Mediano Superliga 1. runde - Og i bunden har vi Horsens, FC Midtjylland og F.C. København
Mediano Superliga #1: Så fik vi sat Superliga-sæsonen 2020/2021 igang med flere medrivende kampe og et par gedigne overraskelser. Det analyserer vi i denne første mandags-udsendelse i en ny sæson.
Af Peter Brüchmann
Udsendelsen i denne artikel er sponsoreret af Arbejdernes Landsbank og Just-Eat
Hvis dette var en avis, var denne artikel - og især billedet - helt sikkert blevet klippet ud og hængt op i OBs omklædningsrum. Ja, måske er der endda OB-tilhængere, der allerede har skiftet profilbillede på sociale profiler og sat Lars Rønbøgs stærke foto af OB-træner Jakob Michelsen ind i stedet for deres eget. For OB spillede en fantastisk halvleg mod F.C. København og åbnede Superliga-sæsonen med en overraskende sejr over FCK på 3-2. Og det fejrede han med dette udtryk, da kampen blev fløjtet af efter en 2. halvleg, hvor F.C. København havde nærmet sig og reduceret til 2-3 uden dog at gøre kampen til en gyser.
Første runde af den nye Superligasæson sendte Horsens, FC Midtjylland, F.C. København og FC Nordsjælland ned på de fire nederste pladser. På nøjagtigt samme tidspunkt af 2019, havde FC Midtjylland og F.C. København henholdsvis 22 og 21 point, så meget er ændret i dette usædvanlige fodboldår - dette usædvanlige år.
I studiet i den første mandags-analyse efter en Superligarunde i denne sæson har vi fodboldtrænerne Rasmus Monnerup og Thomas Kristensen - sidstnævnte er nok mest kendt som nu tidligere fodboldspiller fra FCK, FCN, Lyngby, Australien og Holland - og det danske fodboldlandshold. Senest har han spillet i Helsingør og er nu begyndt som akademitræner i Lyngby Boldklub og debuterer altså her som ekspert på Mediano.
Du kan høre hele udsendelsen her.
Vi taler i rækkefølge om:
Runden generelt (00:08:00)
AGF-Vejle (00:12:30)
SønderjyskE-FC Midtjylland (00:33:50)
Lyngby-AaB (00:52:20)
AC Horsens-Randers FC (01:05:00)
Brøndby-FC Nordsjælland (01:17:00)
OB-FC København (01:37:00)
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg