”Hvis jeg havde været ansat i en anden branche end fodboldbranchen, ville jeg have stået frem med min egen seksualitet”
Her forsøger en professionel aktør fra fodboldens verden at skubbe til debatten om seksualitet og homofobi. Han har valgt at komme på banen og har kontaktet Mediano, fordi han gerne vil påvirke debatten med sine oplevelser. Vi kalder ham ’Alexander’ og opfordrer læserne til at høre på budskabet frem for at gætte på, hvem det er.
Af Sture Sandø
Allerede længe før Viktor Fischer sendte luftkys mod Richard Møller Nielsen-tribunen i søndags og den debat, der er fulgt i kølvandet, er spørgsmålet blevet gentaget gang på gang: "Er der virkelig ingen bi- eller homoseksuelle personer i dansk topfodbold?"
Spørgsmålet har runget længe, men ingen er stået offentligt frem og har vedkendt sig en anden seksualitet end normen. I løbet af ugen har debatten raset i aviserne og deres debatspalter, på sociale medier, i TV og i radioen. Men det har i et eller andet omfang været en stedfortræderkrig, fordi ingen der lever af fodbold har haft energien og modet til at stille sig frem og bekræfte, at ikke alle i Fodbolddanmark er heteroseksuelle.
For Alexander, der åbner op i dette interview, har det været en sondring mellem tage en vigtig kamp for den sport han elsker, men stadig blive vurderet på og husket for sine faglige kompetencer og ikke hans seksualitet, som for ham er en privat sag.
Alexander optræder i artiklen under pseudonym, da han ønsker at være anonym, men hans identitet er kendt af journalisten.
Alexander er professionel fodboldtræner med erfaring fra dansk senior- og ungdomsfodbold på topplan. Her fortæller han, hvordan han som biseksuel oplever homofobi og homofobiske ytringer i sit arbejde i dansk fodbold – både på lægterne, i omklædningsrummene og på trænerkontorerne.
Timingen
Det er sjældent til at forudsige, hvornår en debat vokser, på den måde som det har været tilfældet med debatten om homofobi i dansk fodbold. Men faktum er, at alle der har interesse i dansk fodbold – hvad enten de lever af det eller er en del af det på andre måder – nu er nødt til at forholde sig til, hvordan de udtrykker sig på tribunen eller i omklædningsrummet.
Nu er debatten og diskussionen så nået et punkt, hvor den første person fra fodbolden selv tager bladet fra munden. Alexander er selv kommet til Mediano, fordi han gerne vil fortælle sin historie.
"Jeg har tænkt længe over, hvordan jeg kunne skubbe en lille smule på med det her. For jeg har en stilling, som er interessant at snakke om i forhold til homoseksualitet. Jeg tror, jeg har manglet en anledning eller ekstra motivation selv, til at gøre noget ved det. Da jeg oplevede, hvordan fansene stadig synger, hvordan klubberne stadig håndterer det, hvordan DBU håndterer det, hvordan fans på bagkant kan sige, at det ikke er homofobi. Og når man omvendt selv som jeg, er blevet rørt af, hvordan to forskellige fodboldfans de sidste dage har stillet sig frem og fortalt om, hvordan de synes det er at være homoseksuel og fodboldfan, så fik jeg lyst til også at byde ind, nu hvor det virker til, at der er et vindue for, at vi kan skubbe på noget.”
De to fans som Alexander hentyder til er Bjarke Charlie Serritslev og Jesper Brun Pajor, der har medvirket i artikler hos henholdsvis DR og Politiken, hvor de har fortalt om deres erfaringer med at være homoseksuelle fodboldfans.
Her kan du høre en podcast-episode, hvor Sture Sandø, der har talt med ‘Alexander’ fortæller om motiverne, om overvejelserne og om, hvordan det har været at arbejde med historien:
De har i modsætning til Alexander stået frem med navn og billede. Det føler han ikke, at tiden er moden til for hans vedkommende, da han frygter at blive forbundet med sin seksualitet i stedet for sine faglige kompetencer. Men han udelukker ikke, at han en dag vil stå frem med navn.
"Jeg ville godt kunne forstå og sætte pris på, at folk kom og klappede mig på skulderen og sagde: "Fedt, du har sagt det." Men jeg vil hellere have, at de kom og klappede mig på skulderen og sagde: "Hold kæft en god træning du lavede i går med dine spillere." I offentligheden og når jeg er på arbejdet, vil jeg hellere have faglig anerkendelse, end jeg vil have personlig anerkendelse. Jeg har fået klap på skulderen for at fortælle om min seksualitet hos mine venner og familie, og det er rigeligt for mig," siger han.
