Noget om patienter og violiner
Blog: F.C. København er ikke en syg organisation. Men klubben har en ledelse uden en plan. Uden tilsyneladende at have kompetencen til at lave den. Og den plan, man har haft i det meste af det seneste tiår, har man fyret på uværdig vis. Og fortsætter i øvrigt med at opføre sig uværdigt.
Af Peter Brüchmann
Der bliver snakket om syge patienter i disse dage. Forstået sådan, at F.C. København er gået hen og blevet syg. Med en reference til den diagnose, som den hollandske træner, René Meulensteen, stillede efter at have forladt Brøndby i januar 2007. I et interview med Algemeen Dagblad gennemhullede han den officiellle forklaring om familiens trivsel med ordene ”vi burde ændre hele strukturen i Brøndby, men det ønske var jeg ene om. Brøndby er en alvorligt syg patient, der har brug for akut behandling for at blive rask”.
Mange trækker den sammenligning i disse dage og især i kølvandet på Ståle Solbakkens nådesløse interview med TV3 Sport søndag aften. Fremragende interview og ros til begge værter.
Og jeg forstår i den grad sammenligningen. Der er mange ting, der rimer på 00’erne. Undertegnede sagde nogle hårde ord i en udsendelse efter fyringen af Ståle Solbakken d. 10. oktober og fik et par digitale skidtspande hældt min vej. Fair nok. I september 2004 skrev vi på B.T. en sektionsforside, der talte om, at Brøndby ville komme til at spille ’Andenviolin’ i forhold til den bevægelse, som F.C. København var i gang med på det tidspunkt.
Her kan du høre Peter Brüchmanns blog indlæst som det, vi kalder blogcast:
Dengang var internettet måske nok opfundet, men de sociale mediers gadekær var ikke åbnet, så jeg måtte nøjes med en del analoge, old-school-opringninger og lidt skub på vej til og fra stadion. Der kan i øvrigt rettes masser af kritik mod begge mine ytringer. Jeg var følelsesladet i kritikken af Solbakken og det kom til at skygge for et budskab, jeg i øvrigt i den grad står ved. 100 procent. Jeg skrev i tilfældet Brøndby om Andreas Jakobsson-salget i 2004, og ikke lang tid efter havde Michael Laudrup gjort Brøndby til mester med en stærk Daniel Agger på holdet.
Jeg var idioten. Min langsigtede analyse var ok, men den kortsigtede stemplede mig som en grydelap med taster. Og fair nok. Kunsten er ikke at sige det, alle kan se i dine analyser. Kunsten er at se, hvad der kan være på vej – selv om det giver lidt modvind.
Brøndby var ved at miste grebet til FCK. Og Brøndby var en syg patient dengang i 00’erne svækket af den samme styrke, der havde gjort Brøndby til den altdominerende magtfaktor. Ordet var magtfuldkommenhed. Nogle synes, at det er et frygteligt grimt ord. Jeg betragter det som en tilstand, der truer alle med megen succes. I succes ligger kimen til fiasko, som en klog mand har sagt. Den tilstand blev Per Bjerregaard ramt af, og i slutningen af hans ledelse endte Brøndby med at være et sted, hvor folk ikke altid var glade for at arbejde og som havde svært ved at tiltrække de dygtigste.
Så ja, Brøndby var en syg patient. Og det er der mange, der sammenligner med tilstanden i F.C. København i dag.
Men jeg er ikke 100 procent enig. FCK er ikke en syg patient. FCK er en organisation, der ikke har udviklet sig væsentligt i snart 10 år. FCK er ejet af folk, der fuldstændig som Ståle Solbakken påstår, ikke har vist, at man forstår fodbold og FCKs ejerskab er i virkeligheden et af Superligaens mindst anerkendelsesværdige disse år.
Her kan du høre den analyse, Mediano lavede samme lørdag, som F.C. København offentliggjorde, at man havde fyret Ståle Solbakken pr. telefon dagen før:
Eller hør udsendelsen efter, at Jess Thorup var udnævnt som ny træner:
Glem Bo Rygaard. Han er ikke skurken. Jo, han har sejlet rundt på nu to pressemøder og formået at afsløre manglende indsigt, manglende respekt for Ståle Solbakken og høvle de lammeste management-floskler over bordet. Og nej, jeg kritiserede ikke mandens engelsk-kundskaber i den udsendelse fra havehuset hin lørdag. Jeg tolkede den overdrevne brug af små engelske ord hist og her som et tegn på overflade, og at stævnen ikke stak dybt alle steder.
