Mediano La Liga - Special om Valencia og klubejer Peter Lim
På lidt mere end et år er Valencia gået fra pokalmestre til en klub i opløsning. I denne særudgave af Mediano La Liga kigger vi nærmere på situationen i den spanske storklub og stiller skarpt på regionens mest forhadte mand, klubejer Peter Lim.
AF KENNETH HANSEN
Udsendelsen i denne artikel er sponsoreret af sortesokker.dk.
(Foto: Richard Heathcote / Getty Images).
Tre trænere på et år, en spillertrup på flugt og en fanskare i knæ. Det er virkeligheden i den spanske storklub Valencia, hvor klubejer Peter Lim mest af alt ligner en mand på en hævntørstig mission.
I denne særudgave af Mediano La Liga dykker vi ned i problemstillingerne omkring Valencia. Hvornår begyndte snebolden at rulle og er der efterhånden flere skeletter gemt i skabene på Mestalla?
I udsendelsen kommer fodboldkommentator og skribent Morten Glinvad blandt andet ind på fyringen af succestræneren Marcelino, ansættelsen af Albert Celades, fejden med forsvarsstyrmanden Ezequiel Garay og den tårevædede afsked med kaptajnen gennem flere år, Dani Parejo, der nu tørner ud for rivalerne fra Villarreal.
Valencia har lynkurs mod afgrunden og sætningen: “Det er vores klub. Vi kan gøre med den, hvad vi ønsker” fra Kim Lim, datter af klubejer Peter Lim, fik i starten af juli måned frustrationerne til at flyde over blandt klubbens mest loyale fans, der nu ønsker singaporeanerens hoved på et spyd. Hvad er rigmandens motiv og målsætning med Valencia, og har man tidligere oplevet, at en klubejer bevidst forsøger at køre sin egen klub i sænk?
Til sidst i udsendelsen forsøger panelet at spå om Valencias fremtid, ligesom tendensen i det spanske, med flere kuldsejlede rigmændsprojekter, også kommer under lup.
Vært på udsendelsen er Kenneth Hansen.
Hele snakken om Valencia finder du lige her: