Mediano har aldrig lavet transfer special - her er noget, der ligner
Transfer detektor - Her er Medianos første forsøg på en udsendelse dedikeret til at tale om et transfervindue. Vi har inviteret manden, der fandt Alexander Sørloth i studiet til en snak om, hvordan et transfervindue kan handle om meget mere end at lave en masse spillerindkøb.
Af Peter Brüchmann
Udsendelsen i denne artikel er sponsoreret af Arbejdernes Landsbank
Hvor lang tid i forvejen planlægger man et transfervindue? Hvor mange informationer kan man skaffe om en spiller? Og hvor svært er det egentligt at kigge efter spillere, som de færreste danske fodboldfans kender?
Mediano har i denne udsendelse inviteret en professionel scout og sportschef i studiet for at indføre os og lytterne i håndværket ved at rekruttere rigtigt. Det er den danske sportschef og scout, Lars Hallengreen, der senest var sportschef hos Pafos FC på Cypern og har arbejdet hos FC Nordsjælland og FC Midtjylland.
Blandt andet var han manden, der lagde nogle af linjerne til FC Nordsjællands akademi og arbejdede så effektivt med rekruttering i FC Midtjylland, at han stod bag købet af Alexander Sørloth i den sæson, der gjorde FC Midtjylland til regerende mestre og gjorde Sørloth til det største salg ud af Superligaen.
Nu vurderer han de største transaktioner i det netop overståede danske transfervindue.
Du kan høre hele udsendelsen her:
Mediano har aldrig tidligere lavet udsendelser om transfer-vinduerne og prøvet at gøre os kloge på at vurdere spillere, som de fleste af os ikke har set og ikke har forudsætninger for at udtale os om.
Vi er på Mediano faktisk imod hele genren, som til tider nærmer sig det tåbelige, når klubber bliver rost for at købe meget og får kritik for ikke at handle, når det ofte viser sig, at kontinuitet er et plusord.
Men nu prøver vi altså med denne udsendelse at gøre os selv og forhåbentligt lytterne klogere på emnet.
Hør blandt andet om:
Hvad ligger der bag FC Midtjylland køb og leje af brasilianske spillere?
Hvor svært er det lokke spillere til den danske Superliga, når man først kommer over niveauet to-tre mio. euro i handelspris?
Hvad kan Hallengreen sige om Brøndbys køb af Simon Hedlund? Og er det i virkeligheden vigtigere, at klubben forlængede aftalen med Kamil Wilczek - og hvad siger det om den danske fodbolddebat, at Wilczek ved sin entre i Brøndby blev betegnet som et discount-køb uden det store perspektiv?
Og mange andre emner.
Her er rækkefølgen i udsendelsen:
Markedsmekanismer generelt - med eksempler
FC Midtjyllands satsning på brasilianske spillere (29.10)'
Superligaen diverse (49.30)
FC Københavns satsning på profilerede internationale spillere (57.50)
Meget kort kommentar om Marco Rojas og SønderjyskE (1.15.30)
Brøndbys forlængelse af Kamil Wilczeks kontrakt og købet af Simon Hedlund - og få en uforbeholden vurdering af Luke Singh. (1.16.30)
Senere på ugen kan du høre Lars Hallengreen fortælle sin tid på Cypern og hvorfor han forlod klubben efter bare otte måneder.
Hør også udsendelsen fra 2018, hvor Mediano døbte Hallengreen som en ‘Superligaens Forest Gump’
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images.