For Alexander handler det altså om at være med til at løfte debatten yderligere ved at bekræfte, at de bi- og homoseksuelle, som er blevet efterlyst i fodboldverdenen i årevis rent faktisk findes, og han ved også, at han ikke er alene.
Fortielsen
Alexander er stødt på andre bi- og homoseksuelle i sin fodboldtilværelse. Han har blandt andet matchet med dem på Tinder.
"Så ja, jeg ved, at der er fodboldspillere, som er bi- eller homoseksuelle. Og så har jeg har en meget stærk formodning om, at andre spillere enten har været i tvivl om deres egen seksualitet eller ikke har været i tvivl om den, men har haft en anden end så mange af de andre i omklædningsrummet har."
Han er ikke i tvivl om, at den lemfældige omgang med sproget på træningsbanen, i omklædningsrummet og senere på lægterne har været med til at skubbe nogle væk, som aldrig er vendt tilbage. Omvendt er det vigtigt for ham at pointere, at han har indtryk af, at der er en klar overvægt af heteroseksuelle i fodbold helt generelt, fordi det på mange måder er et miljø, der tiltrækker dem.
"Jeg tror ikke på, at man kan tage procentdelen af bi-, homo-, transseksuelle og så videre i hele samfundet og så overføre den en-til-en på fodboldverdenen. Den andel er ikke den samme. Det er et lavt antal," siger han.
Alexander pointerer, at der på samme måde er en overrepræsentation af homo- og biseksuelle inden for andre interessefelter, ligesom der ifølge ham er en underrepræsentation i fodboldverdenen, og det er ikke noget galt med, så længe man kan få lov til at dyrke sin passion uanset seksualitet. For ham opstår problemet, når man ikke uden konsekvenser kan stå ved, hvem man er. Alexander lægger bånd på sig selv i sin dagligdag som et værn imod risikoen for at blive bedømt anderledes end sine heteroseksuelle kollegaer.
"For et halvt år siden spurgte min kollega mig dagen efter en date, hvordan den var gået, hvad daten hed og hvad hun lavede. Men daten havde været med en fyr, og jeg sagde bare, at hun hed Laura, og så sagde jeg ellers, at hun havde det job, som han havde, og hvordan det var gået og så videre. Jeg dater både drenge og piger, og hvis bare jeg var ansat et andet sted, så ville jeg fortælle det som det var, at den ene gang var det med en pige, og den anden gang var det med en fyr. Men i fodboldklubben siger jeg altid, at det er med en pige."
For ham er det noget andet at gebærde sig i en fodboldklub end alle andre steder, og det er det, der er den ene del af sagens kerne.
"Hvis jeg havde været ansat i en anden branche end fodboldbranchen, så ville jeg have stået frem med min egen seksualitet. Ikke ved at stille mig op på bordet i kantinen og råbe det, men når det kom op i en samtale, eller når jeg blev spurgt ind til, hvordan min sidste date var, så ville jeg svare ærligt om det var en dreng eller en pige, og hvordan det havde været."
Men der er en tone i fodboldmiljøet, der i et eller andet omfang legitimerer homofobi – også selvom det ikke er intentionen.
"Der en jargon i fodboldverdenen, som er speciel. Til tider kan man jo opleve, at der bliver sagt "bøssemål" eller "svansedommer". Der kan blive sagt ting, der er homofobiske ytringer, uden det nødvendigvis er ment som homofobi. Men jeg har aldrig oplevet de ytringer på de andre arbejdspladser, jeg har haft, eller da jeg gik i skole eksempelvis. Jeg har aldrig oplevet nogen sige: "Hold kæft nogen bøsselektier, vi har fået for i engelsk!", eller "hvad er det for et svanseregnskab?" Men det kan man godt høre i en fodboldklub."
Det betyder, at Alexander agerer anderledes, når han træder ind i den del af sit liv, der omhandler fodbold. Her er han ikke sig selv 100 procent, og det skyldes også hans "egne fordomme om andres fordomme," som han siger.
"Det er noget andet i en fodboldklub af de rent praktiske årsager, at man færdes i omklædningsrum med masser af nøgne mennesker, hvor jeg ville være i tvivl om, om de ville føle sig utrygge, hvis jeg fortalte om min seksualitet. Jeg ville ikke selv føle mig utryg, og det kan også være, at de heller ikke ville. Men jeg var især i tvivl om, hvordan de unge spillere ville håndtere det, hvis jeg fortalte det, dengang jeg var ungdomstræner. Ville de synes, det var mærkeligt, at jeg var der? Ville deres forældre synes, det var mærkeligt?"
