Greenwood og de profetiske tal

Manchester Uniteds talentfulde teenager Mason Greenwood har været på alles læber - med rette. Men hvad er det, der gør ham så unik? Og hvad fortæller de underliggende tal om hans præstationer? Det giver Michael Kjær sit bud på her.

Af Michael Kjær, ungdomstræner i FC Nordsjælland og tidligere deltager på Mediano Sócrates

Mason Greenwood. Det er et af de navne, som har floreret på flest fodboldlæber i den afsluttende akt af Premier League, der fulgte oven på coronapausen. Og det med god grund for den 18-årige komet har taget Premier League med storm, og trods vi oplever et britisk boom af offensive talenter i disse år, så er der ikke mange, der formår at nette 17 gange i løbet af deres første seniorsæson.

Scorer Greenwood et mål mere i Europa League-slutspillet, vil han være den første teenager i Manchester Uniteds relativt gloværdige historie til at score 18 mål på en sæson. I så fald vil han overgå navne som George Best og Wayne Rooney, så man forstår jo egentlig godt, hvorfor Balon D’or bliver nævnt, når snakken falder på Mason Greenwoods fremtid. 

Og det er også de største navne, som Mason Greenwood bliver flettet sammen med. Da Greenwood knaldede sit niende Premier League-mål i kassen mod Aston Villa, trendede Kylian Mbappés navn pludselig på Twitter. Sammenligningen gik på, at Greenwood så ud til, ligesom Mbappé, at springe over det stadie, vi plejer at kalde talent, for i stedet at skyde sig direkte op i stjernehimlen. Andre steder på de sociale medier begyndte United-fans at pippe om, at måske var overflødigt at signe Jadon Sancho, denne sommers hedeste navn på transferbørsen. Hvad skulle man med ham, når man havde Mason Greenwood, spurgte de.

Ja, det her United-hold, med Paul Pogba tilbage som midtbanedirigent, med talismanen Bruno Fernandes som 10’er og med den offensive trio bestående af Rashford, Martial og altså Greenwood, havde efter coronapuasen vist sig så skræmmende, at de ifølge kommentator hos Discovery Networks Morten Bruun besad styrken til at konkurrere med både Liverpool og Manchester City i den kommende sæson. 

Efter mere end syv magre år, er håbet i hvert fald at spore blandt Manchester United-tilhængerne. Alligevel var det ikke alle, der blev smittet af Greenwood-feberen. Diverse dataanalytikere dukkede nemlig op og præsenterede tallene bag Mason Greenwoods præstationer, hvilket skænkede os et noget andet billede af virkeligheden.

Grace Robertson fra Statsbomb havde udregnet sandsynligheden for at score 17 mål på de afslutninger, der havde ført til Greenwoods måltotal, og den lå på 0.01%. I kun ét af 10.000 tilfælde ville disse afslutninger altså føre til 17 sæsontræffere, og der havde faktisk været større sandsynlighed for, at Greenwood fortsat havde sit første Manchester United-mål til gode. Med andre ord; tallene indikerede, at Greenwood havde haft en lottomillionærs held, men også, at fru Fortuna ikke kunne forventes at ledsage ham resten af karrieren. 

Vi har naturligvis at gøre med Expected Goals. Disse forbandede Expected Goals, som af nogle bliver forgudet, og af andre foragtet som pesten. Utvivlsomt er det, at de får mere at sige i takt med, at dataanalytikerne vinder større terræn blandt fodboldens elite.

Modstanden sammenstimles dog ligeså for Expected Goals viser sig især anvendeligt til at ødelægge et godt narrativ. Og eftersom Mason Greenwoods magiske sæson udgør det, man i et statistisk sprog kalder en “outlier”, så førte det da også til sammenstød mellem de menige fodboldfans og datanørderne. Forhenværende chefredaktør på Statsbomb Mike L. Goodman udtrykte således på Twitter, at Greenwoods debutsæson vil give næring til et hav af debatter de kommende år. Ja, at Greenwoods karriere kan blive en slags repræsentation for Expected Goals validitet eller mangel på samme. 