Glem William Kvist. Han er en interessant person. Han har gennemført en forbilledlig fodboldkarriere, som han fik alt for lidt anerkendelse for.
Men Rygaard og Kvist er stik-i-rend-drenge for ejerne, der er en kavalkade af alt det, fodbold ikke bør være. En Lars Seier, der stopper træningen og fortæller, at der er ro på. En Erik Skjærbæk, der nærmest har pralet af ikke at vide noget om fodbold. Forestil dig, at Jim Hagemann Snabe fortæller, at han ikke interesserer sig for skibsfart eller logistik. Eller Karl Peter Korsgaard Sørensen, der er den tredje store aktionær. Det er deres ejerskab, som F.C. København bør dømmes på.
Det er ikke nødvendigvis forkert at fyre Ståle Solbakken. Jeg ville aldrig have gjort det her og nu, men det er også fløjtende lige meget. Det forkerte er at fyre en mand, der har bygget en meget stor del af det, som klubben står på skuldrene af – uden at have en plan.
Jeg siger ikke, at de skulle have haft Peter Møller og Kasper Hjulmand klar til at tage over. Eller rundet det helt uhellige og ringet til Troels Bech og ham tyskeren ude i Solrød, for at høre, om de snart skulle prøve et derby igen (joke). Men du fjerner ikke soklen, vinduerne, de høje paneler og stukloftet uden at have noget at sætte i stedet. Jeg har en klar fornemmelse af, at F.C. København har gennemført snart ti år uden at have en egentlig plan. Sådan en, som alle taler om i hele Europa og alle prøver få at finde frem til.
Der er en grund til, at mange læser undersøgelser, studier og bøger, der beskriver, hvad Ferran Soriano og Co. har lavet med City Group eller hvad Rangnick & Co. skabte det der udskældte Red Bull-halløj på. Men FCK har haft Ståle og Johan Lange. I hvert fald det meste af ti-året. Vind DM, sælg nogle spillere og kom i det puljespil. Hvad koster det? Hvad giver det? Godkend budget uden tilsyneladende at være underlagt nogen stor plan. Ståle og Lange eksekverede ikke en plan. De var planen.
Solbakken fortæller det nådesløst i interviewet i Onside, hvor han efterspurgte en strategi efter 16/17, hvor pengene kom ind i stor stil. Jeg tror sådan set, at Solbakken i perioder har haft det fint med den udtalte mangel på modspil og sparring, selv om han i dag siger noget andet. Det var jo let, da det gik godt. Man skulle ’bare’ igennem den årlige eller halvårlige kamp med folk, som nordmænden formentlig har betragtet som en nødvendig, men irriterende forhindring. Men det er stadig en uheldig konstellation, og det ansvar peger i den grad opad.
På onsdag kan du høre en udsendelse på Mediano, hvor Dan Hammer og Mads Davidsen fortæller om deres nye bog, ’Hvor Svært kan det være’. Den handler ikke om FCK og udsendelsen tager ikke aktuelt afsæt i FCK, selv om den er optaget mandag. Men den handler om, hvad betydningen af langsigtet fodboldstrategi er. Og det er ikke det, vi ser i Parken og omegn disse år.
Jeg skrev i 2017 om det, der for mig lignede et identitetsproblem for F.C. København. Det kan du læse her.
Og ja, det problem har F.C. København stadig, selv om der er virkeligt dygtige folk, der arbejder flere steder i organisationen og er sig disse problemer bevidste. Men hvor længe er F.C. København en attraktiv arbejdsplads? Bliver de dygtigste ved med at sige nej, når andre spændende jobs byder sig til? Køber de som medarbejdere, den naive floskel fra Rygaard om ’back-on-track’. Hele fodboldverdenen taler om, at man ikke bare kan give nøglerne til en ny træner og så krydse fingrene for ’back-on-track’. Det får Thorup til at ligne en hund i et spil kegler, men Thorup er ikke fjolset her. De sidder længere oppe. Desværre sjældent på stadion, for der kommer ejerne sjældent, bortset fra, når Seier sejler den nålestribede ind på 10eren.