Det er således summen af flere ting, der er udslagsgivende for hans ageren; fordommene, det praktiske, jargonen, frygten for at være en lyseslukker i kraft af sin tilstedeværelse og så det helt enkle, at han synes, at seksualitet er en privat ting.
Frygten for at blive vurderet på andet end sin faglighed og fordommene om fordommene er eksempler, der indkapsler Alexanders tøven med at tale åbent om sin seksualitet blandt sine kollegaer. Han håber, at debatten nu kan være med til at få homofobi sidestillet med racisme.
Kampen mod racisme har haft opbakning længe. På det punkt er grænserne rykket, og racisme er noget, der aktivt bliver taget afstand fra – både på tribunerne, i omklædningsrummet og i samfundet generelt. Sprogbrugen er ikke på samme måde lemfældig, når det kommer til racisme.
"Jeg har aldrig hørt abelyde på danske stadions eller siddet på et trænerkontor eller været i et omklædningsrum, hvor der er blevet sagt "perkermål" eller "abemål", men jeg hører jævnligt "bøssemål" og "svansedommer," og jeg synes racisme og homofobi er i samme kategori."
"Fodbolden skal starten med fodbolden selv"
Homofobien begrænser sig ikke kun til dagligdagen i en fodboldklub. Problemet kommer i mindst lige så høj grad til udtryk, når tilskuere og fans fra lægterne forsøger at hjælpe deres egne helte ved at stække modstanderne.
Seneste spillerundes eksempler blev gnisten, som fik debatten til at blusse op – måske fordi sangene om Viktor Fischers seksualitet mandag aften i Farum blev sunget af mange og med en bevidsthed om, at hele Fodbolddanmark så med.
Alexander ønsker, at homofobi sidestilles med racisme når det kommer til håndteringen af det fra klubbernes side, fra DBU's side og internt mellem fans. Men han håber også, at han ved at fortælle sin historie kan inspirere andre til at stå frem med navn eller anonymt. Det er svært at ændre tonen og holdningerne alene, men jo flere der står frem, jo lettere bliver det for de næste.
"Verden bliver meget nemmere, hvis man står ved sin seksualitet. Det har jeg selv oplevet uden for fodboldverdenen. Det er jo bare en del af mig, men det var da en lettelse, og det var fint at få sagt til mine venner og familie. Jeg kunne forstille mig, at der var andre, der havde det på samme måde og også kunne opleve en lettelse. Måske kunne de endda synes, det var nemmere at være i fodboldverdenen, når folk vidste hvem de i virkeligheden var eller, hvad de også havde at byde på. Det håber jeg, at det her kan være et lille skridt på vejen til."
Og som han forklarer, er der stor forskel på, hvordan homofobien, der lever i bedste velgående under overfladen i dansk fodbold, skal kommes til livs. Det der foregår i klubben skal tackles på én måde, mens det der bliver sagt, råbt og sunget på tribunen skal tackles på en anden.
"Det der foregår på tribunerne er sværere at styre og er et langt sejt træk om at få ændret en kultur, hvor man tror, at når man køber sig adgang til et stadion, så køber man også adgang til at måtte sige ligegyldigt hvad man vil af tåbeligheder til folk."
For ham at se gemmer nogle personer sig bag nogle meget små figenblade i deres forsøg på at legitimere deres råb og sange.
"Det kommer bag på mig, at fans kan sige, at når de råber "homo" efter spillerne, eller at nogen er "gay", at det så ikke er homofobiske ytringer, at det ikke er skældsord – for det er det. Det er jo en kontekst, hvor man ønsker at tirre en modstander, gøre ham sur eller svine ham til. Så det kan godt være, at ordet "homo" ikke i sig selv er et skældsord, men brugt i en kontekst, hvor man råber noget grimt, negativt eller sætter "fucking" foran, så er det selvfølgelig et skældsord. Det kommer bag på mig, at der stadigvæk er mennesker, der mener, at det er okay, og at det ikke er homofobisk at sige "fucking homo."
Trækket i den rigtige retning skal ifølge Alexander starte indefra. Indefra i forbund, klubber og blandt fans.