Først skal det dog slås fast, at der ingen, der betvivler, at Mason Greenwood har talent. Hvis man spiller Premier League som 18-årig, og endda gør det for et hold, der kvalificerer sig til Champions League, så besidder man noget unikt. Når man så ligefrem viser sig afgørende med 17 mål, hvoraf ti af dem har været i Premier League, så er lovprisning berettiget. Det vil selv den mest inkarnerede Expected Goals-forkynder erkende. 

Debatten går i stedet på om Mason Greenwood er så god, at han allerede i en alder af 18 år kan være en dominerende faktor på et Manchester United-hold. Er det eksempelvis rimeligt at kalde ham en ny Kylian Mbappé? Her må vi huske på, at Mbappé er undtagelsen, og undtagelsen forstået som, at han er fænomen, der kun hænder hvert årti, og det er endda hvis vi er heldige. Vi snakker Pelé, når vi snakker Mbappé, men det er ikke alle, der kan gå ind og være en profil for sit landshold og vinde verdensmesterskabet, mens man fortsat er teenager. 

I de fleste tilfælde, også hvad angår klodens største talenter, har man brug for en håndfuld sæsoner før, at man kan gå ind og blive profil på topniveau. Mason Greenwoods angrebsmakker Marcus Rashford er et glimrende eksempel på, hvordan en sådan udvikling ser ud. Og det er præcis, hvad Mason Greenwoods nuværende tal fortæller os; at han snarere er en ny Marcus Rashford fremfor en ny Mbappé. Og det er i sandhed heller ikke så ringe. 

Hvor er det så, at man finder disse profetiske tal? Er det kun for de indviede, som bagefter kan komme og fortælle os dødelige, hvordan vores verden egentlig hænger sammen? Nej, vi har faktisk at gøre med en demokratisk debat, hvor alle kan tilgå oplysning. Tallene er nemlig allemandseje og kan opspores inde på fbref.com, hvor Statsbomb leverer dybdegående statistikker på Europas top-5 ligaer. Her kan man finde alt fra en enkelt spillers forventede scoringssnit til hvor mange tuneller, han har lavet i løbet af sæsonen. 

Det er her vi finder, at Mason Greenwood i skrivende stund har en xg-ratio pr. kamp på 0.46. Xg-ratio er differencen mellem ens scoringssnit pr. kamp og det forventede scoringssnit baseret på Expected Goals-modellen. Greenwoods xg-ratio pr. kamp betyder grundlæggende det samme, som vi så på før; at Greenwood har scoret langt flere mål end, hvad man burde forvente ud fra de chancer, som han er kommet frem til.

Han har altså overpræsteret i forhold til Expected Goals, og han har gjort det mere voldsomt end alle andre i Europas top-5 ligaer. Vores norske ven Erling-Braut Haaland er ham, der kommer Greenwood nærmest med en xg-ratio på 0.40, og meget længere nede på listen finder vi nogle af de navne, vi normalt rubricerer som verdensklasseangribere; Lewandowski på 0.17, Sergio Agüero på 0.13, Cristiano Ronaldo på 0.09 og førnævnte Kylian Mbappé på 0.07. 

Både Greenwood og Haaland er fantastiske afsluttere, men at forestille sig, at de skulle være så meget bedre til at ramme bolden end Lewandowski og co. er formentlig ikke andet end ønsketænkning. Det må i stedet forventes, at Greenwood såvel som Haalands xg-ratio over de kommende måneder vil falde drastisk. 

Kigger vi i stedet på, hvor mange chancer, som de største spillere kommer frem til, så er det, at Greenwood begynder at halte efter. Mbappé har en expected goals pr. 90 minutter (xg/90) på 1.0. Det forventes, at Mbappé i Ligue 1 scorer et mål pr. kamp ud fra de chancer, som han kommer frem til. Lewandowski ligger på 0.9, Agüero på 0.88, mens Haaland ligger på 0.7. Mason Greenwood, derimod, befinder sig på 0.24. Det forventes dermed, at han vil score et mål i knap hver fjerde kamp. 

0.24 i Xg/90 er ikke dårligt. Slet ikke for en 18-årig, og til forskel fra Lewandowski, Agüero, Haaland og Mbappé, spiller Greenwood fortsat på kanten, selvom der er dem, som agiterer for, at Greenwood er fuldblodsangriber. Som kantspiller er 0.24 ligefrem godt, men som kantspiller forventes det så også, at man bidrager med potentielle assist til sine holdkammerater. Her ligger Greenwood dog på sølle 0.04 Expected Assist pr. 90 minutter (Xa/90). Samlet giver det Greenwood et output på 0.28 Xg+Xa/90, og dette tal er relativt lavt.

Relativt fordi vi igen husker på, at Mason Greenwood er 18 år, og som 18-årig spiller i Premier League befinder han sig selvfølgelig i den absolutte topklasse. Men i forhold til at spille for et top-4 hold i England, så er 0.28 et lavt output. Der er eksempelvis ingen af de offensive spillere hos hverken Liverpool, Manchester City eller Chelsea, der skaber færre muligheder end Greenwood. Kun Liverpool Xerdan Shaqiri ligger tæt op af Greenwood med hans 0.30 Xg+Xa/90, men scweizeren har heller ikke ligefrem spillet en stor rolle hos mestrene. 

Selv blandt de største talenter er 0.28 ikke himmelråbende højt. Nu sammenlignede vi Greenwoods tal med Mbappés nuværende, og det er jo egentlig ikke helt fair. Ser vi i stedet på Mbappés debutsæson i 2016/17, hvor vi alle blev bekendte med den dengang 17-årige Mbappé, så lå franskmandens output på 0.87 Xg-Xa/90. Det er umenneskeligt højt for en 17-årig, og fortæller os, hvorfor vi både har lyst, men også skal være sparsomme med at sætte unge spillere op mod franskmanden. Det er som nævnt undtagelsen, at man guider sit land til et verdensmesterskab som 19-årig. 

Hvis vi fortsætter sammenligningerne, så leverede Jadon Sancho 0.51 Xg/Xa/90, da han i forrige sæson indtog Bundesligaen som 18-årig. I den netop overståede sæson steg dette tal til 0.73, det niende højeste af alle i Bundesligaen. Det vil derfor kunne forventes, at Jadon Sancho, i det tilfælde Manchester United køber ham, vil kunne bidrage med tre gange så mange mål, som vi ville forvente det af Mason Greenwood i den kommende sæson. 

Af andre unge spillere kan nævnes Callum Hudson-Odoi i Chelsea, som i denne sæson har leveret 0.48 Xg+Xa/90, Martinelli i Arsenal på 0.35, Pedro Neto i Wolves på 0.44, Ansu Fati i Barcelona på 0.51, Rodrygo i Real Madrid på 0.33, Dusan Vlanovic i Fiorentina på 0.51 og Ferran Torres i Valencia på 0.33. 

Dette er en pulje af de største talenter i Europa, og Greenwood er indiskutabelt et fuldgyldig medlem, men pointen er dermed også, at der godt kan gå en årrække før disse talenter udklækkes som egentlige stjerner. 

Væk fra Excel-arket

Fodboldfans har det generelt svært med ovenstående analyse for den er så løsrevet fra spillets kontekst. Det er aldeles åndsløst, som sad man der og så fodboldkampe gennem et Excel-ark, og en sæson, som den Mason Greenwood har leveret, der har været så magisk, får pludselig frataget al dens magi. Samtidig er tallene vores bedste indikator på at sige noget tenderende i en fodboldverden, der er evigt forurenet af øjebliksbilleder. 

Det behøver dog ikke at være så sort/hvidt. Tallene kan hjælpe os med at forstå, hvad der både gør Greenwood til et ganske unikt talent, men samtidig belyse hans ungdommelige mangler. Hvis vi starter med sidstnævnte, så fortæller hans Expected Goals, at han ikke kommer frem til særlig mange store chancer. Dog kan vi se, at han får afsluttet 1.40 gange pr. kamp, hvilket er det femtehøjeste af alle spillere i Premier League. 52.9% af hans afslutninger går inden for målrammen. Det er der ingen, der gør bedre i Premier League.

