U21 Special - Danmark tager hul på første fase af EM
I denne udsendelse ser vi nærmere på Danmarks chancer for videre avancement ved årets U21-slutrunde i Ungarn og Slovenien, som der tages hul på i de kommende uger.
AF KENNETH HANSEN
Udsendelsen i denne artikel er sponsoreret af Arbejdernes Landsbank, Medianos hovedpartner.
Foto: DBU.
Mens klubberne har fokus på mesterskabsspil, europæisk deltagelse eller nedrykningsstregen og Kasper Hjulmand forbereder sig til forårets opgaver i VM-kvalifikationen, gør landets unge drenge sig også klar til en stor oplevelse.
Om få uger tager U21-landsholdet hul på gruppespillet ved EM-slutrunden, der grundet diverse coronarestriktioner finder sted over to omgange, og her venter der de danske stor modstand.
Åbningskampen i gruppen inkluderer et møde med én af forhåndsfavoritterne til titlen, Frankrig, mens der efterfølgende, ligeledes i slutningen af marts måned, venter opgør mod Island og Rusland.
I denne udsendelse kigger vi nærmere på de navne Albert Capellas hev op af hatten, da han i går præsenterede sin trup foran en række journalister i Brøndby.
Hvilke kaniner trak han op og hvilke spillere kan med rette føle sig en smule skuffet over at blive forbigået? Det er blot ét af emnerne som Jonas Hebo Rasmussen, tidligere ungdomslandsholdsspiller og nuværende anfører i 2. divisionsklubben HIK, samt vært Kenneth Hansen debatterer her.
Panelet kommer også ind på en mulig startopstilling mod Frankrig og hvordan brikkernes skal lægges, når både Jonas Wind, Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard har præsteret så godt for deres klubber, at de blev udtaget til Hjulmands trup på A-landsholdet.
Hele udsendelsen finder du her: