MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

 Kampen mod matchfixing kræver politifolk med specialviden

Kampen mod matchfixing kræver politifolk med specialviden

Michael Ask, direktør for Anti Doping Danmark, vil i dialog med Rigspolitiet om at få flere politifolk med ekspertise i efterforskning af matchfixing, fortæller han i en episode af Idans podcast ‘Tillægstid’.

AF KIRSTEN SPARRE

Denne artikel er publiceret på Idan.dk og efterfølgende på Mediano.nu som en del af samarbejdet omkring podcast-kanalen, Mediano Sport & Perspektiv.

Der bør være flere politifolk i Danmark med ekspertise i matchfixing. Det mener Michael Ask, som er tidligere chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter og i dag er direktør i Anti Doping Danmark, der også er sekretariat for Danmarks nationale platform til bekæmpelse af matchfixing.

Michael Ask er sammen med spilekspert Chris Kronow Rasmussen gæst i en episode af podcasten ‘Tillægstid’ fra Idrættens Analyseinstitut, som sætter fokus på matchfixing som problem både i Danmark og internationalt og også ser på mulige løsninger.

”Når vi har en konkret sag med matchfixing i Danmark, er det lige nu det lokale politi, der kommer til at arbejde med sagen. Det er dedikerede politifolk, som gerne vil gøre det godt, men de har ikke nødvendigvis den baggrundsviden, man skal have om det her emne, og som man bør have, hvis man skal gøre det godt,” siger Michael Ask.

I marts 2020 afsluttede Midt- og Vestsjællands Politi en otte måneder lang efterforskning af en sag mod en række fodboldspillere fra FC Roskilde, som var blevet anklaget for matchfixing af deres daværende træner Christian Lønstrup. Der blev ikke rejst tiltale i den sag, men både Michael Ask og Chris Kronow Rasmussen er overbeviste om, at matchfixing er et problem, der er kommet for at blive og også vil dukke op i Danmark igen.

”Derfor vil jeg nu gå i dialog med Rigspolitiet for at få flere politifolk med ekspertise i at efterforske matchfixing i Danmark. Bare et par stykker, og det er ikke afgørende, hvor de sidder i landet,” siger han med henvisning til erfaringer fra Tyskland, hvor en efterforsker fra Bochum har udviklet ekspertise i matchfixing, som er efterspurgt i andre politikredse.

Amerikanske politifolk undervises i sports betting

Også andre steder i verden er bedre uddannet politi en vigtig del af kampen mod matchfixing. Chris Kronow Rasmussen har arbejdet med matchfixing i Danske Spil og er i dag tilknyttet en forskergruppe om matchfixing på University of New Haven i USA.

Som en del af det arbejde, er han med til at undervise kommende politifolk i USA i sports betting, efter at en række amerikanske delstater netop har gjort det lovligt at spille på sportsresultater.

”Vi prøver at forklare dem, hvad sports betting er, og hvordan man ser indikationer på matchfixing og hvidvask, som ofte foregår rundt om sports betting. Tanken er, at når en som Michael henvender sig til politiet med noget relateret til sports betting, så ved de godt, hvad det er,” fortæller Chris Kronow Rasmussen i podcast-episoden.

Artiklen tager udgangspunkt i nedenstående podcast-udsendelse, som du også kan finde i dit podcast feed.

Foto: Getty Images/Alvaro Calvo

Mediano Superliga - Alt om dramaerne i 26. spillerunde

Mediano Superliga - Alt om dramaerne i 26. spillerunde

Mediano PL Preview – Werner i Chelsea, status på City og verdens vigtigste femteplads

Mediano PL Preview – Werner i Chelsea, status på City og verdens vigtigste femteplads