MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Europæisk overblik: Mulige modstandere og millioner

Europæisk overblik: Mulige modstandere og millioner

FC København vil være seedet i den afgørende playoff-runde til Champions Leagues gruppespil, men hvordan ser det lige ud for de øvrige hold, som Danmark sender ud i Europa? Mediano giver dig her det store overblik over mulige modstandere og de millionindtægter, der efter sommerpausen venter i Europa

AF GISLE THORSEN

Vær opmærksom på, at Mediano tirsdag optager Superliga for Voksne, hvor denne artikel danner afsæt for diskussion om topklubbernes perspektiver for de kommende år. Husk, at Superliga for Voksne udkommer i kanalen Mediano 2.

De sidste brikker er ved at falde på plads - både i Superligaen og i det øvrige fodbold-Europa.

I den kommende sæson sender Danmark fem hold ud på de europæiske jagtmarker. Både FC København og FC Midtjylland skal forsøge at kvalificere sig til Champions League, og Silkeborg er også allerede sikret europæisk deltagelse. Nu skal FC Midtjylland så afgøre for Silkeborg, om den står på Europa League eller Conference League.

I denne artikel ser vi nærmere på perspektiverne for de danske hold i Europa. Hvornår træder de ind? Hvem kan de møde? Og hvor mange penge er der egentlig at hente?

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

FC København

Seedning og modstandere:

Under normale omstændigheder ville den danske mester træde ind i 3. kvalifikationsrunde til Champions League, men da Rusland er udelukket, og Champions League-vinderen har kvalificeret sig til næste års turnering via den hjemlige liga, rykker Danmark frem på den såkaldte access list og får lige netop mesteren med i playoff-runden.

Her vil FC København være seedet. De tre øvrige seedede er Olympiakos, Dinamo Zagreb og Røde Stjerne (hvis de holder føringen og sikrer mesterskabet i sidste runde). Til forskel for FCK starter de tidligere i turneringen i enten anden eller tredje kvalrunde. Det er dog udelukket, at FCK kan komme til at møde dem.

Det er blandt de useedede i playoff-runden, at FCK skal finde sin modstander. De useedede står lige nu til at blive Trabzonspor, Viktoria Plzen, Qarabag og Malmö FF. Kun Trabzonspor træder direkte ind i playoff-runden, Plzen starter i anden kvalrunde, mens både Qarabag og Malmö FF er med allerede fra første runde. Andre hold, der er værd at nævne som potentielle modstandere for FCK: Ludogorets, Sheriff Tiraspol, Cluj, Bodø/Glimt, Ferencvaros og Apollon Limassol.

Økonomi:

Kommer FC København i Champions League vil de være sikret omkring 115 mio. kr. i startpenge. Dertil skal lægges deres koefficientandel, market pool og evt. kampbonusser.

FC Midtjylland fik i sæsonen 2020/21 udbetalt ca. 153 mio. kr. i rene UEFA-penge, men FCK’s beløb vil blive højere, da de har en højere koefficient (man får ca. 8,5 mio. kr. per placering – det vil sige, at højeste koefficient får 32 x 8,5 mio. kr., mens det hold med den laveste koefficient får 1 x 8,5 mio. kr.).

Et konservativt skøn er, at FCK vil få 25 mio. euro alene fra UEFA – 185 mio. kr.  

Hvis FCK taber playoff-runden kommer de direkte i Europa Leagues gruppespil og endda med et plaster på såret på 37 mio. kr. som taber af playoff-runden.

Startpengene i Europa League er ca. 27 mio. kr., og FCK vil virkelig kunne mærke den fine placering på UEFA’s tiårs-koefficientliste. De vil få væsentlig mere end Brøndby, der i denne sæson har tjent lige over 68 mio. kr., inden market pool fordeles.

FCK bør selv uden sportslig succes ende på i hvert fald 100 mio. kr. i Europa League.

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

 FC Midtjylland

Seedning og modstandere:

FC Midtjylland træder ind i 2. kvalifikationsrunde på ’ikke-mester-vejen’. Det vil sige, at de skal igennem tre runder for at nå det forjættede land.

I anden runde vil de være seedet og enten møde Apoel Nicosia eller Fenerbahce. Vinder de, vil de i 3. kvalifikationsrunde være useedet og skulle møde enten Benfica, PSV, Rangers eller Dynamo Kiev. Sidstnævnte skal dog ligesom FCM klare 2. runde først, mens Rangers går direkte i gruppespillet, hvis de vinder onsdagens Europa League-finale i Sevilla.

Et nederlag i 3. kvalifikationsrunde vil nøjagtig som i denne sæson sende midtjyderne direkte i Europa Leagues gruppespil. Sejr vil sende dem i playoff-runden, hvor de som useedet vil rende ind i et af de fire samme hold som i forrige runde.

Her giver sejr Champions League-gruppespil, nederlag Europa League-gruppespil.

Skulle FCM allerede tabe i 2. kvalifikationsrunde til Champions League, ryger de over i Europa League-kvalifikationens 3. kvalrunde, hvor de vil møde et hold, der også har kikset i CL-kvalen.

Vinder de, kommer de i playoff-runden til Europa Leagues gruppespil. Sejr giver adgang til gruppespillet, mens nederlag sender dem i Conferences League playoff-runde, hvor de skal vinde for at komme i et europæisk gruppespil.

Summa summarum: Vinder FCM i 2. kvalrunde til Champions League er de som minimum sikret gruppespil i Europa League, og med ‘to ekstra liv’ i kvalen bør de komme i et europæisk gruppespil.

