MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Spiller til Spiller: Højbjerg om sommerens mentale rutsjebanetur: Meget heftigt som spiller og som menneske at opleve

Spiller til Spiller: Højbjerg om sommerens mentale rutsjebanetur: Meget heftigt som spiller og som menneske at opleve

Det var et nationalt traume. Og en national ekstase. En proces, hvor Herrelandsholdets DNA blev blottet. Pierre-Emilie Højbjerg sætter ord på sommerens mentale rutsjebanetur.

AF MICHAEL HEHR

- Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.

Pierre-Emile Højbjerg var stort set hele følelsesregistret igennem under sommerens EM-slutrunde. Det var fra dansk fodbolds måske mørkeste øjeblik til nogle af de største. Fra en livløs holdkammerat til en nation i ekstase.

- Det er meget heftigt som spiller og som menneske at opleve, fastslår Pierre-Emile Højbjerg om de fire uger i sommer i Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’.

»Det er dét, jeg er allermest stolt af«

26-årige Pierre-Emile Højbjerg er sammen med Joakim Mæhle og Simon Kjær nomineret som Årets Mandlige Fodboldspiller 2021. Og i den forbindelse besøgte vi ham på Tottenhams træningsanlæg uden for London til en snak om fodboldåret 2021. En snak, der ikke overraskende kredsede om sommerens EM-slutrunde.

- Vi ændrede på ingen måde, dem vi var, fastslår Pierre-Emile Højbjerg i udsendelsen og uddyber:

- Hele landet fik lov til at smage, se og mærke, hvilket DNA det danske A-landshold har. Og det er dét, jeg er allermest stolt af.

Den beskrivelse knytter sig til måden, hvorpå det danske Herrelandshold formåede at rejse sig ovenpå Christian Eriksens kollaps. Og den måde, som truppen og nationen fik skabt »det der med, at det er sgu okay, at man ikke helt er okay«, som Tottenham-profilen beskriver det.

- At der var den opbakning omkring det – og den accept af det – var maske nøglen til, at vi fik lov til at udfolde os på den måde.

Der er mange klichéer i sportens verden. En af dem er, at landshold og slutrunder samler en nation. Men det var lige præcis det, der skete i sommer. Og den oplevelse bekræfter Pierre-Emile Højbjerg i, at alt det, han har ofret på vejen mod toppen af dansk og international fodbold, har været det hele værd.

- For mig er det den allerstørste bekræftelse på, at det, jeg gør hver dag, er det allerbedste, jeg kunne gøre i mit liv.

Ambitionerne er titler

Pierre-Emile Højbjerg er som nævnt nomineret til Årets Mandlige Fodboldspiller. Noget, han betragter som en stor ære og et stort skulderklap, men det er ikke det, der driver ham.

- Uden kollektivet er der ikke nogen individuel hæder overhovedet. Men det er en bekræftelse af, at man har gjort det godt, og at man har bevist sit værd. Det er en fantastisk ære at få lov til at blive nomineret, men det er ikke det, der er det vigtige, når jeg går på fodboldbanen.

- Det er ikke derfor, jeg spiller fodbold. Det er for at få succes med holdet og komme langt. Eller vinde diverse turneringer og kampe, man spiller. Det er nummer et, fastslår han.

Han var tæt på med landsholdet. Og endnu tættere på med Tottenham. Men både ved sommerens EM-slutrunde og i Carabao Cup-finalen i april måtte Pierre-Emile Højbjerg rejse hjem uden den triumf, han kom efter.

Men når man kommer tæt på, »får man smag for det«, som han siger. Han har fokus på »her og nu«, men ambitionerne er store.

- Ambitionerne er titler som hold. Det er ambitionerne. Både i klubben og på landsholdet.

Hør historien om Pierre-Emile Højbjergs vej i den her udgave af Spillerforeningens podcast, hvor landsholdsspilleren blandt andet fortæller:

Hvordan han oplevede at blive en del af Bayern Münchens førsteholdstrup som 17-årig

Hvordan han og resten af truppen håndterede sommerens slutrunde på godt og ondt

Om landsholdets karakter – og hvordan den kan blive endnu stærkere

Og hvilke udviklingsområder han arbejder med.

Foto: Getty Images/Sebastian Frej/MB Media

Mediano Sport & Perspektiv: OL i Beijing 2022 - til månen og tilbage

Mediano Sport & Perspektiv: OL i Beijing 2022 - til månen og tilbage

Mediano PL - 2022 blev skudt i gang med et brag af en runde

Mediano PL - 2022 blev skudt i gang med et brag af en runde