Mediano Fan: Formanden for Politiforbundet om deres rolle i ligningen fodbold, fans og politi
Det er sjældent, at politiet er nødt til at gribe ind i forbindelse med fodboldkampe i Danmark. Men når det sker, skaber det overskrifter. Her giver Politiforbundets formand sit syn på de gode og de dårlige eksempler. I næste uge har formanden for Danske Fodboldfans ordet.
Af Sture Sandø
Podcasten i denne artikel er sponsoreret af Arbejdernes Landsbank og Zetland
Fodbold, fans og politi - en ligning der i langt de fleste tilfælde går op men desværre ikke altid.
I denne udgave af Mediano Fan giver formand for politiforbundet, Claus Oxfeldt, sin mening tilkende om, hvornår tingene forløber godt, og hvornår de ikke gør. Det handler blandt andet om dialogbetjente, hvornår politiet ser sig nødsaget til at gribe ind og om at være part eller ikke at være det.
Udsendelsen tager udgangspunkt i Rigspolitiets rapport 'Politi og fodbold - statistik 2009-2019', der udkom i starten af juni (hent den HER). En rapport der endnu engang viser, at det er sikkert at gå til fodbold i Danmark, og at der overordnet set er færre sigtelser de senere år end der var for 10 år siden. Til gengæld viser den også en stigning i antallet af sigtelser for overtrædelser af straffelovens §119 stk. 1 og §121 - to paragraffer der i høj grad vedrør Politiforbundets medlemmer.
Netop denne stigning er grundlag for den del af udsendelsen, der omhandler politiets rolle som part eller ikke-part - en problemstilling, der i den grad blussede op, da Brøndby var på besøg i Aarhus tilbage i november 2019 (læs DR’s dækning af hændelsen HER).
En lille note: Vi har efterhånden lavet en række udsendelser med fans - også om det her emne. Vi har ad flere omgange haft en tidligere SLO i Brøndby IF med sammen med en repræsentant for det aktive fanmiljø i FC København, vi har haft formanden for Danske Fodboldfans med - og ham har vi faktisk en ny aftale med allerede i næste uge.
Links til de omtalte udsendelser her:
At det kun er Oxfeldt, der er med i lige præcis den her udsendelse skyldes, at vi gerne vil høre hans synspunkter, uden at det skal blive en meget fastlåst debat mellem en fanrepræsentant og politiet - men både Oxfeldt og formanden for Danske Fodboldfans, Christian Rothmann, er åbne for sådan en debat også, og vi arbejder på at sætte sådan en op i formatet her.
Mediano Fan udgives i samarbejde med Arbejdernes Landsbank og den digitale avis Zetland. Hos dem kan du få de første to måneders medlemskab til 50,- kr. i alt (en besparelse på 208,- kr.)
For hver abonnent, der opretter sig hos Zetland via linket får Mediano et beløb, som vi kan lave endnu mere indhold for.
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images