"Fodbolden skal starten med fodbolden selv. Det undrer mig, at DBU ikke er klarere og mere offensive i deres udmeldinger, og jeg synes, at det er noget mærkeligt noget at blande Viktor Fischer ind som et argument for at lempe straffen til OB. Er der nogen, der har optrådt med stil, klasse, overskud og været med til at belyse problemet, så er det ham. Han fortjener snarere at blive hyldet." (Dette citat er tilføjet, efter at straffene til OB og Brøndby IF blev offentliggjort fredag d. 12. april)
"Det er som om, at klubberne og DBU tror, at bare de siger, at de er imod homofobi, så har de gjort deres. Men det siger jo sig selv, at der er ingen, der er for homofobi, men det er et spørgsmål om, hvad man gør ved det. Hvor meget gør man? Hvad vil man gøre? Hvor mange ressourcer vil man poste i det? Hvor vedvarende en indsats vil man lave? Nu har der været en relativt vedvarende indsats imod racisme i lang tid, som det virker til har båret god frugt i Danmark, og nu synes jeg det er tid til, at vi også får en større indsats imod homofobi," forklarer han og uddyber:
"Hvis vi tror, at vi har løst problemet ved at opstille en regnbuebænk eller spille med et særligt anførerbind, så synes jeg, at den seneste uge viser, at det har vi ikke," slår han fast og understreger, at det ikke er dårlige tiltag, men at der skal mere til.
Alexander efterlyser i lige så høj grad selvjustits blandt dem, der løser billet til stadion. Han spørger retorisk, om de mennesker, der ikke griber ind på lægterne heller ikke ville gøre det uden for stadion.
"Så mange mennesker ville ikke bare lade tingene passere. Og jeg synes, det er mærkeligt, at man inde på stadion giver sine medmennesker lov til at have et lavere moralsk kodeks end man gør ude på gaden."
Værktøjerne findes faktisk
At der er et problem med homofobi, kan man ikke være i tvivl om, hvis man har læst hertil. Men det næste spørgsmål, der rejser sig er: "Hvad skal klubber, fans og forbund gøre?"
For Alexander er der mange svar på det spørgsmål.
"Jeg synes, et vigtigt ben er den koordinerede indsats mellem klub og forbund med anførerbind, bænke og kampagner. Det kunne også være at gå med Priden. Eller man kunne indgå et samarbejde med en bøssebar og holde sin afslutningsfest der," foreslår han og tilføjer:
"Og det er ikke kun i forhold til homoseksualitet, men også i forhold til racisme, handicappedes rettigheder og alle mulige andre områder. Der er få foreninger, der har 15-20-30.000 mennesker, der kommer hos dem hver søndag, som fodboldklubber har. Jeg synes, der er for få fodboldklubber, der påtager sig et socialt ansvar, der er sammenligneligt med, hvor mange mennesker, de har som støtter dem. Det handler ikke om politik, men om hvordan man står op for mangfoldighed."
På samme måde som klubber og forbund har et ansvar og nogle værktøjer, som de kan gribe til, så har vi det også som enkeltpersoner og fodboldfans. For Alexander er det sammenligneligt med kampen for et bedre klima.
"Man gør det, som man selv tror på, og som er inden for, hvad man har af ressourcemæssige muligheder. Regnbueflag på tribunen, skære de homofobiske ytringer væk fra sit ordforråd, være med til den selvjustits, der skal være på tilskuerpladserne, sige fra når man hører noget eller stille krav til sin klub om, at de ikke skal tage til Qatar på træningslejr. Der er mange ting, man kan gøre for at støtte mangfoldighed i fodbold, og som ikke kun behøver at have med homoseksualitet at gøre, uden at lægge sit liv om eller stoppe med at gå til fodbold."
Alexander nævner, at han sågar selv i frustration har sagt "bøssemål" foran sit hold – noget han skammede sig over og gør til stadighed. Det er et godt eksempel, at vi alle kan starte med os selv.
Hvad med VM i Rusland og Qatar?
En ting er, at man som stadiongænger kan medbringe et regnbueflag eller sige fra, hvis nogen træder over grænsen på stadion – måske gør man det allerede. Men hvad nytter det, når landsholdet deltager ved slutrunder i lande, som langt fra anerkender alle seksuelle orienteringer? Det har Alexander ikke et klart svar på.
"Jeg synes det er lidt svært helt at overskue kompleksiteten i at sige fra over for VM-slutrunder. Er det spillerne selv, der skal gøre det? Har spillerne et ansvar, hvis de opfatter sig selv som solidariske og mangfoldige mennesker? Eller ligger den hos forbundene? Ligger den hos fans? Skal man så lade være med at tænde for fjernsynet, hvis man synes, at det er for dårligt, at der spilles VM i Qatar? Legitimerer man slutrunden ved at se med?" Spørger han sig selv og alle os andre.
Men han har også en vigtig afsluttende pointe.
"Det at der er et VM i Qatar eller Rusland skal i hvert fald ikke skygge for, at der er en masse, vi kan gøre selv i vores egen fodboldverden."
