MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Spiller Til Spiller - Der er stadig noget at kæmpe for i dansk kvindefodbold

Spiller Til Spiller - Der er stadig noget at kæmpe for i dansk kvindefodbold

Der er sket meget i dansk kvindefodbold, men der er fortsat meget at kæmpe for, hvis spillerne skal have endnu bedre forudsætninger for at blomstre og udvikle sig i professionelle miljøer herhjemme og kunne tro på og drømme om en professionel fodboldkarriere.

AF MARTIN DONS

Line Røddik har en mission. Og hun brænder for den. I de seneste omtrent 15 år har det været fodbolden, der har fyldt allermest i hendes liv. I dag jagter hun ikke længere titler på grønsværen, men kæmper i stedet for, at udviklingen i dansk kvindefodbold fortsætter.

- Hvis jeg kigger ti år tilbage, er der mange ting, som har ændret sig herhjemme, hvis vi kigger på Kvindeligaen. Men der er også nogle ting, hvor jeg tænker, at alt er, som det var, siger den tidligere anfører for Kvindelandsholdet.

Hun ser gerne, at der bliver trykket lidt ekstra på speederen.

- Det kan være lidt frustrerende. Selvfølgelig tager det tid, men min tålmodighed har haft svært ved, at det skal tage så lang tid at skabe de gode rammer, siger hun i Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’.

- De krav, vi stiller til den enkelte spiller, er jo, at du skal leve, agere og præstere, som var du en professionel fodboldspiller, som havde du det optimale setup, men når det så kommer til stykket, så har spillerne ikke det fuldt ud optimale setup at være i.

- Jeg synes stadig, vi er et stykke fra at kunne kalde det, vi har herhjemme, professionelt. Spillerne kan ikke leve af at spille fodbold – det kan de færreste i hvert fald. Mange spillere får slet ikke penge for at spille fodbold, så de er 100 procent amatører stadigvæk. Så på det område er vi langt fra, at det er en professionel liga.

- Så kan man sige, at der er mange klubber – og det er superfedt at se – der bliver mere og mere professionelle i de forhold, de giver deres spillere, men samtidig vil jeg så sige, at der er mange områder, hvor klubberne slet ikke er der endnu.

- Når man ser hold, der skal dele en bane med et ungdomshold i klubben, fordi der ikke er plads til, at kvindeseniorholdet kan få en fuld bane at træne på. Eller de kan få en fysioterapeutstuderende to gange om ugen, som lige tilser nogen.

 

Krav går begge veje

Med de krav, der stilles til spillerne, mener Line Røddik, der i dag er spillerrådgiver i Spillerforeningen, godt, at spillerne kan stille krav tilbage til klubberne.

- Når der bliver stillet de krav, der gør, til én som spiller, så må man godt stille krav tilbage om, at ’jeg skal nok præstere på banen, hvis I sørger for, jeg har nogle ordentlige forhold uden for banen’. ’At I laver et setup, jeg kan præstere i’. Vi skal være glade for den udvikling, der har været og acceptere, at al ting tager tid at bygge op, men jeg synes også, at vi skal turde at presse lidt på. At det ikke behøver at tage lige så lang tid, før vi skal tage det næste skridt.

- Jeg ønsker nogle bedre forhold for spillerne. Jeg ønsker, de kan være i nogle setup, som gør, at de kan være 100 procent fokuserede på deres fodbold og få lov til at udleve de drømme, de har. Samtidig handler det for dem om at have en hverdag, som kan fungere med uddannelse og fodbold.

Selv om der stadig er kampe, der skal kæmpes, så anerkender Røddik, at der er sket fremskridt for kvindefodbolden.

- Det er superfedt at se den udvikling, der har været i, at der er flere klubber, som begynder at byde ind. Det er jo noget helt nyt herhjemme. Vi har jo været vant til, at Brøndby og Fortuna Hjørring i mange år har været dominerede, og det har været der, man tog hen, hvis man ville noget med sin fodbold, og det var der, man kunne få kontrakt. I dag har vi en liga, hvor alle klubberne er kontraktgodkendte. Vi har en liga, der føres af HB Køge, som er et helt nyt hold, der er kommet ind, og som har gjort en rigtig fin satsning. Og vi ser flere superligahold, som begynder at lave en satsning, siger Line Røddik.

Det er efterhånden knap tre måneder siden, hun lagde støvlerne på hylden. Omklædningsjargonen er skiftet ud med en fuldtidsstilling i Spillerforeningen som rådgiver. Derfor er hun aldrig længere end et opkald eller sms væk fra spillere, der har brug for et godt råd, sparring eller noget helt tredje.

- Hvis jeg kan give tilbage og bruge nogle af de erfaringer, jeg har fået mig, og give det videre til nogen, så vil jeg også føle, jeg får endnu mere ud af den karriere, jeg har haft, fortæller Line Røddik.

Du finder udsendelsen i Apple Podcast, Spotify eller der, hvor du lytter til podcast. Du kan også høre hele udsendelsen herunder:

FOTO: VI-Images via Getty Images

Mediano PL - Runde 27: Manchester er djævlerød og endnu en fadæse af det slagne mesterhold

Mediano PL - Runde 27: Manchester er djævlerød og endnu en fadæse af det slagne mesterhold

Mediano CL: Optakt til ugens kampe - Ronaldo på rekordjagt, umulig remontada og ham Haaland igen

Mediano CL: Optakt til ugens kampe - Ronaldo på rekordjagt, umulig remontada og ham Haaland igen