Graver vi et spadestik dybere i vores analyse, kan vi se, at de fleste af Greenwoods afslutninger kommer fra kanten af feltet. Ikke nødvendigvis dårlige afslutningspositioner, men grunden til, at de ikke bliver vurderet som større chancer er, at der ofte står en hær af forsvarsspillere, der alle bestræber sig på at blokere Greenwoods afslutninger. Greenwood modtager altså sjældent bolden bag modstanderens bagkæde med frit udsyn til målet, og netop her rammer vi et punkt, hvor han fortsat har en del af bygge på; hans bevægelse uden bolden. 

Greenwood er god med bolden ved sine fødder, og måske af denne grund ønsker han blot at få den serveret for fødderne. Det betyder, at han sjældent foretager sig markante bevægelser, når han ikke er på bolden. Blikket er stift rettet mod boldholderen, kropsposituren er lukket, således at han ofte står fejlvendt, mens han ikke bestræber sig på at søge over i blindsiden på forsvarsspilleren. Når bolden så havner for hans fødder, står forsvarsspillerne derfor endnu på forsiden af ham. 

Den eneste afslutning, hvor Greenwood havnede på bagsiden af forsvarskæden, var også hans første Premier League-mål, tilbage i december i kampen mod Sheffield United. Her bevægede Greenwood sig for en gangs skyld væk fra boldholderen, om på bagsiden af forsvarsspilleren og på lur til at angribe rummet mellem forsvarskæde og keeper. Som nedenstående billede illustrerer, formår Rashford at smide en skruet bold ind i dét rum, og Greenwood dukker op og scorer på den chance, der fortsat er den største chance, som han er kommet frem til i sæsonen. 

Det er, hvad vi kalder et rigtigt angribermål, men det er også disse positioner, som Greenwood er for dårlig til at finde. Ja, det gælder ikke kun inde i feltet, men også på den resterende del af banen. I gennemsnit har Greenwood nemlig kun 42 touch på bolden i løbet af en kamp. Til sammenligning har en spiller som Jadon Sancho 75 touch pr. kamp. Det bunder naturligvis i, at Sancho spiller på et stærkere possession-hold, men skyldes ligeledes, at en spiller som Sancho har flere bevægelser uden bolden, hvormed han gør sig selv til en mere attraktiv spilmulighed. 

Greenwood-hypen dalede da også en smule efter et par anonyme præstationer mod Crystal Palace og Southampton. I førstnævnte kamp rørte Greenwood kun bolden 29 gange. Det var færrest af alle på banen, men Greenwood blev dog også pillet ud efter 62 minutters spil. I kampen mod Southampton fik Greenwood næsten fuld spilletid, men også her havde han svært ved at finde rum. 23 gange lykkedes det ham at røre bolden, og blot seks gange var dette oppe på banens sidste tredjedel. Greenwoods angrebsmakker Marcus Rashford havde derimod 28 touch på banens sidste tredjedel. 

Årsagssammenhængen er klassisk. Når en spiller har været så dominerende på ungdomsniveau, som tilfældet er med Greenwood, så har han ofte ikke haft brug for at foretage sig besværlige bevægelser uden bold. Oftest ser vi, at de bedste spillere uden bolden, sjældent er de bedste med den ved fødderne. Det mest unikke er dog nu engang det, som en spiller kan formå at gøre med bolden ved fødderne. Bevægelsen er lettere at lære. 