Og Ståle? Ja, jeg blev også grebet af interviewet i Onside. Allermest af, at manden bruger ’Vi’ så dybt i hjertet og stadig taler som en mand, der er på vej på arbejde. Jeg kender – og deler – hans kritik, men selv for mig var det rystende at høre detaljerne fra Ståles egen mund.
Jeg savnede også refleksion. Vi har på Mediano i 2020 talt en del om magtfuldkommenhed. Der var ordet igen. Var Ståle blevet magtfuldkommen? Lænede han sig for meget tilbage i det, han havde skabt sin succes på (som Bjerregaard). Havde han misset fodboldens moderne tog? Mens hans stil blev stadig mere upræcis med presset, også i hans ellers suveræne (og provokerende) håndtering af offentligheden. At tale om ’FC Mindreværd’ er blottet for format. Og det har vi lavet hele og halve udsendelser om på Mediano.
Men Ståle er den største træner, vi har haft i Superligaen. Jeg bliver lidt forstemt, hver gang rivaliserende fans lige skal sige noget sjovt om hans norske. Den del af fankulturen lærer jeg aldrig at forstå. Ståle er ultimativ. Han er et af de mest intense mennesker, jeg har mødt. Og han brænder. Brænder for sit livsværk. Det har jeg respekt for.
Som det ser ud lige nu er Ståle Solbakken ikke en mand, man hylder i Parken. Ligesom man i den grad ikke hylder Flemming Østergaard.
Kære Erik Skjærbæk, du står på skuldrene af det, som Østergaard og Ståle har skabt. Du har ikke skabt ret meget selv i hvert fald, hvad F.C. København angår. Jo, du fik solgt Fitnessdk, som var Østergaards blinde spot. Men ellers har du haft en plan, der har heddet flot udvikling af Lalandia og så Ståle.
Hvis du har bare den mindste smule veneration for det, du er medejer af, så rejser du et par statuer af Østergaard og Solbakken.
Og nej, jeg er ikke blind Østergaard-fan og ja, for gud ved hvilken gang, jeg ved godt, at manden har været i fængsel. Østergaard blev også magtfuldkommen i sin sene tid, men han skabte en meget stor del af det, som ejerne af Parken sidder på i dag. Uanset hvor sure, de blev på ham.
Jeg er heller ikke blind beundrer af Solbakken, som det forhåbentlig har fremgået af det seneste års udsendelser på Mediano, selv om jeg var berørt den lørdag i havehuset. I interviewet med Camilla Martin og Grønkjær er Solbakken stadig indædt selvretfærdig og mangler refleksionen. Jeg håber og tror, at den kommer.
Men for dansk fodbolds skyld er det ikke engang statuer foran Parken, jeg alene håber på. Mit håb går faktisk på, at de nuværende ejere vil sælge F.C. København. Til nogle, der forstår, at en strategi i fodbold ikke bare er ’back-on-track’. Til nogle, der forstår, anerkender og måske endda forelsker sig lidt i historien.
Der har været bud.
Til sidst lister jeg et par skridt ud på planken. Jeg tør ikke spå om violinernes rangorden og hvorvidt, at FC Midtjylland er på vej til at tage 1. violinen i fodboldens orkestergrav. Heller ikke selv om FCM lige nu er meget stor favorit til at vinde sit fjerde mesterskab på syv sæsoner. Solbakken kaldte det i Onside et ’øjebliksbillede’. Hm, Ståle, jeg har et link til Luxreader, hvor du får tre par læsebriller for en god pris (og nej, de er ikke partnere på Mediano..).
Men igen: Den afgørende forskel er, at F.C. København ikke er syg som Brøndby var blevet i 00’erne. F.C. København har bare et ejerskab, hvor jeg i hvert fald ikke kan se planen og hvor klubben tilsyneladende ikke har udviklet klubben synligt i et årti.
For dansk fodbolds skyld håber jeg på et stærkt F.C. København, der kan konkurrere europæisk. Det kræver en ny plan. Ikke ejere, der ikke interesserer sig for fodbold. Ikke formænd, der stopper drømmen ved back-on-track. Ikke formænd og tidligere spillere, der taler om menneskelige egenskaber, som om, at det var noget nyt.
F.C. København skal ikke back-on-track.
F.C. København skal bygge et nyt spor. Med hjerne og hjerte.
Foto: Getty Images
