Mediano La Liga - Genstart uden Aduriz og Deportivos fald siden mesterskabet
Spansk fodbold har fået grønt lys og inden længe er kampene fra La Liga atter en del af hverdagen. Foruden en snak om ligagenstarten, siger vi i denne udsendelse også farvel til en angrebslegende, drøfter Sistos mentale udfordringer og retter blikket mod Deportivo mesterskab i starten af det nye årtusinde.
AF KENNETH HANSEN
Udsendelsen i denne artikel er sponsoreret af sortesokker.dk
Efter en ufrivillig pause på godt og vel tre måneder tændte den spanske premierminister Pedro Sanchéz i weekenden atter lyset for professionel fodbold i Spanien, hvor 11 spillerunder fortsat mangler at blive afviklet.
Fodboldskribent- og kommentator Morten Glinvad vender sammen med vært Kenneth Hansen genstarten i La Liga. Hvad kan vi forvente, hvilke forhandlinger er stadig i gang og hvilken virkelighed venter os fodboldhungrende fans?
Af aktuelle sager drøfter panelet også karrierestoppet hos Aritz Aduriz og udtalelserne fra Pione Sisto, der i en artikelserie hos Politiken har løftet sløret for en række mentale udfordringer gennem de seneste år.
I en mere historisk blok retter vi fokus på Deportivo. I midten af 90’erne snublede de på målstregen, for så at tage revanche i år 2000, med klubbens hidtil eneste mesterskab. Siden da er det gået stødt ned af bakke. Hvad er op og ned i den galiciske klub den dag i dag.
Månedens La Liga-dansker sender os forbi Almería, hvor snakken om Michael Jakobsen bringer os forbi City-inspirerede Melbourne, én af Guardiolas store inspirationskilder og det manglende gennembrud på landsholdet.
Du kan høre udsendelsen i dit podcast feed eller herunder:
Foto: Getty Images/Stringer