Kalejdoskopet #3 - Fodbold og teater: Altid for AaB
Kalejdoskopet - ny podcast på Mediano: fodbold er mange ting og meget andet end spillet på banen. Det griber ind i mennesker og byers liv, er med til at forme identitet og den måde vi er sammen og mod hinanden på. I dette nye format på Mediano, forsøger antropolog Lasse Yde Hegnet at gå bag om fænomener, diskussioner, begreber og andre kulturelle kuriositeter, der omgiver fodbolden.
AF LASSE YDE HEGNET
I Kalejdoskopets tredje udsendelse er de antropologiske begreber og teorier kylet ud af vinduet. I stedet er det fine tøj fundet frem og teaterkikkerten pakket, da Lasse Yde Hegnet forsøger at undersøge fusionen af fodbold og teater. Det sker med udgangspunkt i forestillingen "Altid for AaB", der blev fremført på Aalborg Teater i forsommeren 2014.
Gennem interviews med Aalborg Teaters daværende direktør og stykkets dramatiker bliver der åbnet op for ligheden mellem fodbold og teater. Stilarter og store navne som Ibsen, Holmberg og Shakespeare, er udtryksformer på samme måde som Klopp og Guardiola. Opera-fans er også fanatikere, der følger deres show verden rundt. Derudover er der kunstformen i det, den der formår at formidle de følelser og fællesskab, som fodbolden handler om, så "damen derhjemme endelig forstår det".
Udsendelsen består af to interviews - et med skuespilchef på det Kongelige Teater, Morten Kirkskov og et med dramatiker bag "Altid for AaB" og adskillige andre stykker, Henrik Szklany.
Du kan høre udsendelsen her:
Få svarene på:
· Hvordan fodbolden er en metafor for hverdagen
· Hvorfor fiktion nogle gange kommer før virkeligheden
· Hvorfor man pludselig drikker fadøl på teatret
· Hvorfor bolde på scenen er et no-go
Foto: Aalborg Teater, Altid for AaB/Allan Toft