VM Special: Debat Live på Det Kongelige Teater – Qatar i Maven
VM Live: Her kan du høre et panel diskutere, hvordan VM i Qatar rent faktisk føles nu, hvor vi har kunnet følge med i ‘sportshistoriens største skandale’ i ni dage. Det er en live debat fra Skuespilhuset ved Det Kongelige Teater.
Af Peter Brüchmann
Kom med til en debat, som Mediano har arrangeret sammen med Det Kongelige Teater. Det foregår i Skuespilhuset og er optaget mandag d. 28.11. i forbindelse med forestillingen ’Fodbold Fodbold Fodbold’.
I anledning af VM i fodbold i Qatar har der været et tilløb med store diskussioner om det, man har kaldt sportshistoriens skandale. Mange boykotter arrangementet og ser det ikke, nogle følger kun Danmarks kampe, mens en stor del af danskerne har ønsket, at det danske landshold skulle have boykottet VM eller som minimum markeret en afstandtagen til et land, der er et diktatur, krænker menneskerettigheder, er homofobisk og har opnået værtsskabet til VM via dokumenteret bestikkelse.
På denne aften har VM været i gang i ni dage, og derfor kan vi nu mærke, hvordan det rent faktisk føles at overvære VM, at se alle de normale forløb, sportslige højdepunkter, stjernestunder og hårde skæbner folde sig ud. Derfor kalder vi debatten ’Qatar i maven’, fordi det skal handle om følelser. Handle om, hvor den fodbold, som vi har kastet vores kulturelle kærlighed på, er på vej hen.
Panelet du kan høre er:
Sebastian Stanbury, vært og redaktør på Mediano
Thomas Pyndt, journalist, fortæller og ekspert på flere formater på Mediano
Jeppe Højberg Sørensen, journalist, der skriver for blandt andet Euroman og Weekendavisen - medstifter af Medianos eget talenthold, Mediano Socrates.
Vært: Peter Brüchmann.
Hør blandt andet om:
Udsigten til, at Saudi-Arabien kan komme i spil til VM i 2030
Hvorvidt det er en forbudt følelse at nyde VM i Qatar
Er dette bare et spørgsmål om brune kuverter eller er det en krigsførelse på en større klinge?
Hvad kan man forvente af danske fodboldpolitikere? Danske spillere?
Mangler fodbolden en Greta Thunberg? Er norske Lisa Klavaness et bud?
Og hvem vil vi helst have til dansk fodbold: Haaland eller Klavaness?
Og meget andet.
Debatten er arrangeret i forbindelse med forestillingen FODBOLD FODBOLD FODBOLD, der opføres i Skuespilhuset i disse dage og kører frem til 17.12. Sammen med Mediano arrangerer Det Kongelige Teater samlet set to debatter i Skuespilhusets foyer. Begge debatter vil blive optaget og lagt ud som podcast på Medianos hjemmeside og i Medianos feed.
Her kan du læse om og booke billet til forestillingen Fodbold Fodbold Fodbold.
Du kan høre optagelsen her, som foregår foran et publikum i Skuespilhuset foyer og derfor ikke lyder som en normal podcast i et studie:
Her kan du læse om forestillingen Fodbold Fodbold Fodbold - teksten er fra Det Kongelige Teaters hjemmeside:
Forestillingen Fodbold Fodbold Fodbold fortæller om en fodboldkamp og om de mennesker, der alle er forbundet af deres store passion for spillet. Garneret med fantasifulde klubsange og udfordrende fantilråb følger vi fodboldspillets mange deltagere før, under og efter en kamp – spillere, trænere, klubejere og ikke mindst de entusiastiske fans.
Fodbold er en drømmefabrik, men drømmen om det smukke spil og de store sejre udfordres af den ordinære verdens krav om succes, indtjening og simpel overlevelse. Hvad sker der med de mange unge spillere, der søger lykken ude i verden i håb om at ende hos de store klubber? Hvad sker der med fodboldspillet og begejstringen, når rigmænd fra fjerne nationer pludselig begynder at købe sig ind også i danske fodboldklubber? Og hvordan kan man spille VM på et stadion, der har kostet utallige immigrantarbejdere livet?
Fodbold fodbold fodbold opføres som optakt til VM i fodbold i Qatar - en begivenhed, der har vakt stor opsigt og diskussion og flyttet fokus fra spillet på banen til spørgsmålet om etiske grænser, menneskerettigheder og de kommercielle kræfters magt over spillet.
Fodbold fodbold fodbold er et nyt stykke skrevet af dramatiker Henrik Szklany, der er glødende AaB-fan og ser alle holdets kampe. For iscenesættelsen står instruktør Nicolai Faber, som er inkarneret Vejle-fan på godt og ondt.
Fotos: Ludvig Brüchmann