Sådan arbejder Mediano - med vores forretning
Redaktørens blog: Vi er 75 procent færdige med det gennemført mærkelige år 2020, hvor vi hverken fik de sommerferier, fester og fodboldkampe, vi gerne ville. Men her er en status på de første 3/4 af et år, der også udvikler sig mærkeligt - og på mange områder også fint - for Mediano. I dag handler ‘Redaktørens Blog’ om, hvordan vi udvikler vores forretning og tankerne bag det.
Af Peter Brüchmann
Først og fremmest tak. Det siger vi meget. Og har gjort det længe.
Men kig lige på de kurver her. Det er jer, der gider bruge tid med os. Og gør det mere og mere. Undertegnedes nordjyske og sparsommelige herkomst bliver mere og mere udstillet på månedsmøde efter månedsmøde - vi mødes ikke så tit, fordi vi arbejder meget selvstændigt - når der ikke er kage på bordet. Rekordkage, flag og fejring. Der er som regel ‘bare’ Larsen-kaffe - undskyld Larsen - og hvis det bliver rigtig festligt et par cherrytomater.
En anden lidt usagt pinlighed på vores møder er, når vi ikke har nået at høre hinanden. Vi har de seneste syv uger lavet 100 udsendelser - bare om fodbold. Så ingen af os når at høre det hele, men vi finder alle tænkelige måder på at nå at høre det meste. Lytningens svar på at skrå-læse - at høre podcast i højere hastighed - er en af dem. At tage en bluetooth-højtaler med på badeværelset om morgenen, i køkkenet om aftenen og i vaskekælderen har mange fordele - familierne er ikke altid enige i dem alle.
I går mødtes vi igen hele flokken på Nattergaleveje. Sture talte sit ark op med, hvad I egentlig har brugt tiden på i september. Ok, vi kan ikke se det hele, men vi kan se, hvor meget tid, I har brugt på at lytte til Hebo, Monnerup, Francis, Leander og alle os andre på Mediano. Og det var med 1.401.836 afspillede episoder i september lige nøjagtig 565 episoder mere end i august. Ny rekord. (Data stammer fra Soundcloud og har været samme kilde i mere end fire år - hør evt. vores besøg hos DR Medieforskning ang. podcast-data og udviklingen i mediet)
Kvartalet Q3 trykkede I play, stream eller bare på pilen på 3.815.208 episoder. Overført til andre data, så lytter I 60 procent af de fleste episoder færdige (det er data fra iTunes på det såkaldte listen-through-rate). Lad os sætte det lidt forsigtigt/lavt til 40 minutter pr. påbegyndt episode ifølge iTunes-data. Så har I altså i det seneste kvartal brugt 2,5 mio. timer, 104.167 dage eller 285 år på at lytte til fodboldsnak fra en lidt gold iværksættergang i Nordvest - og lidt fra Hobro, hvor Adam holder til.
Det blæser os lidt bagover, når vi regner på det. Tak igen.
Her kan du se en sammenligning af tal for månederne august og september, siden vi gik i luften i 2016. Igen data stammer fra samme kilde hele vejen.
Men nu skal jeg ikke drukne dig i tal. Ideen med redaktørens blog i dag var faktisk at indvie jer lyttere - og andre nysgerrige - i hvordan, vi arbejder og tænker. Jeg skal skåne jer for rørstrømske taler om vores 15 aktuelle partnere. Den kender I fra udsendelserne og alle de gange, vi fortæller om partnere, lyttere og treenigheden mellem de to dele og så indholdet.
Jeg vil i stedet prøve for åben skærm at rulle fire ideer ud. Ikke for at fiske nye aftaler ud - det arbejde er forhåbentlig igang - men for med størst mulige gennemsigtighed at fortælle om, hvordan vi gerne vil udvikle forretningen frem mod EM.
Ide nr. 1: Vejen til Qatar
Vi brænder for især i kanalen Mediano Sport & Perspektiv at sætte fokus på ‘Vejen til Qatar’ og VM i 2022. Det er mere end 2 år fremme, men vi vil rigtigt gerne matche op med f.eks. en fagforening, som bliver partner på et vedholdende fokus på FIFA, menneskerettigheder, sportens overdrev og DBU og landsholdets rolle i dette.
