Vi er blevet snydt af en falsk kilde
Sagen om de ‘falske fans’: Mediano blev i sidste uge narret af en person, der stod bag en gruppe på Instagram om danske fans i Qatar. Det viser sig, at personen ikke bor i Doha, men i Danmark. Det er vi kede af.
Af Peter Brüchmann
Der har været meget fokus på de såkaldt ‘falske fans’ til VM i Qatar. Var de købt af styret i Qatar for at få det hele til at se lidt bedre ud?
Det har Mediano bragt flere artikler om og omtalt i adskillige udsendelser. Nu viser det sig, at en af de kilder, vi har benyttet til at beskrive, hvorvidt der var nogle, der ville agere fans af det danske hold, er en person bosiddende i Danmark, der bevidst har forsøgt at snyde flere medier - herunder Mediano.
Det er vi meget kede af. Det er vores korrespondent i Doha meget ked af. Og når man bliver snydt, kan man som medie altid være mere kildekritisk og skal forsøge at lære af det. Det gør vi også af en sag som denne, som vi gerne havde været foruden.
Men det er vigtigt at understrege, at vores mand i Doha har været i god tro. Han har ikke vidst, at det var en person, der udgav sig for at være noget, han ikke var. Og vi har fortsat tillid til de reportager, interviews og beskrivelser, der kommer hjem fra Qatar, og som skal bidrage til, at Mediano fortsat er et medie, der forholder sig kritisk til, at fodbolden er endt med en slutrunde i december placeret i et diktatur på baggrund af bestikkelse i FIFA-systemet.
Det drejer sig om en Instagram-profil, der hedder ‘Denmarkfansqatar’. Vores korrespondent kontaktede personen bag profilen og havde en længere korrespondance med spørgmål og svar. Den foregik på engelsk. Personen fortalte, at vedkommende var dårlig til engelsk, så undervejs oversætter vores korrespondent nogle af spørgsmålene til indisk. Nogle af svarene er bragt i den oprindelige artikel.
Det viser sig, at personen bag profilen befinder sig i Danmark og har ønsket at narre medier for at se, om nogen bed på. Det gjorde Mediano desværre. Og det er vi som sagt kede af.
Den artikel, der hed ‘Postkort fra Migrantlejren - Her er forklaringen på de falske fans i Qatar’ findes stadig. Du kan læse den her. Vi har redigeret den og fjernet den kilde, der viste sig at være en anden, end personen udgav sig for.
Artiklen baserede sig ikke kun på en kilde, men havde som gennemgående kilde den nøgleperson, som hele tiden har været personen bag serien ‘Postkort fra Migrantlejren’, sikkerhedsvagten ‘Philip’. Han fortæller, hvad han oplever blandt de migrantarbejdere, der faktisk er i Qatar og optræder i fanudstyr for forskellige lande og hvad baggrunden er for de personer.
Det er kilder, som vores korrespondent på den arabiske halvø har brugt uger på at bygge op i Qatar.
Så den falske kilde var aldrig eneste kilde på artiklen. Det er ligeledes vigtigt at understrege, at Mediano har søgt nuancer på diskussionen om de udklædte fans. Vi har fortalt, at nogle var frivillige og ikke kun var migrantarbejdere, der fik penge for at agere f.eks. engelske eller tyske fans.
For god ordens skyld skal det også her understreges, at sikkerhedsvagten Philip i den grad findes. Vi har valgt ikke at bruge hans rigtige navn for personens egen skyld og dennes sikkerhed. Det er ikke gunstigt for arbejderne i migrantlejrene at samarbejde med medier og fortælle om forholdene. Det kan have konsekvenser for dem, og derfor er denne metode valgt. Det er vigtigt at få historierne frem, men det er lige så vigtigt at beskytte vores rigtige kilder.
På Mediano forsøger vi at lære af alt. Både det, der går godt og det, der ikke går så godt. Sagen om ‘denmarkfansqatar’ havde vi gerne været foruden. Når man bliver snydt, kan man altid være mere kritisk overfor sine kilder. Og fejl skal man lære af.
Mediano agter at bevare vores fokus på slutrunden i Qatar. Vi fortsætter et kritisk fokus på den rolle, som FIFA spiller. Vi er kritiske overfor, hvorvidt DBU - som er en del af FIFA - bidrager til, at vi ikke igen skal se en slutrunde placeret på baggrund af korruption og placeret i et land med store problemer med at overholde menneskerettighederne.
Foto: Getty Images