Brasserbold: Pelé versus Maradona, brasiliansk succes i Libertadores samt nyt fra Paulinho og Gilberto Macena
Maradonas alt for tidlige død kommer til at fylde noget i denne podcast. Vi kigger på ikonet med brasserøjne, men kommer også forbi Copa Libertadores, den nationale liga, kvindernes frigørelse samt brandvarme beskeder fra en nuværende og en tidligere Superligabrasser.
AF ANDREAS KNUDSEN OG PETER ARNHOLDT, BRASSERBOLD
Podcasten i denne artikel er sponseret af Guaraná Antarctica
Fodboldverdenen mistede i sidste uge det argentinske ikon, Diego Armando Maradona, og hans død fyldte selvfølgelig også godt i Brasilien. Men hvordan så brasserne egentligt på ærkerivalernes største fodboldspiller, og hvilket forhold havde Diego til de store naboland mod nordøst og især den brasilianske stjernespiller Roberto Rivellino? Vi kigger på duellen mellem Pelé og Maradona og den evigtgrønne diskussion om hvem af de to, der var bedst.
Brasiliansk klubfodbold havde en god uge i Copa Libertadores, hvor flere mandskaber trodsede coronavirus-udbrud, tynd luft og lange rejser og leverede fine resultater. Sydamerikas fornemste klubturnering er nået frem til 1/8-finalerne, og hvis det går, som præsten prædiker, så kan vi godt have 4-5 brasserhold med blandt de sidste otte. Hør om hvem, der ligger bedst til af Athlético Paranaense, Flamengo, Grêmio, Internacional, Palmeiras og Santos.
I ligaen er der stadig tæt kamp om førstepladsen, og der er ikke plads til at træde ved siden af. Atlético Mineiro fører fortsat rækken, men kan det holde, når nogle af spillerne bryder de strenge corona-regler og fester løs? Tilhængerne var godt gale i skralden og enkelt hardcore elementer passede de formastelige op. Hør hvordan det gik. Udover balladen hos førerholdet kigger vi også på kaosset i den gamle storklub Botafogo, hvor alting bare ser ud til at gå galt ...
Det brasilianske kvindelandshold har fremover ikke tænkt sig at sole sig i herrernes resultater. Derfor spillede Pia Sundhages mandskab en testkamp mod Ecuador i en kanariegul trøje uden de sædvanlige fem stjerner, som hver især illustrerer en VM-titel for de mandlige kolleger. Det gik helt fint, og modstanderne fik smæk med tenniscifrene 6-0. Den rutinerede svenske landstræner er populær, og hun ligner en, der i den grad har taget Brasilien til sig.
Vi slutter denne uges brasserpodcast af med triste nyheder om Brasiliens største U20-turnering, FIFAs Puskas Award for årets bedste mål, en succesfuld portugisisk træner, der føler sig forbigået, og så er dugfriske beskeder fra både Paulinho i FC Midtjylland og den gamle Holbæk- og Horsens-bomber, Gilberto Macena.
Foto: Georges MERILLON/Gamma-Rapho via Getty Images