Kan man gøre dette til en forretning? Vel kan man så. Hvis vi ikke finansierer indholdet, kommer det ikke. I hvert fald ikke ret meget.
Skal en fagforening bestemme vinklen? Overhovedet ikke, men vi indgår ikke samarbejdet, hvis vi ikke er enige om fokus. Og det vil nok være kritisk.
Kunne være 24 månedsmagasiner frem til og med VM + måske endda et temasite med artikler og links.
Ide nr. 2: Den dynamiske mobilpartner
Af de 3,8 mio. episoder i Q3 er mindst de 3 mio. formentlig hørt via en mobil. Og en mobil kan bruges til meget. Vi har tanker om at hyre en af Danmarks dygtigste sportsfotografer og betale ham et par arbejdsdage for at se på, hvor højt niveau de bedste mobilkameraer kan nå i forhold til at dække f.eks. en stor Superligakamp.
Mobilen kan bruges til lyd- og video-optagelser i mixed zone omkring store fodboldkampe, så vi samler reaktioner hjem fra Superligaens profiler, der kan bruges i vores almindelige udsendelser om Superligaen.
Det mest oplagte er en mobilfabrikant som partner på Superligaen. Men kunne også være på EM - eller begge.
Her skal vi ikke bruge pengene på at lave flere ‘almindelige’ podcast-episoder, men kunne betale fotografer og journalister - og dermed i længden være med til at skabe flere arbejdspladser.
Ide nr. 3: 20 originale klubportrætter i Premier League
Forleden så vi en læskedrik-producent lancere en pakke med 20 forskellige dåser - en for hver Premier League-klub. Det inspirerede os straks til følgende ide: Vi laver 20 eksklusive portrætter af de 20 klubber i Premier League frem mod næste sommer.
I hver udsendelse åbnes selvfølgelig dåser for hver paneldeltager - dejlig lyd. Før udsendelsen bruges dåsen på sociale medier til at skabe interaktion med jer derude. Hvad vil I gerne have fokus på med netop den kommende klub? Og så kan nogle af jer vinde f.eks. 24 dåser med design tilpasset jeres yndlingsklub i en konkurrence, hver gang vi tager tilløb til en ny udsendelse.
Nu knytter ideen sig til Premier League. Men igen er det et sponsorat (på PL), knyttet op til godt og unikt indhold og med formålet at skabe en relation mellem partner, indhold og lyttere.
Ide nr. 4: EM-showet og Superliga-showet
Vi er begyndt at dreje op for vores ambitioner på video igen. Vores skønne samarbejder med Audi, Partnership og snart Velliv indebærer mere video. Vi har opgraderet udstyret - både lyd og diverse 4K-grej. Og vi søger efter video-kompetencer, der kan udvikle vores udtryk markant både visuelt og teknisk.
Vi har ambitioner om at skabe en fast arbejdsplads på video, hvis vi en dag finder den rette og vi kan få forretningen til at følge med. Og det vil vi gerne finansiere ved at arbejde med f.eks. de store udsendelser - Superligaen, måske Premier League, Superliga for Voksne og senere EM. Vi har i forvejen Peter Larsen Kaffe i krusene. Men skal vi have grøntsager og snacks på bordet i et samarbejde med en Supermarkedskæde - cherrytomater kunne for så vidt godt tænkes at indgå..
En bagerkæde var oplagt. Nogle vil måske godt have slik på bordet. Vores gode partner Just-Eat vil nok også blive tænkt ind. Det skal ikke sejle rundt i product placement og kommercielle budskaber. Det skal kobles med indholdet og stadig holdes nede på 1-2 procent af sendetiden, og ikke for at forsvare de 1-2 procent, men på tv udgøres 20 procent af en times rullende tv ved fodbold - det er ca. 12 minutter i pausen - af reklamer. Her er der typisk 45-47 reklamer. Jo, jeg har talt dem mange gange. 45-47 stk. i pausen af en sagesløs fodboldkamp.
Vores mål er 1-2 partnere og 1-3 integrationer i udsendelserne og gerne under et minut på en rullende time (her skal tilføjes, at intro og outro-speak på vores udsendelser både tjener som transparens overfor lytterne, synliggørelse af partneren og overholdelse af markedsføringsloven.
Video-delen, hvor f.eks. en Superliga-udsendelse kunne versioneres i tre versioner: Fuld længde (evt. streamet live), 10 minutters sammenklip og 1 minuts teaser til sociale medier. Og videodelen kan, hvad partnere angår, suppleres med sociale medier og konkurrencer.
Andre ideer
Vi har på det seneste gjort os en masse erfaringer med f.eks. formatet Audi Talks, en samtale i en bil med video som noget, vi bruger på sociale medier og i et enkelt tilfælde - David Nielsen - som en fuld video på Youtube. Samtalen foregår i en bil, men det handler ikke om biler. Det handler om personen. Om byen, bolden og mennesket.
Lige om lidt begynder en af mest bemærkelsesværdige satsninger i Medianos levetid, hvor vi laver nogle af de største produktioner på fokus på Superligaens klubber. Vi begynder med AaB og fylder det, der nærmest er ‘Mediano Bussen’ med folk, der skal lave indhold om AaB og senere andre klubber. Det er ikke tænkt som et selvstændigt kommercielt produkt, men prøv os. Vi er ret åbne.
Vi har lige introduceret et samarbejde med lydbogstjenesten BookBeat, hvor vi i udvalgte udsendelser vælger en lydbog og læser et citat op fra en bog, der er relevant for udsendelsen. På mandag har jeg Hebo & Monnerup i studiet for at tale landshold. Jeg har valgt et citat fra den fremragende bog om Kasper Hjulmand, ‘Fodbolddrømmer’. Og ja, BookBeat er partner og det skal fremgå (både af hensyn til BookBeat, lytterne og dermed markedsføringsloven), men formålet for alle parter er at gøre deres tilstedeværelse relevant for indholdet og samtalen.
Og så tilbyder BookBeat en måneds gratis brug af tjenesten for Medianos lyttere via dette link eller brug af koden ‘Mediano’.
Og som det måske allerbedste har vi udviklet Mediano-listen med de bøger, som redaktionen anbefaler og som nu er et selvstændigt element hos BookBeat.
Hvordan går forretningen?
Ind imellem spørger nogle af vores gæster - eller eksperter - hvorfor vi stadig bor lidt ydmygt lige bag ved Kirkens Korshær i Københavns Nordvest-kvarter. Ja, forleden måtte jeg bede to mænd med kanyler fremme flytte nådigst flytte sig lidt fra trappen, da vi havde gæster på vej. Spørgsmålet knytter sig til, at vi får flere partnere og stadig mere opmærksomhed.
Og jo tak, det går fint. Vi laver sorte tal og kommer også til det i 2020. Vi kunne lave langt større overskud ved at producere færre udsendelser og stadig overholde vores aftaler. Men vi investerer nu på 5. år i fremtiden og en stadig mere robust bæredygtighed.
Vi er igang med et 2020, hvor vi blev det første sportsmedie helt uden reklamer for betting, casino og kviklån og i hvert fald den første del er et hul på 1 mio. kroner, som vi er igang med at fylde op via andre aftaler. I 2019 omsætte vi for lidt under en mio. på betting-området, i 2018 med VM-slutrunde var tallet markant over en mio. kroner - og i ingen af disse regnestykker er Fodboldministeriet, der gik selvstændigt pr. 1.1. 2020 regnet med.
Så havde vi haft betting i 2020, havde vi formentlig tjent flere penge. Men vi vil gerne stå stærkest muligt i de kommende år og gøre det på vores måde.
Til jer, der lytter, tusind tak for at give os medarbejdere, ejere og freelancere den mulighed for at leve en drøm og en ambition ud.