Racisme skæmmer italiensk fodbold
Baggrund: De racistiske ytringer mod Napoli-spilleren Kalidou Koulibaly er et varmt emne i Italien, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, om abelyde er racisme eller en del af den rituelle og territoriale magtkamp mellem tilhængerne. Dan Petersen fra fodboldsitet 11v11.dk har kigget på Italien.
Af Dan Petersen
Vintersolen varmer fankurven på Stadio Atleti Azzurri d'Italia i Bergamo. På betonen står tusindvis af Atalanta fans og ser José María Callejón fra Napoli, som i det 65. minut sender en perfekt aflevering af sted med ydersiden til Dries Mertens. Angriberen er løbet i dybden og slipper fra sin modstander, inden han flugter bolden henover Etrit Berisha i Atalanta-målet.
Napoli-spillerne samles om den lille belgier, som har scoret foran hjemmeholdets ultras på Curva Nord. Nede fra forsvaret kommer Kalidou Koulibaly løbende. Den 191 cm høje senegaleser jubler sammen med resten af Napoli-holdet, som nu må lægge øre til massive buh- og tilråb fra hjemmeholdets fans. Det nedsættende ord ´Terrone´ (skældsord om folk fra syditalien) har været brugt flittigt gennem hele kampen, men under jubelscenen tager abelyde over og udstødes af flere tusinde Atalanta-tilhængere i retning af Kalidou Koulibaly.
I den officielle kamprapport vurderede man efterfølgende, at op mod 4.000 af de i alt 8.068 tilskuere på Curva Nord tribunen deltog i de racistiske ytringer mod Kalidou Koulibaly. Jeg stod selv i svinget til venstre for Curva Nord og oplevede den skræmmende store gruppe af mennesker, som kom med racistiske tilkendegivelser den søndag.
Hvor går grænsen
Historien fra Bergamo er ikke noget enestående tilfælde i italiensk fodbold, hvor højrefløjens fremmarch er blevet synlig. Kalidou Koulibaly har efterhånden slået sit navn fast som en af verdens bedste forsvarsspillere for et Napoli-hold, der anerkendes i hele Europa for deres offensive og underholdende spillestil. Måske netop derfor, er han særligt udsat, og har gentagne gange været offer for hændelser, som den i Bergamo.
Senest i 18. spillerunde til opgøret mellem Inter og Napoli var den gal igen. Her var det Milano-klubbens tilhængere, der kom med tilråb mod Kalidou Koulibaly. Denne gang meddelte stadionspeakeren tre gange, at han ville stoppe kampen, hvis diskriminationen fortsatte. Men truslen blev ikke fulgt til dørs på trods af, at dommeren var i sin gode ret til at fløjte kampen af. Til gengæld endte Kalidou Koulibaly med at måtte forlade San Siro før tid efter en sen tackling på Inters Matteo Politano. En forseelse, som førte til advarsel og efterfølgende rødt kort.
Konsekvensen for Inter blev to hjemmekampe uden tilskuere, hvilket er en hård dom efter italienske forhold. Her skal det tilføjes, at tidligere anklager mod Lazio og Atalanta for racediskrimination har ført til mindre bøder end den Nicklas Bendtner modtog, da han reklamerede for en spiludbyder på sine boxershorts.
Politisk opbakning til Inter fans
Det er nærliggende at koble racediskrimination på de italienske stadions sammen med Italiens fascistiske fortid og den stigende polarisering i det moderne Italien. Immigrationen fra Afrika, den tiltagende splittelse mellem nord og syd og den økonomiske krise har ført til frustrationer og usikkerhed efter mange års overforbrug og politisk kaos. Ved valget i 2018 stormede den anti-elitære Femstjernebevægelse frem i syditalien mens Lega Nord og populisten Matteo Salvini fik vælgernes stemme i nord.
Den populære Matteo Salvini, som blev indenrigsminister efter valget har da også skabt debat i Italien efter, at han var ude og nedtone tilhængernes aktioner på San Siro:
“Racism is the stuff of idiots in 2018, but let’s not put everything in the same pot,” sagde Matteo Salvini i tv-showet Tiki-Taka og fortsatte: ”In the stadiums they also sing ‘Milan in flames’ – would that be racism too? [Leonardo] Bonucci was booed by the Milan fans, is that racism? Healthy teasing among fans is not to be considered racism.”
Diskrimination accepteres
Fodbold er ofte blevet beskyldt for at være brød og skuespil (Panem et cicenses), der pacificerer folket. En eskapisme vi kan flygte ind i, når verdenen omkring os bliver for vanskelig. Den funktion har fodbolden også, men den er samtidig et effektivt forum for tilskuernes ytringer og holdninger, der kan række langt ud over spillet på banen.
Det jeg oplevede i Bergamo var langt fra historierne om nogle hundrede eller endog tusinde radikaliserede Lazio-ultras med nynazistiske symboler, fascistiske håndtegn og antisemitiske budskaber. Det jeg stod i havde dog en mindst lige så skræmmende effekt, fordi der var tale om et halvt stadion af unge mænd og familiefædre, som fandt brugen af abelyde okay! Måske fordi det er lykkedes, at så tvivl om abelyde i virkeligheden er racisme eller en del af den rituelle og territoriale magtkamp mellem tilhængerne på tribunerne, og derfor kan accepteres som en del af spillet.
Man kan kun håbe på, at Napoli og Kalidou Koulibaly snart gør alvor af truslerne om at forlade banen. Den handling vil få alvorlige konsekvenser for Napoli og Kalidou Koulibaly, men den vil også sende et signal til det italienske fodboldforbund og hele fodboldverden. Hvis ikke risikerer vi, at historien gentager sig selv, som den har gjort det med Kalidou Koulibaly, der oplever den samme form for racisme som Lilian Thuram og Aron Winter gjorde i deres storhedstid.
“In Italy we do not know the meaning of fair play”, sagde den berømte og afdøde La Gazzetta Dello Sport journalist, Gianni Brera. De ord giver mere mening end nogensinde.
