resten af sit liv.

Hvorfor tager en fodboldspiller - på toppen af sin karriere - pludselig på en 1-års rejse rundt om jorden? Og hvorfor vendte han tilbage til fodbolden igen, da han kom hjem? Hvordan var forholdet egentlig til Sepp Piontek og alle de store kanoner i VM-truppen i 86 i Mexico? Hvordan reagerer man, når man har taget verdensmanden Henning Jensens plads i et omklædningsrum? Hvordan var det at gå fra spiller på et hold og så blive sportschef for de gamle holdkammerater få uger senere? Hvordan var det at være en del af det sidste AGF-hold, der vandt det danske mesterskab? Og hvad var anderledes, da man skiftede til fremadstormende Brøndby? Hvordan klarede en dansk levemand sig i en tysk bundklub, hvor der ikke var plads til andet end løb og den ugentlige dødskamp?

Jan Bartram svarer på alle disse spørgsmål og flere, der giver stor indsigt og perspektiv i en unik og definerende tidslomme i dansk fodbold. Du får også forklaret, hvorfor den dynamiske venstre back fandt det nødvendigt at skifte til Silkeborg i et par ugers tid uden nogen sinde at have tænkt sig at spille en kamp for midtjyderne. Og hans beskrivelse af Richard Møller Nielsen som træner og leder i modsætning til mange af de andre Bartram mødte på sin vej i dansk og international fodbold. Ikke mindst Graeme Souness i Skotland, der ikke var bleg for at slå sine egne spillere i gulvet og for øvrigt var tæt på at invalidere Jan Bartram med et kaffekrus engang. 

Traditionen tro sættes der også et drømmehold med de 11 spillere, som Jan Bartram fremhæver fra hele karrieren. Her er både AGF og det gamle dynamit-landshold godt repræsenteret.

Der er mange smil, ærlige historier og ikke mindst dybe refleksioner fra en helt unik person i dansk fodbold. Jan Bartram var ikke som de fleste andre på eller uden for banen. Det er han heller ikke som gæst som legende i en podcast.

Alt sammen får du i denne uges udgave af Fodboldministeriet, der er sponsoreret af Faxe Kondi og LeoVegas.  

Det taktiske bibliotek #4 - Presspillet

Det taktiske bibliotek #4 - Presspillet

Mediano Bundesliga: Den helt store optakt til Schalke-Dortmund

Mediano Bundesliga: Den helt store optakt til Schalke-Dortmund