Se blot på Raheem Sterling; ingen kunne benægte talentet, men der manglede produkt. Netop her har bevægelsen uden bold været vital. Pep Guardiola har fortalt om, hvordan Sterling og daværende City-assistent Mikel Arteta stod timevis ude på træningsbanen og øvede dobbeltbevægelser på den sidste tredjedel af banen; der, hvor man først rykker i dybden for så at søge mod bolden eller omvendt. I dag er Sterling den spiller i Premier League med sjetteflest touch på den sidste tredjedel og næstflest touch i modstanderens straffesparksfelt. Det har medført, at Sterling i denne sæson har leveret det tredjebedste output i Premier League med 0.75 Xp+Xa/90. 

Nu vil det kunne indvendes, at det sidste Greenwood mangler er produkt. Han er trods alt Premier Leagues mest effektive afslutter. Men pointen er, at Greenwood er utrolig effektiv på bolden, hvorfor han skal gøre mere for at få fat i den, og få fat i den i mere favorable positioner. For når den først lander for hans fødder, så er han en giftig spiller. Han er hurtig som lynet.

Tilbage i marts i en kamp mod Everton blev Greenwoods topfart målt til 37.5 km/t. Den højeste topfart målt på nogen United-spiller i løbet af sæsonen. Men også på kort afstand er han elektrisk. Greenwood er en af de spillere, der er så væver, at han kan sætte modstanderen, inden han overhovedet har taget sit første touch, og det er et greb, han ofte gør brug af. Når bolden er på vej mod ham, som vi ser det på nedenstående billede fra kampen mod Bournemouth, så lader han som om, at han vil tage bolden til sig med en lukket kropspositur, hvilket får forsvarsspilleren til at støde frem. 

Idet han modtager bolden, vender han kroppen 90* grader, og kan nu tage touchet frem i det område, som forsvarsspilleren har forladt. Han har altså end ikke rørt bolden, men alligevel sat modstanderen, og nu ved alle godt, hvor bolden ender henne. 

Dette er hvad, der gør Greenwood ganske unik. For godt nok findes der andre adrætte fodboldspillere rundt om i verden, men Greenwood kan gøre det mere effektivt. Han udgør nemlig en afslutningstrussel med både venstre- og højreben. Forsvarsspilleren er simpelthen nødt til at støde frem for at afværge en mulig afslutning med højreben, og dette udnytter Greenwood til at lade bolden løbe og tage den over til sit venstreben. 

Det er også her, at vi rammer ind i en af faldgruberne i Expected Goals-modellen; spillere der kan afslutte med begge ben. Tag eksempelvis Ousmane Dembélé, der engang ikke kunne besvare om han egentlig foretræk sit højre- eller venstreben. Gennem fire sæsoner har han overpræsteret Expected Goals-modellen med 0.14 pr. 90 minutter. 

Selvom modellen har mange variable, så kan den ikke måle det momentum, de millisekunder, som angribere vinder ved, at forsvarsspilleren er i tvivl om, hvilken vej de går. Selvom der på ovenstående billede er tre forsvarsspillere, der var klar til at blokere skuddet, så er de alle nu uden mulighed for at lukke skudvinklen. Ja, selv Bournemouth-keeper Ramsdale skal på et splitsekund omstille sig til en ny skudsituation. Ofte er det disse marginaler, som gør, at spillere som Greenwood kan få mere ud af en chance end Expected Goals-modellen anslår. 

En ting er at kunne afslutte med begge ben. Noget andet er at kunne bruge begge ben i selve spillet. Dette formår Greenwood. Godt nok har han, i modsætning til Ousmane Dembélé, et foretrukkent ben. 80% af hans afleveringer kommer med venstrebenet, men blandt Manchester Uniteds spillere, er det kun den højrebenede Brandon Williams, der spiller på venstreback og Fred på midtbanen, der har en mere ligelig procentfordeling. 

Han kan altså både afslutte og aflevere med begge ben, men det mest geniale ligger i, at han også kan drible med begge ben. I modsætning til den tekniske udførelse af både aflevering og afslutning, så kræver løbet med bolden en helt anden motorisk beherskelse, hvorfor klart størstedelen af alle spillere dribler med det ene ben.