Økonomi:

Bliver det Champions League vil pengene næsten være de samme for FCM som FCK. De har dog en lidt lavere tiårs-koefficient og får derfor færre penge fra koefficientandelspuljen.

I Europa League vil de være sikret på den sjove side af 30 mio. kr., allerede inden første kamp – og det er endda uden pengene fra market pool (den udgør 30 pct. i EL).

Med lidt sportslig succes som i denne sæson vil de runde 50 mio. kr., inden market pool fordeles. Så alt i alt ville det hurtigt blive over 60 mio. kr.

Pengene er ikke helt så store i Conference League, men det er ikke langt fra. Der vil i hvert fald være 25 mio. kr. garanteret (inden market pool), og med sportslig succes kan det blive meget højere.

FCK har i denne sæson hentet ca. 64 mio. kr. Dertil skal lægges den smule, der kommer fra market pool (ikke meget i Conference League – kun 10 pct.).

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

 OB eller Silkeborg

Seedning og modstandere:

Vinder OB pokalturneringen, starter de som Randers FC i denne sæson i Europa Leagues playoff-runde. Sejr her giver gruppespil i Europa League, nederlag en plads i Conference Leagues gruppespil.

OB vil være useedet. Det er svært at sige noget præcist om modstander, da flere hold vil komme over fra Champions League-kvalen. Men det kunne være hold à la Gent, Partizan Beograd og Rapid Wien.

Det samme er i øvrigt tilfældet for Silkeborg, der også vil være useedet. De får pladsen, hvis FC Midtjylland vinder pokalfinalen.

Økonomi:

I Europa League vil det garanterede beløb være lige i underkanten af 30 mio. kr., og det er inden market pool.

I Conference League er det garanterede beløb for de to klubber ca. 22 mio. kr. (også her før market pool).

Randers FC tabte i denne sæson i EL-playoff og kom over i Conference League. De har inden fordelingen af market pool sikret sig ca. 38,5 mio. kr. fra UEFA.

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

De to sidste pladser i Europa Conference League

Seedning og modstandere:

De to sidste pladser går i tilfælde af pokalsejr til FC Midtjylland til nummer fire i Superligaen samt vinderen af playoff-kampen mellem nummer fem og syv.

Vinder OB pokalfinalen Kristi himmelfartsdag går pladserne til Silkeborg samt vinderen af kampen mellem nummer fire og syv. Vinder OB pokalen og bliver samtidig nummer syv, så er det nummer otte (i givet fald Viborg), der møder nummer fire om en plads i Europa.

De to danske hold vil træde ind i 2. kvalifikationsrunde.

Brøndby og Randers FC er sikret seedning, de andre ligger lige på grænsen til seedning. Det er ret afgørende.

Som seedet kan du trække hold fra Gibraltar og Færøerne, mens man som useedet kan rende ind i eksempelvis Young Boys, AZ eller Antwerp.

I tredje runde bliver det meget vanskeligt for danske klubber at være seedet (Brøndby har chancen), og der er brug for lodtrækningsheld. Hold som PAOK, Anderlecht og Basel venter som nogle af de potentielt værste.

I playoff-runden kommer lidt flere stærke klubber til – Villarreal og Manchester United eller West Ham for eksempel. Det er dog også muligt at trække modstandere, hvor der er en realistisk mulighed.

Summa summarum: Det er en svær vej. Der er ingen ekstra chance, og man skal igennem tre runder og i langt de fleste tilfælde som useedet.

Økonomi:

Der vil være i omegnen af 25 mio. kr. plus, hvis et dansk hold klarer sig igennem til gruppespillet i Conference League. Dertil skal lægges penge fra market pool og evt. pointbonus.

Kommer man ikke i gruppespil, er indtægterne til at overse.

AGF fik omkring 3,3 mio. kr. for deres ’europæiske eventyr’, der endte mod Larne allerede i 2. runde. Der er ca. 5,6 mio. kr., hvis det er farvel i 3. runde, mens der er lige knap 8 mio. kr. som taber af playoff-runden.

Sæsonen 2023/24

Danmark er røget nogle pladser tilbage på den europæiske rangliste, og det får voldsomme konsekvenser for, hvordan de europæiske pladser fordeles i den kommende Superliga-sæson.

For det første vil der kun være fire europæiske pladser, for det andet er det kun mesteren i sæsonen 2022/23, der får mulighed for at komme i Champions League i sæsonen 2023/24.

Den danske mester risikerer at skulle starte allerede i første kvalifikationsrunde og træder i bedste fald ind i anden kvalrunde.

Pokalvinderen og nummer 2 og 3 i Superligaen starter alle i anden kvalifikationsrunde til Conference League og skal altså igennem tre kvalrunder blot for at nå gruppespillet i den mindst lukrative af de tre europæiske turneringer.

Tirsdag eftermiddag optages en ny udgave af Superliga for Voksne, hvor Dan Hammer, Peter Froulund og Jonathan Hartmann vil diskutere de førende Superligaklubbers perspektiver for den kommende sæson i lyset af det europæiske perspektiv. Husk, at Superliga for Voksne udkommer i kanalen Mediano 2. Her kan du læse, hvordan du abonnerer på Mediano 2.

Her kan du se en liste over de tidligere udgaver af Superliga for Voksne:

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Ny CL-struktur: hvad skal man mene om det?

Ny CL-struktur: hvad skal man mene om det?

Mediano Superliga - Tillykke til F.C. København. Her er udsigterne for de kommende år

Mediano Superliga - Tillykke til F.C. København. Her er udsigterne for de kommende år