Bare tænk Lionel Messi, Arjen Robben eller Eden Hazard. Men overraskelseselementet, som en tofodet dribler besidder er ganske enkelt et af de mest uopdyrkede potentialer, som stadig er at finde i fodboldspillet. Det er ikke helt utænkeligt, at når man om hundrede år ser tilbage på vores tid, så vil man latterliggøre det faktum, at 99% af alle spillere på topniveau kun kan drive bolden med den ene ben, på samme måde som vi fniser af fodboldspillets langsomlighed, når vi ser klip fra Pelés bedste dage. 

Nok om det. Greenwood er prototypen på fremtidens spiller, og det giver ham nogle uvurderlige fordele, når han modtager bolden på kanten af feltet. Lad os se på hans andet mål i kampen mod Bournemouth, hvor han modtager bolden fejlvendt på forsiden af Bournemouths forsvarskæde. 

Han tager førstetouchet med venstrebenet, mens han vender kroppen. I selve vendingen tager han et nyt touch med højrebenet, og vupti; nu er han retvendt og tager næste touch med venstrebenet ud af i banen. 

Han kommer dog så langt ud, at afslutningsvinklen endnu ikke er god nok. Greenwood foretager i stedet en skudfinte, som får modstanderen til at stoppe op, velvidende at han er nødt til at blokere et eventuelt afslutningsforsøg. Men i stedet for afslutning, tager Greenwood nok et touch med højre, denne gang ind i banen, ind mod forsvarsspilleren. 

Straks efter tager han et nyt touch, denne gang med venstrebenet. Nu er vinklen til det lange hjørne omsider åbnet. Den vinkel, som det ellers var forsvarsspillerens opgave at lukke.

I sidste ende en sekvens, som indkapsler Greenwood. Hurtig, adræt vending med bolden. To touch med højrebenet, tre touch med venstrebenet og til sidst et knastørt hug med højre. 

Det var det samme med målet mod Aston Villa. Efter en lang dribletur med venstrebenet, aflevering med venstrebenet, står han nu i en favorabel position til at modtage bolden fra Martial. 

Han tager første touch med højre ben, men det næstsidste touch er igen med venstrebenet, og det er dette touch, som skaber den perfekte vinkel. Nu kan hverken Aston Villas 6’er Douglas Luiz dække for det lange hjørne eller venstre stopper Tyrone Mings dække for det korte hjørne. 

I sidste ende kan vi se, at det rent faktisk har enorm betydning for Greenwoods skudvinkler. Tyrone Mings dækker nu ikke for andet end Pepe Reinas udsyn, og Greenwood kan bruge ham som en perfekt skive til at banke kuglen ind i det korte hjørne. 

Og så har vi slet ikke nævnt Greenwoods afslutningsevner endnu. Den bedste afslutter, som hans træner Ole Gunnar Solskjær nogensinde har set. Også her kan vi finde tal, der underbygger dette. Farten i Greenwoods afslutninger er blandt de ti højeste i Premier League. Det er kun Kevin de Bruyne, der har flere flade afslutninger end Greenwood, mens det kun er Gabriel Jesus, Tammy Abraham og Chris Wood, der afslutter tættere på keeperen. Det sidste er mærkværdigt nok en god ting. Hårde afslutninger tæt på keeperen er ofte der, at man fanger keeperen på det forkerte ben. 

Det er altså ikke umuligt, at Greenwood også i fremtiden vil drive gæk med både modstandere og Expected Goals-modeller. Det ændrer alligevel ikke på, at alle marginalerne i Greenwoods første sæson er faldet ud til hans fordel, og det er langt mere sandsynligt, at Greenwood henover de kommende sæsoner vil levere flere af de præstationer, som vi så det mod både Southampton og Crystal Palace. Kampe, hvor Greenwood lærer, hvad det kræver at begå sig på topniveau med alle de små elementer, som adskiller stjerner fra talenter. Det er ikke så ligetil, men fordrer en god portion tålmodighed. Mason Greenwood har dog indtil videre vist os, at han så absolut kan vise sig at være den tålmodighed værd.

Alle billeder er i artiklen er fra Manchester Uniteds offentlige Youtube-kanal.

Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images